Angel-saksere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sammenskrivningsforslag Denne artikel er foreslået skrevet ind i artiklen Angelsakser.   (Diskutér forslaget)

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Hvad handler artiklen om? Denne artikels indledning bør kort forklare, hvad artiklen handler om, jf. stilmanualen.

ANGEL-SAKSERNE

Hvem var de – og hvornår kom de til England?

Anglerne var én af de germanske folkestammer, der i det 5. århundrede e.Kr. erobrede England. Den berømte britiske historieskriver Beda ( Bede ) skrev i 700-tallet, at de kom fra et land, der lå mellem jydernes og saksernes land. Nærmere bestemt fra halvøen Angel ( latin: Angelus; germansk: Angul; tysk: Angeln ) imellem Flensborg Fjord og Slien. Iøvrigt dansk område indtil 1864. Anglerne bosatte sig især i Northumberland, i Mercia og i East Anglia.

En anden germansk stamme, som invaderede Britannien på det tidspunkt, var sakserne. De kom fra det nuværende nordtyske område. De bosatte sig især i de områder, der i dag ender på –sex ( Essex, Middlesex, Sussex og Wessex). Endelsen –sex kommer fra saksisk.

Og den sidste større invaderende stamme var ifølge historieskriverne jyderne. De kom ikke fra Jylland, men fra de frisiske områder. Hvorfor gjorde de det? Fordi jyderne i 300-tallet var udvandret til Friesland fra Jylland: Derved forsvandt landsbyer og agerbrugene i det jyske område. Dette blev omkring hundrede år senere overtaget af danerne, der kom fra det nuværende Øst-Danmark ( og før den tid fra det nuværende Sverige ). Jyderne bosatte sig især i Kent, på øen Wight og på Hampshire-kysten.

Alt dette skete i den store europæiske folkevandringstid ( omkring 300- og især 400-tallet).

Hvilket land var det så, at angel-sakserne indtog og overtog?

Det var den romerske provins Britannia. Før romerne kom var området beboet af Briterne – en keltisk folkestamme, der var i slægt med Gallerne i det nuværende Frankrig. De stod kulturelt på et lavere trin end gallerne. Og i krig tatoverede de sig og malede sig med en blå farve. Briterne talte keltisk. Det gjorde iøvrigt en stor del af Europas befolkning før romernes tid. Keltiske folk beboede en meget stor del af vor verdensdel. Men romerne trængte dem gradvist tilbage overalt. Især Cæsars krig mod Gallerne i Frankrig blev et eklatant blodbad. Omkring en tredjedel af den lokale befolkning blev dræbt. Blandt ville romerne ikke acceptere kelternes religion, hvor deres præster, druiderne, brugte menneskeofringer. Cæsar kom med sin hær til Britannien fra Gallien i 55 og 54 f.Kr. Han sørgede for, at der fra nu af kom handelsforbindelser mellem briterne og Rom. Men først under kejser Claudius i år 43 e.Kr. begyndte romerne at undertvinge landet. I årene 78-85 trængte general Agricola helt op til Forth og Clyde i det nuværende Skotland. Senere opgav kejser Hadrian det skotske område og byggede en 120 km lang mur mellem Tyne og Solway. Denne Hadrians mur står der til dels stadig væk.

Roms kultur bredte sig hurtigt. Mange byer opstod og gik stærkt fremad, især London ( Londonium ) og York ( Eboracum ). De byer, hvis navne i dag ender på –coln kommer fra det romerske ord ”colonia”. Og endelserne –chester kommer fra romernes ”castrum” = lejr ). Masser af veje blev også anlagt, og romerne gjorde meget for at udbygge blandt andet bjergværksdriften og handelen.

Da folkene nordpå ( især pikter og scoter ) begyndte at angribe, blev situationen sværere og sværere for romerne. Der var også mange angreb fra søsiden fra germanske stammer. I år 410 trak romerne deres tropper helt ud af Britannien, og landet lå nu åbents for angreb udefra.

Rygterne siger, at nogle af briterne inviterede de germanske stammer til at komme til hjælp. De kom i hvert fald i stort antal. Og de tog magten i landet. Briterne var i romertiden blevet kristne. Det var germanerne ikke endnu, så de forfulgte også kirken med hård hånd. Briterne flygtede i stort tal vestpå ( til Wales, Cornwall, øen Man og Irland ). Andre drog nordpå til Skotland. Og atter andre satte over Kanalen og bosatte sig i Bretagne. Indtil da hed denne halvø Amorica. Nu fik den navnet Bretagne, der betyder ”Lille Britannia”.

Historierne om ”Kong Arthur og ridderne omkring det runde bord” stammer fra disse kampe mellem briterne ( som han tilhørte ) og de indtrængende angel-saksere. Der er blandt historikere uenighed om, hvorvidt Kong Arthur er en virkelig person eller en sagnfigur.

Briternes keltiske sprog overlevede i alle de områder, de flygtede til. Det uddøde dog for et par hundrede år siden i Cornwall og på Man.

Tilbage til de nye erobrere i 500-tallet: Angel-sakserne ( og jyderne J ). Briterne kaldte dem alle for ”saksere”. Danskerne og andre nordboere kaldte dem ”Engle” – kommende fra ”Anglere”. Deraf kommer det nye navn på hele landet: ENGLAND ( Anglernes Land ).

Angel-saksernes England fik ikke en langvarig fred. Fra 700-tallet begyndte Vikingerne – eller Normannerne, som de også blev kaldt, fordi det var ”mændene fra nord” – at invadere de engelske kyster. De kom fra Danmark i deres imponerende langskibe. De oprettede i Nord- og Midtengland deres eget rige, som blev kaldt DANELAGEN ( landet, hvor dansk lov var gældende ). Den dag i dag er der ca. 1500 stednavne i området, som kan føres tilbage til danskerne. Og DNA-prøver af befolkningen i området har i de senere år vist, at det visse steder er omkring halvdelen af de nulevende, der har ”vikingeblod” i årerne J

Den danske tid kulminerede med Knud den Store, der var konge både i Danmark og i England. Da han døde i 1035, begyndte tilbagegangen for dem.

En ny epoke for England og dets allerede meget blandede befolkning begyndte i 1066, da Normannerne fra Frankrig angreb og erobrede England. De var efterkommere af de danske vikinger, der fra begyndelsen af 900-tallet havde erobret det område, som derfor kom til at hedde Normandiet. Det skete under ledelse af den danske vikingehøvding Rollo ( død ca. 930 ). Disse vikinger blev meget hurtigt – over 2-3 slægtsled – franske og glemte deres oprindelige sprog. Og de dannede et af de stærkeste riger på den tid. Det var dem, der med Vilhelm Erobreren ( oprindelig kaldt Vilhelm Bastard ) i spidsen fra 1066 satte sig på magten i England. De blev herefter den herskende og fransktalende overklasse i England.

Nogle hundreder år senere erobrede England så Normandiet. Sådan går det frem og tilbage i historien.

Det er da pudsigt at tænke på, at der var DANSKERE ( jyder J ) i front, da England blev erobret af angel-sakserne. Det var DANSKE vikinger, der senere erobrede landet fra dem. Og det var vikinger af DANSK æt ( normannerne ), der igen senere overtog efter vikingerne.

Ser man det hele fra en TYSK vinkel er hele denne historie også meget interessant:

Hovedparten af de angel-saksiske erobrere i 500-tallet var ”tyskere”. Den germanske stamme frankerne, der boede nede omkring Rhinen, erobrede i slutningen af 400-tallet Gallien fra romerne. Derved startede det frankiske rige ( Karl den Store, m.fl.) og senere Frankrig ( deraf navnet ). Så tyskerne kan med god ret sige, at de er ophav både til England og til Frankrig. Også en af historiens interessante tildragelser ^{[Kilde mangler]}