Vincenz Müller

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Vincenz Müller
Bundesarchiv Bild 183-11886-0017, Berlin, außerordentliche Volkskammersitzung, Müller.jpg
Müller (NDPD) holder tale i Volkskammer 15.9.1951.
Født 5. november 1894
Aichach, Kongeriget Bayern, Tyske Kejserrige
Død 15. maj 1961 (66 år)
Østberlin, DDR
Troskab

Tyske Kejserrige Tyske kejserrige (til 1918)
Tyskland Tyskland (til 1933)
Nazi-Tyskland Nazityskland (til 1944)
Tyske Kejserrige NKFD (til 1945)

DDR DDR
Værn

Tyske hærenheder:

Tjenestetid 1908–45; 1952–58
Rang Generalløjtnant
Enhed 56. Infanteri Division, XII Korps
Militære slag og krige 2. verdenskrig, Operation Bagration
Udmærkelser

D-PRU EK 1914 2 Klasse BAR.svg Планка железного креста 1 класс.png VWA Schwarz WK1.jpg Friedrich Order.png

Order of the Medjidie lenta.png Liyakat Medal ribbon bar.png TUR Harp Madalyasi BAR.svg DEU EK 1Kl 1939Clasp BAR.svg

DEU EK 2Kl 1939Clasp BAR.svg Ribbon of Knight's Cross of the Iron Cross.png Patriotic Order of Merit GDR ribbon bar gold.png

Vincenz Müller (født 5. november 1894, Aichach, Kongeriget Bayern, død 12. maj 1961) var en tysk militærofficer og general, der gjorde tjeneste i Det tyske kejserriges hær, Nazitysklands Wehrmacht og i DDR's Folkehær, hvor han også fungerede som politiker for blokpartiet NDPD og bl.a. indtog posten som vice-formand for DDR's parlament Volkskammer.

Tidlig karriere[redigér | redigér wikikode]

Müller blev født i Kongeriget Bayern i en ikke-militær familie. Faderen var garver.[1][2] Efter afslutningen af gymnasium gik han ind i Det tyske kejserriges hær, hvor han under 1. verdenskrig med rang af løjtnant i store dele af krigen var en del af Kejserrigets tropper i Det Osmanniske Rige Han blev hårdt såret i hovedet[3] af en granatfragment under Slaget ved Gallipoli, hvorefter han blev overført til Bagdad og den persiske front. Under opholdet der pådrog han sig malaria og tyfus og blev herefter hjemsendt til Tyskland. I 1917 vendte han tilbage til Tyrkiet som taktikinstruktør for tyrkiske officerer.

Efter Tysklands nederlag og opløsningen af kejserrigets hær blev han en del af Weimarrepublikkens Reichswehr , hvor han udfyldte en række stabsfunktioner og blev forfremmet til kaptajn.

Nazityskland[redigér | redigér wikikode]

Efter udnævnelsen af Adolf Hitler som Rigskansler den 30. januar 1933 tjente Müller fra 1933 til 1935 som lederen af mobiliseringssystemet i generalstaben i den militære distriktkommando afdeling VII i München og fra 1935 til 1937 med samme opgave, men nu for den samlede generalstab. Efter deltagelse på Værnemagtsakademinet, gjorde Müller tjeneste fra 1938 til 1940 som 1. Officer ved Generalstaben i Kassel. I denne periode blev han forfremmet til oberst. I denne periode havde han nogle kontakter med konservative anti-nazistiske kræfter i Værnemagten gennem Erwin von Witzleben, men han deltog ikke aktivt i anslag mod Hitler.[4]

Hvor Müllers politiske tilhørsforhold kan forekomme uklart, så viste han ubetinget villighed til at arbejde for nazisternes militære mål og for at fremme sin karriere indenfor Værnemagten. Som stabsofficer var han involveret i planlægningen af Operation Tannenbaum (den i 1940 opgivne invasion af Schweiz) og Operation Barbarossa (invasionen af Sovjetunionen. I 1943 var Müller blevet forfremmet til generalløjtnant og havde fået kommandoen over Værnemagtens 56. Infanteridivision, der var en del af Værnemagtens 4. armé. I 1944 fik Müller overdraget kommandoen over det tyske 12. armékorps.[2]

Müller kom i begivenhedernes centrum i slutningen af juni 1944 i Hviderussiske SSR, da han og det 12. armékorps sammen med resterne af den 4. armé blev omringet øst for Minsk af sovjetiske styrker under USSR's strategiske offensiv, Operation Bagration. Müllers korps var sandsynligvis det mindst beskadigede blandt de omringede styrker, og den 3. juli fik han den samlede kommando over alle de omringede enheder af den 4. armé, omkring 100.000 tropper, der den 5. juli var mere end 100 km bag de sovjetiske linjer. Müller gav via radio udtryk for overbevisning om, at han kunne opnå et udbrud, og hans enheder sluttede sig til 18. panserdivision i et forsøg på udbrud, men han blev den 8. juli 1944 taget til fange af de sovjetiske tropper og det meste af den 4. armé knust.

Krigsfange i Sovjetunionen[redigér | redigér wikikode]

Müller viste sig ved sin tilfangetagelse villig til at samarbejde med Sovjetunionen, og udstedte en ordre til sine tropper om at nedlægge våbene.[2]

I sin tid som krigsfange ændrede Müller tilsyneladende politisk holdning og erklærede at være blevet anti-nazist. Få dage efter sin tilfangetagelse tilsluttede han sig Nationalkomitee Freies Deutschland (NFKD) og 'Bund Deutscher Offiziere', begge Sovjetledede anti-nazistiske tyske organisationer, hvis formål var at støtte Sovjetunionens kamp mod Nazityskland.[1][2] Müller var blandt en gruppe af generaler, der blev tilfangetaget ved Operation Bagration (herunder også [Edmund Hoffmeister]] og Rudolf Bamler), der blev blandt de fremtrædende medlemmer af NKFD. I modsætning til flere af sine kolleger erklærede Müller sig som overbevist kommunist. Müller og Bamler deltog begge i specialtræning i Krasnogorsk i slutningen af 1944, og menes at være blevet hvervet af den sovjetiske efterretningstjeneste for at spionere mod andre medlemmer af NKFD, herunder Friedrich Paulus.

DDR[redigér | redigér wikikode]

Vincenz Müller lykønsker DDR's præsident Wilhelm Pieck på årsdagen for oprettelsen af Nationale Volksarmee, 1. marts 1957. På billedet ses også Willi Stoph længst t.h.

Vincenz Müller blev i 1948 løsladt fra sovjetisk krigsfangenskab og blev medlem af det østtyske politiske parti National-Demokratische Partei Deutschlands (NDPD)[2]; et parti oprettet i den sovjetiske besættelseszone og støttet af SED med det formål at fungere som organisation for tidligere medlemmer af nazipartiet, officerer i Værnemagten, middelklassen og andre "politisk uafklarede personer". I perioden 1949 til 1952 var Müller partiets næstformand og han indtog tillige posten som næstformand i DDR's parlament Volkskammer.[2] I denne periode anses han for at have fortsat som informant for DDR's Ministerium for Statssikkerhed, kendt som Stasi.[1]

Efter 1952 genoptog Vincenz Müller sin militærkarriere og fik med rang af generalløjtnant overladt ansvaret for opbygningen af et militær i DDR, der ellers ved Potsdamkonferencen var aftalt at skulle var afrustet. Efter at have været chef i DDR's indenrigsministrium, hvor han havde stået for den succesfulde opbygning af det para-militære Volkspolizei (Folkepoliti), blev han i 1956 udnævnt til stabschef for den nyoprettede hær Nationale Volksarmee (Den Nationale Folkehær eller blot NVA), der i vidt omfang byggede på overtagelse af Folkepolitiets paramilitære enheder.[2] Som stabschef for NVA blev han næstkommanderende for DDR's militær efter forsvarsminister Willi Stoph.

Müllers karriere i DDR er et af de signifikante eksempler på DDR's anvendelse af tidligere nazister og værnemagts-officerer (såkaldte Ehemaligen ("forhenværende")) i opbygningen af DDR's statsapparat og militær. Müller blev dog også kendt for at have været fortaler for at gøre DDR's folkehær uafhængig af Sovjetunionen og Den røde hær. Müller havde kontakter til sine tidligere officerkolleger i Vesten og deltog også i DDR's "hemmelige" drøftelser med Vesttysklands finansminister Fritz Schäffer om nedrustningsmulighederne mellem Øst- og Vesttyskland.[2]

Müller trådte allerede i 1958 tilbage fra posten i NVA. Müllers loyalitet overfor DDR's regime blev betvivlet af bl.a. Stasi. Han blev indlagt på hospital i 1960 grundet helbredsproblemer og Müllers involvering i krigsforbrydelser under krigen begyndte at cirkulere, herunder massehenrettelser af jøder i Artemivsk i Donetsk Oblast og henrettelser af krigsfanger.

Han døde i 1961 under kontroversielle omstændigheder, da han faldt ud fra en balkon i det hus han boede. Rygter florede om, at han havde begået selvmord, da han så et køretøj fra politiet nærme sig det hus han boede i.[5][1][2]

Efter Müllers død blev i 1963 udgivet en selvbiografi Ich fand das wahre Vaterland (Jeg fandt det sande fædreland) redigeret af Klaus Mammach, en historiker fra SED.

Ordener og dekorationer[redigér | redigér wikikode]

Vincenz Müller modtog i 1944 Jernkorsets Ridderkors.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d General bei Hitler und Ulbricht, omtale af dokumentarudsendelse 3sat.de, 2004 (tysk)
  2. ^ a b c d e f g h i Biografi på deutsche-biographie.de (tysk)
  3. ^ Liste over tyske tab i 1. verdenskrig, p. 1902
  4. ^ Hans Ehlert, Armin Wagner: Genosse General! Die Militärelite der DDR in biografischen Skizzen, Ch. Links Verlag, Berlin, 2003.
  5. ^ Tod im Parterre, Artikel i Der Spiegel, nr. 22, 1961 (tysk)
  6. ^ a b c d e f g Rangliste des Deutschen Reichsheeres, s. 145.
  7. ^ a b Scherzer 2007, s. 558.

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Fellgiebel, Walther-Peer (2000) [1986]. Die Träger des Ritterkreuzes des Eisernen Kreuzes 1939–1945 — Die Inhaber der höchsten Auszeichnung des Zweiten Weltkrieges aller Wehrmachtteile [The Bearers of the Knight's Cross of the Iron Cross 1939–1945 — The Owners of the Highest Award of the Second World War of all Wehrmacht Branches] (German). Friedberg, Germany: Podzun-Pallas. ISBN 978-3-7909-0284-6. 
  • Reichswehrministerium, (red.) (1930). Rangliste des Deutschen Reichsheeres (German). Berlin, Germany: Mittler & Sohn Verlag. OCLC 10573418. 
  • Scherzer, Veit (2007). Die Ritterkreuzträger 1939–1945 Die Inhaber des Ritterkreuzes des Eisernen Kreuzes 1939 von Heer, Luftwaffe, Kriegsmarine, Waffen-SS, Volkssturm sowie mit Deutschland verbündeter Streitkräfte nach den Unterlagen des Bundesarchives [The Knight's Cross Bearers 1939–1945 The Holders of the Knight's Cross of the Iron Cross 1939 by Army, Air Force, Navy, Waffen-SS, Volkssturm and Allied Forces with Germany According to the Documents of the Federal Archives] (German). Jena, Germany: Scherzers Militaer-Verlag. ISBN 978-3-938845-17-2. 
  • Lapp, Peter:
    • General bei Hitler und Ulbricht. Vincenz Müller - Eine deutsche Karriere, Christoph Links Verlag, Berlin 2003, ISBN 3-86153-286-7
    • Ulbrichts Helfer. Wehrmachtsoffiziere im Dienste der DDR, Bernard & Graefe Verlag, 2000, ISBN 3-7637-6209-4.
  • Ehlert, Hans & Wagner, Armin: Genosse General! Die Militärelite der DDR in biografischen Skizzen, Christoph Links Verlag, Berlin 2003, ISBN 3-86153-312-X.
  • Froh, Klaus, Wenzke, Rüdiger: Die Generale und Admirale der NVA. Ein biographisches Handbuch. 4. Auflage. Ch. Links Verlag, Berlin 2000, ISBN 3-86153-209-3.
  • Küsters, Hanns Jürgen: Wiedervereinigung durch Konföderation? Die informellen Unterredungen zwischen Bundesminister Fritz Schäffer, NVA-General Vincenz Müller und Sowjetbotschafter Georgij Maksimowitsch Puschkin 1955/56, in: Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte Jg. 40 (1992) Heft 1, S. 107–153. online hier. [1]