Pave Gregor 1.: Forskelle mellem versioner
TXiKiBoT (diskussion | bidrag) m robot Ændrer: ml:ഗ്രിഗോറിയോസ് ഒന്നാമൻ മാർപ്പാപ്പ |
m Bot: Retter Commons-skabeloner |
||
Linje 5: | Linje 5: | ||
I den periode var pavestolen en markant politisk faktor, og Gregor var primusmotor i våbenstilstanden med [[langobarder]]ne samt [[Italien]]s genrejsning efter [[Romerriget]]s sammenbrud. På det religiøse plan var han organisator af Kirkens forvaltning og [[kristen mission|mission]] i de vestlige lande med blandt andet målrettet indsats med udsendelse af munke til [[Britannien]]. Desuden skrev han teologiske lærebøger (han var en af [[Kirkefader|kirkefædrene]]), reformerede [[liturgi]]en og skabte den [[gregoriansk sang|gregorianske kirkesang]]. |
I den periode var pavestolen en markant politisk faktor, og Gregor var primusmotor i våbenstilstanden med [[langobarder]]ne samt [[Italien]]s genrejsning efter [[Romerriget]]s sammenbrud. På det religiøse plan var han organisator af Kirkens forvaltning og [[kristen mission|mission]] i de vestlige lande med blandt andet målrettet indsats med udsendelse af munke til [[Britannien]]. Desuden skrev han teologiske lærebøger (han var en af [[Kirkefader|kirkefædrene]]), reformerede [[liturgi]]en og skabte den [[gregoriansk sang|gregorianske kirkesang]]. |
||
{{ |
{{Commonscat|Gregorius I Magnus}} |
||
{{kirkefædre}} |
{{kirkefædre}} |
||
{{Kirkelærere}} |
{{Kirkelærere}} |
Versionen fra 23. feb. 2010, 18:54
Pave Gregor 1. (ca. 540-604) var pave fra 590. Han er også kendt som Gregor den Store. Han fremstår som en af de mest indflydelsesrige og betydende paver i historien.
Gregor 1. stammede fra en gammel romersk patricierslægt og blev tidligt udnævnt til præfekt i Rom. Senere gik han i kloster og blev pavelig legat i Konstantinopel 578-585. Med en stærk personlighed blev han i 590 indsat som pave på et krav fra folket i det østgotiske rige.
I den periode var pavestolen en markant politisk faktor, og Gregor var primusmotor i våbenstilstanden med langobarderne samt Italiens genrejsning efter Romerrigets sammenbrud. På det religiøse plan var han organisator af Kirkens forvaltning og mission i de vestlige lande med blandt andet målrettet indsats med udsendelse af munke til Britannien. Desuden skrev han teologiske lærebøger (han var en af kirkefædrene), reformerede liturgien og skabte den gregorianske kirkesang.