Rumænien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
România
Rumæniens flag Rumæniens nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Deșteaptă-te, române!
Rumæniens placering
Hovedstad Bukarest
44°25′N, 026°06′E
Største by Bukarest
Officielle sprog Rumænsk
Regeringsform Republik
Traian Băsescu
Victor Ponta
Uafhængighed
 • Erklæret
 • Anerkendt
Fra Det Osmanniske Rige
9. maj 1877
13. juli 1878
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
237.500 km² (nr. 79)
3,0
Indbyggertal
 • 2008 anslået

 • 2011 folketælling

 • Tæthed
 
22.329.977 (nr. 49)

19.599.506[1][2]

82/km² (nr. 79)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2010 anslået
254,2 mia. USD[3] (nr. 48)
11.600 USD (nr. 96)
Valuta Leu (RON)
Tidszone
 • Sommer (DST)
EET (UTC+2)
EEST (UTC+3)
Nationalt topdomæne .ro
Telefonkode +40
Kendingsbogstaver (bil) RO
Luftfartøjsregistreringskode YR

Rumænien er et land ved vejkrydset mellem Centraleuropa (Transylvanien, Banat og Maramureș (distrikt)), Balkanhalvøen (Valakiet og Dobrogea) og Østeuropa (Moldavien (Rumænien) og Bukovina). Det grænser op til Ukraine og Moldova i nord, til Ungarn og Serbien i vest, til Bulgarien i syd og mod øst til Sortehavet.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Rumæniens historie
Kongeriget Dakiens grænser i dets storhedstid.

Forhistorie og antik[redigér | redigér wikikode]

I 2002 blev de ældste rester af Homo sapiens i Europa fundet i "Grotten Med Knogler" (Peștera cu Oase) nær Anina.[4] Den fundne underkæbe er omkring 42.000 år gammel og kaldes "John af Anina" (Ion din Anina) og stammer fra den første kendte menneskeart, der har beboet kontinentet.[5] Resterne er især interessante, da de viser en blanding af arkaisk, tidlig moderne menneske- og neandertal-træk.[6] [7] [8] [9]

De tidligste skriftlige kilder om mennesker i det, der nu er Rumænien, kommer fra Herodot i år 513 f.Kr.[10] Han skriver, at stammeforbundet Getae blev slået af den persiske kejser Dareius den Store under hans kampagne mod skyterne.[11]

Dakerne er en gren af thrakerne, der beboede Dakien (nu Rumænien og Moldova) og dele af Moesien (mest i det nordlige Bulgarien)). Det dakiske kongerige nåede dets maksimale omfang under kong Burebista. Regionen blev grundigt udplyndret af det romerske rige, da den romerske provins, der grænser op til Donau, Moesien, blev angrebet af Dakere i år 87 e.Kr. under kejser Domitians styre. Dakerne blev til sidst slået af kejser Trajan i to slag, der varede fra år 101 til år 106,[12] og kernen af deres kongerige blev gjort til den romerske provins Dakien.

Romerske Dakien.

Fordi provinsen var rig på malm, specielt sølv og guld,[13] koloniserede romerne provinsen intensivt,[14] tog vulgærlatinen med sig og begyndte en intens romanisering, hvilket var ophavet til rumænsk.[15] [16] I det 3. århundrede med invasionerne af migrerende folkeslag såsom goterne var Romerriget dog nødt til at trække sig ud af Dakien i år 270 og således efterlade den første provins.[17] [18]

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Historisk gengivelse af scene på Alba Carolina-fortet.

Rumæniens stilling i senere antik og tidlige middelalder er uklar [Kilde mangler]. I senere middelalder er landet delt i tre fyrstendømmer: Valakiet, Moldavien og Transsylvanien, det sidste under Ungarn. I 15. århundrede begynder det Osmanniske Rige at erobre Sydøsteuropa og alle tre fyrstendømmer bliver vasalstater. Ungarn under Habsburgerne genvinder Transsylvanien omkring 1700. Valakiet og Moldavien bliver under tyrkerne, men sidst i 18. århundrede gør Ruslands indflydelse sig gældende.

Moderne tider[redigér | redigér wikikode]

Efter Krimkrigen fik Valakiet og Moldavien mere autonomi og forenede sig under Alexandru Ioan Cuza i Rumænien. Cuza faldt i 1866, og landet fik en ny prins fra det den tyske Hohenzollern-slægt.[19] I løbet af den næste tyrkisk-russiske krig blev landet uafhængigt (1878) og Carol 1. blev konge af Kongeriget Rumænien (1881).

Kongeriget Rumænien, 1939.

Efter 1. verdenskrig vandt Kongeriget Rumænien store territorier som Transsylvanien og Bessarabien. I mellemkrigstiden var det politiske liv meget spændt. Under 2. verdenskrig var Rumænien allieret med Nazi-Tyskland og deltog i 1941 i angrebet på Sovjetunionen. Rumænien var under krigen den væsentligste levarandør af olie til den tyske værnemagt, hvilket medførte kraftige luftbombardementer fra De Allierede. I 1944 iværksatte Den Røde Hær en storoffensiv mod Rumænien, hvilket kort efter førte til, at landets ministerpræsident Ion Antonescu blev styrtet, hvorefter Rumænien sluttede sig til De Allierede. Sovjetunionen anerkendte imidlertid ikke Rumæniens kapitulation og besatte landet. Besættelsen af landet anses af de fleste vestlige historikere som værende en regulær besættelse, men blev af Sovjetunionen betraget som en befrielse. Rumæniens forfatning af 1952 omtalte begivenhederne som "Den Røde Hærs ærefulde befrielse af Rumænien".

Der blev den 12. september 1944 underskrevet en våbenhvileaftale i Moskva mellem Rumænien og De Allierede, der overlod kontrollen af Rumænien til De Allieredes Kontrolkommission, hvilket i praksis betød Sovjetunionen. Våbenhvileaftalen blev i 1947 afløst af Fredsaftalen i Paris, der tillod Rumænien at genoptage forpligtelserne som fri nation. Sovjettiske tropper forblev dog i Rumænien frem til 1956.

I 1947 tvang kommunisterne Kong Michael 1. til at abdicere og flygte fra landet, hvorefter kommunisterne udråbte Den Rumænske Folkerepublik.

To stalinistiske ledere, Gheorghe Gheorghiu-Dej og Nicolae Ceaușescu, regerede landet indtil et oprør i 1989. Derefter blev Rumænien en demokratisk stat og medlem af NATO og den Europæiske Union.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Rumæniens politik

Rumænien og EU[redigér | redigér wikikode]

Rumænien blev medlem af EU den 1. januar 2007. I perioden mellem 1994 og 1996 indleverede Rumænien sammen med Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien og Bulgarien sin ansøgning om optagelse i EU. Blandt kravene var der en række miljøkrav, som Rumænien imidlertid ikke kunne opfylde. Ministerrådet afsluttede i år 2002 i december forhandlingerne om optagelse af 8 lande, medens Rumænien og Bulgarien måtte stå tilbage pga. krav, som de ikke kunne overholde. Overholdelse af disse krav var nødvendig for, at en optagelse i EU kunne realiseres. Efterfølgende gjorde Rumænien og Bulgarien fremskridt, således at de kunne optages i EU.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Rumæniens geografi
Kort over Rumænien.

Rumæniens størrelse medfører et varierende klima. Rumænien har et tempereret kontinentklima, dvs. fastlandsklima. Der er derfor store temperaturforskelle mellem dag og nat og mellem sommer og vinter, fordi der næsten ikke er nogen temperaturudjævnende effekt fra havet.

I Transsilvanien forekommer de største temperatursvingninger mellem årstiderne: -5 °C i januar og 20 °C i juli. Sne optræder mest i bjergene, hvor der er betydeligt lavere temperaturer. Nedbør som sne forekommer om vinteren. Kysten ved Sortehavet får 400 mm nedbør om året. Inde midt i landet falder der 500-700 mm, medens der oppe i bjergene falder 800-1500 mm.

Rumæniens distrikter[redigér | redigér wikikode]

Rumænien er delt op i 41 distrikter (județe). Disse er (med hovedstæder i parentes):

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Rumæniens demografi

Rumænien har 22,3 mio. indbyggere. De er fordelt over et areal på 5,5 gange Danmarks størrelse, dvs. ca. 238.000 km². Rumænien har en lavere befolkningstæthed end Danmark, hvor tætheden er på 123 indbyggere pr. km², mens den i Rumænien kun er på 94 indbyggere per km².

Omkring 89% af den rumænske befolkning er rumænere, og ca. 9% er ungarere; de sidste 2% er tyskere (ca. 1%), ukrainere, tyrkere, grækere, bulgarer, serbere og kroater.

Af religioner er den ortodokse tro den mest udbredte med en tilslutning på 70% af befolkningen. Derefter kommer de romersk-katolske med 6% og protestanterne med 6%.

Befolkningskoncentration[redigér | redigér wikikode]

De største byer i Rumænien er hovedstaden Bukarest (på originalsproget Bucureşti; 2,3 mio. indbyggere), Iaşi (820.000), Constanţa (740.000), Timişoara (430.000), Cluj-Napoca (300.000), Galaţi (300.000) og Braşov (også med 300.000).

Sammenlignet med hvor mange mennesker, der bor i Rumænien, er disse tal ikke høje, og kun omkring halvdelen af den samlede rumænske befolkning bor i byområderne. Dette er meget lavt sammenlignet med Danmark, hvor bybefolkningsprocenten er oppe på 85. Officielt udgør romaer 4.7 %, men ifølge uofficielle tal udgør romaerne 10 % af befolkningen.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Rumæniens økonomi

Rumæniens økonomi er stadig plaget af landets planøkonomiske fortid. I januar 1949 oprettede Rumænien hemmeligt sammen med Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Bulgarien SEV (også kendt under det engelske navn COMECON, som står for Council for Mutual Economic Assistance). Det var en samarbejdsorganisation for de østeuropæiske lande, der var under sovjetisk overherredømme. Det var en slags kommunistisk modstykke til det kapitalistiske samarbejde i blandt andet OEEC, IMF og Verdensbanken, (som senere kom til at spille en afgørende rolle i forbindelse med oprydningen i Østeuropas økonomiske ruiner).

Man prøvede at specialisere de forskellige lande ved fremstillingen af en række handelsvarer, hvorefter handelen inde i selve SEV foregik efter barterprincippet, dvs. man betalte for en vare med en anden vare. I dag fremstilles SEV oftest som endnu én af de mekanismer, som Sovjetunionen betjente sig af, når det gjaldt om at udnytte og udbytte de andre østeuropæiske lande. Dog har det vist sig, at Sovjetunionen led store økonomiske tab pga. de lave priser, man satte sine egne varer til trods for de voksende priser i resten af Europa. Medlemslandenes afhængighed kom for dagens lys efter Sovjetunionens fald, og SEV's påfølgende krakelering.

Under det socialistiske styre blev der spildt mange resurser på forskellige foretagender. Blandt de værste eksempler er Nicolae Ceauşescus palads i Bukarest, hvortil der i årene fra 1984 til 1989 gik ca. 40% af Rumæniens daværende budget – blot til opførelsen af denne bygning. Ceausescus politik var meget centralistisk, og regeringen foretog i denne periode en lang række risikable investeringer.

Rumænien har måttet erfare, at vejen fra planøkonomi til markedsøkonomi er lang og hård. Det har medført inflation og meget andet, som har skræmt udenlandske investorer væk. Efter et lån i Verdensbanken i 1994 blev 50% af statens virksomheder dog alligevel annonceret til salg i form af et andelssystem.

BNP[redigér | redigér wikikode]

Rumæniens BNP er i dag ikke så stort: ca. 254,1 miliarder USD (2010), dvs. ca. 11.600 USD pr. indbygger i absolutte tal.

Levealder[redigér | redigér wikikode]

Heller ikke levealderen i Rumænien kan følge med den danske; når en dreng bliver født i Rumænien, vil sandsynligheden for, at han i sit fremtidige liv vil nå de 65 år, være omkring 62,5%. Hvis han derimod fødes i Danmark er dette tal 78%. Gennemsnitslevealderen for mænd i Rumænien er på omkring 66 år, medens mændene i Danmark gennemsnitligt lever 73 år. Rumænske kvinder lever gennemsnitligt 5 år kortere end de danske. Dette skyldes dårlig kost, forurening og hårdt arbejde.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Rumæniens kultur

Byen Sibiu i det centrale Rumænien blev udnævnt til Europæisk Kulturby i 2007.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Undervisningen i Rumænien drives af staten og er gratis. Skolepligten er 10 år, fra man er 6 år gammel til man er 16. Når man går ud af den 8 år lange grundskole, kommer man enten på gymnasiet, som varer 4 år, eller på en fagskole. Analfabetisme var meget udbredt blandt rumænerne efter 2. verdenskrig, men rumænerne er i dag kommet denne til livs. 98% af alle voksne og næsten 100% af unge i alderen 15 til 24 kan læse. Undervisningens kvalitet ligger på et højt niveau. Trods dette koster undervisning kun staten 3,8% af dets forholdsvis lille BNP (I Danmark er tallet 8,1% til trods for vores store BNP).

Der undervises hovedsageligt på rumænsk. Dog findes der en række områder beboet af ikke-rumænsk befolkning. I disse områder undervises på disse befolkningsgruppers egne sprog.

I Rumænien findes syv universiteter og en lang række andre højere læreinstitutioner, som underviser i musik og en række tekniske og praktiske fag.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

De forfattere i den rumænske litteratur, som huskes i dag, dukkede først op i 1800-tallet. Heriblandt var Vasile Alecsandri og Dimitrie Bolintineau. Deres skrivestil var en enkel udgave af den dengang fremherskende stil i Frankrig, som vi i dag kender som romantismen. Lidt senere udvikledes der i Rumænien en retning med forfattere, som havde en række mere virkelighedsnære litterære værker. Heriblandt var manden, som i dag siges at være Rumæniens største digter nogensinde, Mihail Eminescu, der, påvirket af den tyske romantik, blev Rumæniens bud på et litterært verdensnavn.

Igennem alle tider har den rumænske litteratur været meget folkelig, og helt op i den nuværende generation af unge har de bevaret denne skrivestil.

De socialrealistiske idéer var de mest udbredte i Rumænien efter krigen, hvor blandt andre Geo Bogza fremstillede en litteratur, der byggede på den socialrealistiske måde at skrive på, som var blevet gjort til skabelon for den fremtidige russiske litteratur på en forfatterkongres i Rusland i 1934.

De rumænske forfattere kom over den socialrealistiske periode og udviklede en mere eksperimenterende, avantgardisk og humanistisk litteratur. I denne periode blev der fremstillet store dramaer af blandt andre Eugène Ionesco, der var udvandret til Frankrig, og som skrev en række absurde teaterstykker, hvor han præsenterer publikum for det groteske i hverdagslivets rutiner eller andre mellemmenneskelige forhold for på den måde at ændre publikums syn på forskellige ting. Dialogerne i hans teaterstykker er for det meste uden mening og uden en sammenhængende handling. De er således Ionescos forsøg på at nå en sarkastisk afslutning.

Efter Vestens farverige 60'ere fik forfatterne lidt bedre kår, og mange forfattere opnåede international anerkendelse og berømmelse. Den rumænske litteratur i 90'erne og tiden derefter er blevet stærkt præget af Vestens litteratur, og de rumænske litterære værker ligner mere og mere det, vi finder i resten af Europa. Globaliseringen sætter sit præg.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. http://www.mediasinfo.ro/wp-content/uploads/documente/rez_recensamant_part_2011.pdf
  2. http://www.insse.ro/cms/files%5Cstatistici%5Ccomunicate%5CRPL%5CInformare_1nov2011.pdf
  3. CIA factbook
  4. Trinkaus, E., fra Journal of Human Evolution nr. 45 s. 245–253 år 2003
  5. Zilhão, João, fra Evolutionary Anthropology nr. 15 s. 183-195
  6. Trinkaus, E., fra Proceedings of the National Acadademy of Science U.S.A. nr. 100 version 20 s. 11231–11236 år 2003
  7. Soficaru, Andrei, fra Proceedings of the National Acadademy of Science U.S.A. nr. 103 version 46 s. 17196-17201 år 2006
  8. Et 40.000 år gammelt kranium viser både moderne menneske- og neandertaltræk
  9. Rougier, Hélène, fra Proceedings of the National Academy of Sciences of USA nr. 104 version 4 s. 1165–1170 år 2007
  10. Eliznik.co.uk
  11. http://books.google.com/books?id=sfHsgNIZum0C&pg=PA215&lpg=PA215&dq=herodotus+dacians+darius&source=web&ots=G4uX7Mnsqb&sig=kYPtXH157JEzuk7V618EreDadqY&hl=en Herodot, Den antikke historie af Herodot s 213-217 år 1859]
  12. De Imperatoribus Romanis, An Online Encyclopedia of Roman Emperors
  13. "Dacia-Province of the Roman Empire". United Nations of Roma Victor. http://www.unrv.com/provinces/dacia.php. 
  14. Deletant, Dennis (1995). Colloquial Romanian. New York: Routledge. pp. 1. 
  15. Matley, Ian (1970). Romania; a Profile. Praeger. pp. 85. 
  16. Giurescu, Constantin C. (1972). The Making of the Romanian People and Language. Bucharest: Meridiane Publishing House. pp. 43, 98-101,141. 
  17. Eutropius (1886). Eutropius, Abridgment of Roman History. London: George Bell and Sons. http://www.ccel.org/p/pearse/morefathers/eutropius_breviarium_2_text.htm. 
  18. Watkins, Thayer. "The Economic History of the Western Roman Empire". http://www.sjsu.edu/faculty/watkins/barbarians.htm. 
  19. Stoica, Vasile (1919). The Roumanian Question: The Roumanians and their Lands. Pittsburgh: Pittsburgh Printing Company. pp. 69-70. http://www.wdl.org/en/item/7314/view/1/69/. 
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: