Wilhelm 2. af Tyskland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Wilhelm 2. af Tyskland
Kejseren med det berømte "Schnurrbart"-overskæg.
Kejser af Tyskland; Konge af Preussen
Regerede 15. juni 18889. november 1918
Forgænger Frederik 3. af Tyskland
Kanslere
Efterfølger Ingen (monarkiet afskaffet)
Friedrich Ebert, som rigspræsident
Ægtefæller Augusta Viktoria af Slesvig-Holsten (1881-1921)
Hermine Reuss af Greiz (1922-1941)
Børn Wilhelm, Tysk Kronprins
Eitel Friedrich af Preussen
Adalbert af Preussen
August Wilhelm af Preussen
Oskar af Preussen
Joachim af Preussen
Viktoria Luise af Preussen
Fulde navn
tysk: Friedrich Wilhelm Viktor Albert
Hus Huset Hohenzollern
Far Frederik 3. af Preussen
Mor Viktoria af Storbritannien
Født 27. januar 1859(1859-01-27)
Kronprinzenpalais, Berlin, Preussen
Død 4. juni 1941 (82 år)
Doorn, Nederlandene
Hvilested 9. juni 1941
Doorn, Nederlandene
Signatur
Religion Lutheransk
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1879

Wilhelm 2. Tyskland (27. januar 18594. juni 1941) regerede Tyskland som kejser fra 1888 til 1918.

Fødsel og opvækst[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm med sin fader, kronprins Frederik, på Balmoral Castle i Skotland i 1863.

Familiebaggrund[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm blev født den 27. januar 1859 i Kronprinzenpalais i Berlin som ældste søn af kronprins Frederik i hans ægteskab med prinsesse Victoria af Storbritannien og Irland (af huset Sachsen-Coburg og Gotha). Hans far var ældste søn af kejser Wilhelm 1. af Tyskland, mens hans moder var ældste datter af dronning Victoria af Storbritannien og prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha. Hans moder var den britiske dronnings ældste barn, og havde mænd ikke gået foran kvinder i arvefølgen, ville han også være blevet britisk konge.

Hans mor var endvidere tante til Alexandra af Hessen, gift med zar Nikolaj 2. af Rusland (af huset Oldenburg), og søster til kong Edward 7. af Storbritannien. Han blev døbt med de traditionelle preussiske kongenavne Frederik og Wilhelm, og blev desuden opkaldt efter sine bedsteforældre i Storbritannien med navnene Viktor og Albert.

Wilhelm havde et nært, personligt venskab med sine fætre, zar Nikolaj 2. af Rusland og kong Georg 5. af Storbritannien.[1] Han prøvede ofte at drille og plage sine kongelige slægtninge.[2]

Medfødte fysiske skader[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm blev født med flere fysiske skader som følge af en kompliceret sædefødsel, blandt andet var hans venstre arm omkring skulderen, hvilket skadede nerverne (Erbs parese) i den øvre del af armen således, at den aldrig voksede helt ud. Som voksen var den venstre arm derfor 13 cm kortere end den højre. Hans venstre hånd var omtrent halvt så stor som hans højre, og han holdt denne skjult på de fleste fotografier af ham. Desuden var han plaget af nedsat førlighed og kroniske øresmerter hele livet.[3] Historikere har formodet, at hans fysiske handicap har påvirket hans emotionelle udvikling.[4]

Skolegang[redigér | redigér wikikode]

Den 18 år gamle Wilhelm i 1877, som student i Bonn.

Hans skolegang begyndte som 6-årig under ledelse af den 39 år gamle huslærer Georg Ernst Hinzpeter.[5][6] Denne var en alvorlig kalvinist, som gav en streng og autoritær opdragelse med 12 timers arbejdsdage.[7]

Til trods for sine fysiske handicap fik han en militær uddannelse i den kejserlige residensby Potsdam. Han studerede også ved Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität i Bonn blandt konservative studenter fra den tyske elite.[8] Han havde et kvikt hoved og blev kundskabsrig, hvilket imidlertid ofte blev overskygget af hans heftige temperament.

Politisk brik[redigér | redigér wikikode]

Både gennem sin uddannelse og miljø blev Wilhelm en ægte junker og preusser,[8] men dette i opposition til sine mere liberalt indstillede forældre.[9] Da han blev kejser, efter at faderen Frederik døde af spiserørskræft efter blot tre måneder på tronen, brød moderen med sønnen.[10]

Wilhelm kom i konflikt mellem sin baggrund og Otto von Bismarcks ambitioner på vegne af ham og for Tyskland. Begge sider af Wilhelms familie havde haft psykiske lidelser, og dette kan forklare hans ustabile emotioner. Begge Wilhelms forældre, Frederik og Victoria, beundrede prinsgemal-forholdet som Victorias fader var i i forhold til dronning Victoria. De planlagde derfor at styre på samme måde som dronning Victoria og prins Albert i Storbritannien og planlagde at reformere styreformen, som Bismarck havde indført for sig selv og balancere denne ved at give Rigsdagen større indflydelse ved, at regeringen skulle være ansvarlig over den i en parlamentarisme i stedet for at være ansvarlig over for kejseren. Videre skulle regeringens beslutninger tages på grundlag af konsensus således, at de stod ansvarlige over for hinanden. Frederik kaldte Bismarcks forfatning for "genialt kaos".[11]

Kronprinseparret stod politisk nær Deutsche Fortschrittspartei, og Bismarck var meget bange for, at en politiker fra Deutsche Fortschrittspartei blive kansler, hvis Wilhelm 1. døde. Han sørgede derfor for at holde kronprinsen væk fra al politisk indflydelse og prøvede at gøre ham upopulær.[12]

Da Wilhelm var i begyndelsen af 20'erne, prøvede Bismarck, ganske vellykket, at skille ham fra sine liberale forældre og ønskede at bruge den unge prins som et politisk våben mod forældrene for at sikre sin egen politiske dominans. Wilhelm udviklede gennem dette et dysfunktionelt forhold til sine forældre, særlig over for sin engelske moder. I et udbrud i april 1889, som kejserinde Victoria senere refererede over for sin moder, dronning Victoria, havde Wilhelm rasende sagt, at "en engelsk læge (Morell Mackenzie) dræbte min fader, og en engelsk læge ødelagde min arm – hvilken er min moders fejl", som ikke skulle have tilladt nogen tysk læge at behandle hverken sig selv eller sin nærmeste familie.[13]

Som person og politisk syn[redigér | redigér wikikode]

Kejser Wilhelm i Koblenz over en baldakin-bro i 1897.
Fra kejserdagene i Hannover i 1897.

Wilhelm var veltalende og havde sans for dramatiske effekter.[9] Han var samtidens ubestridelige berømthed og medieyndling,[14] og er blevet kaldt den første ugebladskonge, idet han fyldte pressen med billeder og stof fra sine rejser og arrangementer.[14] Han var musikalsk og sprogkyndig, en ret god taler og havde et udpræget socialt væsen, som satte pris på selskabslege og slapstick-humor.[14] Da han var meget kundskabsrig, kunne han konversere over et bredt felt.[14]

Han er omtalt som talentfuld, med en kvik og nogle gange en helt fremragende forståelse, med sans for moderne, tekniske nyvindinger og industriudvikling. Men samtidig kunne han være overfladisk, forhastet, rastløs og mangle dybere forståelse og ønske om at nå mål gennem hårdt arbejde eller nok drivkraft til at se, hvad arbejdet skulle føre til. Han ville, at dagene skulle være morsomme og hyggelige samtidig, som han søgte anerkendelse fra omgivelserne.[15]

Desuden havde han et krævende gemyt, kunne være opfarende og vanskelig for sine omgivelser. Han havde vanskeligheder med at tage krævende beslutninger og kunne blive hysterisk, deprimeret og sengeliggende, hvis det gik galt.[14][16]

Politisk var han et produkt af sin tid, men var meget konservativ og lidet fremtidsorienteret. Med sit omskiftelige sind blev han i sin samtid kaldt "Wilhelm der Plötzliche",[14] og det gjorde, at han pludselig kunne gå ind for en sag uden, at dette synspunkt var en naturlig del af den politiske tænkning.[16]

Historikere diskuterer i hvilken grad sider ved hans sind har haft konsekvenser for særlig hans udenrigspolitik. Han havde tiltro til magtbrug og Survival of the fittest både i indenrigs- og udenrigspolitikken. Samtidig kunne han skjule sin dybe usikkerhed bag djærve taleformer.[16]

Tid som kejser[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm 2. ca. 1890 i preussisk dagliguniform

Forholdet til Bismarck[redigér | redigér wikikode]

Da Wilhelm blev kejser, ønskede han indledningsvis at samarbejde med Bismarck. Men Wilhelm var ærgerrig og egenrådig.[17] Bismarck var med årene blevet stadig stædigere og mere despotisk,[17] og uenighed og gensidig irritation førte til krisen i 1890, da Bismarck måtte gå af.[9] Baggrunden for konflikten var uenighed om både udenrigspolitikken og lovgivningen, her under både den anti-socialistiske lov og arbejderbeskyttelseslovgivningen.

Uenighed om udenrigspolitikken[redigér | redigér wikikode]

En del af striden mellem Bismarck og Wilhelm stod om tyske kolonier:      Det tyske kejserrige      Kejserrigets kolonier i Afrika og Ny-Guinea      Kiautschou (Jiaozhou) i Kina      Kolonier under Brandenburg og Preussen (ca. 1680-1720)      Klein-Venedig («Lille Venezia») i dagens Venezuela (1529-1556)

Modsætningen i udenrigspolitikken blev skærpet særlig efter Wilhelms stærke antirussiske indstilling efter fætteren, zar Nikolajs indblanding i de interne forhold i Østrig-Ungarn, da han opmuntrede den sydslaviske befolkning til at kræve ligestilling med den tyske og ungarske befolkning i riget. Således rokkede han ved Bismarcks fint indstillede, komplicerede og krævende udenrigspolitiske balancepolitik,[18] og det blev stadig vanskeligere at opretholde dobbeltspillet over for Rusland.[17]

Videre var der uenighed mellem Bismarck og den unge kejser om koloni-politikken, da Bismarck var modstander af al form for kolonialisme. Kejseren ville gøre Tyskland til en afgørende faktor i stormagtspolitikken og mente, at Tyskland havde samme ret til et afrikansk kolonivælde som Frankrig, Belgien og Storbritannien. Wilhelm drømte om at skabe et stort tysk imperium og slog ind på en aggressiv kolonipolitik. Til trods for, at Tyskland kom sent med i Kapløbet om Afrika, lykkedes det at etablere tyske kolonier i Tysk Sydvestafrika, Tysk Østafrika, Tysk Kamerun og dele af det senere Togo.

Uenighed om Socialistloven[redigér | redigér wikikode]

Kejser Wilhelm på et postkort fra 1905

Konflikterne knyttede til lovgivning var særlig i forbindelse med Bismarcks ønske om at gøre Socialistloven permanent. Bismarck havde støtte fra de konservative og Nationalliberale Partei bortset fra bestemmelsen om, at politiet kunne kaste socialistiske agitatorer ud af deres hjem, en bestemmelse som havde været i hyppig anvendelse. Nationalliberale Partei kunne ikke gå med på denne bestemmelse, mens de konservative og Bismarck ville have lovgivningen igennem samlet. Wilhelm havde i mellemtiden engageret sig i de sociale forhold for minearbejdere, som havde strejket året før. Han blandede sig derfor i Bismarcks argumentation og ønskede en mere socialt orienteret politik. I forhold til socialistloven stod han på samme linje som Nationalliberale Partei, og nægtede at nedlægge det veto, som Bismarck krævede, da han ikke fik hele lovgivningen samlet igennem. Bismarck afslørede, at hans hensigt var at provokere socialisterne til oprør således, at de kunne knuses med magt, hvilket kejseren var stærkt i mod.

Endeligt brud[redigér | redigér wikikode]

"Dropping the Pilot" ("Lodsen går fra borde"). Karikatur af John Tenniel (1820–1914), første gang offentliggjort i det britiske blad Punch i marts 1890.

Kejserens socialpolitiske engagement gjorde, at han ville afholde en international arbejderkonference. Bismarck prøvede at forhindre dette og prøvede at overtale den franske regering til ikke at deltage. Bismarck forbød ministrene at have kontakt med kejseren uden Bismarcks tilladelse, i overensstemmelse med en glemt kabinetsordre fra 1852, efter som han var bange for, at de kunne prøve at komme frem til andre løsninger end dem, Bismarck ønskede. Kejseren klandrede Bismarck for at opsætte barrierer mellem kejseren og ministrene og for at diskutere alliancer i Rigsdagen med det katolske Deutsche Zentrumspartei uden kejserens viden. Han klandrede også Bismarck for at have undladt at informere ham om det vanskelige forhold mellem Rusland og Tyskland.

Dagen efter fik Bismarck besked gennem general Wilhelm von Hahnke, leder for det militære kabinet, om, at kejseren forventede, at Bismarck umiddelbart det klart, at ministrene kunne have direkte kontakt med kejseren uden Bismarcks godkendelse. Både lederen af generalstaben, Alfred Graf von Waldersee og det militære kabinet bad kejseren om at afskedige Bismarck. Bismarck ventede imidlertid i fire dage, før han den 18. marts 1890 søgte om sin afskedigelse.[17]

Gennemslagskraft[redigér | redigér wikikode]

Keiserens «Bismarck»: Bernhard von Bülow
Fra venstre: Bernhard von Bülow, Wilhelm 2. og leder af kejserens politiske kabinet Rudolf von Valentini om bord på SMY "Hohenzollern" i Kiel i 1908
Foto: Deutches Bundesarchiv

Efter Bismarcks afgang ønskede Wilhelm selv en stærkere indflydelse på politikken. Han udnævnte derfor svagere kanslere, men den omskiftelige Wilhelms skabte i stedet usikkerhed i statsledelsen.[9] Umiddelbart efter Bismarck blev Leo von Caprivi rigskansler, og han blev erstattet af Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst i 1894. Der er en debat mellem historikere om, i hvilken udstrækning Wilhelm på denne tid faktisk havde et personlig styre, men det er klart, at det var en helt anden dynamik mellem kejseren og forvaltningens øverste leder, rigskansleren. Disse rigskanslere var centrale og erfarne embedsmænd og ikke statsmænd som Bismarck.

Men da Hohenlohe blev udskiftet i 1900, udnævnte han en, han mente var "sin Bismarck", Bernhard von Bülow. På denne tid fokuserede kejseren på sin vigtigste målsætning, opbygningen af Den kejserlige flåde som skulle kunne balancere med den britiske således, at Tyskland kunne få anerkendelse som stormagt.

Efterhånden sank hans prestige, og han blev særlig udsat for skarpe angreb fra socialdemokraterne i Sozialdemokratische Partei Deutschlands. Efter udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 gled han i baggrunden.[9]

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm var særlig optaget af udenrigs- og kolonispørgsmålene, hvor hans ambitioner var at gøre Tyskland til en central faktor i stormagtspolitikken. Han forlod Bismarcks forsigtige "kontinentalpolitik" og fremmede i stedet en "verdenspolitik".

Han ville skabe et stort tysk imperium og slog ind på en aggressiv kolonipolitik. For at fremme sine ærgerrige planer styrkede han Den kejserlige hær og begyndte en udstrakt opbygning af Den tyske kejserlige flåde. Hans mere aggressive udenrigspolitik førte til en tilnærmelse mellem Storbritannien, Frankrig og Rusland, som Bismarcks politik havde taget sigte på at undgå.

Efter at Wilhelm forlod Bismarcks forsigtige "kontinentalpolitik" og i stedet slog ind på sin "verdenspolitik", fandtes der imidlertid ingen faste linjer i hans udenrigspolitik.[9]

Under 1. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm var en nær ven af ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig-Este og blev dybt chokeret, da han og hans ægtefælle Sophie von Hohenberg blev dræbt ved skuddene i Sarajevo den 28. juni 1914. Wilhelm støttede derfor alle forsøg på at bekæmpe Den sorte hånd i Serbien. Han ønskede at aflyse sit årlige krydstogt til de norske fjorde og blive i Berlin, indtil krisen var ovre, men blev overtalt til at rejse, da en aflysning ville have forstærket den allerede spændte situation.[19] Den 6. juli forlod kejserfølget Tyskland men vidste ikke, at kejser Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn på dette tidspunkt allerede var blevet overtalt til at skrive under på en krigserklæring mod Serbien. Også andre i den tyske politiske ledelse som marineminister Tirpitz, lederen af generalstaben Moltke, udenrigsminister Jagow og rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg var på ferie, sidstnævnte rigtignok med en specielt installeret telefonlinje til Berlin.[19]

Wilhelm blev den 19. juli underrettet om indholdet i det østrigske ultimatum til Serbien, mens de lå ved Balestrand.[20] Wilhelms rejse langs den norske kyst blev afbrudt den 25. juli,[21] da krisen som følge af det østrig-ungarske ultimatum til Serbien blev udløst, og den 27. juli kom kejseryachten SMY "Hohenzollern" tilbage til Kiel.

Krigsmodstander[redigér | redigér wikikode]

Den tyske militære ledelse ønskede en krig med Rusland, som kunne svække landet før, det blev for stærkt og kunne true Tyskland. Man måtte imidlertid først slå Frankrig ud, som var russisk allierede, og regnede med, at Storbritannien ville holde sig uden for. Men da det blev klart, at Tyskland ville kunne få den to-frontskrig, man hele tiden havde forsøgt at undgå, og at Storbritannien ville gå ind i krigen, hvis Tyskland angreb Frankrig gennem det neutrale Belgien, gik Wilhelm i panik og prøvede at omdirigere angrebsstyrken øst over mod Rusland.[19] Helmuth Johannes Ludwig von Moltke, leder for generalstaben havde fremdraget Schlieffenplanen udarbejdet af hans forgænger Alfred Graf von Schlieffen i 1905, og forklarede kejseren, at en sådan omdirigering af en styrke på to millioner mand på det tidspunkt var umulig at gennemføre. Wilhelm fik dog Moltke til ikke at angribe Nederlandene.

Wilhelm fortrød, at han havde forladt Berlin i den kritiske perioden, og troede, at han kunne have forhindret krigen, hvis han havde været til stede, da han havde så mange kontakter i England, som kunne afklare hvordan, situationen blev vurderet på engelsk hold. Om kejseren kunne have bidraget til, at krigen blev undgået, bestrides af historikere.[19] Men de allierede havde opfanget kejserens krigsmodstand, da den franske ambassadør den 4. august skrev til sin britiske kollega, at der kun var tre personer i Berlin den dag, som beklagede, at krigen ikke lod sig stoppe, de to og den tyske kejser.[22]

Skyggekejser[redigér | redigér wikikode]

Hindenburg, Wilhelm 2. og Ludendorff i januar 1917.

Da Wilhelm hørte, at hans fætter Georg 5. havde skiftet det britiske kongehus' navn til Windsor, bemærkede Wilhelm, at han planlagde at se Shakespeares skuespil De lystige koner i Saxe-Coburg-Gotha.

Men Wilhelms rolle under krigen blev af stadig mindre betydning. Den militære overkommando videreførte sine planer, selvom Schlieffenplanen havde slået fejl. Moltke fik et nervøst sammenbrud, og Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff overtog den overordnede militære ledelse. Fra 1916 var Tyskland i realiteten et militærdiktatur under Hindenburg og Ludendorff.[23]

Stadig mere isoleret fra begivenhederne vaklede Wilhelm mellem modløshed og sejrsdrømmer, afhængig af meldingerne fra fronten. Men den stabile og tunge aldrende Hindenburg gav omgivelserne et indtryk af, at sejren var inden for rækkevidde, selv efter at krigen var tabt på slagmarken.

Selv om Hindenburg havde overtaget Wilhelms rolle som den militært øverstkommanderende, havde Wilhelm fortsat en indflydelse over politiske udnævnelser, da hans samtykke var nødvendigt, før større ændringer også i den militære ledelse kunne gennemføres. Wilhelm støttede afsættelsen af Moltke i september 1914, og at Erich von Falkenhayn blev hans afløser. I 1917 besluttede Hindenburg og Ludendorff, at Bethman ikke længere var acceptabel for dem som rigskansler, og bad Wilhelm om at udnævne en anden. Da de blev spurgt om, hvem de kunne acceptere, foreslog de Georg Michaelis, en relativt lavtstående embedsmand, som var ansvarlig for distribution af korn fra Preussen under krigen, og som havde besøgt det militære hovedkvarter nogen uger i forvejen. Wilhelm kendte ham ikke, men accepterede forslaget. Dette var på mange måder kejserdømmets sammenbrud. Michaelis måtte gå af få måneder senere, da Rigsdagen oplevede ham som en marionet for Hindenburg og Ludendorff. Kejserens støtte var helt smuldret bort mod slutningen af krigen, både inden for hæren, den civile forvaltning og i den tyske opinion. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson gjorde det klart, at kejseren ikke var en aktuel forhandlingsmodpart.[24][25]

Abdikation[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm i sit eksil i 1933
Foto: Deutches Bundesarchiv.

Da 1. verdenskrig lakkede mod enden, befandt Wilhelm sig i sit krigshovedkvarter i Spa i Belgien. Han blev overrasket over uroen, som brød ud i Tyskland og blev yderligere chokeret over mytteriet i Kiel den 3. november. Da novemberrevolutionen fulgte efter mytteriet i Kiel, blev han usikker på hvad, han skulle gøre, og håbede, at han kunne beholde den preussiske kongetrone, selv om han gik af som tysk kejser.

Nederlaget i verdenskrigen kompromitterede imidlertid kejserdømmet, og Ententemagterne nægtede at slutte fred med Wilhelm.[9] Videre blev han informeret af Wilhelm Groener om, at de tyske tropper ikke ville kæmpe for ham som kejser i en indre strid i Tyskland.

Den 9. november 1918 offentliggjorde den midlertidige rigskansler Max af Baden kejserens abdikation.

Ægteskab og børn[redigér | redigér wikikode]

Kejserparret i 1910.

Han blev gift 27. februar 1881 med Augusta Viktoria af Slesvig-Holsten og fik syv børn:

  1. Wilhelm af Preussen (1882-1951), gift 1905 med Cecilie af Mecklenburg-Schwerin som var søster til Danmarks Dronning Alexandrine. Seks børn.
  2. Eitel Friedrich af Preussen (1883-1942), gift 1906 med Sophia Charlotte af Oldenburg, senere skilt. Ingen børn.
  3. Adalbert af Preussen (1884-1948), gift 1914 med Adelaide af Sachsen-Meiningen. Tre børn.
  4. August Wilhelm af Preussen (1887-1949), gift 1908 med Alexandra Viktoria af Slesvig-Holsten. Ét barn.
  5. Oskar af Preussen (1888-1958), gift 1914 med baronesse Ina Marie von Bassewitz. Fire børn.
  6. Joachim af Preussen (1890-1920), gift 1916 med Marie-Auguste af Anhalt. En søn.
  7. Viktoria Luise af Preussen (1892-1980), gift 1913 med Ernst August, hertug af Braunschweig. Fem børn.

Efter Augusta Viktorias død i 1921 kom han i forbindelse med prinsesse Hermine Reuss af Greiz, og de blev gift 9. november 1922.

Hædersbevisninger og ordener[redigér | redigér wikikode]

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm 2.s anetavle i tre generationer
P I II III

Proband:
Wilhelm 2.

Far:
Frederik 3. af Preussen

Farfar:
Wilhelm 1. af Tyskland
Farfars far:
Frederik Vilhelm 3. af Preussen
Farfars mor:
Louise af Mecklenburg-Strelitz
Farmor:
Augusta af Sachsen-Weimar-Eisenach
Farmors far:
Carl Friedrich af Sachsen-Weimar-Eisenach
Farmors mor:
Maria af Romanow-Holstein-Gottorp
Mor:
Viktoria af England (tysk kejserinde)
Morfar:
Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha
Morfars far:
Ernst 1. af Sachsen-Coburg og Gotha
Morfars mor:
Louise af Sachsen-Gotha-Altenburg
Mormor:
Victoria af Det Forenede Kongerige
Mormors far:
Edward af Kent
Mormors mor:
Victoria af Sachsen-Coburg-Saalfeld


Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Miranda Carter: George, Nicholas and Wilhelm: Three Royal Cousins and the Road to World War I (2010)
  2. ^ Roderick R. McLean: Kaiser Wilhelm II and the British Royal Family: Anglo-German Dynastic Relations in Political Context, 1890-1914History 2001 86(284): 478-502
  3. ^ Svein Skotheim: Keiser Wilhelm i Norge, Spartacus Forlag 2011 ISBN 978-82-430-0563-1, side 15
  4. ^ William L. Putnam :The Kaiser's merchant ships in World War I (2001) s. 33
  5. ^ * John C. G. Röhl: Wilhelm II., Die Jugend des Kaisers 1859–1888. C. H. Beck, München 1993, ISBN 3-406-37668-1.
  6. ^ Catrine Clay: King, Kaiser, Tsar: three royal cousins who led the world to war (2007) a. 14
  7. ^ Skotheim, sidene 17-18
  8. ^ a b Skotheim, side 18
  9. ^ a b c d e f g Vilhelm II på Store norske leksikon
  10. ^ Skotheim, side 21
  11. ^ Michael Balfour: The Kaiser and his Times, Houghton Mifflin (1964) s. 69
  12. ^ Michael Balfour: The Kaiser and his Times, Houghton Mifflin (1964) s. 70
  13. ^ John C. G. Röhl: Young Wilhelm: the Kaiser's early life, 1859-1888 (1998) s. 12
  14. ^ a b c d e f Skotheim, side 23
  15. ^ Nipperdey, Thomas: Deutsche Geschichte 1866-1918. vol. 2: Machtstaat vor der Demokratie (1992) s. 421
  16. ^ a b c William L. Langer et al. Western Civilization (1968) s. 528
  17. ^ a b c d Bismarck på Store norske leksikon
  18. ^ Skotheim, side 19-21
  19. ^ a b c d Skotheim, s. 211
  20. ^ Skotheim, sidene 207-208
  21. ^ Skotheim, s. 208
  22. ^ Skotheim s. 212
  23. ^ Gordon A. Craig: Germany 1866–1945, side 374, 377–378 og side 393
  24. ^ Cecil, Wilhelm II: Emperor and exile, 1900-1941 (1996) s. 283
  25. ^ Klaus Schwabe: Woodrow Wilson, Revolutionary Germany, and peacemaking, 1918-1919 (1985) s. 107


Foregående: Konger af Preussen Efterfølgende:
Frederik 3.
1888
Monarkiet afskaffet