Sylfiden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne artikel omhandler balletten Sylfiden. Opslagsordet har også en anden betydning, se Sylfide.
Marie Taglioni i La Sylphide

Sylfiden (fransk: La Sylphide) er en romantisk ballet i to akter skabt af den danske koreograf og balletmester August Bournonville til Den Kongelige Ballet i 1836. Balletten har siden premieren holdt sig på Det Kongelige Teaters repertoire og er en af verdens ældste overlevende balletter. Musikken til balletten er skrevet af den dansk-norske komponist Herman Severin Løvenskiold. Balletten foregår i Skotland og handler om bonden James, der kort før sit bryllup med bondepigen Effie betages af en sylfide, et kvindeligt skovvæsen.

Historie

Taglioni-versionen

Filippo Taglioni, ca. 1820.

Den første version af Sylfiden havde premiere på Pariseroperaen den 12. marts 1832. Den var koreograferet af Filippo Taglioni og havde musik af Jean-Madeleine Schneitzhoeffer.[1] Taglioni skabte rollen som sylfiden til sin datter Marie. Ballettens libretto var skrevet af Adolphe Nourrit. Nourrits handling var løst baseret på en historie af Charles Nodier, Trilby, ou Le lutin d'Argail, men byttede om på hovedrollernes køn — hvor der var tale om en nisse og en fiskerkone hos Nodier, var der tale om en sylfide og en bonde i balletten.

Bournonville-versionen

Det Kongelige Teater, omkr. 1840
August Bournonville i 1841.

I 1836 blev en ny version af Sylfiden koreograferet af den danske balletmester August Bournonville. Bournonville havde villet præsentere en genopsætning af Taglionis originale version i København med Den Kongelige Ballet, men Pariseroperaen forlangte for høj en pris for Schneitzhoeffers partitur. Slutresultatet blev, at Bournonville satte sin egen version op, baseret på den oprindelige libretto men med nykomponeret musik af den dansk-norske komponist Herman Severin Løvenskiold. Premieren fandt sted på Det Kongelige Teater den 28. november 1836 med Lucile Grahn i hovedrollen som Sylfiden.

Bournonvilles version er siden premieren blevet danset i ubrudt tradition af Den Kongelige Ballet. Den regnes for et af ballethistoriens hovedværker, og opføres løbende på Det Kongelige Teater samt på en række andre scener rundt om i verden.

Henvisninger

  1. ^ "La Sylphide". Ballet Encyclopedia (engelsk). The Ballet. Hentet 11. marts 2009.

Eksterne links

Kunst og kulturSpire
Denne artikel om scenekunst og teater er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.