Helmuth Johannes Ludwig von Moltke

Generaloberst Helmuth von Moltke
1848 - 1916
Helmuth von Moltke i 1916
Kaldenavn(e)	Moltke den Yngre
Født	23. maj 1848 Biendorf, Storfyrstedømmet Mecklenburg-Schwerin (nu Forbundsrepublikken Tyskland)
Død	18. juni 1916 (68 år) Berlin, Provinsen Brandenburg, Kongeriget Prøjsen, Det Tyske Kejserrige (nu Forbundsrepublikken Tyskland)
Begravet ved	Invalidenfriedhof i Berlin, Tyskland
Troskab	Det Nordtyske Forbund 1868-1871 (for Kongeriget Prøjsen) Det Tyske Kejserrige 1871-1916 (for Kongeriget Prøjsen)
Værn	Kongeriget Prøjsens hær Det Tyske Kejserriges hær
Tjenestetid	1869-1916
Rang	Generaloberst
Enhed	7. Grenaderregiment
Chef for	1. Gardeinfantridivision 1. Gardeinfanteribrigade Stabschef for generalstaben i Det Tyske Kejserriges hær
Militære slag og krige	Fransk-preussiske krig Slaget ved Sedan Første verdenskrig Invasionen af Belgien Grænseslagene Slaget ved Marne
Udmærkelser	Pour le Mérite Roter Adlerorden Den wendiske krones husorden Royal Victorian Order
Ægtefælle(r)	Elise von Moltke
Relationer	Helmuth Karl von Moltke (onkel)

Helmuth Johannes Ludwig von Moltke (tysk udtale: [ˈhɛlmuːt fɔn ˈmɔltkə], fra den 25. maj 1848 til den 18. juni 1916), oftest omtalt som Helmuth von Moltke eller Moltke den Yngre, var en tysk general og stabschef for den tyske generalstab i årene 1906 til 1914. Moltke blev født Storfyrstedømmet Mecklenburg-Schwerin og meldte sig ind den tyske hær i 1869 for det nyoprettede Nordtyske Forbund. Efter kort periode i Berlin blev Moltke sendt til Frankrig i 1870 for at kæmpe i den fransk-preussiske krig. Moltke udmærkede sig i krigen, og han blev forfremmet til løjtnant. Herefter blev han hjemsendt til Berlin, hvor han arbejdede først for sin onkel, stabschef Helmuth Karl Bernhard von Moltke, og dernæst som aide-de-camp for kejser Wilhelm 2. af Tyskland. Moltke blev nu en del af Berlins inderkreds og blev kort efter udnævnt som kvartermestergeneral i den tyske generalstab under Alfred von Schlieffen. Denne position gjorde ham til den de facto næstmagtfuldeste mand i Det Tyske Kejserriges hær. Da Alfred von Schlieffen gik på pension i 1906, var Moltke derfor et naturligt valg til at overtage posten som stabschef.

Moltke beholdt posten som stabschef frem til 1. verdenskrigs udbrud den 28. juli 1914. Moltke agiterede for og overså Tysklands indtræden i krigen. Tyskland erklærede krig mod Frankrig og Rusland i tidlig august, og Moltke iværksatte Schlieffenplanen for at slå Frankrig hurtigst muligt ud af krigen og undgå den frygtede tofrontskrig, den tyske generalstab have været bange for siden 1800-tallet. Uheldigvis viste Moltkes dømmekraft at være blevet svækket af et hjerteslag, han havde fået tidligere, samt af en hvis paranoiditet overfor den meget blodige konflikt, krigen hurtigt udviklede sig til, og hans ordrer viste sig tit ikke at stemme overens med hinanden. Moltke flyttede sit hovedkvarter fra Berlin til Spa i Belgien, hvorfra han dirigerede de tyske styrker på vestfronten, men på grund af kommunikationsproblemer nåede de færreste beskeder dog frem til tiden, og de tyske generaler handlede for det meste individuelt i invasionerne af Frankrig og Belgien i august og september 1914. De tyske styrker mødte de engelske og frankrigs hære i det afgørende slag ved Marne fra den 5. september til den 12. september 1914. Efter Tysklands knusende nederlag i slaget trak Moltke sig tilbage og blev erstattet af den prøjsiske krigsminister Erich von Falkenhayn. Moltke tilbragte resten af krigen i Berlin beskæftiget med stilfærdigt arbejde i hæren indtil hans død den 18. juni 1916.

Fødsel og slægt

Helmuth von Moltke var en del af den magtfulde adelsslægt Moltke på tidspunktet for hans fødsel. Moltke-slægten har sine rødder i både Danmark og Nordtyskland, og Helmuth var på den måde fjernt beslægtet med blandt andre Adam Gottlob Moltke, Adam Ludvig Moltke og Johan Georg Moltke. Desuden var han også i familie med den første danske statsminister Adam Wilhelm Moltke.

Helmuth Johannes Ludwig von Moltke selv blev født den 23. maj 1848 til hærofficeren Bernhard Adolf von Moltke (1807-1871) og hans kone, Adolfine Doris von Moltke (1814-1902). Moltke blev født i den nordtyske by Biendorf i Hertugdømmet Mecklenburg-Schwerin, der i dag ligger i Mecklenburg-Vorpommern, Forbundsrepublikken Tyskland, den anden af fem børn og den anden dreng. Han blev opkaldt efter sin onkel, den senere tyske krigshelt og stabschef Helmuth Karl Bernhard von Moltke. Senere har de to fået tilnavnene Moltke den Ældre og Moltke den Yngre for at kende forskel på dem. Hans lillebror, Friedrich von Moltke (1852-1927), skulle senere blive prøjsisk indenrigs- og statsminister.

Tidlig militær karriere

Moltke voksede op i det nordlige Tyskland, og han meldte sig som 20-årig ind i den prøjsiske hær i 1869. Her ville han aflægge ed overfor det nyoprettede Nordtyske Forbund, der netop var opstået før og samlet de nordtyske småstater inklusiv hans fødestat Hertugdømmet Mecklenburg-Schwerin. Han blev stationeret i Flensborg som en del af det 1. Slesvigholstenske Fusilierregiment, men det tog ikke lang tid før han bliv forfremmet til andenløjtnant og flyttet til det 2. Vestprøjsiske Grenaderregiment stationeret i Liegnitz i Schlesien. Det var her Moltke var, da den fransk-preussiske krig brød ud i sommeren 1870.

Helmuth von Moltke og det 2. Vestprøjsiske Grenaderregiment blev sendt til frontlinjen i Frankrig, hvor Moltke fik sin ilddåb i kamp. Moltke deltog aktivt hele krigen igennem ved blandt andet at kæmpe i det definitive slag ved Sedan. Moltke udviste et stort mod og en dygtig forståelse for krigen under kampen mod Frankrig. Han blev citeret for tapperhed af kejseren og modtog deraf Jernkorset. Under krigen mod Frankrig kæmpede Moltke under sin onkel, Helmuth von Moltke den Ældre, som endte med at opnå stor hæder for sin indsats i krigen.

Helmuth von Moltke (længst til venstre) og kejser Wilhelm 2. af Tyskland ses side om side her til hest. De to arbejde tæt sammen i slutningen af det 19. århundrede og udviklede et godt venskab. General August von Mackensen ses desuden i baggrunden.

Efter den fransk-prøjsiske krig blev den Det Nordtyske Forbund erstattet for et samlet tysk kejserrige med Wilhelm 1. som monark og Otto von Bismarck som kansler. Moltke vendte hjem til Berlin og fortsatte sin karriere oven på succesen fra krigen mod Frankrig. Han blev forfremmet til førsteløjtnant og igangsatte sine studier på det Prøjsiske Krigsakademi i 1875. Moltkes ry steg nu hurtigt i den tyske hær, og han blev forfremmet til kaptajn i 1882. Samtidig blev han udpeget adjudant til den tyske stabschef, Helmuth Karl Bernhard von Moltke, hans onkel. Denne forfremmelse bragte Moltke ind i Berlins høje inderkreds, og han blev igen forfremmet til major i 1888. Moltke kom godt ud af det med Berlins overklasser specielt kejser Wilhelm 1. af Tyskland, som overså hans forfremmelse. Dette blandet med hans adelsnavn, som hans onkel havde bragt prestige til, gjorde, at han i de første to årtier af Det Tyske Kejserriges eksistens steg langt hurtigere i rang end andre med samme eller bedre militære uddannelse end ham. Dette medførte dog også, at Moltke blev pålagt opgaver, der langt oversteg hans faglige niveau inden for militær logistik.

Forfremmelser og berømmelse (1891-1906)

Helmuth von Moltke arbejde i flere år som adjudant for sin onkel, hvor hans tætte venskaber med blandt andet den den tyske kongefamilie tog til. Helmuth Karl Bernhard von Moltke døde i 1891 og blev eftrfulgt af Alfred von Schlieffen som stabschef, men her var det Moltkes gode forbindelser, der sikrede ham arbejdet som aide-de-camp for den nye, unge kejser, Wilhelm 2. af Tyskland. Moltke kom godt ud af det med kejser Wilhelm, og de to blev gode venner. Kejser Wilhelm sørgede også for, Moltke først blev forfremmet til oberst i 1895 og dernæst general i 1899. Efter sit arbejde som aide-de-camp blev Moltke i en kort tid kommandør for den prestigefulde 1. Gardeinfantridivision i Berlin.