Jøder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Jøde)
Gå til: navigation, søg
Jøder
יְהוּדִים (Jehudim)
Kafka-sisters.jpg
Foto fra ca. 1900
Antal og fordeling
Antal i alt ca. 13.854.800 (2013)
Israel Israel: 6.018.500 (2013) [1]
USA USA: 5.425.000 (2012) [2]
Frankrig Frankrig: 480.000 (2012) [2]
Canada Canada: 375.000 (2012) [2]
Storbritannien Storbritannien: 291.000 (2012) [2]
Rusland Rusland: 194.000 (2012) [2]
Argentina Argentina: 181.800 (2012) [2]
Tyskland Tyskland: 119.000 (2012) [2]
Australien Australien: 112.000 (2012) [2]
Brasilien Brasilien: 95.300 (2012) [2]
Ukraine Ukraine: 70.200 (2012) [2]
Sydafrika Sydafrika: 67.000 (2010) [2]
Ungarn Ungarn: 48.200 (2012) [2]
Mexico Mexico: 39.200 (2012) [2]
Belgien Belgien: 30.200 (2012) [2]
Nederlandene Nederlandene: 29.900 (2012) [2]
Italien Italien: 28.200 (2012) [2]
Chile Chile: 18.500 (2012) [2]
Schweiz Schweiz: 17.500 (2012) [2]
Tyrkiet Tyrkiet: 17.400 (2012) [2]
Uruguay Uruguay: 17.300 (2012) [2]
Sverige Sverige: 15.000 (2012) [2]
Spanien Spanien: 12.000 (2012) [2]
Iran Iran: 10.200 (2012) [2]
Venezuela Venezuela: 9.500 (2012) [2]
Rumænien Rumænien: 9.500 (2012) [2]
Aserbajdsjan Aserbajdsjan: 8.800 (2012) [2]
Danmark Danmark 6.400 (2012) [2]
Etnografi
Race: Semitisk
Sprog: Hebraisk, jiddisch, ladino, judæo-arabisk
Religion: Jødedom
Levevis: landbrug, byerhverv
Udbredelse
Jewish Population by Country (2013).png
Jødernes udbredelse 2013.

Jøder er en etnisk-religiøs gruppe, der har sin oprindelse i de israelitiske/hebræiske folkeslag, der beboede Palæstina i det første årtusinde før vor tidsregning. Traditionelt regnes jøder sammen med arabere til de semitiske folkeslag, men ordet kan også betegne dem, der har jødedommen som religion eller kultur uanset deres oprindelse. Jøder har traditionelt talt de semitiske sprog hebræisk og aramæisk, og dertil opstod der en række jødiske hybridsprog, hvor de bosatte sig, fx jiddisch i Østeuropa og ladino i Spanien.[3][4]

I antikken blev jøderne fordrevet fra Palæstina-området af Romerrigets besættelsesmagt og udvandrede til Europa og Mellemøsten - dette kaldtes for jødernes diaspora, hvorefter der i cirka 1800 år ikke fandtes nogen varig jødisk stat. Jøderne slog sig ned i Europa og andre verdensdele, og blev borgere i disse lande, mere eller mindre integreret med lokalbefolkningen. Jødernes integration blev kaldt assimilation - hvis jøderne var meget religiøse, adskilte de sig ved deres levevis, kultur og skikke, mens de assimilerede jøder levede kulturelt på samme måde som ikke-jøder.

Under diasporaen havde jøderne haft en lang, religiøst baseret tradition for at uddanne deres drengebørn i at læse, skrive og studere. Samtidig havde jøder i forskellige lande ikke lov til at eje jord eller blev diskrimineret på anden vis - og kunne kun ernære sig ved handel og pengevæsen, som til gengæld var religiøst begrænset for kristne europære. De assimilerede jøder fik også udmærket sig indenfor kunst og kultur i de lande, de opholdt sig i, især USA, hvortil de flygtede fra Europas forfølgelser og fik lov til at leve i fred. Disse forhold lagde grobund for at mange jøder i tidens løb, og især i USA og Storbritannien, er blevet berømte videnskabsmænd og Nobelpristagere som Albert Einstein, Wolfgang Pauli, Stanislaw Ulam, Richard Feynman, Mandelstam, Mandelbrot eller Sigmund Freud, udmærkede sig indenfor filosofi som Karl Marx, Carl Sagan, Hannah Arendt eller Noam Chomsky, oprettede store virksomheder som MGM, Warner Bros eller Max Factor, oprettede banker og store formuer, udmærkede sig indenfor litteratur som Franz Kafka, Isaac Asimov, Susan Sontag, J. D. Salinger, Isaac Bashevis Singer og Neil Gaiman, indenfor musik som George Gershwin, Bette Midler, Bob Dylan, Lou Reed og Barbra Streisand, indenfor fotografi som Diane Arbus og Annie Leibowitz, indenfor filminstruktion som Steven Spielberg, Mel Brooks, Sacha Baron Cohen eller Woody Allen, skuespil som Kirk Douglas, Dustin Hoffman, Elizabeth Taylor, Stephen Fry og Mae West, komik som Marx Brothers, Joan Rivers og Jerry Seinfeld, tv-skikkelser som Nigella Lawson, Paula Abdul, Jerry Springer og utallige andre skikkelser indenfor kultur og underholdning.

Jøder som etnisk gruppe i Europa var siden middelalderen inddelt i de såkaldte ashkenaziske jøder (med udbredelse især i Tyskland og Østeuropa) og sefardiske jøder (med udbredelse især i Spanien og Portugal). Jøder i Mellemøsten var generalt kaldt for mizrahiske jøder, delt yderligere i yemenitter, derudover var der et jødisk mindretal i Indien samt Etiopien.

På verdensplan findes der i dag ca. 14 millioner mennesker af jødisk herkomst. Et mindretal er tilhængere af jødedommen.

Under diasporaen, havde jøderne som ikke-kristent, etnisk mindretal med egen kultur i tidernes løb mødt megen diskrimination, fordomme og forfølgelse, der kaldes for antisemitisme. Uden at have egen stat, ville de udvandre eller flygte i sikkerhed. Alene fra Rusland flygtede der to millioner jøder til USA i årene mellem 1881 og 1924 for at undgå de blodige etniske udrensninger, kendt som pogrommer.[5]. Det europæiske antisemitisme kulminerede med Nazityskland og under anden verdenskrig, hvor nazisterne og deres allierede begik systematisk folkemord på jøderne, kaldet for Holocaust eller Shoah, hvor der anslås, at mindst 6-7 millioner jøder i Europa blev myrdet af nazisterne.

I 1800-tallet opstod der mellem religiøse jøder en bevægelse kaldet for zionismen, der gik stærkt ind for, at jøderne skulle vende tilbage til Palæstina fra diasporaen og genoprette deres religiøse stat der. Først efter anden verdenskrig og Holocaust-rædslerne fik Storbritannien og FN i 1948 skabt den nye jødiske stat Israel i Palæstina-området, dog på bekostning af den arabiske befolkning af Palæstina, som mistede sin stat og alle borgerrettigheder. Der har været en væbnet konflikt mellem den isrælske stat og de arabiske palæstinensere lige siden 1948.[6]

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Navnet jøde i de europæiske sprog stammer fra det latinske Iudaeus, som stammer fra det græske Ioudaios i det græsksprogede Nye Testamente, hvor det betegnede både "jødisk befolkning" og alle beboerne af Judea området.[7]

Jøderne kan også være kaldt "hebræerne" i forskellige sprog, såsom italiensk Ebreo, persisk "Ebri/Ebrani" (persisk: عبری/عبرانی) eller russisk "Jevrei" (russisk: Еврей).[8]

Den jødiske religiøse etnicitet[redigér | redigér wikikode]

Jøder der beder i synagogen ved Yom Kippur på et maleri af Maurycy Gottlieb fra 1878.

Betegnelsen jøder omfatter både religiøse jøder og dem der identificerer sig som jøder i kulturel eller etnisk betydning. Da den mosaiske tro er blevet koblet sammen med den etniske gruppe, opstår der en del forvirring angående betegnelsen jøde.


Halakha, en religiøst funderet lov, definerer en jøde som en, der er barn af en jødisk mor, og alle andre som ikke-jøder. Dvs. at et barn af en jødisk far ikke anses for jøde, med mindre barnets mor også er jøde. For nylig har en gruppe liberale jøder brudt med denne tradition og mener nu at enhver, der har en jødisk far eller mor, eller konverterer til religionen uanset graden af ortodoksi må kalde sig jøde.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Jødernes historie

Jødernes historie kendetegnes ved omfattende folkevandringer. Oprindelig var de betinget af skiftende besættelse af store kongedømmer, imperier og andre fremmede magter af Canaan og Palæstina området, inklusive Judea området. I antikken har området været besat af Assyrien, det gamle Egypten og Romerriget blandt mange andre.

Romerrigets besættelse fra år 44 fvt. og følgende udslettelse af det judeaiske kongedømme efter jødiske opstandelser og krig efter året 66 v.t. medførte en tvungen diaspora for jøderne. Tvunget på flugt af Rommerriget, spredtes jøder over Mellemøsten og Europa fra omkring 1.-2. århundrede v.t. Palæstina-området har siden været beboet af fortrinsvis arabere, et tilbagebleven jødisk mindretal, nogle kristne og andre lokale folkeslag.

Romerske kejser Nero sender Vespasian og hans hær for at bekæmpe jøderne, året 69 v.t.

I middelalderens Europa blev den jødiske diaspora behandlet på forskellig vis - i nogle kongedømmer og bystater i Europa fik jøder lov til at handle og bo i al fordragelighed, men andre europæiske kongedømmer mødte jøderne med mistro og diskrimination med tvungen ghetto-beboelse, antisemitiske love og forfølgelse. Der opstod også pogrommer og etnisk udrensning af jøder i de fjendtligt indstillede områder. Et eksempel er katolsk Spanien, hvor de katolske konger og biskopper forfulgte jøderne, inklusive med tvunget landforvisning, i modsætning til islamisk styret Spanien Al-Andalus, hvor spanske jøder, spanske muslimer og kristne boede sammen side om side i det såkaldte Convivencia, sameksistens[9][10].

I middelalderen blev jøder direkte forfulgt og diskrimineret af den katolske kirke, der ikke tillod andre religioner end romersk-katolsk og som forfulgte jøderne som folket, der "ifølge Biblen slog Jesus ihjel". Siden reformationen blev jøder også forfulgt af den reformerede kirke, idet Luther var ivrigt antisemitisk indstillet, som han gav udtryk for i hans skrifter rettet imod jøder.[11] [12] [13].

Forholdet mellem de kristne og jøderne i middelalderens Europa blev også påvirket af, at ifølge de katolske paver måtte kristne ikke stifte gæld, låne med rente eller spekulere i penge. Kristen pengevæsen, bankvæsen og handel blev derfor uformelt overdraget til det jødiske mindretal, på trods af samtidig diskrimination. I kristne lande begyndte man hermed at forbinde jøderne med pengevæsen, hvilket gav anledning til flere antisemitiske fordomme og teorier.

Siden middelalderen helt frem til 2. verdenskrig blev jøder i Europa altså på forskellig vis diskrimineret og forfulgt, såsom ved Dreyfus-affæren i Frankrig, pogromer og mangel på borgerrettigheder som i Rusland under tzar tiden, og katolsk diskrimination som i Polen. Da nazisterne kom til magten i Tyskland, blev katolikken Hitler også støttet af den antisemitiske katolske kirke og 2 paver.

Success i USA[redigér | redigér wikikode]

Efter Amerikas opdagelse og kolonisation kom jøder også dertil. Fra midten af 1800-tallet foregik der megen jødisk udvandring fra især det fattige og diskriminerende Østeuropa til såvel Nordamerika som Sydamerika, og Australien - og af zionisterne til Palæstina-området. Udvandringen af jøder fra Europa til USA, Storbritannien og Kanada tog fart i det 19-20.århundrede, da nazisterne i Tyskland fik magt og antisemitismen blussede op i Østeuropa.

Især i USA trivedes jøderne uden offentlig diskrimination og kunne nemt skabe deres egne virksomheder og blive til store navne indenfor mange industrier og videnskab. Således var der mange amerikanske Nobelpristagere, der var jøder, som Einstein, Feynman, Pauli eller Max Born. Store amerikanske virksomheder, der blev oprettede af de jødiske indvandrere, oplevede fremgang og findes den dag i dag, såsom Levi's cowboybukser, store filmstudier som Warner Bros og MGM, eller kosmetikgiganter som Max Factor, Estée Lauder, Helena Rubinstein og Revlon. Ofte ville jøderne skifte deres navne til mere engelsk-klingende for bedre assimilation og for at undgå diskrimination af deres jødiske eller østeuropæiske rødder, såsom Faktorowicz blev til Factor, Wonskolaser blev til Warner, Ghoikman blev til Hoffman, Zimmerman blev til Dylan eller Tomchin blev til Horowitz, som så blev til Ryder. Amerikanere af jødisk herkomst og deres børn fortsætter med at skabe virksomheder og opnår fremgang i mange foretagender, såsom Michael Bloomberg eller Mark Zuckerberg, der skabte Facebook.

Holocaust[redigér | redigér wikikode]

I Tyskland fra år 1933 blev jøder offentligt forfulgt af nazistaten, idet antisemitismen var grundstenen af Hitlers ideologi. Jøder blev af Hitler erklæret for nazistatens fjender og syndebukke, som han gav skyld for alt, der var gået galt i Tyskland, især den tabte 1. verdenskrig og den fejslagne tyske økonomi efter 1. verdenskrig. Hitler og hans nazister opfordrede Tysklands befolkning til aktiv diskrimination af jøderne og direkte angreb mod jøder. Dette mundede først ud i Krystalnatten[14][15], og i optrapning af vold og stadig flere antijødiske love.

Mennesker, der af nazisterne opfattedes som jøder, blev af staten frataget deres formuer, derefter boliger og blev stuvet sammen i ghettoer og til sidst i arbejdslejre, hvor nazisterne også indsatte andre etniske mindretal og nazisternes politiske modstandere (som socialdemokrater, kommunister og andre). Jøderne blev frataget retten til at arbejde, retten til at gå i skole og ægteskab med ikke-jøder. I arbejdslejrene og ghettoerne sultede ofrene ihjel eller døde af udmattelse og sygdomme. Desuden tvang nazisterne jøderne til at bære Davidsstjerne på deres tøj, så de kunne nemt bemærkes på gaden. Nazisterne indførte også racistiske love, kendt som Nürnberglovene, hvor jøder opfattedes som en race og blev groft inddelt i hvor mange procenter af "jødisk blod", deres kroppe indeholdt.

Efter udbruddet af 2. verdenskrig, begyndte den nazistiske hær Wehrmacht og SS direkte at myrde jøder i de lande, Tyskland besatte. Tyskland indførte også de antijødiske love i de besatte lande, og de jøder, der ikke blev myrdet med det samme, blev indsat i ghettoer og arbejdslejre, hvor de levede på sultedødens grænse. Nazisterne mente, at sult og sygdomme ville udslette jøderne, men det gik ikke stærkt nok. I 1942 opfandt nazisterne Endlösung, hvormed de begyndte systematisk, statskoordineret udryddelse af jøderne.[16]. Nazisterne oprettede herefter dødskampe, kaldet for koncentrationslejre i alle besatte lande fra Frankrig til Kaukasus - især i Polen og Østeuropa hvor jødernes antal var størst. Ghettoer i de besatte lande blev likvideret og alle jøderne fra ghettoerne blev nu sendt systematisk til gasning i kz-lejrene med kvægtog, eller skudt og begravet i massegrave i nærheden af ghettoerne. Efter gasning eller anden henrettelse i lejrene, blev ofrenes lig afbrændt i krematorie-ovne, da nazisterne hverken havde tid eller plads til at begrave ofrene. Andre etniske og politiske grupper blev også sendt til døden i kz-lejre, her især Romaer, homoseksuelle og modstandsfolk. Dertil sendte nazistiske allierede som Italien, fransk Vichy-regering, Ungarn og Rumænien også deres jødiske befolkning i tog til kz-lejrene. Det systematiske folkemord af jøderne kaldes for Holocaust eller Shoah. Der anslås, at mindst 6 millioner jøder mistede livet i Holocaust, og mindst 10 millioner mennesker i alt mistede livet i nazisternes kz-lejre alene, udover henrettelser udenfor lejrene og andre nazistiske krigsforbrydelser. Nazisterne foretog også uvidenskabelige, grusomme forsøg og tortur på ofrene i lejrene. De ofre, der ikke blev gasset, torteret eller henrettet af nazisterne, døde også af sult, udmattelse og de sygdomme, der hærgede lejrene.

I slutningen af 2. verdenskrig, blev kz-lejrene og deres overlevende ofre befriet af de allierede og Den Røde Hær. Under tilbagetrækning, havde nazister ødelagt arkiverne i lejrene og tvang mange af ofrene til de sidste dødsmarcher, hvor de udsultede fanger blev drevet ud af lejrene og tvunget til at gå, indtil de segnede om og døde - utallige ofres identitet og dødssted er forsvundet på denne måde. I de største dødslejre nåede de allierede at redde et antal ofre. Mødet med de udsultede fanger og de nøgne kroppe af de døde, stablet i stakke, samt halvafbrændte lig i ligovnene var meget chokerende for de allierede og lagde blandt andet grunden til oprettelse af internationalt anerkendte menneskerettigheder og Flygtningekonventionen for at undgå lignende tilstande i fremtiden.

Israel[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig, blev den nye jødiske stat Israel oprettet i 1948 af UN og Storbritannien, der havde besat og kontrolleret Palæstina-området efter det tyrkiske Ottomansriges fald. Der opstod straks blodig konflikt mellem det nye, bevæbnede isrælske statsværn og den arabiske befolkning, der havde beboet Palæstina i hundredvis af år, men blev tvangsforflyttet af Storbritannien. Dertil kom angreb på den nye stat fra Egypten og Jordan, der forsøgte at overtage området, idet de var uenige i statsoprettelsen og grænseforandringerne. Den israelske stat blev atter angrebet af Egypten og arabiske allierede i 1960'erne i Seksdageskrigen, der resulterede i at Israel besatte yderligere arabisk beboede landområder. Den væbnede konflikt mellem Israel, arabisk Palæstina og de arabiske nabolande har stået på siden 1948, bl.a. på grund af at Storbritannien, USA og FN ikke havde tilgodeset palæstinensernes behov for et hjemland.

Jøder i dag[redigér | redigér wikikode]

Af de cirka 14 millioner jøder i dag, bor cirka 6 millioner jøder i USA, 6 millioner i Israel og resten fordelt på andre lande som Kanada eller Frankrig og Rusland.[2]

Berman Jewish Databank anslår, at der i Danmark bor ca. 6.400 jøder.[2]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Israels Centralstatistiske Bureau, 7 maj 2013
  2. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z aa ab ac World Jewish Population, 2016
  3. ^ En anskueliggørelse af den semitiske sprogfamilie
  4. ^ Introduktion til semitistik
  5. ^ Gurock, Jeffrey S. (1998). East European Jews in America, 1880–1920: Immigration and Adaptation. New York: Routledge. s. 54. ISBN 0-415-91924-X. 
  6. ^ A History of Conflict:introduction, BBC
  7. ^ Encyclopedia of the Peoples of Africa and the Middle East, Facts On File Inc., Infobase Publishing, 2009, p.336
  8. ^ Falk, Avner (1996). A Psychoanalytic History of the Jews. Madison, N.J.: Fairleigh Dickinson University Press. s. 131. ISBN 0-8386-3660-8. 
  9. ^ Menocal, Maria Rosa (2002)
  10. ^ Wasserstein, 1995, p. 103.
  11. ^ Artikel på OOI.dk
  12. ^ Artikel på Humanisme.dk
  13. ^ Luthers syn på jøder
  14. ^ The Danish Center for Holocaust and Genocide Studies
  15. ^ Hit med historien-Grundbog til 9. klasse
  16. ^ Faksimile-protokol for "Wannsee-Konferencen" den 20. Januar 1942
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: