Spring til indhold

Theodor W. Adorno

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Theodor Adorno)
Theodor Ludwig Wiesengrund Adorno
Vestlig filosofi
20. århundrede
Beskåret fotografi fra april 1964.
Personlig information
FødtTheodor Ludwig Wiesengrund Rediger på Wikidata
11. september 1903
Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland Rediger på Wikidata
Død6. august 1969 (65 år)
Visp, Schweiz Rediger på Wikidata
GravstedHauptfriedhof Frankfurt Rediger på Wikidata
MorMaria Calvelli-Adorno Rediger på Wikidata
ÆgtefælleGretel Adorno Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedJohann Wolfgang Goethe-Universität,
Merton College Rediger på Wikidata
Medlem afAnden Wienerskole Rediger på Wikidata
BeskæftigelseMusikkritiker, musikolog, universitetsunderviser, æstetiker, sociolog, akademiker, aforist, forfatter, komponist, litteraturkritiker med flere Rediger på Wikidata
FagområdeMusikvidenskab, sociologi, æstetik, filosofi Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverJohann Wolfgang Goethe-Universität Rediger på Wikidata
ArbejdsstedWien (1925-1926), Frankfurt am Main (1921-1933, 1926-1933, 1949-1969), Oxford (1934-1937), New York City (1938-1941), Los Angeles (1941-1949) Rediger på Wikidata
EleverJürgen Habermas Rediger på Wikidata
Kendte værkerOplysningens dialektik, Minima Moralia, Gesammelte Schriften, Philosophie und Musik, Negativ Dialektik med flere Rediger på Wikidata
GenreKlassisk musik Rediger på Wikidata
BevægelseNy musik, Frankfurterskolen, kontinental filosofi Rediger på Wikidata
Påvirket afWalter Benjamin, Max Horkheimer, Karl Marx, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Friedrich Nietzsche Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserGoetheplakette der Stadt Frankfurt am Main (1963) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Theodor Ludwig Wiesengrund Adorno (født 11. september 1903 i Frankfurt, død 6. august 1969) var en tysk filosof, musikkritiker, æstetik-teoretiker og komponist.

Adornos filosofi er blandt de mest indflydelsesrige i det 20. århundrede og tilhører Frankfurterskolens kritiske teori. Hans tænkning er dialektisk og samfundskritisk, og kunsten (særligt musikken og litteraturen) står som et centralt stofområde, der fylder det meste af hans værk. Nazismen og holocaust er en vedvarende anstødssten for hans arbejde, og har præget ham afgørende i retning af pessimisme. Blandt hovedværkerne er Oplysningens dialektik (med Max Horkheimer), Minima moralia og Ästhetische Theorie.

Adorno har karakteriseret sig selv: "Kunstner og musiker som udgangspunkt, og besjælet af en trang til at gøre regnskab over kunsten og dens muligheder i dag, i hvilket også det objektive melder sig – anelsen om utilstrækkeligheden i den naive, æstetiske væren i lyset af den samfundsmæssige tendens."

Hans far var en jødisk vinhandler (som havde konverteret til katolicismen), og hans mor en sangerinde fra Italien med efternavnet Calvelli-Adorno.

Adorno studerede ved universitetet i Frankfurt og afleverede en afhandling om Husserl i 1924. Det var her, han indledte sit mangeårige venskab med Max Horkheimer. Senere studerede han komposition hos Alban Berg i Wien, men vendte tilbage til Frankfurt for at studere videre, da karrieren som komponist var besværligere end først antaget. Han knyttede faglige og personlige venskaber med Walter Benjamin og Ernst Bloch.

I 1930'erne blev det stadigt vanskeligere at være intellektuel under nazismen. Frankfurts studenteravis Discus afslørede Adornos mislykkede forsøg på at samarbejde med nazismen i 1933, hvor han havde håbet at lykkes ved at anvende sin mors efternavn Adorno i stedet for sin fars åbenlyst jødiske efternavn Wiesengrund. Som hans venner – deriblandt Hannah Arendt – så det, var det mest nedværdigende ved sagen, at han, en halvjøde efter loven, ikke først havde diskuteret sagen med dem.[1] I 1934 flyttede han til London og blev tilknyttet Oxford Universitet. Han giftede sig med Gretel Karplus i London i 1937.

Litteratur på dansk

[redigér | rediger kildetekst]
  • Horkheimer, Max & Theodor W. Adorno (1993): “Oplysningens dialektik”. Gyldendal
  1. ^ Elizabeth Young-Bruehl: For love of the world (s. 109), Yale university press, 1982, ISBN 0-300-02660-9
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.