Øresundstolden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kronborg slot blev opført for at bevogte indgangen til Østersøen
Helsingør i 1588

Øresundstolden indførtes i 1427 eller 1429 af kong Erik 7. af Pommern. Ethvert udenlandsk skib, der passerede en linje mellem Helsingør og Helsingborg, skulle betale en afgift. I senere tid nærmere bestemt mellem Kronborgs flagbatteri og Helsingborgs nordligste del. Det var dengang ikke tilladt for udenlandske skibe at gå gennem Storebælt eller Lillebælt. For at styrke magten, han udøvede over Øresund, lod han bygge Malmøhus fæstning, grundlagde købstaden Landscrone (Landskrona) og gjorde København til hovedstad. Ved Helsingør lod han borgen Ørekrog eller Krogen opføre, Kronborgs forgænger, som sammen med slottet i Helsingborg, Kernen (Kärnan), overvågede tolden.

Det var ved Helsingør, de fremmede skibe måtte ligge og vente på at betale Øresundstold. Det fik en enorm økonomisk betydning for byen, og gjorde den kendt i hele Europa. Måske er det anledningen til, at William Shakespeare lod sit mest berømte drama, Hamlet, foregå i Helsingør (Elsinore).

I 1567, mens Peder Oxe var rigshofmester, blev Øresundstolden ændret til en afgift af lasten, hvilket tredoblede indtægterne. For at undgå, at skibene bare sejlede udenom, blev der nu også opkrævet told ved Storebælt og Lillebælt. Afgiften var i hele sin tid en væsentlig del af kronens indtægt, men var ilde set i de øvrige nationer. Øresundet blev det, man i moderne sprogbrug kalder geopolitisk. For de store søfarende nationer gav tolden påskud til stadig indblanding i den nordiske magtpolitik. Den kontroversielle sundtold var altid med som en faktor i krigenes årsager og forløb og de standpunkter, som stormagterne tog. Sverige var fri for Øresundstold i perioden 1658-1720.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Erik af Pommern var, ifølge nyere undersøgelser, den første danske konge, som, antagelig fra slutningen af 1425, opkrævede told i Helsingør af fartøjer, der sejlede gennem Øresund. Sundtolden skal nemlig ikke forveksles med en såkaldt pundtold af 1361, som opkrævedes i hansestæderne for at fredeliggøre Øresund for sørøvere, og heller ikke med havnepenge, som fra gammel tid blev opkrævet. Kong Eriks store pengebehov synes at have foranlediget ham, til at opkræve denne told, idet han mente at have ret til det på grund af en formel overhøjhed over Danmarks hav og strømme.

Fra kong Hans’ tid opkrævedes af lignende årsager told i Nyborg og Fredericia af fartøjer, som sejlede gennem Bælterne. Næsten lige så langt tilbage som Sundtolden går forsøgene på at få den afskaffet. Allerede i 1436 lykkedes dette for Hamburg, Lübeck, Lüneburg og Wismar, noget senere for Stralsund, Greifswald og Rostock. Følgelig forblev Sundtolden af mindre betydning så længe at Lübeck var langt den største handelsby ved Østersøen. Anderledes blev det efter Grevens Fejde 1534-1536, da Lübecks magt blev brudt og de ikke privilegierede Nederlande fik større interesse i østersøhandelen. Christian 2. bestemte i 1517, at tolden skulle beregnes efter læstetal: "En gylden for hver tiende læst". Dette indebar en vigtig forandring fra skibstold til varetold. De følgende år forhøjedes tolden. Kejseren og Nederlandene protesterede, og der blev ført langvarige forhandlinger. I den efter Grevens Fejde indgåede aftale mellem disse parter og Danmark i 1544 traktat i Speyer lovedes gensidig frihandel mod betaling af de sædvanlige toldbetalinger. Sundtolden omtales ikke i aftalen. Nederlandene anerkendte nemlig aldrig dens berettigelse, men underkastede sig den faktisk. Danmark indførte nye toldforhøjelser allerede i 1549, mod hvilke Nederlandene protesterede, under påkaldelse, ligesom altid senere, af Speyeraftalen.

I 1553 udrustede det engelske handelskompagni "Compagny of Merchant Adventures" en ekspedition på 3 skibe under ledelse af Sir Hugh Willoughby og med Richard Chancellor som søkyndig for at finde Nordøstpassagen. Ekspeditionen forlod Themsen den 11. maj og nåede i begyndelsen af august nordkysten af Norge, men ved Nordkap splittede en storm flåden: Sir Willoughby omkom siden af sult, mens Chancellor nåede til Dvinas munding nær klosteret Sankt Nicolaus den 24. august. Herfra rejste man over land til Moskva, som nåedes i slutningen af 1553. I Moskva blev den engelske ekspedition velvilligt modtaget, og der blev indgået en aftale, der blev forløberen for en egentlig handelstraktat mellem de to riger. Ekspeditionen mislykkedes for så vidt sit egentlige formål og fik som sin sande – utilsigtede – gevindst en engelsk-moskvitisk handelsrute uden om Øresund og dermed uden om Øresundstolden.

Christian 3. foretog sig intet i den forbindelse, men Frederik 2. lagde pres på den engelske dronning Elisabeth 1. for at få stoppet handelen eller i det mindste anerkendt Danmarks ret til at afkræve en told heraf på linje med Øresundstolden under påskud af, at denne var blevet formindsket ved den nye sejlrute. Efter lange og omstændelige forhandlinger lykkedes det endelig den 22. juni 1583 at få indgået en aftale, hvorefter England skulle betale en årlig afgift for sin ret til fortsat at bruge denne sejlrute. En sådan betaling skete frem til 1594 men ophørte der efter. Andre lande, blandt andet Frankrig skaffede sig søpas for retten til en lignende sejlads.[1]

Under Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570) blev tolden yderligere forhøjet, og 1565 og 1566 blev påbudt en spærring af Sundet for at forhindre vareindførsel til Sverige.

For Sverige var Sundtolden i ældre tid af mindre betydning idet Sveriges handel var af lille størrelse. Muligvis havde Sverige toldfrihed fra begyndelsen på grund af, at tolden fremkom under unionstiden, dog anmodede Gustaf Vasa udtrykkeligt i 1535 om toldfrihed som en erstatning for den hjælp, han havde ydet under Grevens Fejde. På den anden side indeholder fredsaftalen i Stettin 1570, at Sveriges undersåtter skulle have ret til at drive handel i Danmark og Norge samt gennem Øresund til Vesterhavet, "uden forhindringer og besvær, som af Arild har været brugeligt". Johan 3. klagede både i 1577 og i 1580 over, at svenske skibe ikke toldfrit kunne passere Sundet. På grænsemødet i Flacksjöbäck 1591 bestemtes udtrykkeligt, at "undersåtterne på begge sider skulle være fuldstænding forskånede for at afgive told af det gods, som de selv ejede, som Danmarks undersåtter enten førte ind i Sverige eller ud af riget eller også svenske undersåtter førte ind i Danmark og Norge gennem Sundet eller også ud af riget". Disse bestemmelser overholdtes imidlertid af ingen af parterne, og toldtvisterne var en af årsagerne til Kalmarkrigen (1611-1613). Ved freden i Knäred i 1613 bekræftedes aftalerne i Stettin og Flacksjöbäck samt det blev bestemt, at toldfriheden skulle omfatte landenes "underlydende" provinser.

I 1600-tallet blev spørgsmålet om havenes frihed et omstridt folkeretsligt emne. Hugo Grotius udgav 1609 sin bog "Mare liberum" og Selden 1636, i anledning af Karl 1.s krav på herredømmet over Nordsøen, sin "Mare clausum". Christian 4. anså sig at have fuld ret til Østersøen syd om en linje mellem Gotland og Øsel, og gennem hans krav på Østersøvældet (Dominium Maris baltici) blev Øresundstolden kernepunkt i hans nordiske politik. Han påvirkedes derved tillige af monarkiske finansielle hensyn, da toldkammeret i Helsingør stod direkte under hans kontrol og indkomsterne tilførtes hans egen kasse. Han forsøgte følgelig at få den størst mulige indkomst af tolden. Toldstridighederne mellem Sverige og Danmark var på denne tid yderst heftige. Især årene 1637-1639 opkrævedes de søfarende nationer gennem forhøjede toldsatser, bitolde, skærpede visitationer med mere.

Den svenske toldfrihed var Christian 4. en torn i øjet, og det kan ikke nægtes, at Nederlandene, som havde en stor del af Sveriges handel i sine hænder, hensynsløst benyttede sig deraf. Under trykket fra den fælles fare indgik Sverige og Generalstaterne et forbund til søfartens beskyttelse i 1640. Fra nederlandsk side kom man desuden med et forslag om at undgå sundet med en kanal mellem Østersøen og Nordsøen. Generalstaterne åbnede forhandlinger med Danmark i Stade 1641, ved hvilke de protesterede mod al Sundtold, henviste til aftalen i Speyer med mere; da imidlertid danskerne fremdrog fordelene af, at Sundtolden fortsat blev opkrævet, men at de blev privilegierede, så nøjedes man med en nedsættelse af tolden. Svenskerne forsøgte med våben i hånd at få sin toldfrihed anerkendt i krigen 1643-1645. Misfornøjede med Sundtolden formåede nederlænderen Louis De Geer at udruste en flåde under krigen som gik i Sveriges tjeneste. Den nederlandske regering støttede dog ikke Sverige i henhold til 1640 årets aftale, men sendte kun formidlere til fredskongressen i Kristianopel-Söderåkra. Axel Oxenstierna, som på svensk side ledte forhandlingerne, bestred derunder selve retsgrundlaget for Sundtolden og arbejdede for dens totale ophævelse for alle nationer, men han fik ikke støtte hverken af de nederlandske eller franske forhandlere, som var misundelige på Sveriges voksende magt. I freden ved Brömsebro (13. august 1645) anerkendtes udtrykkeligt Sveriges og alle dets bilandes (tillige de pommerske stæders og Wismars) toldfrihed, men generalstaterne måtte underkaste sig en toldrulle, fastlagt i Kristianopel. Ingen forhøjelse måtte ske i 40 år, og efter denne tid skulle Speyertraktaten træde i kraft. Tolden fastsattes (med visse undtagelser) til l procent af vareværdien, hvilket var den laveste toldsats siden 1628. Dertil kom dog adskillige bitolde (alle skibstolde). Misfornøjelse over denne aftale sporedes hurtigt i Nederlandene, og 1649 indgik Danmark og Generalstaterne den af Corfitz Ulfeld udarbejdede såkaldte redemptionstraktat, ifølge hvilken Sundtolden med tiden skulle afløses. Ingen af parterne var dog ved nærmere eftertanke tilfredse med disse bestemmelser, hvorfor disse 1653 blev ophævet ved den såkaldte: "Rescissionstraktat". Fra 1679 gjorde Generalstaterne en gang imellem forsøg på at få Sundtolden afskaffet, men indgik atter i 1701 en ny aftale med Danmark, hvorved alt blev ved det gamle.

De to magter, som i midten af 1600-talet optog kampen mod Generalstaternes handelsvælde, England og Frankrig, arbejdede forgæves 1650–1652 for at få Sundtolden ophævet. I handelsaftaler mellem Danmark og England af 1661 og 1670 fik England ligestilling med Nederlandene. Kristianopelstoldsatserne blev gældende, også for Frankrig, i henhold til 1663-aftalen. Denne toldsats anvendtes efterhånden for alle andre nationer, således at kun Sverige blev privilegieret. I fredsaftalerne i Roskilde (1658), København (1660) og Lund (1679) blev Sveriges toldfrihed bekræftet.

I 1700-talet mistede også den sidste privilegierede magt sin toldfrihed. Sverige, der dog ejede den side af Sundet, på hvilken fartøjerne sejlede nærmest på, mistede sin toldfrihed ved freden i Frederiksborg 1720 og måtte underkaste sig toldrullen i Kristianopel. Dette bekræftedes ved freden i Kiel 1814. I 1700-talet underkastede de handlende nationer sig uden store protester Sundtolden, men med den øgede samfærdsel i 1800-tallet fik et andet forhold betydning. Den tid det tog at opkræve tolden, føltes tyngende. Den gamle toldrulle var bristfældig og savnede fx bestemmelser vedrørende bomuld, kaffe, kakao og flere nye varer. Angående toldrullens revidering førtes diplomatiske forhandlinger i København og London 1841, og en konvention af 19. juni samme år blev indgået, hvilken kompletterede 1645-årets bestemmelser, nedsatte tolden for uspecificerede varer og sammenlagde under benævnelsen "toldkammersportler" alle de forskellige ekspeditionsafgifter. Tolden forblev dog et problem, ej mindst for svenskerne. Kommerskollegiummet var i 1842 og 1846 nødsaget til at forny en i 1739 udformet advarsel til svenske sømænd om at unddrage sig tolden ved at sejle forbi. Sveriges stænder afgav den 20. august 1851 til regeringen en skrivelse angående Øresundstolden, de omkostninger og den tidsberøvelse, den medførte. Stockholms grosshandelssocietet og skibsreddere indsendte en skrivelse med samme formål. Forhandlinger førtes som følge deraf med Danmark, men da Sveriges bestræbelse ikke fik støtte af andre europæiske magter, blev Sverige nødsaget til at indskrænke sig til at begære toldfrihed for svenske fartøjer under 15 læster med flere mindre fordele, hvilke bifaldtes 1852. En fuldstændig afløsning syntes fjern, da USA i 1855 erklærede at de ikke ville forny deres handelstraktat indgået april 1856 og som udløb 1826 og derefter ikke mere underkaste sig Øresundstolden. Den danske regering fandt sig nu nødsaget til at indbyde interesserede magter til en konference i København for at ved Sundstoldens kapitalisering forberede Danmark erstatning. I konferencen, som begyndte i januar 1856, deltog repræsentanter fra Sverige-Norge (N. V. af Wetterstedt), Danmark (Chr. A. Bluhme), Belgien, Frankrig, Hannover, Holland, Mecklenburg-Schwerin, Oldenburg, Preussen, Rusland, Storbritannien, Østrig, Lübeck, Bremen og Hamburg. Et forslag blev fremlagt af danskerne. De fleste indvendinger mod dette kom fra Storbritanniens regering. Først den 14. marts 1857 blev afløsningstraktaten underskrevet, ifølge hvilken Sundtolden og toldene i Bælterne ophævedes og Danmark som erstatning modtog 30,476,325 rigsdaler dansk rmt, det vil sige ikke 5/s af kapitalsummen af den indkomst, beregnet efter 4 proc., som Danmark i gennemsnit i årene 1842-1854 havde nydt af toldafgifterne, nemlig omkring 2 mio. om året. De forskellige stater skulle bidrage til erstatning efter mængden af de varer, som blev eksporteret fra deres havne til Østersøens havne eller importeredes derfra. Toldfriheden indtrådte den l. april 1857. På Sveriges andel kom at betale 1,590,503 rigsdaler dansk rmt. Fra denne sum trak man 311,307 rigsdaler dansk rmt, hvilket udgjorde en efter samme grundlag som Sundtolden kapitaliserede sum af den erstatning, af 10,000 rigsdaler hamb. banko, som den danske stat, i henhold til konventionen af 7. april 1840, gav det svenske for fyrtårnes underhold på den svenske side af indløbene til Sundet. Sverige betalede således 1,279,196 rigsdaler dansk rmt, det vil sige 2,558,392 rdr sv. mønt. Betalingen skete over 20 år ved 40 halvårlige afbetalinger med kapital og aftagende rente af de ikke forfaldne dividender. Udbetalingen skete fra Handels- och sjöfartsfonden.

Norge, som efter freden i Kiel ligestilledes med Sverige i henseende til Sundtolden, betalte i alt 667,225 rigsdaler dansk rmt.

Ophævet på handelskonference[redigér | redigér wikikode]

I 1857 blev Øresundstolden ophævet efter internationalt pres på en handelskonference og et tilbud om erstatning på 33,5 mio. rigsdaler (67 mill. kr.) fra bl.a. USA. De årlige indtægter var på daværende tidspunkt omkring 2,8 mio. Rd., så betalingen svarede ca. til 12 års indtægter. Dette kan synes af lidt, men der skal tages højde for, at der var stor uvilje mod at betale tolden i resten af verden.[2] Af de nationer, der forpligtede sig til at betale erstatning, har Brasilien endnu ikke betalt (kilde: Kustode på Kronborg). De skulle have betalt en ½ mio. rigsdaler (ca. 2 mio. kr.).[3][4] Ved et officielt statsbesøg i Danmark af Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva i september 2007 eftergav statsminister Anders Fogh Rasmussen Brasiliens gæld. [Kilde mangler]

Vurdering[redigér | redigér wikikode]

Palle Lauring skriver i bogen "Danmark i Skåne" om Øresundstolden: "Øresund, dejlige Øresund, strømmen fuld af sild, skibe, penge og blod. I fem hundrede år persede vi penge ud af alverdens skippere her. I bytte gav vi Skåne, Halland, Bleking, Gotland og Øsel. Plus hvad vi gavmildt udleverede af norsk land. Hvor meget man så vil beregne de fem hundrede års toldindtægter til, var det en dårlig handel."

Offentliggørelse af sundtoldregnskaberne[redigér | redigér wikikode]

Et dansk-hollandsk projekt, som er et samarbejde mellem Rigsarkivet i København og de hollandske forskningsinstitutioner Rijksuniversiteit Groningen og forskningscentret Tresoar, arbejder på at alle sundtoldregnskaberne er digitaliseret og vil være tilgængelige på nettet i en database inden udgangen af 2013.[5]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Degn, Ole. Tolden i Sundet: Toldopkrævning, politik og skibsfart i Øresund 1429-1857. København: Told- og Skattehistorisk Selskab, 2010. ISBN 978-87-87796-37-8.
  • Gøbel, Erik. "Øresundstolden og dens regnskaber 1497-1857" (Handels- og Søfartsmuseets Årbog 2010; ISBN 978-87-7015-004-0; s. 41-72)
  • Seerup, Jakob. "Historien om de danske vagtskibe i Sundet, på Storebælt og Københavns Red" (Handels- og Søfartsmuseets Årbog 2010; ISBN 978-87-7015-004-0; s. 73-100)
  • Lexopen
  • Danmarkshistoriens hvornår skete det
  • Håndbog for danske Lokalhistorikere

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]