Blekinge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Blekinge

Blekinge vapen.svg

Kort over Blekinge i Sverige

Data
Landsdel: Götaland
Län: Blekinge län
Areal: 3.055 km²
Indbyggere: 150.696[1]
(2005)
Befolkningstæthed: 49 indbyggere pr. km²
Højeste punkt: Rävabacken
Største sø: Halen

Blekinge er et svensk landskab, der grænser op mod Skåne og Småland med en lang kystlinje mod Østersøen. Også (især tidligere) kaldet Bleking eller Blegind på dansk. Navnet kommer måske fra ordet "bleke" som betyder roligt vand. Blekinge udgør administrativt Blekinge län. Landskabet og länet er næsten identiske.

Blekinge var en del af de gamle danske Skånelandene (Skåne, Halland, Bornholm og Blekinge). Siden Roskildefreden i 1658 har Blekinge været under skiftende svenske konger. De gamle danske byer i Blekinge er Sölvesborg, Ronneby (Rønneby) og Christian 4.'s fæstningsby Kristianopel (Christianopel).

Den største by er Karlskrona.

Landskabet[redigér | redigér wikikode]

Blekinge har en stor skærgård. Billedet er fra Tjärö.

Fra det smålandske højland med en højde af 130–170 m.o.h. falder landskabet mod såvel syd som øst ned mod havet.

Den nordlige del, "skovbygden", er hård og mager med mange bjerge og kær, og skovene består overvejende af nåletræ. Den der efter følgende "mellembygd" med sine mange små søer og vandhuller og endnu mere "strandbygden" har frodig jord, bærer smukke og statelige løvtræer, blandt hvilke bøgen gør sig gældende, og en rig undervegetation. Det er i særdeleshed dalgangene i de sidstnævnte bygder, som har givet landskabet et ry som "leende natur" og idyllisk skønhed.

Vandløbenes overvejende retning er nord-syd; især må nævnes, fra vest mod øst, Mörrums, Bräkne, Ronneby, Nättraby og Lyckeby åer. Højdestrækningerne mellem vandløbene er næsten overalt gennembrudte af tværdale, og landskabet er således myeget kuperet; dog er såvel det østlige kystland som den sydvestlige del, Listerlandet, at regne til sletteland. De hæjeste bakketoppe findes syd for midten af grænsen mod Skåne og når en højde af omkring 180 m.o.h.

Den sydlige kyst er stærkt gennemskåret og omgivet af en bred skærgård, i særdeleshed ved den østlige del, ud for hvilken findes endog flere større øer som Hasslö, Aspö, Tjurkö, Sturkö (den største, omkring 16 km2) og Senoren.

Bebyggelser[redigér | redigér wikikode]

De største bebyggelser i Blekinge er ifølge en opgørelse fra 2005:

# Bebyggelse Befolkning
1 Karlskrona 32.606
2 Karlshamn 18.768
3 Ronneby 11.767
4 Sölvesborg 7.883
5 Olofström 7.382

Andre bebyggelser[redigér | redigér wikikode]

Administrative forhold[redigér | redigér wikikode]

Inddelinger indtil 1683[redigér | redigér wikikode]

Blekinge hørte indtil 1658 under Danmark. I 1639 overførtes Jämshögs socken fra Villands härad i Skåne til Blekinge.

Fra 1658 stod Blekinge under Kristianstads län frem til år 1680, da det forenedes med Kalmar län. År 1683 oprettedes Blekinge län, hvilket har bestået uforandret siden da.

Byer[redigér | redigér wikikode]

Ved Blekinges overdragelse til Sverige 1658 fandtes i landskabet stæderne Kristianopel og Ronneby, Flere tidligere stæder, Avaskär, Elleholm, Lyckå og Sölvesborg havde tidligere i 1600-tallet mistet deres købstadsprivilegier. Kong Karl 11. anlagde allerede i 1664 Karlshamn, på stedet for fiskerlejet Bodekull. Staden Karlskrona, som anlagdes som hovedbase for den svenske flåde, fik sine privilegier 1680. Privilegierne for Kristianopel og Ronneby blev inddragne.

Inddelinger fra 1683[redigér | redigér wikikode]

Len og stift[redigér | redigér wikikode]

Landskabet Blekinge har samme udstrækning som Blekinge län. Sognene inden for den Svenske kirke indgår i Lunds stift.

Herreder, med deres sogne, i Blekinge, fra år 1863.

Herreder og byer[redigér | redigér wikikode]

Følgende byer i landskabet med gamle stadsprivilegier oprettedes som stadskommuner ved kommunalforordningen af 1862:

Ronneby stad oprettedes 1882 med egen jurisdiktion frem til 1943. Karlshamn og Sölvesborg lagdes under landsrätt 1950, mens Karlskrona rådhusrätt bestod frem til tingsrättsreformen 1971.

Sogne i Blekinge siden år 1863. Delinger af sogne efter årstal findes indtegnede og beskrevne.

Kommuner fra 1952 til 1970[redigér | redigér wikikode]

Kommuner år 1952 i Blekinge län. Lensgrænsen er den samme nu som den gang.

stæder (4 st):

Köpingar (1 st):

Landkommuner (20 st):

Forandringer 1952–1970[redigér | redigér wikikode]

1 januar 1963

1 januari 1967

Kommuner från 1971[redigér | redigér wikikode]

Nuværende kommuner i Blekinge län.

Kommuner, regnet fra vest til øst, er Sölvesborg, Olofström, Karlshamn, Ronneby og Karlskrona.

Sproget[redigér | redigér wikikode]

Dialektalt har Blekinge altid været et grænseland mellem dansk og svensk. Gamle østdanske ord og vendinger er bevaret i det blekingske dagligsprog: f.eks. bøge (bokskog på svensk), låmme (ficka), meet (mycket), pude (huvudkudde), neg (kärve), trua (hota) etc.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Blekinge var i flere hundrede år et grænseland mellem Danmark og Sverige. Omkring år 800 omtales at sveerne skulle have lagt landskabet under sig og at det skulle være en del af Värend.

De ældste danske runestene fandtes i øvrigt i Lister.

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Højeloftshuse var almindelige i Blekinge så sent som i 1800-tallet men er nu ualmindelige. Billedet viser Kyrkhultsstugan, som i dag befinder sig på Skansen.

Blekinge synes i de ældste tider at have stået i en om dog løs forbindelse med Sverige, men var, allerede da biskoppen af Lund, Egino, i 1060-tallet bragte kristendommen til bygderne øst for Skåne, at regne til Danmark. Dets omfang var i middelalderen noget mindre ens senere, i det Lister Herred regnedes helt for sig. Landskabet havde sit eget landsting, hvilket formodentlig blev holdt ved Hjortsberga i Medelstads herred, og egen landsdommer, men fulgte Skånske lov. I kirkelig henseende lød det, som siden, under Lunds stift. År 1231 findes det første sikre bevis for, at Blekinge var en del af Danmark i Kong Valdemars Jordebog.

Efter, at Blekinge i 1242 var blevet et hertugdømme, hjemfaldt det allerede i 1260 efter den første indehavers, Knut Valdemarssøns, død på ny til kronen. I 1329 overdroges det som pant til greve Johan af Holsten, men på grund af den undertrykkelse, som denne og hans fogder udøvede, gav landskabet sig i lighed med Skåne og øen Hven ved overenskomsten i Kalmar 19. juni 1332 ind under den svenske konge Magnus Eriksson, der senere samme år ved køb erhvervede sig det til grev Johan udstedte pantebrev. Magnus Eriksson formåede imidlertid ikke i længden at holde den kraftfulde danske konge Valdemar Atterdag stangen, da denne fik retten til at samle riget, og efter, at denne i 1360 havde fået kontrollen med den skånske hovedfæstning Helsingborg, var han efter kort tid i stand til at bringe hele Blekinge tilbage til det danske rige.

Som grænseland hjemsøgtes Blekinge under den følgende tids krige ofte af svenskerne, som plyndrede og hærgede landet: i 1436 drog Engelbrekt dertil; Karl Knutssons øverstbefalende for hårdt frem i 1452 og indtog blandt andet Lyckeby; Svante Sture faldt ind i landet i 1509, og af Berent von Mehlen blev det angrebet i 1523 af Gustav Vasa, som besatte det til ind i det følgende år. Under den Nordiske Syvårskrig (1563–70), da blandt andet Ronneby under Erik 14.s påsyn blev taget med storm og ødelagt (4. september 1564), og under Kalmarkrigen, da den nyanlagte by Kristianopel i 1611 overraskedes af Gustaf Adolf og blev stukket i brand, hærgedes Blekinge vidt og bredt. I et forsøg på at mindske de ødelæggelser, som krigene medførte, indgik bønderne i grænseegnene til Småland ofte bondefred frem for at selv gå i krig. Den vestligste del af Blekinge med Lister var oprindelig en del af Skåne, men i 1648 lagdes grænsen om.

Svensk overherredømme[redigér | redigér wikikode]

Ved freden i Roskilde den 28. februar 1658 måtte Danmark afstå Blekinge til Sverige. Landskabet havde under den danske tid været delt i to hovedlen: Sölvesborgs og Lyckås (efter 1601 Kristianopels); nu lagdes det til det skånske generalguvernement og kom at lyde under landshöfdingen i Kristianstad til det i 1680 forenedes med Kalmar län og 1683 fik sin egen landshöfding med residens i Karlskrona. I begyndelsen af den svenske tid finder man i Blekinge som i Skåne på de fleste områder et mærkbart stillastående i udviklingen. Hertil bidrog, at under Karl 11. og Karl 12. forekom flere krige, som hærgede landskabet samt den alvorlige pest, som 1710–1711 bortrykkede store dele af befolkningen.

Blekinge udgjorde sammen med det nordøstlige Skåne det pro-danske kerneland for modstandsbevægelsen (friskytterne og snaphanerne) mod svenskerne. Folkeoprøret i 1676 startede i det østligste Blekinge.

Som et led i forsvenskningen grundlagde svenskerne købstæderne/flådebaserne Karlskrona og Karlshamn i Blekinge. Karlskrona anlagdes på øen Trossö i 1680 som en ny svensk marinebase og var tredive år senere rigets tredjestørste by med mere end 10.000 indbyggere. Den beskyttede beliggenhed i den blekingska skærgård, hvor befæstningsanlægninger enkelt kunne forsvare stedet, kombineret med en rig adgang til egetræer på fastlandet spillede ind, da man synede stedet for den nye marinebase. Også Karlshamn oprettedes på samme tid, mens de ældre etablerede byer Ronneby og Sölvesborg stagnerede. Karlskrona og Karlshamn lå i nærheden af de middelalderlige handelspladser Lyckeby og Elleholm og erstattede dermed også disse. I 1700-tallet var landskabet Sveriges mest urbaniserede med en fjerdedel af indbyggerne bosatte i byer. Senere har landskabet oplevet en langsommere udvikling end resten af Sverige.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: