Varusslaget

Varusslaget
Del af Germanske krige
Rekonstruerede voldanlæg ved Kalkriese
Dato September, 9 Sted Østlige Westfalen (antaget) Resultat Germansk sejr
Parter
Germanske stammer (Cherusker, Marser, Chattere, Brukterer, Chauker)	Romerriget
Ledere
Arminius	Publius Quinctilius Varus †
Styrke
Uvist, anslået omkring 18.000	Omkring 30,000; 3 Legioner (17, 18, 19), 3 alaer og 6 kohorter hjælpetropper (auxillia)
Tab
Uvist, anslået omkring 7.000	Omkring 23.000

Varusslaget var et afgørende slag mellem Romerriget og en alliance af germanske stammer. Slaget foregik om efteråret 9 e.Kr. og stod måske i Teutoburgerskoven. Nyere forskning har vist, at slagmarken sandsynligvis lå ved Kalkriese nær Bramsch nord for Osnabrück.

I slaget mødte tre romerske legioner ca. 30.000 mand under kommando af Publius Quinctilius Varus et forbund af Cheruskere, Marsere, Chattere, Bruktere, Chaukere og flere andre folkeslag i alt ca. 18.000 mand, som blev anført af Cheruskerhøvdingen Arminius, (på tysk: Hermann). Det lykkedes germanerne at lokke romerne i baghold og slaget endte med, at de romerske legioner blev helt udslettet mod et germansk tab på ca. 7.000 døde. En grund til den store germanske sejr var, at Varus brugte lokale spejdere, som han betalte for deres tjenester. De har været med til, at fælden klappede i. En anden grund var, at han delte sin styrke op, så germanerne aldrig mødte hans fuldtallige hær, men i stedet halvdelen af den to gange.

Nederlaget skabte stort røre i Rom, og Sueton fortælles, at Kejser Augustus lod være med at klippe hår og skæg, efter han fik nyheden. Han bankede også hovedet mod en væg, mens han råbte: "Varus, giv mig mine legioner tilbage!!"

En konsekvens af slaget blev, at Romerriget definitivt opgav at skyde grænsen frem til Elben og i stedet brugte Rhinen og Donau som naturlige grænser, der blev forbundet med en række forsvarsanlæg (limes) som forbandt de to flodløb. Romerne nåede aldrig længere nordpå.

Som en markering af slaget er der i Teutoburgerskoven rejst mindesmærket Hermannsdenkmal.

Baggrunden

Kort, der viser slagmarkens placering i forhold til Osnabrück

Den romerske styrke var ledet af Publius Quinctilius Varus, en romersk adelsmand som var i slægt med kejserfamilien. Han var en meget erfaren statstjenestemand, og han var i efteråret år 6 e.Kr. blevet indsat i stillingen som guvernør af den nye provinsen Germania. En af hans nærmeste fortrolige var Arminius, søn af en germansk høvding. Han havde boet mange år i Rom og havde fået uddannelse og gjort tjeneste i den romerske hær. Nu var han blevet en af flere rådgivere og tolke, som romerne havde god brug for under erobringen af de germanske områder. Det, Varus ikke vidste, var, at Arminius havde knyttet nær kontakt med en række overhoveder for forskellige germanske stammer. Disse havde før stået i indbyrdes konflikt, men det hårde romerske overherredømme havde fået dem til at gå sammen, godt hjulpet af Arminius.

I eftersommeren år 9 brød Varus og hans hær op fra sommerkvarteret ved Weser, og de gik vest over mod vinterkvarterene ved Rhinen. Ved opbruddet fik han melding om et lokalt oprør i det nuværende Niedersachsen. Varus bestemte sig for at ændre ruten mod nord for at nedkæmpe oprøret. Han hæftede sig ikke ved, at kursen ville bringe romerne ind i ukendt terræn. Og han vidste ikke, at meldingen var falsk og var fabrikeret af Arminius. Han reflekterede derfor ikke over, at Arminius drog med et mindre følge i forvejen, angiveligt for at finde germanske stammer, som kunne være loyale mod romerne.

Slaget

Maleri fra 1909 med motiv fra slaget

Varus’ styrke var på tre legioner, seks kohorter med auxiliae (hjælpetropper, mange af dem germanere) og tre skavadroner kavaleri. Der ud over var der antagelig mange uden for stående: familie til soldater og officerer og andre, som på forskellig vis havde knyttet sig til de romerske militære. Når afdelingerne var under forflytning på stier og trange veje, dannede de en ret lang marchkolonne, det har været skønnet, at den kunne være 15-20 kilometer lang.

Overfaldet

Kort over stedet for Varus' nederlag i Teutoburgerskoven

Det var i denne situation, at romerne blev angrebne af de germanske krigere. Arminius kendte den romerske taktik og vidste at lade angrebene sætte ind der, hvor de gjorde mest mulig skade. Romerne kæmpede imod og formåede til sidst at oprette en befæstet nattestilling. Næste morgen kom de ud i åbent terræn, men udbruddet havde kostet store tab. Omtrent et døgn senere gik romerne i den afgørende fælde. Mellem et bjerg og ufremkommelige sumpe gik vejen på en omtrent hundrede meter bred bræmme af mere eller mindre tørt land. Langs med vejen var der bygget jordvolde, som germanerne brugte som dækning, mens de overøste romerne med pile og kastespyd. Romerne forsøgte at storme volden, men blev slået tilbage. Kavalleriet flygtede, og de romerske styrker begyndte at gå i opløsning. Da stormede germanerne og tog livet af alle de romere, de kom ind på. Man regner med, at 15.000 – 20.000 romerske soldater blev dræbt.

Opfølgningen

Sensommer i Teutoburgerskoven

De romerske kilder er enige om, at tabet var katastrofalt. De to resterende legioner trak sig tilbage til vestbredden af Rhinen. Germanerne fulgte op med angreb på alle romerske byer, forter og militære positioner øst for Rhinen. Fortet Aliso holdt stand i flere uger, måske måneder, men måtte til sidst overgive sig. Besætningen reddede sig i sikkerhed.

Reaktionen i Rom

Suetonius fortæller om kejser Augustus’ reaktion, da han fik besked om slaget. Kejseren dunkede panden i marmorvæggene, mens han gentagne gange råbte i fortvivlelse: "Quintili Vare, legiones redde!" (Quintillius Varus, giv mig legionerne tilbage!. Som det skulle vise sig, havde han al mulig grund til sin fortvivlelse. Slaget markerede enden på den ufattelige triumf og ekspansion, som Romerriget havde oplevet siden slutningen på borgerkrigene. Arminius sendte Varus’ hoved til kongen af markomannerne, som sørgede for at sende det videre til Rom for at blive begravet.

Hvor stod slaget?

Fra Museum Varusschlacht i Karlkriese.

Selve valpladsen skulle forblive ukendt i næsten to tusind år. Det eneste holdepunkt var Tacitus, som i sin beskrivelse af slaget nævner et sted som Teutoburgiensis. Det har derfor givet et indtryk af at det fandt sted i Teutoburgerskoven, et højdedrag som strækker sig fra Osnabrück sydvest over mod Paderborn. Gennembruddet kom, da amatørarkæologen Tony Clunn i 1987 fandt et større antal romerske mønter og projektiler til slynger. Fundene blev gjort med metaldetektor i et begrænset område ca. 10 km nordøst for Osnabrück, lige nord for et højdedrag kaldet Kalkriese. Clunns fund blev fulgt op med regulære arkæologiske undersøgelser over en årrække foreståede af Kulturhistorisk museum i Osnabrück. Resultaterne er efterhånden blevet meget overbevisende, og et flertal af forskere, som beskæftiger sig med denne periode, har konkluderet, at dette må være valpladsen. Stedet ligger 20 - 30 kilometer nord for Teutoburgerskoven. I 2001 blev det opført et museum på stedet, og rekonstruktioner af de germanske befæstningsmure.

Følger

Den direkte følge af nederlaget blev, at Romerriget mistede størstedelen af nutidens Tyskland, området mellem Rhinen og Elben, da man trak sig tilbage vest på for aldrig senere at vende tilbage. Rom havde mistet sin militære overlegenhed med hvilken, det havde underlagt sig store dele af Germanien. Aldrig mere skulle Rom genvinde denne overlegenhed, aldrig mere skulle Romerriget igen blive så stærkt, som det havde været før slaget, end ikke ved kejsar Trajanus' død 108 år senere. En mindre trøst var det, at hurtige styrkerekrutteringer i Gallien samt en vis germansk passivitet efter slaget afværgede alle de trusler, som kunne være kommet af, at Gallien var næsten helt ubeskyttet, da Varus blev besejret.

På længere sigt havde slaget stor betydning for Europas historie, efter som Rom aldrig fik indlemmet Germanien i den romerske provinsstruktur. Dermed sattes også et bestående skel mellem det latinske Sydeuropa og det germanske Nordeuropa.

Tysk nationalromantik

Hermannsdenkmal.

Erindringen om slaget fik stor betydning for den senere tyske nationalfølelse. Da denne voksede sig stærk i det 19. århundrede, gav den sig udslag blandt andet i opstillingen af mindesmærket Hermannsdenkmal, bygget mellem 1838 og 1875 på bjerget Teutberg sydvest for byen Detmold ved den sydlige del af Teutoburgerskoven i det daværende fyrstendømme Lippe (nu delstaten Nordrhein-Westfalen).

Noter

Wikimedia Commons har medier relateret til: Varusslaget