Den fransk-hollandske krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den fransk-hollandske krig
Den franske offensiv i 1672
Den franske offensiv i 1672
Dato 1672-78
Sted Holland, England, Spanske Nederlande, Alsace, Rheinland, Brandenburg, Sicilien, Frankrig, Nordamerika, Vestindien
Resultat Freden i Nijmegen, Freden i Westminster, Freden i Saint-Germain, fred mellem Frankrig, Nederlandene og England
Casus belli Fransk Rhin-Alpe-Pyrenæerne doktrin om naturlige grænser
Parter
Forenede Nederlande Forenede Nederlande

Kriegsflagge Kur-Brandenburgische Flotte.svg Brandenburg
efter 1673:
Østrig Habsburgske østrig
Spanien Spanien
Lorraine Lorraine
efter 1674:
Tysk-romerske rige Tysk-romerske rige

efter 1675:
Danmark Danmark

Kongeriget Frankrig Kongeriget Frankrig
til 1674:
England England
Hochstift Münster Hochstift Münster
Kurfyrstendømmet Köln Kurfyrstendømmet Köln
fra 1674:
Sverige Sverige
Ledere
Forenede Nederlande Vilhelm af Oranien

Forenede Nederlande Michiel de Ruyter
Forenede Nederlande Cornelis Tromp
Wappen Mark Brandenburg.png Frederik Vilhelm
Tysk-romerske rige Raimondo Montecuccoli
Tysk-romerske rige Aneas Caprara
Spanien Juan Domingo
Lorraine Karel IV
Flag of Hanover (1692).svg Georg Wilhelm
Danmark Christian 5.
Danmark Niels Juel

Frankrig Ludvig 14.

Frankrig Henri de la Tour d'Auvergne de Turenne
Frankrig Louis 2. Condé
Frankrig Montmorency
Frankrig Vauban
Frankrig Créquy
Frankrig
Kongeriget Frankrig Jean 2. d'Estrées
Kongeriget Frankrig Abraham Duquesne
England Hertugen af York
English White Ensign 1620.svg Prins Rupert
Flag of the Prince-Bishopric of Münster.svg Bernhard von Galen
Sverige Karl 11. af Sverige
Sverige Wolmar Wrangel

Den fransk-hollandske krig også kendt som Den Nederlandske Hævnkrig og blot Den hollandske krig var en paneuropæisk krig der blev ført fra 1672 (katastrofeåret) til 1678. Den startede da den franske kong Ludvig 14., som forlængelse af en politik om ”naturlig grænser,” invaderede de Forenede Nederlande. For at stække den franske magt på det europæiske kontinent gik Spanien og det Tysk-romerske rige ind i krigen på hollændernes side. Som integreret dele af den større fransk-hollandske krig kan indskrives den Tredje anglo-nederlandske krig (1672-1674) og den Skånske Krig (1675–1679). Den fransk-hollandske krig afsluttedes ved nogle for franskmændene fordelagtige fredsslutninger ved Freden i Nijmegen (1678) og Freden i Saint-Germain (1679).

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Foruden en forfølgelse af en politik om naturlige grænser søgte Frankrig med krigen desuden at hævne den støtte den hollandske republik havde givet til Spanien i Devolutionskrigen (1667-68) og derudover at bekæmpe protestantismen i Nederlandene og stække en stærk rivaliserende handelskonkurrent. Essentielt for Frankrig var at sikre englændernes støtte til krigen, dette opnåede Ludvig ved love dem en årlig finansiel betaling på 2 millioner livres. England følte sig desuden også presset på handlen af den voksende hollandske søhandelsmagt, af samme grund de to allerede havde udkæmpet to krige (De anglo-nederlandske kriger: 1652, 1668). Freden i Breda som markerede afslutningen på den sidste, specificerede kun en våbenstilstand. Således underskrev Karl 2. af England i juni 1670 i Dover en hemmelig pagt med Frankrig om fælles front mod Holland. Både England og Frankrig håbede at kunne tiltvinge sig hollændernes vidtstrakte oversøiske handelsnetværk for at dominere verdenshandlen, samtidigt ønskede ingen af dem at de hollandske indtægter skulle komme den anden part til del. Hvilket resulterede i omfattende mistro de to allierede imellem. Karl 2. blev imidlertid mistænkt for at have en anden, skjult, agenda med krigen; med den franske konges hjælp at introducere enevælde og katolicisme i England efter samme model som den franske. Men eftersom det engelske Parliament nægtede at støtte kongen i denne krig, kunne han ikke finde midler til at udruste og bemande sin flåde på andre måder end at bedrage sine kreditorer. Af samme grund var den engleske flåde lille og dårligt udrustet og nødsaget til at indgå i en enhed med de franske flådestyrker, som imidlertid viste sig at være knap så allierede som englænderne havde forventet. Samtidig konkurrerede England og De Forenede Nederlande ligeledes om handlen i Østersøen, et område hvor også Danmark og Sverige havde udkæmpet en århundrede gammel kamp om overherredømme, og eftersom Danmark traditionelt var allieret med Nederlandene og Sverige tættere på England var det naturligt for Ludvigs diplomater først at henvende sig til englænderne og svenskerne for at isolerer Nederlandene internationalt. Sverige indgik i alliancen på franskmændenes side ved at true Brandenburg til at afstå for at intervenerer på hollændernes side. Ludvig sikrede sig også alliancer med fyrstedømmet Münster og Kurfyrstendømmet Köln.

Krigen[redigér | redigér wikikode]

I marts 1672 erklærede Frankrig og England krig mod de Forenede Nederlande. Krigslykken var i den indledende fase på hollændernes side da de lykkedes dem at besejre de kombinerede fransk-engelske flådestyrker ved en række søslag kendt som den Tredje anglo-nederlandske krig (1672-1674). Men samtidigt, 1672/1673 overendte franskmændene den sydlige del af Nederlandene. Franskmændene havde gennem deres alliancer med Münster sikret sig frit lejde gennem Liège og Kleve til Gelderland. Efter overraskende at passere forbi befæstningerne ved Maastricht, havde de franske tropper ikke store problemer med at marchere helt ind i hjertet af den hollandske republik, endda at indtage Utrecht. Den franske hær var på op til 120.000 mand, exceptionel stor for perioden. I 1672 blev den ledende hollandske politiker Johan de Witt og hans bror Cornelis de Witt lynchet af en oprørt folkemængde, efter rygter (aldrig påvist) at de havde planer om at snigmyrde Vilhelm af Oranien. Herefter blev Vilhelm udnævnt som stadtholder. Eftersom franskmændene havde lovet de større hollandske byer til englænderne, udviste de ikke selv et større engagement i at få dem indtaget. I stedet prøvede franskmændene at afpresse hollænderne for 16 millioner gylden til gengæld for en separat fransk-hollandsk fredsaftale. Hollænderne tog dog ikke venligt imod dette forslag, og sammen med andre franske krav, var det med til at styrke den hollandske befolknings kampiver. Forhandlinger gav dog hollænderne tid til at oversvømme de lavtliggende hollandske landområder ved Den hollandske vandlinje, for på denne måde at stoppe videre fransk invasion i Nederlandene. Hæren fra Münster belejrede Groningen, men magtede ikke at indtage den. Et forsøg blev gjort på at invaderer Holland fra søvejen, men dette blev forhindret af admiral Michiel de Ruyter i fire strategiske sejre over de kombinere fransk-engelske flådestyrker. Herefter opgav England krigen i 1674 og indgik en fredaftale med Nederlandene (Freden i Westminster).

På nuværende tidspunkt var allierede kommet Nederlandene til undsætning. Frederik Vilhelm af Brandenburg-Preussen, den tysk-romerske kejser Leopold, Karl af Spanien. Ludvig og de franske styrker udførte en succesful belejring af Maastrict i 1673, men måtte alligevel ses sig nødsaget til at opgive sine hollandske erobringsplaner, og i stedet udviklede krigen sig til en langsom udmattelseskrig langs Frankrigs grænser. Svenskerne udnyttede at Brandenburgs tropper var fraværende til at invaderer Brandenburg (1674/1675), hvilket fik Danmark til at komme sin allierede Brandenburg til undsætning og startede den Skånske Krig, som en del af større Den fransk-hollandske konflikt.

I mellemtiden havde krigen spredt sig til de hollandske, franske og engelske oversøiske kolonier. Den hollandske kaptajn Jurriaen Aernoutsz fra Curaçao indtog to mindre franske fort i den franske koloni Acadia (nuværende Canada), og de fortsatte med på papiret at udøve overhøjhed over de franske kolonier i Nordamerika for resten af krigen, om end franskmændene forblev i egentlig kontrol af områderne. Ved Freden i Nijmegen afstod hollænderne fra krav om de franske besiddelser i Nordamerika. Hollænderne havde også kortvarigt besat New York (tidligere en hollandsk koloni Nieuw-Amsterdam) i engelsk kolonial America, men overdrog den tilbage til englænderne efter de havde trukket sig fra krigen.

I 1676 lykkedes det den franske flåde at besejre og ødelægge en hollandsk flåde ved et søslag nær Palermo, hvorved de midlertidigt opnåede overherredømme i Middelhavet. De succesfulde hollandske admiral var allerede da blevet dræbt i Søslaget ved Augusta.

Afslutning[redigér | redigér wikikode]

I 1678 fik Ludvig at afsluttet krigen med en fredsaftale i Nijmegen, i hvilke Frankrig opnåede anseelige territoriale vindinger. Mest bemærkelsesværdigt overdrog Spanien Franche-Comté og forskellige områder i den sydlige del af Nederlandene til Frankrig. Imidlertid lykkedes det for hollænderne at forpurre ambitionerne og nøje lagt planer fra to af tidens mægtigste royale dynastier: Stuart og Bourbon