Atassut
Atassut (der på dansk betyder "samhørighed" eller mere ordret "bindeledet") er et grønlandsk parti, der startede som en liberal politisk bevægelse i 1976-77. Selve partiet blev stiftet 29. april 1978 og bygger på de gennem 250 år indvundne menneskelige værdier, som er skabt af grønlændere og danskere i fællesskab.
I det første program som bevægelsen offentliggjorde i januar 1977 hedder det, at samhørigheden med Danmark ”tjener den grønlandske befolkning bedst”. Bevægelsens mål er at ”fremme et grønlandsk hjemmestyre inden for rigsfællesskabet” og ”modarbejde løsrivelse fra det danske rige”.
Partiets første formand var Lars Chemnitz.
Partiet Atassut blev ved valget til Landstinget 2. juni 2009 Grønlands fjerdestørste parti med tre ud af Landstingets 31 mandater. Efterfølgende forlod et af partiets mandater partiet og tilsluttede sig Siumut.
Ved landstingsvalget 2014 fik partiet 6,5% af stemmerne (1919 stemmer) og fik to mandater valgt i landstinget.
Atassut er landsdækkende med 58 lokalafdelinger med hovedkontor i Nuuk. Partiets øverste myndighed er landsmødet, der samles hvert 4. år.
Partiets nuværende formand er Knud Kristiansen, han blev valgt til formand ved generalforsamlingen den 27. september 2014.[1] Gerhardt Petersen var formand før landstingsvalget 2009, men blev opnåede ikke genvalg.
Formænd
Listen er ikke komplet.
- 2014 - nu Knud Kristiansen[1]
- 2009 - 2014 Gerhardt Petersen
- 2005 - 2009 Finn Karlsen
- ? - 2005 Augusta Salling[2]
- 1993 - ? Daniel Skifte[3]
- 1989 - 1993 Konrad Steenholdt
- 1985 - 1989 Otto Steenholdt[4][5]
- 1979 - 1984 Lars Chemnitz[6]
Landstingsmedlemmer
Landstingsmedlemmer 2014-2018
Referencer
- ^ a b sermitsiaq.ag - Knud Kristiansen er ny formand for Atassut
- ^ knr.gl - Atassut klar med kandidatlisten
- ^ jyllands-posten.dk - Otto Steenholdt ekskluderet fra Atassut
- ^ books.google.com - Encyclopedia of the Arctic by Mark Nuttall
- ^ denstoredanske.dk Otto Steenholdt
- ^ denstoredanske.dk Lars Chemnitz
- ^ valg.gl
Eksterne henvisninger