Forskel mellem versioner af "Stenografi"

Spring til navigation Spring til søgning
268 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
m
tilføjet overskrifter
m (tilføjet overskrifter)
'''Stenografi''' (af [[græsk]] ''στενός'', snæver, sammentrængt, og ''γράφειν'', skrive) er en kunstskrift, der er flere gange kortere end den almindelige skrift, og som ved anvendelse af tilstrækkelig mange dels vedtagne, dels frit valgte forkortelser og vilkårlige tegn kan skrives så hurtig, at den kan benyttes til ordret gengivelse af det mundtlige foredrag.
 
Den mindre forkortede form af stenografi kaldes korrespondance- eller kortskrift, den mere forkortede (til gengivelse af taler) debat- eller ilskrift. Den nødvendige korthed opnås ved, at stenografien benytter de enklest mulige skrifttegn, opstiller særlige regler for disses forbindelse til ord, og i reglen også anvender faststående forkortelser for en del ord og stavelser. Af det til rådighed stående materiale kan der til dannelse af stenografiske tegn benyttes enten de simpleste træk af den almindligealmindelige skrift, som da forbindes ved hjælp af bindestreger[[bindestreg]]er, der i de såkaldte vokalskrivende systemer får vokalbetydning, eller de simpleste geometriske elementer, punktet, den lige linje i forskellig retning, kredsen og dele af denne, der da forbindes umiddelbart. DerefterDer efter skelner man mellem skrift- eller grafiske og geometriske systemer.
 
De nævnte elementer kan fordeles på forskellig måde på alfabetets konsonanter og vokaler, og der kan tillægges tegnenes stilling på, over eller under linjen, deres størrelse, retning, tryk og så videre forskellig betydning. Således er der opstået mange hundrede forskellige stenografisystemer. De fleste af disse er ganske vist atter opgivne eller glemte;, men dog anvendes endnu en snes forskellige stenografisystemer, som har vist deres praktiske brugbarhed og derfor har vundet en større eller mindre udbredelse, og som hver for sig har deres fortrin, men ganske vist også deres mangler. Det almenanerkendtealment anerkendte — end sige det ideelle — system er nemlig endnu ikke fremkommet og nås måske aldrig.
 
== Historie ==
 
Oprindelig anvendtes stenografi særlig til ordret gengivelse af taler, men dette mål nåedes og nås kun af forholdsvis få, fagstenograferne, der må have visse anlæg i så henseende, navnlig hurtig og skarp opfattelsesevne, stor manuel færdighed og alsidig dannelse. Til dette brug er systemets korthed det vigtigste, og selv systemer, der ellers har væsentlige mangler, har vist sig at kunne gøre god fyldest på dette område. I den nyere tid er stenografi mere og mere gået over til at blive et almindelig anvendt skriftsystem til lettelse af alle slags skriftlige arbejder i det daglige liv, og efterhånden som trangen til en sådan praktisk almindelig nytteskrift er vokset, er der også stillet større og større krav til stenografiens nøjagtighed, letlæselighed, konsekvens og letfattelighed.
 
=== Klassisk oldtid ===
 
Det ældste spor af stenografi findes i [[Grækenland]]. En [[1883]] fundet [[marmor]]indskrift fra midten af [[4. århundrede f.Kr.]] indeholder regler for en stenografi, som adskillige tilskriver historikeren og hærføreren [[Xenofon]], andre filosoffen [[Aristoteles]] eller statsmanden [[Archinos]]. Særlig fra det [[1. århundrede f.Kr.]] indtil [[4. århundrede e.Kr.]] blev stenografi under navn af "tachygrafi" (hurtigskrift) anvendt i Grækenland, blandt andet i den [[græske kirke]]s tjeneste og ved [[koncil]]er. Den var en slags [[stavelse]]sskrift, det vil sige at hver stavelse blev skrevet for sig, og [[bogstav]]erne føjedes således sammen, at hver stavelse så vidt muligt blev gengivet ved ét træk.
 
I det sidste århundrede f.Kr. opstod hos [[romerne]] uafhængig af den græske tachygrafi en stenografi, som efter sin opfinder, [[Cicero]]s [[frigivne]], [[Marcus Tullius Tiro]], kaldtes tironiske noter. [[Plutark]] meddeler, at de tironiske noter blev anvendte første gang offentlig til gengivelse af en tale, [[Cato den yngre]] holdt [[5. december]] [[63 f.Kr.]] i anledning af den [[catilinariske sammensværgelse]]. I tiden umiddelbart før og i de første århundreder e.Kr. havde de tironiske noter en udbredelse og anvendelse, der næppe står tilbage for den praktiske anvendelse af den moderne stenografi. De benyttedes ofte til mangfoldiggørelse af bøger, ligesom berømte forfatteres og taleres åndsprodukter stenograferedes; [[Plinius den ældre]] havde for eksempel altid, også på rejser, en stenograf hos sig. Også ved retsforhandlinger og særlig i den ældre kristne kirke fandt stenografien udstrakt anvendelse. På det store koncil i [[Karthago]] ([[411]]) blev [[biskop]]pernes taler optagne af et helt stenografbureau, bestående af 8 stenografer, der afløste hverandre. Fra [[10. århundrede]] ophører brugen af de tironiske noter.
 
=== Middelalder og renæssance ===
 
I [[12. århundrede]] opstiller munken [[John af Tilbury]] en stenografi, bestående af [[lodret]]te streger med tværstreger i forskellig stilling; men først [[1588]] udgiver lægen [[Timothy Bright]] en praktisk nogenlunde brugbar stenografi, med hvilken for eksempel [[Shakespeare]]s [[drama]]er efter en til vished grænsende sandsynlighed er optaget under opførelserne, for derefter at udgives i de såkaldte rovtryk. Den bestod af faststående tegn for 556 ord, hvis antal yderligere kunne forøges efter visse regler. [[1602]] udkommer [[John Willis]]' stenografi på geometrisk grundlag. Denne oplever indtil [[1647]] 14 oplag. [[1741]] tager [[John Byrom]] [[patent]] på en stenografi, baseret på samme principper som de moderne systemer: så vidt muligt tegnlighed, hvor der er lydlighed. Byrom oprettede den første stenografiske forening [[1726]].
 
=== Nyere tid ===
Den simpleste og korteste stenografi, der er opstillet, turde være [[Samuel Taylor]]s, der udkom [[1786]] og er overført på de fleste [[kultursprog]]. Den benyttes endnu af fagstenografer. På grundlag af dette system udgav [[Isaac Pitman]] [[1840]] sin ''Phonography'', der nu er det mest udbredte af alle eksisterende stenografisystemer og med en del varianter — af hvilke [[Andrew J. Graham|Grahams]] system er meget
 
anvendt i [[Nordamerika]] — har været så godt som enerådende overalt på jordkloden, hvor [[det engelske sprog]] tales, indtil det i senere tid er blevet stærkt trængt, måske endog overfløjet, i Nordamerika af [[John R. Gregg]]s [[1888]] udgivne ''Shorthand''.
==== Engelsk ====
 
Den simpleste og korteste stenografi, der er opstillet, turde være [[Samuel Taylor]]s, der udkom [[1786]] og er overført på de fleste [[kultursprog]]. Den benyttes endnu af fagstenografer. På grundlag af dette system udgav [[Isaac Pitman]] [[1840]] sin ''Phonography'', der nu er det mest udbredte af alle eksisterende stenografisystemer og med en del varianter — af hvilke [[Andrew J. Graham|Grahams]] system er meget anvendt i [[Nordamerika]] — har været så godt som enerådende overalt på jordkloden, hvor [[det engelske sprog]] tales, indtil det i senere tid er blevet stærkt trængt, måske endog overfløjet, i Nordamerika af [[John R. Gregg]]s [[1888]] udgivne ''Shorthand''.
 
==== Fransk ====
 
Også i [[Frankrig]] er de geometriske systemer næsten eneherskende. Det første system, som her fik praktisk betydning, var [[Jean Coulon de Thévenot|Coulon de Thévenots]] (1782 og 1786), som ved at skrive [[vokal]]erne sammen med [[konsonant]]erne blev forbilledet for de senere franske systemer. Heldigere med sit tegnvalg var dog [[Louis Félix Conen de Prépean |Conen de Prépéan]] ([[1813]]), hvis system simplificeredes [[1822]] af [[Aimé Paris]]. [[1884]] føjede senatsrevisor [[Louis Prosper Guénin|Prosper Guénin]] en forkortelseslære til Aimé Paris' oprindelige uforkortede system. I denne form repræsenteres systemet af ''Société de sténographie Aimé Paris'' med ''Revue de sténographie'' som organ.
 
Taylors system overførtes [[1792]] på [[Fransk (sprog)|fransk]] af [[Pierre Bertin]]. Dette system ændredes [[1827]] af [[Hippolyte Prévost]], mangeårig chef for det franske kammers stenografbureau, hvis system yderligere forbedredes af senatsrevisor [[Albert Delaunay]] [[1878]]. Prévost-Délaunays system benyttes af de fleste franske fagstenografer. Det har ikke forskellige trin, men kun én skriftform, ''degré rapide''. Dets organer er ''Association sténographique unitaire'' og [[tidsskrift]]et ''L'unité sténographique''. [[Émile Duployé]]s system (1867), der er yderst simpelt, er dog det mest udbredte, særlig i det daglige liv og i skolerne i Frankrig og i de fransktalende lande. Dets organer er ''Institut Sténographique de France'' og tidsskriftet ''Le Sténographe illustre''.
 
==== Italiensk og spansk ====
 
I [[Italien]] anvendes geometriske systemer på Taylors grundlag ([[Emilio Amanti|Amanti]] [[1809]], [[Filippo Delpino|Delpino]] [[1819]] med senere forbedringer), [[ Franz Xaver Gabelsberger|Gabelsbergers]] i [[Enrico Carlo Noë|Noës]] overførelse (1863), Pitmans i [[Giuseppe Francini|Francinis]] overførelse (1883), [[Erminio Meschini|Meschinis]] halvkursive ''stenografia nazionale'' (1911) og andre. I [[Spanien]], [[Mellemamerika]] og det spansktalende [[Sydamerika]] er det [[Francisco de Paula Martí Mora|Martís]] vellykkede bearbejdelse (1802) af Coulon Thévenot’s system og dette systems forbedringer, der har fundet den største anvendelse.
 
==== Tysk ====
 
I Tyskland udgav [[1678]] [[Charles Aloysius Ramsay|Ramsay]] et system, [[1796]] kom [[Friedrich Mosengeil|Mosengeils]] og [[1797]] [[Carl Gottlieb Horstig|Horstigs]] — alle efter engelsk mønster. [[1834]] udkommer Gabelsbergers stenografi. Dette er det første skriftsystem, der finder indgang, og det grafiske princip har derefter fuldstændig fortrængt de geometriske systemer fra de tysktalende lande og [[Skandinavien]]. Allerede [[1839]] oprettedes i [[Dresden]] et kongelig stenografisk institut (senere ''Stenographisches Landesamt''), som indtil [[1925]] arbejdede for Gabelsbergers stenografi, men deredter har virket for den tyske ''Einheitskurzschrift''. [[1854]] indførtes Gabelsbergers stenografi med udelukkelse af alle andre systemer som undervisningsfag i seminarierne og de højere skoler i [[Bayern]], [[1870]] i [[Østrig]] og [[1873]] i [[Sachsen]]. I disse lande blev dette system derfor så godt som det eneste, der benyttedes. Gabelsbergers system overførtes til de fleste europæiske sprog og benyttedes som referentstenografi i mange parlamenter, dels udelukkende, dels ved siden af andre systemer.
Det system, Gabelsberger udgav, var genialt; det indeholdt en mangfoldighed af måder at betegne vokalerne på, snart ved forandring i konsonanternes form, snart ved forskydning af deres Stilling til hinanden, snart i forlyden, snart i baglyden, undertiden på et helt andet sted, end hvor vokalen lyder, eller den udelades fuldstændig, ligesom adskillige konsonanter udelades i nogle ord, medens de skrives i andre. [[1857]] revideredes Gabelsbergers system første gang (ved Dresdenbeslutningerne), [[1895]] ændredes den anden gang (ved Wienbeslutningerne). [[1902]] spaltedes den gabelsbergerske stenografi i to systemer, idet et flertal af systemets tilhængere i Berlin vedtog nye, gennemgribende forandringer, medens et mindretal — hvoriblandt særlig østrigerne — holdt på den ældre form. [[1921]] fandt dog atter en sammensmeltning sted.
 
[[1841]] udgav [[Wilhelm Stolzes|Stolze]] en stenografi, særlig med det mål for øje, at den skuldeskulle kunne blive almindelig brugsskrift. Dette Systemsystem vandt stor udbredelse, særlig i [[Nordtyskland]], indtil det [[1897]] gik op i ''Einigungssystem Stolze—Schrey''. Det benyttedes dog længe i den preussiske Landdag og den tyske Rigsdag i en af [[Gustav Steinbrink|Steinbrink]] ændret form, samt i flere andre parlamenter. Af andre systemer, der følger de af Gabelsberger og Stolze angivne principper, må nævnes [[Carl Faulmann|Faulmanns]] ''Phonographie'' (1875) i Østrig, [[August Lehmann|Lehmanns]] ''Stenotachygraphie'' (1875), og frem for alt [[Ferdinand Schrey|Schreys]] [[1887]]. Sidstnævnte stenografis tilhængere enedes 1897 med største delen af stolzeanerne om et fællessystem, ''Vereinfaehte deutsche Stenographie'', der blev enerådende i det tysktalende [[Schweiz]] og det mest udbredte i Nordtyskland; det er overført på mange andre sprog og anvendes dels udelukkende, dels ved siden af andre systemer i en række parlamentariske forsamlinger.
 
[[1850]] udgav [[Leopold Arends|Arends]] en stenografi, der gik en ny vej, idet han skriver vokalerne udtrykkelig. Andre vokalskrivende systemer er udgivne blandt andet af [[Heinrich Roller|Roller]] [[1875]], [[Julius Brauns|Brauns]] 1888, [[August von Kunowski|brødrene]] [[Felix von Kunowski|Kunowski]] [[1893]], [[Karl Scheithauer|Scheithauer]] [[1896]]. [[1898]] sluttede en del af de vokalskrivende systemer sig sammen om Kunowskis ''Nationalstenographie'', der er yderst simpel og let at lære; den har den ejendommelighed, at vokalerne betegnes ved nedstreger, der alle ender lige, medens konsonanterne betegnes ved opstreger, der til dels begynder med buer, som da sammensmeltes med den forudgående vokals slutningstræk. Fra [[1906]]—[[1924|24]] blev der ført forhandlinger mellem repræsentanter for de forskellige (i alt 11) tyske stenografiskoler, i de senere år under forsæde af en repræsentant for rigsregeringen.
 
[[1918]] enedes vedkommende udvalg om to systemudkast, et flertalsudkast med Stolze-Schreysk ''r'' og væsentlig Stolze-Schreysk konsonantbetegnelse, og et mindretalsudkast med Gabelsbergersk ''r'' og deraf følgende væsentlig Gabelbergersk konsonantbetegnelse, begge udkast dog med nærmest Stolze-Schreysk vokalisation. Efter at disse udkast [[1922]] var blevet yderligere gennemarbejdet, vedtog det tyske rigsdagsflertal maj 1925 — under protest fra samtlige stenografiskoler med undtagelse af den Gabelsbergerske — at det sidstnævnte udkast skulle indføres som enhedssystem i alle tyske stater, og der måtte derefter kun undervises i dette system i skolerne. Gabelsbergerforbundet vedtog på sin kongres i [[München]] august 1925 med overvældende flertal herefter at arbejde for udbredelsen af dette nye system. Samtlige øvrige stenografiskoler med Stolze-Schreys og ''Nationalstenographie'' i spidsen afviste derimod rigsenhedssystemet, der i steden for at burde betyde et fremskridt ifølge dem stod langt tilbage for flere af de andre systemer både i tydelighed og i enkelhed.
 
==== Hollandsk ====
 
I [[Holland]] bruges både geometriske og skriftsystemer. [[Sommerhausen]]-[[Cornelis Steger|Stegers]] geometriske system på Aimé Paris' grundlag var fra [[1852]]—[[1907]] det eneste, der brugtes i det hollandske parlaments stenografbureau; [[de Haan]]s overførelse af Pitman ([[1886]]) og andre geometriske systemer fik kun ringe udbredelse. De nyere skriftsystemer (overførelser af Stolzes ved [[Wéry]] [[1889]], af Scheithauers ved [[Riënts Balf]] 1897 og [[Pont]] [[1904]] samt særlig [[A.W. Groote]]s originale system fra [[1899]]) blev senere de mest anvendte. I andre — her ikke nævnte — lande uden for Skandinavien har der indtil nyere tid ikke været noget udpræget stenografisk liv. I 1900-tallets begyndelse var der dog også i de [[Slaviske sprog|slaviske lande]] fremvokset en levende interesse for stenografi gennem forskellige der offentliggjorte systemer. Den kraftigste fremgang havde [[Herout Mikulik]]s tchekkoslovakiske skriftsystem fået, der 1921 blev prisbelønnet i en konkurrence om det bedste stenografisystem, som regeringen [[1920]] udskrev.
 
==== Svensk ====
 
[[Sverige]] er det land, i hvilket stenografi allerførst anvendtes til rigsdagsprotokoller, idet [[Johan Swan]] fra [[1671]]—[[1688|88]] stenograferede rigsrådsforhandlingerne. I [[1825]] udkom [[Fredrik Otto Silfverstolpe|Silfverstolpes]] og [[Lars Johan Hierta|Hiertas]] stenografi, [[1847]] [[Pehr Götrek|Götreks]]; alle disse var geometriske ligesom [[Gustaf Taube|Taubes]] 1852. Senere overførtes Gabelsbergers og [[1880]] Arends' stenografi på [[Svensk (sprog)|svensk]]. 1889 fremkom Wilhelm Brauns med sit til broderen Julius Brauns' tyske svarende system. [[1892]] udgav [[O.W. Melin]] en stenografi, som simpelt hen sammenføjer bogstaverne uden særlige regler og således er det letteste af de svenske systemer. Det vandt meget hurtigt stor udbredelse der, og var navnlig undervisningsfag i praktisk taget alle svenske handelsskoler. I Rigsdagen blev såvel Arends', Gabelsbergers som Melins system anvendt, desuden også [[Hugo Reuter]]s højst originale, men kun lidet udbredte, vokalskrivende svenske system.
 
==== Norsk ====
 
I [[Norge]] udarbejdede [[Hans Paludan|Paludan]] 1852 på grundlag af de i Sverige brugte systemer et geometrisk system, afpasset efter [[det norske sprog]]. I den danske [[grundlovgivende Rigsforsamling]] fungerede den norske stenograf Paludan og nogle af hans elever, af hvilke enkelte var ansatte i Rigsdagen i en lang årrække. Siden 1857 er der leveret stenografiske referater af [[Stortinget]]s forhandlinger. De første Stortingsstenografer var uddannede af Paludan efter det af ham udarbejdede system. Men [[1868]] indførte [[Johan Cappelen|Cappelen]] Gabelsbergers system i en form, der på grundlag af den af [[David Dessau|Dessau]] for [[Dansk (sprog)|dansk]] foretagne bearbejdelse var afpasset efter det norske sprog, og som [[1909]] blev forbedret af [[Olaf Albert Paulsen|Paulsen]].
 
==== Dansk ====
 
I [[Danmark]] offentliggjorde [[P.E. Rasmussen]] [[1812]] en ''Dansk Kortskrivning'', der dog nok lige så lidt som sønderjyden [[P.Chr. Koch]]s stenografi (1848) eller [[Alfred Fich]]s overførelse af Bertins system (1850) fik praktisk betydning. [[1849]] indførtes Gabelsbergers system i Danmark og i Rigsdagen af Dessau, og dette system var enerådende indtil 1892—93, i hvilke år der udkom overførelser af Arends' system (af [[Wilhelm de Shàrengrad|Shàrengrad]]) og Duployés system (af [[Brandt]]), som dog ingen udbredelse fandt, hvorimod [[Alfred Worms]]' ''Letfattelig dansk Stenografi'', der blev udgivet samme år på grundlag af Schreys system snart vandt mange tilhængere. [[1908]] gennemførte ''Det danske Gabelsberger-Stenograf-Selskab'' under Ledelse af [[Chr. Christiansen]] og [[P.K. Stibolt]] en gennemgribende ændring af Gabelsbergers system, og denne reviderede form blev siden praktisk talt alle vegne anerkendt.
93.383

redigeringer

Navigationsmenu