Alfred Schnittke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alfred Schnittke

Alfred Schnittke (24. november 19343. august 1998) var en russisk komponist født i byen Engels ved Volga i den tyske Volgarepublik, men kom tidligt til Wien. I 1948 rejste familien til Moskva. Schnittke markerede sig efterfølgende som en af de absolut væsentligste russiske komponister i generationen efter Dmitrij Sjostakovitj, sammen med bl.a. Sofia Gubajdulina og Edison Denisov. Hans værker viser stor lyst til eksperimenteren (heraf den ofte sete karakterisering af dem som "polystilistiske").

De omfatter en række interessante koncerter for soloinstrument og orkester, heriblandt violin (4 koncerter), cello (2 koncerter), bratsch (4 koncerterende værker), klaver (5 koncerterende værker), obo og harpe, samt serien af 6 "Concerti Grossi" for flere instrumenter og orkester. Hertil ialt 10 symfonier (inklusive en tidlig, kaldet "nr. 0"). Symfoni nr. 5 er samtidig også betitlet "Concerto Grosso nr. 4".

Symfoni nr. 1 (1969-74) er et væsentligt værk - en enorm, forbløffende collage af musikhistoriske citater og fremgangsmåder, iblandet teatralske virkemidler, som musikerne også benytter sig af. Den rummer således visse ligheder med den italienske komponist Luciano Berios "Sinfonia" (1968). Schnittkes kontroversielle værk uropførtes i byen Gorkij (Nishni Novgorod), langt fra de traditionelle musikalske centre Moskva og Leningrad / Skt. Petersborg.

Symfoni nr. 2 og Symfoni nr. 4 benytter også vokalsolister. Symfoni nr. 9 fuldendtes af Gennadi Rozhdestvensky og Alexander Raskatov efter komponistens svært læselige partitur, skrevet under eftervirkningerne af flere hjerneblødninger.

Schnittke har også skrevet kammermusik, herunder 4 strygekvartetter; operaer; balletter; filmmusik og klavermusik, herunder et par klaversonater.

Langt de fleste af Schnittkes værker er efterhånden blevet indspillet på CD og LP.

Kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]