Jøder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Jøde)
Gå til: navigation, søg
Jøder
יְהוּדִים (Jehudim)
Kafka-sisters.jpg
Foto fra ca. 1900
Antal og fordeling
Antal i alt ca. 13.854.800 (2013)
Israel Israel: 6.018.500 (2013) [1]
USA USA: 5.425.000 (2012) [2]
Frankrig Frankrig: 480.000 (2012) [2]
Canada Canada: 375.000 (2012) [2]
Storbritannien Storbritannien: 291.000 (2012) [2]
Rusland Rusland: 194.000 (2012) [2]
Argentina Argentina: 181.800 (2012) [2]
Tyskland Tyskland: 119.000 (2012) [2]
Australien Australien: 112.000 (2012) [2]
Brasilien Brasilien: 95.300 (2012) [2]
Ukraine Ukraine: 70.200 (2012) [2]
Sydafrika Sydafrika: 67.000 (2010) [2]
Ungarn Ungarn: 48.200 (2012) [2]
Mexico Mexico: 39.200 (2012) [2]
Belgien Belgien: 30.200 (2012) [2]
Nederlandene Nederlandene: 29.900 (2012) [2]
Italien Italien: 28.200 (2012) [2]
Chile Chile: 18.500 (2012) [2]
Schweiz Schweiz: 17.500 (2012) [2]
Tyrkiet Tyrkiet: 17.400 (2012) [2]
Uruguay Uruguay: 17.300 (2012) [2]
Sverige Sverige: 15.000 (2012) [2]
Spanien Spanien: 12.000 (2012) [2]
Iran Iran: 10.200 (2012) [2]
Venezuela Venezuela: 9.500 (2012) [2]
Rumænien Rumænien: 9.500 (2012) [2]
Aserbajdsjan Aserbajdsjan: 8.800 (2012) [2]
Danmark Danmark 6.400 (2012) [2]
Etnografi
Race: Semitisk
Sprog: Hebraisk, jiddisch, ladino, judæo-arabisk
Religion: Jødedom
Levevis: landbrug, byerhverv
Udbredelse
Jewish Population by Country (2013).png
Jødernes udbredelse 2013.

Jøder er en vest-asiatisk befolkningsgruppe, med oprindelse i det nordvestlige Mellemøsten, og sammen med arabere regnes jøder for at være den semitiske befolkningsgruppe. Jøder taler de nordvestsemitiske sprog hebræisk eller hybridsproget yiddish. [3] [4]

Jøder er også en betegnelsen for medlemmer af religionen jødedommen. Dertil betegnes Isræls borgere også for jøder (som forskellige fra arabere).

På verdensplan findes der ca. 14 millioner mennesker af jødisk herkomst. Et mindretal er tilhængere af jødedommen.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Navnet jøde i de europæiske sprog stammer fra det latinske Iudaeus, som stammer fra det græske Ioudaios i det græsksprogede Nye Testamente, hvor det betød både jødisk befolkning og beboerne af Judea.[5]

Jøderne kan også være kaldt "hebræerne" i forskellige sprog, såsom italiensk Ebreo, persisk "Ebri/Ebrani" (persisk: عبری/عبرانی) eller russisk "Jevrei" (russisk: Еврей).[6]

Den jødiske kulturarv og etnicitet[redigér | redigér wikikode]

Etniske jøder omfatter både rettroende jøder og dem der identificerer sig som jøder i kulturel eller etnisk betydning.

Jøder der beder i synagogen ved Yom Kippur på et maleri af Maurycy Gottlieb fra 1878.

Halakha, en religiøst funderet lov, definerer en jøde som en, der er barn af en jødisk mor, og alle andre som ikke-jøder. Dvs. at et barn af en jødisk far ikke anses for jøde, med mindre barnets mor også er jøde. For nylig har en gruppe liberale jøder brudt med denne tradition og mener nu at enhver, der har en jødisk far eller mor, eller konverterer til religionen uanset graden af ortodoksi må kalde sig jøde.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Jødernes historie

Jødernes historie kendetegnes ved omfattende folkevandringer. Oprindelig var de betinget af skiftende besættelse af store kongedømmer, imperier og andre fremmede magter af jødernes hjemsted i Palæstina. I antikken har området været besat af Assyrien, det gamle Egypten og Romerriget blandt mange andre.

Romerrigets besættelse fra år 44 fvt. og følgende udslettelse af det judaiske kongedømme efter jødiske opstandelser og krig efter året 66 v.t. medførte en tvungen diaspora for jøderne. Tvunget på flugt af Rommerriget, spredtes jøder over Mellemøsten og Europa fra omkring 1.-2. århundrede v.t. Palæstina-området har siden været beboet af fortrinsvis arabere, et tilbagebleven jødisk mindretal, nogle kristne og andre lokale folkeslag.

Romerske kejser Nero sender Vespasian og hans hær for at bekæmpe jøderne, året 69 v.t.

I middelalderens Europa blev den jødiske diaspora behandlet på forskellig vis - i nogle kongedømmer og bystater i Europa fik jøder lov til at handle og bo i al fordragelighed, men andre europæiske kongedømmer mødte jøderne med mistro og diskrimination med tvungen ghetto-beboelse, antisemitiske love og forfølgelse. Der opstod også pogrommer og etnisk udrensning af jøder i de fjendtligt indstillede områder. Et eksempel er katolsk Spanien, hvor de katolske konger og biskopper forfulgte jøderne, inklusive med tvunget landforvisning, i modsætning til islamisk styret Spanien Al-Andalus, hvor spanske jøder, muslimer og kristne boede sammen side om side i det såkaldte Convivencia, sameksistens[7][8].

I middelalderen blev jøder direkte forfulgt og diskrimineret af den katolske kirke, der ikke tillod andre religioner end romersk-katolsk og som forfulgte jøderne som folket, der "ifølge Biblen slog Jesus ihjel". Siden reformationen blev jøder også forfulgt af den reformerede kirke, idet Luther var ivrigt antisemitisk indstillet, som han gav udtryk for i hans skrifter rettet imod jøder.[9] [10] [11]

Forholdet mellem de kristne og jøderne i middelalderens Europa blev også påvirket af, at ifølge de katolske paver måtte kristne ikke stifte gæld, låne med rente eller spekulere i penge. Kristen pengevæsen, bankvæsen og handel blev derfor uformelt overdraget til det jødiske mindretal, på trods af samtidig diskrimination. I kristne lande begyndte man hermed at forbinde jøderne med pengevæsen, hvilket gav anledning til antisemitiske fordomme og teorier.

Efter Amerikas opdagelse kom jøder også dertil. Fra midten af 1800-tallet skete en udvandring fra Europa til såvel Nordamerika som Sydamerika, og til Palæstina-området.

I Tyskland fra år 1933 blev jøder offentligt forfulgt af nazistaten, idet antisemitismen var grundstenen af Hitlers ideologi. Jøder blev af Hitler erklæret for nazistatens fjender og syndebukke, som han gav skyld for alt, der var gået galt i Tyskland, især den tabte 1. verdenskrig og den fejslagne tyske økonomi efter 1. verdenskrig. Hitler og hans nazister opfordrede Tysklands befolkning til aktiv diskrimination af jøderne og direkte angreb mod jøder. Dette mundede først ud i Krystalnatten[12][13], og i optrapning af vold og stadig flere antijødiske love. Mennesker, der af nazisterne opfattedes som jøder, blev af staten frataget deres formuer, derefter boliger og blev stuvet sammen i ghettoer og til sidst i arbejdslejre, hvor nazisterne også indsatte andre etniske mindretal og politiske modstandere. Jøderne blev frataget retten til at arbejde udover gratis tvangsarbejde, retten til at gå i skole og ægteskab med ikke-jøder. I arbejdslejrene og ghettoerne sultede ofrene ihjel eller døde af udmattelse og sygdomme. Desuden tvang nazisterne jøderne til at bære Davidsstjerne på deres tøj, så de kunne nemt bemærkes på gaden. Nazisterne indførte også racistiske love, kendt som Nürnberglovene, hvor jøder opfattedes som en race og blev groft inddelt i hvor mange procenter af "jødisk blod", deres kroppe indeholdt. Efter udbruddet af 2. verdenskrig, begyndte den nazistiske hær Wehrmacht direkte at myrde jøder i de lande, Tyskland besatte. Tyskland indførte også de antijødiske love i de besatte lande, og de jøder, der ikke blev myrdet med det samme, blev indsat i ghettoer og arbejdslejre, hvor de levede på sultedødens grænse. Nazisterne mente, at sult og sygdomme ville udslette jøderne, men det gik ikke stærkt nok. I 1942 opfandt nazisterne Endlösung, hvormed de begyndte systematisk, statskoordineret udryddelse af jøderne.[14]. Nazisterne oprettede dødskampe, kaldet for koncentrationslejre, især i Polen og Østeuropa, og fik jøderne fragtet i tog fra ghettoerne i alle de lande, de besatte. Dertil sendte nazistiske allierede som Italien og Rumænien også deres jødiske befolkning i tog til kz-lejrene. Det systematiske folkemord af jøderne kaldes for Holocaust eller Shoah. Der anslås, at mindst 6 millioner jøder mistede livet i Holocaust.

Efter 2. verdenskrig, blev den nye jødiske stat Israel oprettet i 1948 af Storbritannien, der havde besat Palæstina-området efter det tyrkiske Ottomansriges fald. Der opstod straks blodig konflikt mellem det nye, bevæbnede isrælske statsværn og den arabiske befolkning, der havde beboet Palæstina i hundredvis af år, men blev tvangsforflyttet af Storbritannien. Dertil kom angreb på den nye stat fra Egypten og Jordan, der forsøgte at befri området. Den israelske stat blev atter angrebet af Egypten og arabiske allierede i 1960'erne i Seksdageskrigen, der resulterede i at Israel besatte yderligere arabiskbeboede landområder. Den væbnede konflikt mellem Israel og arabisk Palæstina har stået på siden 1948, bl.a. på grund af at Storbritannien ikke havde tilgodeset palæstinensernes behov for et hjemland.

Der bor flere jøder rundt om i verden end i Israel. Det er oftest tale om efterkommere af de overlevende fra Holocaust, især i Storbritannien, der aldrig blev invaderet af Nazityskland, og hvortil der flygtede jøder fra de nazi-besatte lande. Der bor også forholdsvis mange jøder i USA,

Berman Jewish Databank anslår, at der i Danmark bor ca. 6.400 jøder.[2]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Israels Centralstatistiske Bureau, 7 maj 2013
  2. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z aa ab World Jewish Population, 2016
  3. ^ En anskueliggørelse af den semitiske sprogfamilie
  4. ^ Introduktion til semitistik
  5. ^ Encyclopedia of the Peoples of Africa and the Middle East, Facts On File Inc., Infobase Publishing, 2009, p.336
  6. ^ Falk, Avner (1996). A Psychoanalytic History of the Jews. Madison, N.J.: Fairleigh Dickinson University Press. s. 131. ISBN 0-8386-3660-8. 
  7. ^ Menocal, Maria Rosa (2002)
  8. ^ Wasserstein, 1995, p. 103.
  9. ^ Artikel på OOI.dk
  10. ^ Artikel på Humanisme.dk
  11. ^ Luthers syn på jøder
  12. ^ The Danish Center for Holocaust and Genocide Studies
  13. ^ Hit med historien-Grundbog til 9. klasse
  14. ^ Faksimile-protokol for "Wannsee-Konferencen" den 20. Januar 1942
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: