Christian 5.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
Christian 5.
Valgsprog:
Pietate et Justitia (Med fromhed og retfærdighed)
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenburg og Delmenhorst.
Regerede 1670–99
Ægtefælle Charlotte Amalie af Hessen-Kassel
Børn
Med dronning Charlotte Amalie:

med Sophie Amalie Moth, grevinde af Samsøe:
Far Frederik 3.
Mor Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg
Født 15. april 1646
Duborg Slot
Død 25. august 1699
Begravet Roskilde Domkirke

Christian 5. (15. april 1646-25. august 1699[1]), dansk konge af den oldenborgske slægt.

Kaldet Danmarks rytterkonge eftersom han var en ualmindelig god rytter. Det var Christian, der formåede at nedlægge flest dyr under parforcejagtene.[Kilde mangler] Han var en udpræget friluftsnatur, fysisk stærk, men desværre døjede han med et uheldigt udseende, og han vidste selv at han ikke var noget lys. Han var en venlig og godmodig natur, der hellere tilgav end straffede. Ifølge Peder Schumacher Griffenfeld ville han have tilgivet at blive truet med en pistol[Kilde mangler]. Hans moder, enkedronning Sophie Amalie (død 1685), var desuden meget dominerende.

Christian 5., ældste søn af kong Frederik 3. og dronning Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg fødtes på Duborg Slot i 1646. Enevoldskonge af konge af Danmark-Norge fra 1670-99. I 1655 hyldedes han som tronfølger, 9 år gammel. Først som 18-årig fik han sæde i statsrådet med stor indflydelse - kongen var jo enevældig. Ved Frederik 3.'s død i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24-årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmark-Norges anden enevoldskonge. Da han havde arvet tronen, skulle han ikke krones, men blev i stedet salvet. Det skete i Frederiksborg Slotskirke. I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Fire år senere bosatte han sin 16-årige frille, den officielle elskerinde Sophie Amalie Moth i umiddelbar nærhed af Københavns Slot. Dronningen fødte kongen syv børn og elskerinden fem, som han åbent vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie udnævnt til grevinde af Samsø, som rigskansleren mistede efter at være blevet styrtet.

I 1675 erklærede kongen krig mod Sverige, den såkaldte "Skånske Krig" for at tilbagevinde de gamle danske landområder, som Frederik 3. mistede ved Roskildefreden i 1658. Ca 8.000 danskere omkom i slaget ved Lund, det blodigste slag i Nordens historie. På flugt efter nederlaget anmodede kongen sit følge om at ride langsomt gennem Landskrona, så det ikke skulle ligne en flugt. [2] Kongen deltog selv i flere slag, men nogen militær afgørelse på krigen kom der aldrig, trods Niels Juels sejre i Køge Bugt. Krigen endte med, at Frankrig i 1679 foreskrev en fred, hvorefter stillingen var som før krigens udbrud - netop hvad Griffenfeld havde forudset og advaret mod.

Den mest magtfulde af kongens mænd var rigskansler Griffenfeld, hvis voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham mange fjender. Svenskerne var på dette tidspunkt forbundsfæller med stormagten Frankrig, og Griffenfeld ønskede for enhver pris at undgå sammenstød med Frankrig. I 1676, da Griffenfelds forbindelser med franskmændene blev afsløret, lod kongen ham fængsle og anklage for højforræderi - og majestætsfornærmelse, efter at en ransagning af Griffenfelds skrivebord afslørede, at han i sin dagbog havde noteret: "Kongen svarede den franske gesandt som et barn". [3] Kongen havde tidligere skriftligt advaret ham mod at afgøre sager uden om kongen, mod at begunstige egne yndlinge og mod at modtage bestikkelse. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til retterstedet - han skulle halshugges på den åbne plads foran Kastellets kirke. Men i sidste øjeblik ændrede kongen straffen til tab af navnet Griffenfeld og livsvarigt fængsel, som afsonedes, først gennem fire år i Kastellet, og derefter, da Griffenfelds mor havde bedt om en bedre bolig i Kastellet til sin søn, på Munkholmen - en ø ud for Trondheim, byen hvor Griffenfeld levede sin sidste tid, frem til sin død i 1698.

Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme, og den gottorpske hertug havde allieret sig med Sverige. I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog sin svoger, hertug Christian Albrecht, til fange, men ved afslutningen af Den skånske Krig måtte den danske krone efter fransk krav slippe Gottorp igen. I 1684 søgte kongen på ny at indlemme Gottorp i riget, men i 1689 måtte han ved Altonaforliget opgive indlemmelsen.

Marmorbuste af Christian 5.
Portræt af Christian V i en gammel russisk referencebog fra 1672

Til styrkelse af enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse: greve- og friherrestanden. Uanset stand kunne enhver, der besad tilstrækkelig meget jord, skaffe sig grevetitlen. Hvis man havde knap så megen jord, måtte man nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen afløstes efterfølgende af titlen baron. Christian 5. udstedte "Danske Lov" af 1683 og "Norske Lov", der indledte enevældens generelle humanisering af straffene - dog med undtagelse for majestætsfornærmelse, der stadigt medførte dødsstraf.

Nederlaget i Skånske krig resulterede i anlægget af Christianshavns vold til beskyttelse af hovedstaden. Københavns centrum blev også flyttet fra den plørede middelalderplads Gammeltorv til det nyanlagte Kongens Nytorv, hvor der rejstes en statue af kongen selv til hest.

Den 19. oktober 1698 afholdt Christian 5. en kæmpe parforcejagt i Dyrehaven. Ved middagstid holdt kongen, hans halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve og kongens to sønner en pause i Hubertushuset. Men der kom hurtigt nys om at der var en hjort i nærheden som havde overlevet mange skud, og som nu var omringet af jagthundene. Kongen drog af sted med det samme for at give dyret dødsstødet, men ramte ikke, og hjorten sparkede ham så hårdt at han aldrig rigtig kom sig. Han døde året efter. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.

Efterfulgte: Kongerækken Efterfulgtes af:
Frederik 3. Frederik 4.

[redigér] Kilder

  • Ole Bernt Henriksen, Af Guds nåde : Christian den femte og hans regering, Odense Universitetsforlag, 1996. ISBN 87-7838-039-1.

[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

Commons-logo.svg
 Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til:
  1. ↑ Christian 5. på gravsted.dk
  2. ↑ Peder Bundgaard: København - du har alt, forlaget Borgen, København 1996, ISBN 87-21-00499-4
  3. ↑ Peder Bundgaard: København - du har alt
Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Christian_5."