Bruger:Laketown/Slaget ved Helsingborg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket!
Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Laketown  (disk) 15. sep 2013, 17:54 (CEST)
Slaget ved Helsingborg
Del af Den store nordiske krig
Tysk samtidigt kobberstik, der illustrerer Slaget ved Helsingborg. Kunstner ukendt.
Tysk samtidigt kobberstik, der illustrerer Slaget ved Helsingborg. Kunstner ukendt.
Dato 10. marts 1710
Sted Ringstorp, udenfor Helsingborg, Sverige
Resultat Svensk sejr
Parter
Sverige Sverige Danmark Danmark
Ledere
Sverige Magnus Stenbock Danmark Jørgen Rantzau
Styrke
14.000 mand 14.000 mand
Tab
897 døde
2.098 sårede[1] 		1.500 døde
3.500 sårede
2.677 tilfangetagne[1]

Slaget ved Helsingborg blev udkæmpet den 10. marts 1710 (efter den svenske kalender; 27. februar 1710, alle andre datoer er efter den alm. danske kalender) ved Ringstorp, nordøst for det nuværende Helsingborg. De stridende parter var en dansk invasionshær på 14.000 mand under ledelse af generalløjtnant Jørgen Rantzau og den ligeså store svenske hær ledet af generalguvernør i Skåne Magnus Stenbock.

Efter Sveriges nederlag til Rusland ved Poltova i 1709, indgik den danske konge Frederik 4. en alliance med den russiske zar Peter den Store, og erklærede Sverige krig den 28. oktober 1709. Den 12. november landsatte kongen 14.000 mand ved Råå udenfor Helsingborg. Den svenske kong Karl XII havde mistede de fleste af sine væbnede styrker ved Poltava, hvorfor de dårligt var i stand til at forsvarer landet ved danskernes landgang. Stenbock trak sine styrker tilbage til Småland, hvor han påbegyndte optræning af en ny hær. I mellemtiden havde den danske hær overtaget både Helsingborg og Kristianstad, og havde belejeret både Malmø og Landskrona. Hærens primære mål var at overtage flådebasen i Karlskrona.

Da Stenbock endelig kunne mønstre en hær, trak de danske styrker sig tilbage til Helsingborg, hvor det afgørende slag stod. Slaget endte med en svensk sejr, efterfulgt af en dansk tilbagetrækning fra Skåne. Dette blev dermed Danmarks sidste forsøg på at genvinde Skånelandene.

„ Gref Magnus han tog uti hakan på mej:

'Se morsk ut, min påg, då springer dansken för dej!'
Den muntre gref Magnus den liknar jag väl,
Och ej vill jag hafva ett annat befäl.
'Stor sak', sad' han, 'om tröjan vår är hvit eller grå.
Blott dansken blir bankad af oss guler och blå...'

“
 


Optakten til slaget[redigér | rediger kildetekst]

Danmark var blevet tvunget ud i Den Store Nordiske Krig ved Freden i Traventhal i 1700, men havde i en længere periode planlagt at genindvinde de tabte provinser Skåne, Halland og Blekinge. Efter det svenske nederlag ved Poltava i 1709 så danskerne sin chance, og det førte til at kong Frederik 4. samme år erklærende krig mod Sverige.

Den 28. oktober 1709 nåede krigserklæringen det svenske Statsråd. Danmarks begrundelse lå bl.a. på at Sverige skulle have snydt med  Øresundstolden, og at befolkningen i de tidligere danske provinser Skåne, Halland, Blekinge og Bohuslän var blevet mishandlet.[2]

Invasionen[redigér | rediger kildetekst]

I slutningen af efteråret 1709 havde kongen samlet en betydelige dansk flåde i Øresund. Den 11. november blev denne forankret ud for Råå, samme sted som de danske styrker under den Skånske Krig i 1676 havde haft deres landgang. Landgangen begyndte den 12. november, og samme dag ankom Kongen af Danmark, Frederik 4., med sin dronning til Råå.[3] Den danske invasion var ledet af general Christian Ditlev Reventlow og bestod af 15.000 mand fordelt på seks kavaleri regimenter, fire dragon regimenter, otte infanteriregimenter samt flere artilleri kompanier. Den mødte næsten ingen modstand fra den svenske hær, som var delvist ødelagt efter nederlaget ved Poltava. Flere regimenter var endda blevet nedlagt.

Arbejdet med genopbygning og rekruttering af nye regimenter var begyndt umiddelbart efter Poltava. Dog disponerende guvernøren af Skåne, General Magnus Stenbock i efteråret 1709 kun over 1.500 mand i det skånske regiment, og vurderede derfor at et svensk modangreb måtte vente. Han trak sine styrker tilbage til Småland.

Den 13. november ankom en delegation fra Helsingborg til Råå, som i bytte for sin beskyttelse overgav byen til danskerne, da svenskerne havde truet med at brænde byen ned.[4] Samtidig meddelte de, at den svenske hær havde forladt byen. Den danske konge rejste den 15. november til Helsingborg, eskorteret af 50 mand, og bosatte sig i dommer Herman Schlyters gård (i dag Henckelska gården). Danskerne forventede at bruge Helsingborg som højborg, og begyndte derfor at genopbygge byens ødelagte fæstningsværk. Da danskerne følte at de havde sikret deres område, begyndte de at trænge længere ind i landet. I begyndelsen af december kontrollerede danskerne stort set hele det midterste af Skåne, på nær Malmø og Landskrona.[2] Deres mål var at overtage flådebasen i Karlskrona, og den danske hær havde hurtigt arbejdet sig ind i landet. I januar 1710 besejrede de en lille svensk hær uden for Kristianstad, som dermed sikrede dem fri passage af Helgeå og den efterfølgende erobring af Karlshamn.[5]

Stenbock trækker sig tilbage[redigér | rediger kildetekst]

Magnus Stenbock havde i mellemtiden foretaget store anstregelser for at samle en ny svensk hær, samt etableret flere nye regimenter. Stenbock samlede dem i Växjö, hvor han planlagde at tage udgangspunkt fra. Den hastighed, hvormed den nye hær blev etableret, viser det svenske Inndelingsverks effektive metoder.[5] Tropperne trænede dagligt på de tilfrosne søer uden for byen, og snart modtog soldaterne også sine uniformer.[2][5] Den 25. februar flyttede Stenbock hæren til Osby, hvor yderligere enheden tilsluttede sig. Han havde nu samlet omkring 16.000 mand, og var nu betydeligt større end den danske hær. Stenbock planlagde at marchere over Rönneå ned til Kävlingeån, og dermed afskære danskernes forsyningslinjer.

Da dette nåede frem til Reventlow, indså han alvoren af situationen, og vendte syd på for at oprette en ny forsyningslinje via Barsebäck.[6] Da de ankom til Ringsøen i den centrale Skåne blev Reventlow syg, og måtte derfor overdrage kommandoen til generaløjtnant Jørgen Rantzau.[6] Rantzau frygtede at blive fanget mellem svenske hær og den svenske garnision i Malmø, og vendte derfor mod Helsingborg. I Helsingborg kunne Rantzau få forstærkninger fra Danmark, og da han slog lejr ved byen rådede han over 10.000 fodfolk og 4.000 ryttere. Dette gav samtidig Stenock fri passage mod Malmø, hvor han kunne erhverve 20 meget tiltrængte kanoner og proviant.[7] Stenbock kunne derfor vente med at gå mod Helsingborg til den 8. marts.

Tiden udnyttede Rantzau til at holde til krigsråd med kongen, og udvalgte dermed omhyggeligt hærens positioner i forhold til terrænet.[7] Den 9. marts nåede Stenbock Fleninge nord for Helsingborg, og slog lejr for natten. Den svenske hær svarede på det tidspunkt til den danske, men havde et kavaleri, men dermed også færre infanterister.[6]

Slagets gang[redigér | rediger kildetekst]

Indledende fase af slaget. Den danske hær har slået sig ned ved Ängelholmsvägen, hvor de tror svenskerne vil komme fra. Istedet vælger Stenbock at følge Kullavägen fra nord.
Den danske hær har roteret mod nord og styrket i vest, for at beskytte deres artilleri Ringstorp-bakken. Den første kontakt mellem parterne skete ved Brohuset, hvor kavaleri stødte sammen.

Om morgenen den 10. marts har de danske tropper allerede i deres positioner i forventning om de svenske styrkers ankomst. Fronten strakte sig over tre kilometer i nordøst for byen. Det yderste venstre af fronten var placeret ved Pålsjö skov og på Ringstorp-bakken blev danskernes artilleri opstillet. Fronten centrum lå umildbart øst for den nuværende herregård Fredriksdal, mens det yderste højre af fronten nåede ned mod Husensjö.[8] Foran dem var tropperne beskyttet et vanskeligt terræn, der mestendels bestod af halv-frosne moser. Stenbock var allerede ved daggry påbegyndt deres march mod Helsingborg. Han drog dem først stik vest mod Allerum, og vendte derefter mod syd. Da han nærmede sig den danske front, forvandledes hæren til en front der strakte sig i øst fra landsbyen Senderöd til Brohuset i vest.[9]

De sidste faser af kampen. De danske fløje er brudt sammen og flygter til Helsingborg.

Slaget begynder[redigér | rediger kildetekst]

Der lå en tæt morgentåge over området, og de stridende parter gemte sig for hinanden. Da Rantzau om morgenen red ud for at rekognoscere, bemærkede han, at tågen var så tæt, at han ikke kunne se tre heste længder frem. Han konkludrede derfor, at de svenske styrker næppe kunne bevæge sig i så lav en sigtbarhed.[9] Men da tågen lettere så Rantzau, at den svenske hær stod klar foran den danske. Stenbock var overrasket, da han så, at de danske stillinger gjorde hans planer mere gunstige, end hvad hans rådgivere havde oplyst ham om.[6] Rantzau så, at den svenske hær strakte sig hele vejen ned til Pålsjö, og følte sig derfor truet fra nord. Han følte sig dermed forpligtet til at mobilisere fronten. Han flyttede dele af infantariet længere mod vest, og placerede sit artilleri på Ringstorp-bakken, hvor han kl. 12 begyndte at skyde mod de svenske tropper.[9][10] Stenbock havde dog planlagt noget andet, end det Rantzau havde frygtet.

Rantzaus fejl[redigér | rediger kildetekst]

I stedet for at drage nytte af den svage danske vestlige front, vred Stenbock hele sin hær mod øst i en meget tidskrævende operation, der endelig placerede fronten mellem Brohuset og landsbyen Filborna.[9] Rantzau opfattede dette som om, at svenskerne forsøgte og omfavne den danske østvinge. Da det danske kavaleri var svenskerne underlegen, måtte de ikke afskære danskernes flugtvej til Helsingborg. For at forhindre dette, beordrede Rantzau en gruppe ryttere mod Filborna for at modtage de svenske tropper.[11] Rantzau havde ikke informeret de øvrige officere, og de begyndte derfor at bevæge tropperne mod nordøst og endelig sætte sig i stilling langs Ängelholmsvägen. Denne manøvre havde skabt huller i den danske front, hvilke skulle få fatale konsekvenser for danskernes rolle i slaget.[11]


De danske linjer kollapser[redigér | rediger kildetekst]

Efter slaget[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

Noter
  1. ^ a b Liljegren 2000, s. 215
  2. ^ a b c Hårdstedt et al. Åselius, s. 306
  3. ^ Johannesson 1969 , s. 88
  4. ^ Johannesson 1969 , s. 89
  5. ^ a b c Johannesson 1969 , s. 93
  6. ^ a b c d Hårdstedt et al. Åselius , s. 307
  7. ^ a b Johannesson 1969 , s. 96
  8. ^ Johannesson 1969 , s. 96-97
  9. ^ a b c d Johannesson 1969 , s. 97
  10. ^ Hårdstedt et al. Åselius , s. 308
  11. ^ a b Johannesson 1969, s. 98
Litteraturliste
  • Hårdstedt, Martin; Iko, Per; Ericson Wolke, Lars; Sjöblom, Ingvar; Åselius, Gunnar Helsingborg 1710: Danskarna lämnar Skåne. Medströms Bokförlag. 2003. ISBN 91-46-21087-3. (svensk)
  • Johannesson, Gösta (1969). Slaget vid Hälsingborg. Almqvist & Wiksell. {{cite book}}: Mere end en |udgiver= og |publisher= angivet (hjælp) (Helsingborgs historie, del 1/4: Forsvenskningen) (svensk)
  • Liljegren, Bengt (2000). Karl XII: en biografi. Historiska media. ISBN 91-85377-14-7. (svensk)
  • Helsingborgs byleksikon. Helsingborgs lokalhistoriska förening (Helsingborg lokalhistoriske forening). 2006. ISBN 91-631-8878-3. (svensk)
Internetkilder
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:Laketown/Slaget_ved_Helsingborg&oldid=7284981"