Ignatius af Antiokia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ignatius af Antiokia
Romerriget

Ignjatije Antiohijski.jpg

Personlig information
Pseudonym svatý Ignác Bohonosec,
svatý Theophoros Rediger på Wikidata
Født 35 Rediger på Wikidata
Syria Rediger på Wikidata
Død 108 Rediger på Wikidata
Rom Rediger på Wikidata
Gravsted Peterskirken Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev af Johannes Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Teolog, klerk, præst Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Ignatius af Antiokia martyrium

Ignatius af Antiokia (30-107 e.Kr.) var Antiokias anden biskop[1] og den første kirkefader. Han benævnes af kirken som den vigtigste skikkelse blandt "De apostolske fædre". Han levede i den første generation efter apostlene og har efterladt sig den ældste samling af breve (syv i alt) uden for Det Nye Testamente.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Ignatius' menigheden i Antiokia var blandt de vigtigste menigheder i oldkirken og centrum for mange væsentlige begivenheder i kirkens tidlige udvikling. Ignatius var ifølge Eusebs Krønike biskop der fra Vespasians 1. til Trajans 10 regerings år (fra 69/70 til 107/8), da han blev martyr. Det meste, vi ved om Ignatius, kommer fra hans syv breve, som han skrev på sin rejse mod Rom. For under kejser Trajans forfølgelser (98-117) blev han ført fra Antiokia til Rom for at blive kastet for vilde dyr. På rejsen mødte han adskillige menigheder, og netop fem af hans breve er skrevet til de menigheder, han mødte. Derudover skrev han et til Rom, den by han var på vej mod, og et til Polykarp, bispekollegaen i Smyrna.

Ignatius' syv breve[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Ignatius' breve

Ignatius giver i sine breve et bemærkelsesværdigt indblik i den kristne opfattelse af martyriet som en kroning, den kristne kan glæde sig over. Derudover er Ignatius her også arkitekt for det tredelte embede bestående af biskopper, presbytere og diakoner. De syv breve er:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Ifølge Origenes (Hom. Luk. 6) og Eusebius' Kirkehistorie (H.E. 3,22)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]