3,7 cm PaK 36

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
3,7 cm PaK 36
Pak36 helsinki 1.jpg
Type Panserværnskanon
Oprindelsesland Tyskland
Tjenestehistorie
I tjeneste 1936-1945
Benyttet af Tyskland Tyskland
Kina Kina[1]
Finland Finland
Estland Estland
Ungarn Ungarn
Slovakiet Slovakiet
Rumænien Rumænien
Krige Kinesiske borgerkrig
Spanske borgerkrig
2. verdenskrig
Produktionshistorie
Konstruktør Rheinmetall
Konstrueret 1933
Producent Rheinmetal
Enhedspris 5.730 RM
Produktionsperiode 1936-1940
Antal produceret 14.459
Specifikationer
Vægt 450 kg
Længde 3,40 m
Løbslængde 1,66 m
Bredde 1,65 m
Højde 1,17 m
Besætning 5

Granat 37 × 249 mm
Granat vægt 0,69 kg
Kaliber 3,7 cm
Løb L/45
Højderegulering -5° til +25°
Sideregulering ± 30°
Skudkadence 16/min.
Mundingshastighed 760 m/s
Effektiv rækkevidde 300 m
Maksimal rækkevidde 7.000 m

3,7-cm-PaK 36 var en panserværnskanon i den tyske Wehrmacht under 2. verdenskrig. Det var den standard panserværnskanon for det tyske infanteri indtil 1942. Den blev afløst af 5 cm PaK 38 kanonen.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Rheinmetall begyndte konstruktionen af en hestetrukken 3,7 cm panserværnskanon (med betegnelsen 3,7 cm PaK L/45) i 1924 og de første kanoner blev leveret i 1928.[2] I begyndelsen af 1930'erne stod det klart, at hestetrukken artilleri var forældet, og kanonen blev modificeret, så den kunne trækkes af motorkøretøjer ved at udskifte de oprindelige hjul af træ med hjul af en magnesium legering og gummidæk. Omdøbt til 3,7 cm PaK 35/36 begyndte den at erstatte 3,7 PaK L/45 i 1934 og blev første gang anvendt i kamp i 1936 under den spanske borgerkrig. Den var grundstammen i mange andre landes panserværnsvåben i de første år af 2. verdenskrig. KwK 36 L/45 var den samme kanon, og blev brugt som hovedkanon på adskillige kampvognsmodeller, især de tidlige modeller af Panzer III. Selv Sovjetunionen brugte PaK 36 lavetten til deres 45 mm M1937 panserværnskanon.

Der blev fremstillet omkring 14.459 eksemplarer (heraf 5.339 under krigen). Det tog 900 arbejdstimer at fremstille kanonen, og den kostede 5.730 Reichsmark.

Ammunition[redigér | redigér wikikode]

PaK 36 Panzergranate 39[3] Panzergranate 40[3] Stielgranate 41[3] Sprænggranat
Vægt 0,69 kg 0,35 kg 8,5 kg 0,65 kg
Mundingshastighed 760 m/s 1030 m/s 110 m/s 745 m/s
Gennemtrængning ved 30° træfvinkel
fra 500 meters afstand 36 mm 55 mm
Gennemtrængning ved 60° træfvinkel
fra 200 meters afstand 42 mm 61 mm 180 mm
fra 500 meters afstand 36 mm 49 mm
Gennemtrængning ved 90° træfvinkel
fra 200 meters afstand 56 mm 72 mm 180 mm
fra 500 meters afstand 48 mm 58 mm

Ved fronten blev der medtaget et ammunitionsforråd på 120 Panzergranate 39, 30 Panzergranate 40 og 100 sprænggranater.

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Kanonen blev først anvendt i den spanske borgerkrig. I begyndelsen af 2. verdenskrig dannede den forbillede for mange panserværnskanoner i andre krigsførende lande. Kanonrøret var det samme som på den tyske Panzer III kampvogn – KwK 36 L/45.

Tyske soldater med sløret PaK 36 i Belgien 1940.

Ved krigens start havde Wehrmacht 11.200 PaK 36, som fortrinsvis var tildelt de 14. panserværnskompagnier i infanteriregimenterne. PaK 36 var nem at flytte og let at sløre. Allerede i Slaget om Frankrig i 1940 viste det sig (bestanden var i mellemtiden vokset til 13.131 styk), at kanonen ikke længere var tilstrækkelig til bekæmpelse af kampvogne. Mod tungere kampvogne som den britiske Mk.II Matilda og de franske Char B1 og Somua S-35 havde den næsten ingen virkning. Kun når man var heldig at ramme observationssprækkerne eller eller bælterne var der chance for at stoppe dem. Derfor blev der allerede her indsat antiluftskytskanoner som panserværnskanoner. 3,7-cm-PaK 36 fik de spottende øgenavne "Heeresanklopfgerät" (hær-banke-på-apparat) eller "PanzerAnklopfKanone" og "Panzer-Anklopf-Gerät" af betjeningsmandskabet .

Fra midten af 1940 blev PaK 36 derfor efterhånden udskiftet med den nye 5-cm-PaK 38 i panserværnsenhederne. Indførelse af granater med en kerne af Wolfram forøgede ganske vist gennemslagskraften på PaK 36, men trods det var kanonen ikke særlig effektiv, frem for alt i krigen mod Sovjetunionen mod de tunge sovjetiske kampvogne KV-1 og KV-2. Også mod de senere så talrige sovjetiske T-34 kampvogne havde de ofte ingen virkning. Soldaterne var derfor tvunget til at beskyde disse kampvogne på kort afstand og bagfra. På denne måde lykkedes det ganske vist at ødelægge nogle kampvogne, men hvis forsøget mislykkedes, var der stor chance for at man ikke fik mulighed for at prøve igen.

Nordfrankrig, soldater med kanon

I 1941 blev der derfor udviklet en Stielgranate 41 som blev stukket ind i kanonrøret. Det var en stabiliseret hulladning med 2,3 kg sprængstof. I februar 1942 blev denne granat taget i brug, og den kunne gennemtrænge panser på op til 180 mm. På grund af den ringe mundingshastighed krævede det imidlertid, at det fjendtlige køretøj var indenfor en afstand på 200 meter. På denne måde forblev våbnet i tjeneste som støttevåben indtil krigens slutning.

Den samme kanonlavet blev anvendt til 7,5-cm-Infanteriegeschütz 37 og 4,2-cm-leichte PaK 41. Nogle kanoner blev efterhånden monteret på halvkædekøretøjer såsom Zugführerfahrzeug (SPW 251/10) som et let panserværnsvåben, mens Wehrmacht overlod andre til allierede hære i Finland, Rumænien og Slovakiet. Med indførelsen af hulladningsgranater i 1943 kunne dette våben imidlertid igen anvendes på afstande op til 300 meter. PaK 36 blev des uden – først og fremmest på grund af dens lave vægt og store mobilitet – anvendt af lette infanterienheder, såsom faldskærmstropperne.

Afledte modeller[redigér | redigér wikikode]

Den amerikanske 37-mm-kanon M3 er baseret på 3,7-cm-PaK 36.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Terry Gander, Peter Chamberlain: Enzyklopädie deutscher Waffen 1939–1945. Spezialausgabe, 2. Auflage, Motorbuchverlag, Stuttgart 2006, ISBN 3-613-02481-0, (Motorbuch-Verlag spezial).
  • Manfred Stegmüller: Von Flanschengeschossen und Wolframkernen: die Entwicklung der Hochgeschwindigkeitsmunition für konische Rohre durch Dr. Hans Neufeldt und die Firma Polte, Magdeburg. Band 5 von Aufsätze zu Geschichte + Technik, Verlag W. Sünkel, 2000, ISBN 978-3-930060-06-1.

Eksterne kilder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Jowett, Philip. The Chinese Army 1937-49: World War II and Civil War. Osprey Publishing. s. 16. ISBN 1-84176-904-5. 
  2. Terry Gander and Peter Chamberlain, Small Arms, Artillery and Special Weapons of the Third Reich, MacDonald and Janes, London, 1978, p107.
  3. 3,0 3,1 3,2 Terry Gander, Peter Chamberlain: Enzyklopädie deutscher Waffen 1939–1945. S. 111.