Gottfried Wilhelm Leibniz

Gottfried Leibniz
Christoph Bernhard Francke: portræt af Gottfried Leibniz (ca. 1695), Herzog Anton Ulrich-Museum.
Personlig information
Født	1. juli 1646 Leipzig, Sachsen, Tyskland
Død	14. november 1716 (70 år) Hannover, Niedersachsen, Tyskland
Gravsted	Neustädter Hof- und Stadtkirche St. Johannis
Ægtefælle	Blev aldrig gift
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Friedrich-Schiller-Universität Jena (1663-1663), Leipzig Universitet (1661-1666), Alte Nikolaischule (1653-1661), Thomasschule zu Leipzig, Universität Altdorf (1666-1667)
Elev af	Jakob Thomasius, Erhard Weigel, Bartholomäus Leonhard von Schwendendörffer
Medlem af	Royal Society (fra 1673), Académie des sciences (1700), Det Preussiske Videnskabsakademi (fra 1700), Pavelige Videnskabsakademi (1689)
Beskæftigelse	Filosof, matematiker, politisk rådgiver
Fagområde	Kristen apologetik, matematisk analyse
Arbejdsgiver	Leipzig Universitet
Arbejdssted	Hannover (fra 1676), Wien (1712-1714), Leipzig, Rom, Wolfenbüttel (fra 1690), Altdorf bei Nürnberg, Berlin, London, Paris
Elever	Jakob Bernoulli, Johann Bernoulli, Rafael Levi
Kendt for	Integralregning
Bevægelse	Rationalisme
Påvirket af	Hypatia af Alexandria, Jakob Bernoulli, Johann Amos Comenius, Maimonides, Blaise Pascal med flere
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Gottfried Wilhelm Leibniz (født 1. juli 1646, død 1716), tysk rationalistisk filosof, matematiker og politisk rådgiver.

Han arbejdede ihærdigt for at skabe en religiøs verdensfred, idet han søgte at forene videnskab og religion i en helhed. Han arbejdede også med en ide om et folkenes forbund, der skulle bygge på staternes ligeret. Han anses for den sidste polyhistor, der beherskede hele sin samtids viden og kundskab.

Filosofi

Leibniz udviklede differential- og integralregningen uafhængigt af Isaac Newton cirka 10 år efter Newtons udgivelse. Derudover er han kendt for sin opdeling af verden i et uendeligt antal metafysiske substanser kaldet Monader, beskrevet i Monadologie 1714, og som er det materielles essens. Leibniz mener, at hvis den materielle verdens essens er udstrækning, som Descartes redegjorde for i sine Meditationer, medfører dette, at de materielle legemer kan deles i en uendelighed, og derfor er det absurd at tildele materien udstrækning som essens. I modsætning til Descartes´ dualistiske verdensbillede har Leibniz et monistisk verdensbillede i form af en værensform, nemlig monaderne, som dog må siges at repræsentere et pluralistisk verdensbillede med et uendeligt antal monader – altså værenssubstanser. Disse monader har "ingen vinduer", er altså et lukket 'system,' som ikke kan påvirkes, og i følge Leibniz´ metafysik har Monaderne (af Gud) en præetableret harmoni, som sørger for verdensordenen. Det materielle verden er ifølge Leibniz udelukkende en fænomenverden.

Erkendelsesteori

Der eksisterer kun to arter af sande domme:

1. Domme der nødvendigvis er sande, altså fornuftsandheder.
2. Faktiske sandheder, altså sandheder, der faktisk er sande, men ikke nødvendigvis er det.

Se også

• Leibniz' række

Litteratur

• Mogens Pahuus: "Leibniz" i serien: De store tænkere; Munksgaard, København 1991; ISBN 87-16-10873-6

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Gottfried Wilhelm Leibniz
• Gottfried Wilhelm Leibniz på Leksikon.org