Fjodor Dostojevskij: Forskelle mellem versioner
Addbot (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 46: | Linje 46: | ||
* ''[[Idioten]]'' ([[1868]]) |
* ''[[Idioten]]'' ([[1868]]) |
||
* ''[[Den evige ægtemand]]'' ([[1870]]) |
* ''[[Den evige ægtemand]]'' ([[1870]]) |
||
* ''[[To fantastiske fortællinger]]'' ([[1870]]-[[1879]]) |
* ''[[To fantastiske fortællinger]]'' ([[1870]]-[[1879]]) |
||
* ''[[De besatte]]'' ([[1871]]-[[1872]]) |
* ''[[De besatte]]'' (også kendt som "Onde Ånder") ([[1871]]-[[1872]]) |
||
* ''[[Ynglingen]]'' ([[1875]]) |
* ''[[Ynglingen]]'' ([[1875]]) |
||
* ''[[En forfatters dagbog]]'' ([[1873]]-[[1881]]) |
* ''[[En forfatters dagbog]]'' ([[1873]]-[[1881]]) |
Versionen fra 17. mar. 2013, 22:02
Fjodor M. Dostojevskij Russisk litteratur 19. århundrede | |
---|---|
Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij, 1876 | |
Personlig information | |
Født |
11. november 1821 Moskva, Rusland |
Død |
9. februar 1881 Sankt Petersborg, Rusland |
Uddannelse og virke | |
Litterær bevægelse | symbolisme, kristen eksistentialisme |
Påvirket af | Nikolaj Gogol, Edgar Allan Poe, Friedrich Schiller, Charles Dickens, Michail J. Lermontov, Victor Hugo, Aleksandr Pushkin, Hegel, |
Har påvirket | Knut Hamsun, Albert Camus, Sigmund Freud, Orhan Pamuk, Franz Kafka, James Joyce, Jack Kerouac, Friedrich Nietzsche, Jean-Paul Sartre, Marcel Proust, Ludwig Wittgenstein |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (russisk: Фёдор Миха́йлович Достое́вский) (11. november 1821 – 9. februar 1881) var en russisk forfatter, bedst kendt for sine hovedværker Forbrydelse og straf, Idioten og Brødrene Karamazov.
Dostojevskij har bidraget væsentligt til verdenslitteraturen, og som inspirationskilde til blandt andre Nietzsche og Sartre anses han af mange som en af forgængerne for den moderne, filosofiske retning eksistentialismen. Dostojevskij er anerkendt for sine skildringer af den menneskelige psykologi, ikke mindst i det 19. århundredes Rusland.
Biografi
De unge år
Dostojevskij var den anden i en børneflok på syv af forældrende Mikhail og Maria Dostojevskij. Dostojevskijs far var en pensioneret militærkirurg og en voldelig alkoholiker[1], som arbejdede som doktor ved Mariinskijhospitalet for fattige i Moskva. Hospitalet lå i et af de værste områder i Moskva, hvor det var omgivet af kirkegårde for kriminelle, et psykiatrisk hospital og et børnehjem for efterladte spædbørn. Disse omgivelser gjorde et stort indtryk på den unge Dostojevskij, som i sit forfatterskab senere beskrev de fattige og udstødtes skæbner og liv. Selv om hans forældre forbød det, tilbragte den unge Dostojevskij meget tid i Hospitalets have sammen med patienter og lyttede på deres ofte barske historier.
Der er mange historier om Dostojevskijs fars voldelige behandling af sine børn. Det er dog ifølge Joseph Frank, som har skrevet en biografi om Dostojevskij, ikke Dostojevskijs egen far der optræder i Brødrene Karamazov. Alt tyder på, at Dostojevskij og hans egen far igennem brevveksling havde et nogenlunde kærligt forhold.
I 1837 døde hans mor af tuberkulose, og Dostojevskij og hans bror blev sendt til et militærakademi for ingeniører i Sankt Petersborg. Hans far døde i 1839 midt i en ophidset diskussion med en flok af sine livegne bønder. Der opstod mistanke om, at bønderne havde myrdet faderen. Sagen blev nøje undersøgt af de offentlige myndigheder, men det endte med, at bønderne blev pure frikendt. Myndighederne konkluderede, at faderens ophidselse var årsag til et dødeligt slagtilfælde. Alligevel lever historien om, at det var bønderne, der myrdede faderen, den dag i dag.
Sandsynligvis var det naboer, der skabte mistanken om de livegnes bønders forbrydelse, idet en domfældelse af bønderne kunne skabe muligheder for, at nabogodsejerne kunne erhverve faderens ejendom billigt. Den norske forfatter Geir Kjetsaa har i sin biografi Fjordor Dostojevskij – et digterliv meget omhyggeligt redegjort for hele forløbet om faderens død, og for ham er der ingen tivl om, at bønderne var fuldstændig uskyldige.
Eksil i Sibirien
Dostojevskij blev i 1849 dømt til døden for revolutionær aktivitet, hvilket bestod i et medlemskab af den intellektuelle gruppe, Petrashevskycirklen. Formålet med gruppen var at diskutere litteratur og vestlig filosofi[2], hvilket ifølge zar Nikolaj 1. af Rusland udgjorde en trussel imod enevældet og det Russiske Imperium. Dødsdommen blev midlertidigt ændret til fængsel. Dostojevskij afsonede 4 år i arbejdslejr i Sibirien, hvor han efterfølgende gjorde tjeneste som soldat i 6 år. Denne fængselsstraf præger hans forfatterskab, og Dødens hus er inspireret af hans tid i Sibirien.
Bibliografi
- Arme Mennesker (også kendt som Fattige folk) (1845)
- Dobbeltgængeren (1846)
- Hvide nætter (1848)
- Netotsjkas Barndom (1848)
- Menneskene på godset Stepántjikovo (1859)
- Dødens hus (1860-1862)
- De ydmygede og sårede (1861)
- Optegnelser fra det døde hus (1861-1862)
- Optegnelser fra et kælderdyb (også kendt som Kældermennesket) (1864)
- Forbrydelse og straf (1866)
- Spilleren (1867)
- Idioten (1868)
- Den evige ægtemand (1870)
- To fantastiske fortællinger (1870-1879)
- De besatte (også kendt som "Onde Ånder") (1871-1872)
- Ynglingen (1875)
- En forfatters dagbog (1873-1881)
- Brødrene Karamazov (1879-1880)
Henvisninger
- ^ Biography of Dostoevsky – Early Years
- ^ Who Were the Petrashevtsy? Alan Kimball, University of Oregon
Litteratur
- Geir Kjetsaa, Fjodor Dostojevskij – et digterliv, Erichsen, 1986.
Eksterne henvisninger
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: |
- Fjodor Dostojevskij på Litteratursiden.dk
- Fjodor Dostojevskij på Bibliografi.dk
Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link GA