Den Store Nordiske Krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Den store nordiske krig)
Gå til: navigation, søg
Den Store Nordiske Krig
Slaget ved Poltava
Slaget ved Poltava
Dato 170021
Sted Norden og Europa
Resultat Sveriges tid som dominerende nation ved Østersøen slutter og overtages af Rusland
Parter
Sverige Sverige
Wappen Herzogtum Holstein 1703.gif Holstein-Gottorp
Chorągiew królewska króla Zygmunta III Wazy.svg Polen-Litauen
(170409)
Osmanniske Rige Osmanniske rige
(171014)
Flag of the Cossack Hetmanat.svg Det kosakkiske hetmanat (1708–09)
Storbritannien Storbritannien
(1700, 171921)
Rusland Rusland
Danmark Danmark-Norge
(1700, 1709–)
Chorągiew królewska króla Zygmunta III Wazy.svg Polen-Litauen
(170004, 1709–)
Kurfyrstendømmet Sachsen Sachsen
(170006, 1709–)
Flag of the Cossack Hetmanat.svg Det kosakkiske hetmanat (170008)
Flag of the Kingdom of Prussia (1701-1750).svg Preussen
(1715–)
Flag of Hanover (1692).svg Hannover
(1715-)
Storbritannien Storbritannien
(171719)
Ledere
Sverige Karl XII
Sverige Rehnskiöld
(krigsfange)
Sverige Stenbock (krigsfange)
Sverige Lewenhaupt
(krigsfange)
Wappen Herzogtum Holstein 1703.gif Frederik 4.
Chorągiew królewska króla Zygmunta III Wazy.svg Leszczyński
Osmanniske Rige Ahmed III
Flag of the Cossack Hetmanat.svg Ivan Mazepa
Rusland Peter den Store
Rusland Aleksandr Mensjikov
Rusland Boris Sjeremetev
Danmark Frederik IV
Danmark Christian Reventlow

{

Styrke
ca. 77.000 mand da krigen starter, ca 110.000 år 1707 + Osmanniske Rige stiller med 100.000-200.000 ca. 310.000 mand
Tab
ca. 30.000 svenskere og 83.000 osmaner Mindst ca. 100.000 mand, sikkert betydeligt højere
Den svenske sejr ved Narva i 1700, malet af Gustaf Cederström i 1910

Den Store Nordiske Krig (også Store Nordiske Krig) var en krig i Nordeuropa, der startede som en reaktion mod Sveriges stormagtsdrømme, ved at Rusland, ledet af Peter den Store, Sachsen-Polen under August den stærke og Frederik 4.s Danmark indgik en alliance for at reducere svenskernes magt omkring Østersøen. I begyndelsen havde svenskerne store fremgange, men krigen trak ud og endte med at betyde enden på den svenske stormagtstid.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Krigens årsag var de svenske naborigers misfornøjelse med den magtudvidelse på deres bekostning, som Sverige havde opnået under sin stormagtstid. Mod Sveriges 18-årige konge, Karl XII, forenede sig Frederik 4. af Danmark-Norge, som med føje var forbitret over den støtte, den holsten-gottorpske hertug Frederik fandt hos sin svenske svoger under stridighederne med Danmark, zar Peter den Store af Rusland, som ville vinde kystlandene fra Sverige, for at føre sit riges grænser ud til havet, og August 2. af Sachsen-Polen, som ville tilbageerobre det af svenskerne tagne Livland. De tre fyrster traf i slutningen af 1699 aftaler om et fælles angreb, men August af Sachsen-Polen begyndte uforsigtig dette allerede i foråret 1700 med et indfald i Livland, mens Rusland endnu var bundet ved krigen mod tyrkerne.

Angrebene i Sønderjylland og på Sjælland[redigér | redigér wikikode]

Frederik 4. lod samtidig sin hær rykke ind i hertugen af Holsten-Gottorps lande, erobrede og ødelagde hans skanser og belejrede hans hovedfæstning Tønningen. Karl XII samlede straks et korps i Skåne for at stå sin svoger bi. Dette havde dog været lidet farligt, da den dansk-norske flåde under Ulrik Christian Gyldenløve var herre på søen, havde ikke kong Vilhelm af England og Holland, af hensyn til den ventede Spanske Arvefølgekrig, bestemt ønsket freden bevaret i Nordeuropa. Han sendte en betydelig flåde til Øresund, som sammen med den svenske tvang den dansk-norske flåde til at vige bag København’s søbefæstning. Et skinbombardement, som de forenede flåder udførte mod København i dagene den 20. og 21. juli, udrettede intet, men afgørende blev det, at Karl XII den 4. august fra Skåne over til Sjælland og landsætte tropper ved Humlebæk nord for København, dækket af den forenede engelsk-hollandsk-svenske flåde. Den danske hærs hovedstyrke stod på halvøen; man var ikke forberedt på et angreb på hovedstaden, og Frederik 4. blev derfor tvunget til freden i Traventhal den 18. august 1700, hvor han måtte indrømme hertugen af Holsten-Gottorp foruden suveræniteten ret til at bygge fæstninger, holde en hær på 6.000 mand og slutte forbund med fremmede magter, samt betale ham 260.000 rigsdaler i krigsomkostninger.

Karl XII var ikke tilfreds med denne fred, men måtte finde sig i denne, da hans stilling på Sjælland var meget udsat, når den engelsk-hollandske flåde sejlede bort. I Norge havde feltmarskal grev Gustav Vilhelm Wedel-Jarlsberg som kommanderende general samlet hæren, men den kom ikke til anvendelse under den korte krig.

Svenske fremgange (1700-1709)[redigér | redigér wikikode]

Danmark-Norge holdt sig nu i henved en halv snes år uden for striden, mens Karl XII gik sin sejrsgang. Først vendte han sig mod zar Peter, som belejrede Narva med 30.000 mand. Karl angreb ham den 30. november under et forrygende snevejr med 8.000 Mand, og de slet øvede russiske soldater lod sig næsten uden modstand nedsable.

Det følgende år vendte Karl sig mod kong August, kastede hans hær ud af Livland, besatte Kurland og drog ind i Polen. Den 19. juli 1702 vandt han en glimrende sejr over den sachsisk-polske Hær ved Klissow og indtog Krakov. Han sejrede på ny ved Pultusk og fik polakkerne til at afsætte kong August og vælge Stanislaus Leszinski til konge. De svenske våben skaffede dette kongevalg gyldighed.

Den svenske general Rehnsköld tilføjede 1706 sachserne et nederlag ved Fraustädt, Karl 12. drog der efter selv ind i Sachsen og tvang kong August ved freden i Altranstädt i september 1706 til at erkende Stanislaus for Polens konge og opgive forbundet med zar Peter. Denne havde nyttet tiden godt: han havde fået lært sine rå krigere svenskernes kampmåde og alt 1701 flere gange slået dem i Livland – selvfølgelig med overlegen styrke. Han indtog fæstningen Nöteborg ved Nevas udløb i Ladoga, derefter i maj 1703 Nyenskanse nær Nevas udløb i Finske Bugt og tog straks fat på anlægget af sin ny hovedstad Sankt Petersborg, med fæstningen Kronstadt. Svenskernes forsøg på at ødelægge disse anlæg mislykkedes, og russerne erobrede siden under udøvelsen af store grusomheder de faste stæder i Estland og Livland, men i Kurland holdt den svenske general Lewenhaupt dem stangen.

Således stod sagerne, da Karl XII efter freden med Sachsen år 1707 med 40.000 mand vendte sig mod zar Peter, som forgæves tilbød fred.

Krigen vender (1709-1720)[redigér | redigér wikikode]

Svenskerne havde deres hovedarme i Polen, som kong Karl XII og general Rehnskiöld var ledere af (den var måske på 40.000 mand), og så havde de en forstærkende armé ledet af general Lewenhaupt på lidt over 10.000 mand, der skulle slutte sig til hovedarmeen. I stedet for at gå mod Østersølandene og Sankt Petersborg slog Karl XII ind på vejen til Moskva, gennem Ukraine, hvor kosakhetmanen Mazepa havde lovet at slutte sig til ham. Karl XII gik så rask frem, at general Lewenhaupt, som skulle støde til ham med store forråd, ikke kunne nå ham, men på vejen blev slået af zaren i slaget ved Lesna, så kun ca. 5.000 mand undslap og sluttede sig til hovedarmeen. Samtidig var horden af kosakker tilsyneladende også blevet knust, men nogle hundrede kosakker sluttede sig til den svenske hovedarmé. Russerne havde i al den tid benyttet sig af den brændte jords strategi for at undgå en direkte kamp mod den svenske hovedarmé. Da vinteren var hårdest, slog russerne endelig til mod svenskerne. I den kommende vinter 1708—09 led den svenske hær uhyre tab ved kulde og sult, da russerne ødelagde landet, den drog igennem. Den lille kosakby Poltava standsede svenskernes fremrykning og opholdt dem, til zar Peter kom til med en hær på 60.000 mand. Skønt Karl XII selv var såret, tvang hungersnøden ham til at indlade sig i et slag den 8. juli 1709. Kampens udfald blev et fuldstændigt nederlag for svenskerne; dermed var Ruslands stormagtsstilling grundlagt. Karl XII flygtede til Tyrkiet, og Lewenhaupt måtte overgive sig med 15.000 mand.

Svenskernes uheld bragte igen Frederik 4. og August af Sachsen til at gribe til våben. Kong Frederik havde dog forsømt den gunstige tid, inden sejren ved Poltava, da Rusland endnu var villig til at give store løfter for at opnå hjælp. Han håbede imidlertid at hindre Sverige i at støtte Holsten-Gottorp og muligvis vinde de frarøvede danske lande hinsides Sundet tilbage. De danske begyndte krigen med at overføre en hær til Skåne, hvor befolkningen stadig følte sig som dansk, men den gunstige tid blev atter forsømt, og den svenske feltherre Magnus Stenbock fik tid til at samle en hær, som var den danske overlegen, og med den sejrede han i slaget ved Helsingborg den 28. februar 1710, den sidste store kamp mellem danske og svenske i Skåne.

Det følgende år erobrede de danske landskabet Bremen og indtog fæstningen Stade, zar Peter fuldendte erobringen af Ingermanland, Estland og Livland, indtog Vyborg i Finland, mens kong August atter tilrev sig Polens krone. Magnus Stenbock fik med uhyre anstrengelse samlet en hær, som blev overført til Rügen, men da en dansk-norsk flåde under Gyldenløve opbrændte, tog eller forjog transportflåden med alle fornødenhederne, var den svenske feltherres stilling snart meget mislig. Det lykkedes ham vel at slippe ud af det belejrede Stralsund og slå den svageste af sine modstandere, de danske, i slaget ved Gadebusch i Mecklenburg den 20. december 1712. Den fremrykkende russisk-sachsiske hær tvang dog Stenbock til at søge ind i Holsten, efter at han i januar 1713 havde begået den unødvendige grusomhed at afbrænde Altona. Han kastede sig ind i fæstningen Tønningen, som den hertugelige regering åbnede for ham, men måtte den 16. maj 1713 overgive sig med 11.000 mand. I februar det følgende år faldt selve fæstningen i de danskes hænder.

Karl XII indså nu nødvendigheden af at vende tilbage til Sverige. Han forlod forklædt Tyrkiet, red 2150 km på 16 dage og nåede natten mellem den 22. og 23. november Stralsund, som blev belejret af hans fjender, til hvilke kong Frederik Vilhelm af Preussen og kong Georg af England, kurfyrste i Hannover, havde sluttet sig.

Danske sejre til søs[redigér | redigér wikikode]

Til søs havde krigen været heldig for den dansk-norske flåde: vel var slaget i Køge Bugt den 4. oktober 1710, hvor den kække Ivar Huitfeldt sprang i luften med »Dannebrog«, uafgjort, men Christian Thomesen Sehested gjorde sig navnkundig ved med stor dygtighed at forjage svenskerne fra farvandet mellem Rügen og Stralsund, og i 1713 ødelagde Gyldenløve som nævnt Stenbock’s transportflaade under Rügen. 1714 forefaldt intet af betydning på søen, men den 24. april 1715 slog admiral Gabel en svensk eskadre under Femern, og den følgende dag overgav den svenske admiral Wachtmeister sig med sine skibe, hvis ødelæggelse den kække fregatkaptajn Peter Wessel hindrede med stor åndsnærværelse. Senere på sommeren tvang den dansk-norske hovedflåde under admiral Raben efter en heftig kamp den svenske flåde under admiral Sparre til at rømme farvandene ved Pommern og gå til Karlskrona. Dermed var Stralsunds skæbne afgjort, og for ikke at blive fanget forlod Karl XII i december 1715 fæstningen, slap i en båd forbi de danske krydsere og nåede den skånske kyst 15 år efter, at han havde forladt sit rige.

Stralsund overgav sig snart efter, få måneder efter faldt Wismar, Svenskernes sidste fæstning syd for Østersøen. Den tapre svenske admiral Ehrensköld blev i august slået af russerne, som tog Ålandsøerne, blev herrer i Den bottniske Bugt og erobrede Finland.

Karl XII dør[redigér | redigér wikikode]

Karl XII tænkte dog ikke på fred, han samlede Sveriges sidste kræfter mod den eneste af sine fjender, han endnu kunde nå, Danmark-Norge. Først ville han vinteren 1715—1716 gå over Sundets is til Sjælland, men da tøvejr hindrede dette, vendte han sig mod Norge, trængte frem til Oslo. Mangel på forsyninger, men modstanden tvang ham dog til at gå tilbage til grænsebyen Fredrikshald med fæstningen Fredriksten, som han belejrede, men som blev kækt forsvaret særlig af brødrene Hans og Peder Colbjørnsen, hvis halvsøster Anna Colbjørnsdatter ligeledes var meget virksom for fædrelandets forsvar. Da Tordenskjold den 8. juli 1716 ved et kækt angreb med en dansk-norsk eskadre ødelagde den svenske transportflåde i Dynekilen, måtte Karl XII opgive angrebet på Fredriksten. Gjort dristig ved dette held foretog Tordenskjold 1717 et par vovede angreb på Göteborg og Strömstad, som dog mislykkedes, og Karl XII lagde sig igen for Fredriksten, men den 11. december 1718 blev han ramt af en kugle i tindingen, da han fra en løbegrav iagttog fæstningen, og dermed endte hans liv. Hans generaler rømmede straks Norge, og en svensk hær, som var trængt frem mod Trondhjem, vendte ligeledes om, men blev næsten helt ødelagt af kulde og sult under tilbagetoget (se Karolinernes dødsmarch).

Fredsforhandlingerne og deres udfald[redigér | redigér wikikode]

Efter den svenske konges død var den krigerske ånd borte fra Sverige. Alle ønskede fred. Krigen blev dog endnu fortsat i nogen tid, og Tordenskjold fik lejlighed til at føje et nyt blad til sin hæderskrans ved erobringen af Marstrand med fæstningen Carlssten den 26. juli 1719. De derpå følgende angreb på Ny Elfsborg og Göteborg mislykkedes derimod. Sverige fik nu efterhånden, om end med store ofre, fred med sine modstandere, først med kong Georg 1. af England som kurfyrste af Hannover, han fik bekræftelse på herredømmet over Bremen og Verden, som han havde købt af Danmark, mod at udrede en mio. rigsdaler. Preussen fik ved freden Pommern syd for Peene-floden samt øerne Usedom og Wollin. Med Danmark-Norge sluttedes freden i Frederiksborg den 3. juli 1720. Sverige opgav herved sin toldfrihed i Øresund, betalte 600.000 rigsdaler og forpligtede sig til ikke at hjælpe den gottorpske hertug. Ved den tyske kejsers indgriben beholdt vel hertug Karl Frederik sin del af Holsten, men Slesvig blev inddraget under den danske krone, og England, Frankrig og Sverige garanterede Danmark det stedsevarende herredømme over den hertugelige del af hertugdømmet. Danmark fik derimod ikke lov til at beholde Stralsund og Rygen, hvor der ved fredsslutningen stod danske tropper, da Frankrig ønskede at bevare en svensk tilstedeværelse i Nordtyskland.

Zar Peter’s fordringer var så store, at freden med ham trak ud, men hans hærgninger på de svenske kyster tvang til sidst Sverige til at falde til føje, og ved freden i Nystad 1721 afstod Sverige Ingermanland, Estland og Livland med tilhørende øer samt den sydlige del af Karelen og Vyborg i Finland. Krigen med Polen døde hen af sig selv, den egentlige fred blev først sluttet 11 år senere. Sverige gik ydmyget og svækket ud af krigen, dets stormagtstid var forbi.

Følgevirkninger[redigér | redigér wikikode]

Den Store Nordiske Krig satte skel i nordeuropæisk historie ved at betyde det svenske imperiums fald og Ruslands endelige gennembrud som Østersømagt og dermed som aktiv europæisk stormagt. Også for Preussen betød krigen en kraftig magtudvidelse, hvorimod Sachsen og Polen snarere blev svækkede af krigsdeltagelsen. For Danmark betød krigen det endelige farvel til hele den østlige del af riget (Skånelandene) – undtagen Bornholm.

Hvis man ser bort fra Napoleonskrigene, hvor Danmark og Sverige havnede på hver sin side, kom Danmark ikke senere i krig med Sverige.

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

  • 1700 Krigsudbruddet, Karl XII på Sjælland, slaget ved Narva.
  • 1702 Den svenske hær går over Düna, Sachsen-Polen angribes.
  • 1703 Grundlæggelsen af St. Petersborg, russerne erobrer Narva.
  • 1704 Sverige og Polen slutter formel fred, Sachsen fortsætter kampen.
  • 1706 Svensk sejr over sachserne ved Fraustadt, freden i Alt-Ranstädt, Sachsen trækker sig ud af krigen.
  • 1708 Karl XII begynder angrebet på Rusland, slaget ved Lesna.
  • 1709 Slaget ved Poltava, Karl XII flygter til Tyrkiet, Danmark og Sachsen-Polen atter inde i krigen.
  • 1710 Slaget ved Helsingborg. Store russiske erobringer i Baltikum.
  • 1712 De allierede fører krig i Nordtyskland, slaget ved Gadebusch.
  • 1713 Den svenske hær kapitulerer i de gottorpske dele af Slesvig. Preussen med på allieret side.
  • 1714 De gottorpske dele besættes, erobringen af Nordtyskland fortsætter.
  • 1715 De sidste svensk-tyske besiddelser erobres. Karl XII vender hjem.
  • 1716 Mislykket svensk angreb på Norge, Tordenskjolds sejr i Dynekilen. Peter den Store besøger Danmark.
  • 1717 To mislykkede danske offensiver mod Göteborg og Strömstad. Peter den Store på storpolitisk besøg i Frankrig.
  • 1718 Svensk-russiske forhandlinger om særfred på Ålandsøerne. Anden svenske offensiv mod Norge. Karl XII falder foran Frederikssten.
  • 1719 Russiske hærgninger på den svenske kyst. Tordenskjold tager Marstrand.
  • 1720 Dansk-svensk fred på Frederiksborg Slot. Preussisk-svensk fred i Stockholm.
  • 1721 Russisk-svensk fred i Nystad.
  • 1732 Formel polsk-svensk fred 11 år efter krigens afslutning.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Ole L. Frantzen og Knud J. V. Jespersen, kort: Karin Friis Hansen (red.), Danmarks krigshistorie, bind 1, Gad, 2008. ISBN 978-87-12-04336-2.
  • Knud J.V. Jespersen & Ole Feldbæk, Revanche og neutralitet 1648-1814 : Dansk Udenrigspoltitiks historie bind 2, Danmarks Nationalleksikon, 2002. ISBN 87-7789-089-2.
  • Generalstaben, Bidrag til Den Store Nordiske Krigs Historie, 10 bind, Nyt Nordisk Forlag, 1900-1934. Værket forkortedes i en populærudgave:
  • Jens Johansen, Danmark-Norges Deltagelse i den store nordiske Krig : Sønderjyllands Befrielse, Gyldendal, 1935.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]