Tamanhalvøen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Tamanhalvøen
Asowsches Meer.jpg
Tamanhalvøen øst for Krim mellem Azovhavet og Sortehavet
Geografi
Tamanhalvøen ligger i Krasnodar kraj
Tamanhalvøen
Tamanhalvøen
Tamanhalvøens beliggenhed i Krasnodar kraj
Koordinater 45°11′08″N 36°47′28″Ø / 45.1856°N 36.7911°Ø / 45.1856; 36.7911Koordinater: 45°11′08″N 36°47′28″Ø / 45.1856°N 36.7911°Ø / 45.1856; 36.7911
Administration
Land Rusland
Kraj Krasnodar kraj
Største by Taman

Tamanhalvøen (russisk: Тама́нский полуо́стров, Tamanskij poluostrov) er en halvø i Krasnodar kraj i Rusland, der ligger ud til Azovhavet mod nord, mod Kertjstrædet mod vest og til Sortehavet mod syd.

Halvøens største by er Taman med et indbyggertal på knap 10.000 personer (2020). Rusland besluttede i 2009 at åbne en international havn på sydsiden af halvøen.[1] Havnen er åben, men udbygges fortasat.

Krimbroen mellem Rusland og Krim går over Kertjstrædet fra Tamanhalvøen til Kertj på Krim .

Geografi[redigér | rediger kildetekst]

Muddervulkan på Tamanhalvøen

Tamanhalvøen er kendetegnet ved et lavtliggende fladt landskab og en kystlinje med ​​talrige bugter og flodmundinger.

Tamanhalvøen fik sit moderne udseende relativt nyligt. Området er en del af Kuban-deltaet og bestod i oldtiden af ​​en række øer adskilt af stræder. Kuben-deltaet udøver fortsat en vigtig indflydelse på dannelsen af ​​Tamans landskab, flora og fauna. Lavvandede afsaltede søer og lokale flodmundinger bevokset med tykke siv ved kysten, skaber flere steder et sumpet, ufremkommeligt område med et rigt liv af fisk og vildt.

Halvøen indeholder flere mindre muddervulkaner og områder med naturgas og råolie.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Bronzeøkse fra 6. århundre f.v.t. fundet på Tamanhalvøen. Udstillet på Eremitage-museet i Sankt Petersborg.

Området har været beboet siden forhistorisk tid. Allerede under pleistocæn levede jægere-samlere i området. Der er i Kermek fundet arkæologiske fund af Homo eructus, der kan dateret mellem 2,1 og 1,8 millioner år tilbage[2] og omkring 1,6-1,2 muillioner år tilbage i Rodniki i den sydlige del af Azov-regionen.[3][4] Der er tillige gjort fund af et kranium af en person, der levede for 1,5-1,2 millioner år siden i området.[5]

Området har over de sidste tusinde år udviklet sig fra at være en række øer til den nuværende halvø. I oldtiden var Tamanhalvøen beboet af skytiske stammer. I antikken etablerede det græske kongerige Pontos kolonierne Hermonassa (senere Tmutarakan) og Phanagoria.[6] I 2008 blev der gjort fund af antikke græske musikinstrumenter; en harpe og en lyre.[7] I perioden fra ca. 480 f.v.t. til 107 f.v.t. var området en del af Det Bosporanske Rige med indbyggere bestående af Sarmatere, Grækere, jøder og anatolske indvandrere fra Pontos. I det 4. århundrede blev området erobret af hunnerne, og det blev siden hovedstad for Det Storbulgarske Rige og blev herefter i midten af 600-tallet erobret af Khazarere.

Efter opløsningen af khazarernes khanat omkring 969 blev halvøen en del af en jødisk stat, der opstod ved opløsningen. I slutningen af 980’erne blev halvøen en del af det russiske Kijevrige som fyrstedømmet Tmutarakan, der blev regeret af Vladimir den Stores søn Mstislav Vladimirovitj. Omkring 1100 blev halvøen erobret af det tyrkiske folk Kiptsjakerne. Under Mongolernes invasion af Rus' blev halvøen erobret af Den Gyldne Horde i 1239. I 1419 blev området overtaget af Genova, der etablerede kolonier på halvøen og på Krim. Den genovesiske koloni blev styret af den genovesiske Guizolfi-familie, grundlagt af den genovesiske jøde Simeone de Guizolfi. Genoveserne blev fordrevet af Krim-khanatet i 1483. Krim-khanatet blev overtaget af Det Osmanniske Rige i 1783 og blev et tyrkisk sanjak under Kaffa-ejalettet. Rusland erobrede halvøen i 1791 under Den russisk-tyrkiske krig (1787-92), men tilbagegav området ved Jassytraktaten. Halvøen blev overtaget af Rusland i 1828 ved Adrianopeltraktaten.[8]

Området var i det meste af 1700- og 1800-tallet tyndt befolket. Den største bebyggelse var en kosak-by (stanitsa) Taman på halvøens nordside.

Under 2. verdenskrig indtog den tyske og rumænske hær Tamanhalvøen i 1942. Den Røde Hær generobrede områet i 1943.[9]

Mikhail Lermontov omtaler byen Taman nedsættende i Lermontovs roman fra 1839 Vor Tids Helt.

Økonomi[redigér | rediger kildetekst]

Der er flere naturgas- og oliefelter på Tamanhalvøen, der udnyttes. Udover olie og gas er området rigt på mineraler, ligesom der er forekomster af jernmalm.

Havnen i Taman er under opførelse og forventes at blive en af de største i det sydlige Rusland.

En væsentlig del af halvøens økonomi hidrører fra vindyrkning og vinfremstilling; op til halvdelen af ​​hele den russiske høst af industri- og spisedruer dyrkes her på flere vingårde. De vigtigste sorter, der bruges til at fremstille vine, er Aligote, Sauvignon blanc, Chardonnay, Riesling og Saperavi.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Правительство РФ открыло порт Тамань для иностранных судов (Den russiske regering har åbnet havnen i Taman for udenlandske skibe)" (russisk). Arkiveret fra originalen 2009-07-31. Hentet 2008-10-19.
  2. ^ V.E. Sjtjeliskij Kermek - stedet for den tidlige periode af den tidlige palæolitikum i den sydlige Azov-region, Grundlæggende problemer med arkæologi, antropologi og etnografi i Eurasien: Til 70-årsdagen for A.P. Derevjanko, Novosibirsk. (russisk)
  3. ^ Древнейшие охотники и собиратели степной зоны Юга России. Комплексные исследования эоплейстоценовых стоянок Родники и Кермек на Таманском полуострове (Южное Приазовье)
  4. ^ В. Е. Щелинский. Родники 4. Новая раннепалеолитическая стоянка в Южном Приазовье (материалы 2010–2011 гг.)
  5. ^ Щелинский В. Е. Об охоте на крупных млекопитающих и использовании водных пищевых ресурсов в раннем палеолите (по материалам раннеашельских стоянок Южного Приазовья) // Краткие сообщения Института археологии. Вып. 254. 2019
  6. ^ "Greek colonization in the northern Black Sea area". German Archaeological Institute. Hentet 4. april 2010.
  7. ^ Russian archaeologists discover ancient Greek musical instruments near Crimea
  8. ^ Tsutsiev, Atlas of the Ethno-Political History of the Caucasus, 2004
  9. ^ Robert Forczyk, The Caucasus 1942–43: Kleist’s race for oil

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]