Danmark-Norge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Danmark–Norge Danmark–Norge Personalunion ← 1536–1814 →   → Flag Kong Frederik 4.s våbenskjold Kort over Danmark–Norge, ca. 1780 Hovedstad København Sprog Dansk, tysk samt norsk, islandsk, Samisk, Grønlandsk Religion Lutheranisme Styreform Valgkongedømme til 1660, Enevælde fra 1660 Præsident  - 1524–1533 Frederik 1.  - 1588–1648 Christian 4.  - 1648–1670 Frederik 3.  - 1730–1746; Christian 6.  - 1808–1839¹ Frederik 6. Historisk æra  - Gustav Vasa vælges som konge af Sverige 6. juni, 1523  - Kalmarunionens sammenbrud 1536  - Rigsrådet afskaffes 14. oktober 1660  - Lex Regia stadfæster enevælden 14. november 1665  - Freden i Brömsebro 13. august 1645  - Roskildefreden 26. februar 1658  - Freden i Kiel 14. januar 1814  - Wienerkongressen September 1814 – 9. juni 1815 Areal  - 1780² 487.476 km² (188.216 sq mi) Befolkning  - 1645 est. 1.315.000³   - 1801 est. 1.859.000³  Valuta Rigdaler og skillinger ¹ Frederik 6. var regent for sin far, og var de facto konge fra 14. april 1784; han forsatte med at regere Danmark efter freden i Kiel indtil sin død 3. december 1839. ² Danmark (43,094 km²), Slesvig-Holsten (15,763 km²), Norge (hovedland) (324,220 km²), Færøerne (1,399 km²), Island (103,000 km²). (Plus Grønland med 2,175,600 km².) ³ 1645: Estimeret 825.000 i Danmark, 440.000 i Norge og 50.000 på Island[1] 1801: 929.000 i Danmark, 883.000 i Norge og 47.000 på Island[2]

For alternative betydninger, se Unionstiden.

Danmark-Norge var betegnelsen for tvillingeriget efter Kalmarunionens endelige sammenbrud i 1523 (da Sverige erklærede sig uafhængigt) og indtil opløsningen af rigsfællesskabet 1814. Til det danske monarki hørte også (dele af) provinserne Slesvig og Holsten, der var særskilte administrative enheder, samt Grønland, Island, Færøerne og et antal oversøiske kolonibesiddelser. Opløsningen af unionen mellem de to lande 1814 fik ikke indvirkning på forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, som derefter med Lauenborg dannede Helstaten indtil 1864.

Indholdsfortegnelse 1 Søfartsnationen 2 Efterdønninger fra opløsningen af Kalmarunionen (1523-1588) 2.1 Kampen om Norge 2.2 Hansaen stækkes 3 Flerheden bliver statspolitik (1588-1648) 3.1 Fra fisk til trælast 3.2 Bjergværksdriften oprettes 3.3 Ladepladser oprettes 3.4 Savværkernes storhedstid 3.5 Østlige landskaber tabes 4 Under den ældre enevælde (1660-1720) 4.1 Købstædernes skibsfart fremmes 4.2 Ladepladser og købstæder oprettes 5 Riget svejses sammen (1720-1807) 5.1 Landbrugskrisen og de nødvendige tiltag 5.2 Liberaliseringen og neutraliteten 5.3 Helstatspolitikken 5.4 Samfundsmæssige forhold i riget 6 Napoleonskrigene (1807-1814) 6.1 Opløsning og norsk personalunion med Sverige 7 Se også 8 Litteratur 9 Henvisninger 10 Externe Henvisninger

[redigér] Søfartsnationen

Danmark-Norge må først og fremmest forstås som en søfartsnation. Flere forhold gjorde sig gældende: For det første var der selve rigets udstrækning og form. Danmark-Norge var yderst langstrakt og med en forholdsvis stor kystlinie. Kun få steder var der mere end 50 km til kysten - i Danmark var det Jyllands indre hedeegne og Skånes nordøstlige skovegne, i Norge det bjergrige indland. Men det, der bandt riget sammen, var havet. Danmark var et udpræget ørige med talrige sejlbare sunde, bælter, fjorde, nor, vige og dyb og bestående af et stort antal små og store øer; kun Jylland var en halvø forbundet med det mellemeuropæiske fastland, mens Skåne, Halland og Blekinge udgjorde den sydvestlige og sydlige kyst af den skandinaviske halvø. I Jylland skar fjorde sig ind på østkysten, Limfjorden endda nærmest tværs over halvøen, på Fyn Odense Fjord, på Sjælland Isefjorden og Roskilde Fjord. Norge var et langstrakt kystområde med talrige dybe fjorde, der skar sig langt ind i bjerglandet. I begge kongeriger lå næsten al bymæssig bebyggelse ved (eller nær ved) kysten: købstæder, ladepladser og bondehavne.

Dertil kom, at skibsfarten i datiden var mere veludviklet en vejfærdslen. Såvel rejser som varefragt skete så vidt muligt med skib, det var ofte hurtigere (når vinden var gunstig) og de fragtede varemængder kunne være langt større end hestekærre og andre vogne kunne bære. Vejfærdslen skete kun over kortere vejstrækninger: med de 2 mil omkring købstæderne, hvor handel og håndværk som hovedregel ikke måtte udøves, og under hensyn til købstædernes særret til sejlads, var søgning fra indland til nærmeste kystkøbstad den mest udtalte form for vejfærdsel.

Endelig spillede det en afgørende rolle, at Danmark og Norge supplerede hinanden med hensyn til opfyldelsen af det fleste af datidens behov: Danmark var et fladland med forholdsvis god jordbundsforhold og derfor i stand til at yde en god kornavl, der kunne være behov for i Norge, mens Norge på sin side leverede fisk, træ til alskens formål foruden ulige metaller til Danmark. Disse forhold gjorde, at der var et vedvarende stort behov for sejlads mellem rigerne med gode varefragter i begge retninger, og dette fremmede skibsfarten i begge riger. Med tiden skulle det blive en hjørnesten i Dobbeltrigets erhvervspolitik at sikre de to afsætningsmarkeder for hinanden. Skønt de søfarendes andel af befolkningen vel var begrænset, var betydningen af deres virke så meget desto større: de skabte afsætnings- og dermed indkomstgrundlaget for samfundsgrupper så som landbrugere, fiskere, træfældere, bjergværksfolk, håndværkere og købmænd.

Det var således ikke uden grund, at Arent Berntsen kaldte sin skildring i 1656 af Dobbeltmonarkiet for "Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed"^[3].

[redigér] Efterdønninger fra opløsningen af Kalmarunionen (1523-1588)

Rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge har sin oprindelse i Kalmarunionen. Kalmarunionen havde sin tid da man overalt mærkede eftervirkningerne af Den Sorte Død og denne medførte igen nedlæggelsen af landbrugsbedrifter i Norge samt Hansaens kontrol med norsk handel. Danske og tyske embedsmænd kom til at indtage norske embeder. Jordegods og bispesæder kom under fremmed kontrol. Derved svækkedes mulighederne for en norsk selvhævdelse. 1450 blev rigsfællesskabet fastlagt i en traktat, der skulle sikre det norske rigsråd indflydelse ved kongevalg, men bestemmelsen fik ingen reel betydning.

Kalmarunionen ophørte at eksistere 1523, da Sverige valgte sin egen konge. Efter således at have mistet Sverige flygtede Christian 2., og det danske rigsråd valgte da hertug Frederik af Holsten til konge (Frederik 1.). Frederik stod over for store problemer: dels at holde sammen på resterne af fællesriget og sikre kongens stilling deri, dels at stække Hansaens økonomiske magt i riget. Dertil kom problemer med magtmisbrug blandt embedsmænd. Det skulle vise sig, at Frederik 1. og hans afløser, Christian 3., evnede at løse dem alle.

[redigér] Kampen om Norge

Frederik 1.s første skridt var at sikre sig sin godkendelse som konge i Norge. Han sendte derfor to udsendinge til Norge, Henrik Krummedige til Østlandet og Vincens Lunge til Vestlandet, for at opnå dette. Henrik Krummedige opfyldte sin opgave loyalt over for kongen, derimod forsøgte Vincens Lunge at udnytte situationen til at opbygge sin egen magtstilling i fællig med ærkebiskop Olav Engelbrektsson og resterne af det norske rigsråd. For at blive hyldet som konge måtte Frederik 1. godkende en håndfæstning, der gjorde Vincens Lunge og rigsrådet til de egentlige magthavere i Norge. Men efter kongevalget følte Frederik 1. sig snart stærk nok til at udskifte de norske høvedsmænd på Akershus og Båhus med troværdige danske embedsmænd. Dertil kom, at Vincens Lunges stilling blev kompromitteret og at han ragede uklar med ærkebispen på grund af sine lutherske sympatier. I 1529 kunne Frederik 1. uden vanskeligheder afsætte ham som lensherre på Bergenhus.

Frederik 1. havde brug for indkomster og kastede blikket på kirkens besiddelser, som blev inddraget en for en. Dette medførte modsætninger med ærkebispen, som forsøgte at skabe et modkup med den afsatte Christian 2., men da denne ankom i 1531 med en i Nederlandene sammenskrabet hær, lykkedes det ham ikke at vinde hverken Akerhus eller Båhus, og han måtte overgive sig. Ærkebispen og andre gejstlige måtte affinde sig med kongens styrkede stilling. Da Frederik 1. døde 1533, gjorde ærkebispen et sidste forsøg på at genvinde sin tidligere stilling, men de danske lensherrer på alle vigtigere slotte sluttede op bag Christian 3. 1536 lod ærkebispen Vincens Lunge dræbe under et møde i Trondhjem, og andre danske lensherrer fængsle, og forsøgte at erobre Akershus og Bergenhus. Men Christian 3. kunne snart drive ærkebispen ud af Norge, og 1537 var hele Norge ubestridt under den danske konges herredømme.

Reformationen 1536 indebar, at det meste kloster- og kirkegods blev inddraget under kronen, som derved blev landets ubestridt største jordejer og tilsvarende fik øgede indtægter og magt. I stedet for en mere eller mindre selvstændig katolsk kirke stod nu en reformert kirke under den danske konges overhøjhed. Gejstligheden ophørte med at have politisk betydning og også i forhold til bønderne svækkedes præsteskabet. Ved reformationen havde de gamle præster fortsat deres daglige virke, men i de følgende årtier blev disse afløst af præster, der havde modtaget deres uddannelse i Danmark.

Tilbage stod for kongen afklaringen af forholdet til rigsrådet. Forud for sit valg til norsk konge havde Christian 3. lovet det danske rigsråd, at Norge fremover ville blive behandlet som et dansk landskab. I virkeligheden skete dette ikke. Forholdet var dette, at Danmark havde valgkongedømme, hvorfor enhver ny konge for at blive valgt måtte afgive mere eller mindre handlingsbegrænsende løfter i en håndfæstning, hvilket selvsagt svækkede kongens magt. Norge derimod var at arvekongedømme, og det var derfor i kongens interesse at beholde Norge i en mindre grad af uafhængighed. Det for at sikre valgretten til den danske trone til fremtidige medlemmer af kongehuset. Det norske rigsråd afskaffedes 1537, men ellers beholdt Norge de fleste af sine institutioner, således oprettedes til afløsning af rigsrådet "herredage", der var møder med danske rigsråder udsendt som kongelige kommissionærer til Norge, norske adelsmænd og lagmændene. Disse "herredsdage" fungerede dels som rigets højeste domsmyndighed, dels som lovgivningsorgan og gennemførte ved recesser en fornyelse af norsk ret. Fra 1548 indførtes tillige stændermøder, der blev indkaldt ved vigtige anledninger, især kongehyldninger. I 1572 oprettedes en norsk centralmyndighed, idet lensherren på Akershus fik titel af statholder og en vis kontrolmyndighed over de andre norske lensherrer.

De tidligere norske besiddelser Island, Grønland og Færøerne kom direkte under den danske krone.

[redigér] Hansaen stækkes

Samtidig indebar Grevens Fejde, at Hansaens stilling blev alvorligt svækket. I Bergen var langsomt opvokset en befolkning af norske købmænd på "strandsiden", og disse fik regeringens opbakning til at gå ind i den nordlandske handel med fisk. Dette knækkede Hansaens magtstilling; nok bestod handelskontoret i Bergen, men hansakøbmændene måtte fra 1550-erne handle på lige vilkår med norske købmænd, hvorfor sidstnævnte vandt frem. Dermed toges de første skridt til at frigøre sig fra et fremmed (ikke dansk-norsk) herredømme i næringslivet. I den udstrækning, hvor købmændene havde fremmed (tysk, nederlandsk, skotsk) baggrund, blev de forholdsvis hurtigt assimilerede i det norske samfund^[4]. Denne udvikling skulle snart brede sig til andre næringsgrene.

[redigér] Flerheden bliver statspolitik (1588-1648)

Under de første dansk-norske konger havde den statslige politik været at styrke centralmagten (= kongemagten) mest muligt. Dette indebar, at der havde været meget lidt plads for tiltag til fremme af de enkelte rigers og landsdeles særlige fordele. Men under Christian 4. forandredes det. Christian 4. var den første konge, der gjorde flerheden i riget til grundlag for sin politik.

Dette gjaldt ikke mindst kongens norske politik. Christian lod foretage en nyoversættelse af Norges gamle lovgrundlag, Magnus Lagabøters Landslov (kort kaldet Landsloven) til samtidigt sprog indbefattende senere antagne retterbøter og recesser - alt under navnet Christian 4.s Norske Lov i 1604^[5]. Desuden lod han den danske kirkeordinans omskrive og tilpasse norske forhold som en særskilt norsk kirkeordinans i 1607. Desuden lod han - til dels af forsvarsmæssige hensyn - fæstningsværker opføre eller istandsætte samt tage skridt til købstædernes fremme ved at samle omsætningen her. Endelig var han mere end nogen anden den, der fik sat gang i den norske bjergværksdrift^[6].

Under Christian 4.s sidste statsholder i Norge, Hannibal Sehested (norsk statsholder 1642-1651), blev embedet udvidet til hele det norske rige, og han lod foretage en grundig kontrol af virket blandt embedsmændene også uden for sit eget len. Desuden lod han oprette en norsk "Landkiste", der skaffede grundlag for et norsk finansvæsen. Postvæsenet blev oprettet. Tidligere tiders mere eller mindre opløste samfund blev knyttet sammen i et rigsfællesskab, hvorunder borgerstanden voksede under indtryk af blomstringen for handel og skibsfart^[7].

[redigér] Fra fisk til trælast

Under Kalmarunionen havde Hansaen fået et stærkt fodfæste i Norge: i Bergen fik man oprettet et handelskontor, som i henved to hundrede år fik afgørende indflydelse på Norges økonomiske forhold. Hansaen havde fortrinsvis interesser i handelen med fisk.

To forhold skulle medvirke til at ophæve den ulykkelige tilstand. Det ene var, at træ i takt med den stadige afskovning af Vesteuropa skulle få voksende betydning som fragtvare. Det andet var, at hollænderne trængte frem som handelsmagt. Allerede i 1443 havde købmænd fra Amsterdam fået ret til at købe trælast i Norge, og denne ret udvidedes med tiden til også at gælde for andre hollanske og frisiske byer; 1544 blev den nye tingenes tilstand stadfæstet i en traktat. Fra omkring 1520 begynder vandsaven at brede sig, og sammen med hollændernes voksende behov for træ var dermed forudsætningerne skabt for voksende omsætning med udlandet, dannelsen af en norsk handelsstand og købstædernes vækst^[8]. Virkningen var, at der skete en voldsom stigning i udførslen af træ, fra i 1528 at være 102 ladninger med skønsmæssigt 12.000 m³ til i 1560 673 ladninger med omkring 70.000 m³, i 1620 1.650 ladninger med omkring 200.000 m³ og 1664 endda 1 mio. m³. 1666 brændte London, og der blev her et stort træbehov til stadens genopbygning. Ved den engelske "Navigationsakt" af 1651 blev der åbnet mulighed for, at norske skibe kunne deltage i denne varefragt. Ved Forordning af 30. juli 1662 fik norske købstæder eneret til at drive trælastudførsel og oplevede som følge heraf en velstand og vækst i indbyggertal^[9].

[redigér] Bjergværksdriften oprettes

De tidligste tiltag til bjergværksdrift i Norge blev taget ved en forlening 1490 på malm i Sandsvær herred. Christian 3. interesserede sig meget for mulighederne for bjergværksdrift og indkaldte tyske bjergkyndige til at udføre undersøgelser af mulighederne herfor, og 1539 blev udstedt en bjerganordning. De tiltag, der gjordes til bjergværksdrift i det 15. og 16. århundrede, mislykkedes imidlertid.

Først Christian 4. fik sat gang i bjergværksdriften. Flere værker blev sat i drift:

• Kongsberg sølvværk 1623,
• Kvikne kobberværk 1631,
• Ytterøen værk 1636,
• Sels værk (Gudbrandsdalen) 1642,
• Røros værk 1644

samt (efter Christian 4.s død) Meldalen værk 1652.

Omkring midten af 1600-tallet igangsattes tillige flere jernværker: Bolvik, Bærum, Dikemark, Eidsfos, Eidsvold, Fossum, Fritsø, Hakedal, Hassel, Lesje, Mostadmarken, Nes, Ulefoss. Bjergværksdriften blev begunstiget med kongelige privilegier^[10].

[redigér] Ladepladser oprettes

Et forhold, der skulle få betydning for den videre udvikling - især i det sydlige Norge (Sørlandet) - var, at flere norske steder stilling som priviligeret ladeplads.

Endnu i Christian 4.s Norske Lov af 1604, kjøbebolken § 10 var det blevet forbudt at udøve handel på landet og at sælge proviant til fremmede skibe^[11], men til gengæld var trælasthandel fri indtil 1662^[12]. Dette år toges skridt til at samle handel i købstæderne. Håndværkere på landet, som ikke anses nødvendige og ikke var tilladte efter Landsloven, skulle flytte til stæderne. Trælasthandel skulle forbeholdes købstædernes borgere. Forprang forbydes. Fremmede købmænd forbydes at opholde sig i købstæderne længere end deres skibe lå der^[13]. Men få årtier senere, i toldrullerne mellem 1672 og 1768 tillades det at losse, laste og fortolde varer fra Danmark-Norge med hertugdømmerne samt udskibet trælast - vel at bemærke for personer, der havde borgerskab i den købstad, som ladestedet hørte under^[11].

Det viste sig imidlertid hurtigt, at det ikke var muligt at begrænse skibsfart og handel til de gamle købstæder. Sideløbende uddeltes derfor rettigheder til steder, som ønskedes udviklet til handelsknudepunkter på Sørlandet:

• Fredrikstad 1567 (oprettet ved flytning af Sarpsborg, der var blevet brandskattet af svenske tropper under 7-årskrigen 1567. Den nye stad, der lå bedre for handel og skibsfart, blev vel befæstet)^[14].
• Kongsberg 1624 (sølvværk, fik kongebrev som "fri bergstad", frit borgerskab fra 1717, købstad 1802)^[15].
• Christiansand 1641 (som led i forsvaret af Skagerak)^[14].
• Røros 1646 (kobberværk, der fik eneret til handel på stedet og med politi- og domsmyndighed for værkets direktør)^[15].

[redigér] Savværkernes storhedstid

Bjergværkerene blomstrede, ladepladserne blomstrede og savværkerne blomstrede i Norge. Norsk tømmer blev fældet og udskibet i store mængder. En vis rovdrift kunne ikke undgås. Om skovene i Romsdalen hed det i 1661, at de var "aldeles udhugget formedelst de mange save", tilsvarende lød det om Trøndelagen og Vestfold. Om Tønsberg hed det i 1666, at handelen "er ganske aftaget, formedelst skovenes udhugning". I 1664 fandtes søndenfjelds 814 save fordelt som følger^[16]:

Sted (len, fogderi)	Antal save	Rdl. i savskat	Sted (len, fogderi)	Antal save	Rdl. i savskat	Sted (len, fogderi)	Antal save	Rdl. i savskat
Egger og Lier fogderi	68	1334	Modums fogderi	32	1048½	Aggers fogderi	48	1127½
Neder Rommerigs fogderi	93	2192	Tønsberg len	154	912	Wernø klosters len	67	1151½
Ringeriges fogderi	55	4276	Idde og Marker len	43	866¾	Brunlaug len	73	661½
Sandswerde fogderi	22	601¾	Øvre Romeriges fogderi	22	483	Rackestad len	31	348
Folloug fogderi	52	392½	Husum og Røyens fogderi	24	186	Heggen og Frolands fogderi	12	170½
Onsøe len	15	68½	Hadelands fogderi	3	64	Ialt	814	15.874

Oversigten afspejler den omfattende trælastvirksomhed som forud var udviklet i det sydlige Norge.

[redigér] Østlige landskaber tabes

Havde Christian 4. været Dobbeltmonarkiet en god konge, så var Frederik 3. det umiddelbart ikke. Blandt den nye konges første handlinger var afskedigelsen af Hannibal Sehested som norsk statholder og indskrænkelser i embedets virke og myndighed^[17]. Sehested blev anklaget for magtmisbrug og for underslæb og måtte for at undgå en rettergang afstå sit norske jordegods, savværker, bjergværker og anden ejendom til kronen. Den egentlige årsag til hans fald var imidlertid politisk: Sehested havde unddraget det danske rigsråd kontrollen med norske forhold - til gavn for Norge^[18] (senere blev han taget til nåde og endte som rigsskatmester - til gavn for den unge enevælde). Under de stridigheder, som frem til 1660 skete mellem den danske og den svenske konge, kom Norge til at lide: 1645 blev Jemtland og Herjedalen afstået til Sverige, 1658 Trondhjems len og Bohuslen. I 1660 blev Trondhjems len tilbagegivet Danmark-Norge. Til gengæld blev Skåne, Halland og Blekinge afstået.

[redigér] Under den ældre enevælde (1660-1720)

I 1660 indførte Kong Frederik III arvekongedømmet og året efter enevælden, der udnyttede uenigheder mellem adelige og borgerlige i stænderforsamlingen. Med enevældens indførelse mister "den gamle adel" meget af deres indflydelse og flere gamle privilegier afskaffes. En ny række privilegier indføres på den anden side over for en ny type adelsmænd (friherrer), som adles af kongen til gengæld for tro tjeneste i det enevældige system. Det betød den endelige opløsning af det danske rigsråd, der var ledet af den gamle adel. I stedet kom magten til at ligge hos embedsstanden, hvilket øgede norsk indflydelse på egne anliggender.

[redigér] Købstædernes skibsfart fremmes

Under enevælden blev der bevidst søgt ført en helstatspolitik, der skulle gøre Danmark og Norge til en økonomisk enhed. Således fik Danmark i 1737 eneret til salg af korn til det sydøstlige Norge og omvendt blev en norsk eneret til salg af jern i Danmark indført. Ved byprivilegierne 1662 blev al trælasthandel samlet i byerne, borgerne fik eneret til at købe trælast af bønder og savværksejere. Efter enevældens indflydelse oplevede norsk skibsfart derfor en voldsom fremgang: handelsflåden i Norge voksede fra 10.586 læster i 1670 til 37.735 læster i 1699 mod i Danmark fra 7.521 læster i 1670 til 17.003 læster i 1699 og i Hertugdømmerne fra 4.027 læster i 1670 til 9.246 læster i 1699^[19]. Gennemgående var norske skibe større end i de andre dele af riget.

[redigér] Ladepladser og købstæder oprettes

Et andet træk under enevælden er ophjælpningen af nye norske steder som ladested eller købstad:

• Drammen 1665, 1715, 1811
• Kragerø 1665
• Halden (Frederikshald) 1666
• Larvik 1671
• Moss 1720

Virkningen af dette var fremvæksten i byerne af en kapitalstærk borgerbefolkning, der efterfølgende udviklede en national bevidsthedsfølelse blandt andet i form af modstand mod at gøre København til handelsøkonomisk midtpunkt. Med tiden samlede trælastkøbmændene på Østlandet sig i kravet om en egen norsk bank, ligesom de støttede embedsmændenes krav om et eget norsk universitet. Nok blev disse ønsker ikke imødekommet, men de fremmede blot den norske nationalfølelse.

[redigér] Riget svejses sammen (1720-1807)

1720 afsluttedes Store Nordiske Krig, og derved indledtes en fredsperiode, som - med Slaget på Rheden som eneste undtagelse - skulle vare til 1807. En sådan fredstid skulle forventeligt være en tid med velstand og fremgang, men det skulle snart vise sig, at forudsætningerne herfor ikke var de bedste; nye næringsmæssige tiltag blev udfaldet heraf.

[redigér] Landbrugskrisen og de nødvendige tiltag

Fra omkring 1700 til midten af 1740-erne var vanskelige tider for det danske landbrug. De europæiske kornpriser faldt år for år og nåede omkring 1730 et lavpunkt^[20]. I 1730 blev Christian 6. konge. Han overtog et dansk-norsk dobbeltmonarki i krise. For at afbøde på krisen satte styret ind på fire punkter^[21]:

1. Skatterne blev nedsat med 11%, hvilket var det længste, styret kunne gå.
2. Jordlovgivningen blev lempet i 1731, hvorved godsejerne fik lettere at nedlægge bondegårde (men på betingelsen, at godsejerne fortsat skulle svare kongen de skatter, som bonden tidligere havde måttet betale. Det svækkede godsejernes interesse, og lempelsen blev ophævet igen i 1740).
3. Stavnsbåndet blev indført 1733, hvilket skulle sikre godsejerne sikker og billig arbejdskraft.
4. Man fremmede vilkårene for samhandel mellem kongerigerne. Allerede 1730 havde norsk jern fået en begunstiget stilling på det danske marked, og 1735 udvidede man beskyttelsen for hjemligt korn på det hjemlige (fortrinsvis norske) marked i form af høje toldmure til et egentligt forbud mod at indføre korn til Danmark og de søndenfjeldske dele af Norge (den tættest befolkede del af landet). Formålet var at sikre dansk landbrug et sikkert afsætningsmarked med høje priser. I virkeligheden måtte der jævnligt gøres lempelser som følge af fejlslagen høst og dyrtid^[22]. Ikke desto mindre fastholdt staten sin politik i toldloven af 1762 og ved toldtariffen 1768^[23].

Tiltagene lykkedes for så vidt, idet priserne på landbrugets frembringelser og på landbrugsjord fra begyndelsen af 1740-erne atter begyndte at stige. Omkring 1740 og frem til 1752 bredte sig en epidemi blandt landbrugets kvægbestande, der førte til, at skønsmæssigt mellem halvdelen og fire femtedele af kvæget døde. Kornhandelen fik en stadig mere central stilling i landets økonomi.

En anden virkning af den førte landbrugspolitik var skibsfartens blomstring. Fra Norge ankom til danske provinsbyer stadigt flere og større skibe: i 1733 ialt 1.081 fartøjer med 11.884 kml. (i gennemsnit 11 kml.) men i 1798 ialt 1.709 fartøjer med 30.634,5 kml.^[24] Et stadig mere sammensat vareudbud kom fra Norge til Danmark: tømmer, stangjern, kakkelovne og andre jernvarer (delvist som følge af det norske jernmonopol), desuden tobakspiber, kommen, stenkul og kalk^[25]. Nordpå var det fortsat korn, der fyldte lasten, men omfanget heraf har dog næppe oversteget halvdelen af skibenes fragtevne. Det må dog nævnes, at omfanget voksede fra henved 130.000 tdr. årligt omkring 1730 til 525.000 tdr. henimod århundredets slutning.

Medvirkende til skibsfarten blomstring var tillige statens politik med henblik på at fremme fjernsejladser på Middelhavet og til oversøiske områder. Danmarks neutrale stilling under tidens talrige krige gjorde, at dansk-norske skibe blev anvendt til fragter, der ellers ville være udsat for at blive bragt op, og dette indebar store opsving for dansk og norsk skibsfart.

[redigér] Liberaliseringen og neutraliteten

Omkring 1788 var krisen forbi. Regeringen havde bragt næringslivet frelst igennem krisen og kunne nu tillade en liberalisering: I 1788 kunne regeringen ophæve kornmonopolet, 1789 blev handelen på Finnmarken og Island frigivet, 1793 indførtes en kreditoplagsinstitution, 1796 ophævedes indskrænkningerne i adgang til skovdrift og ved toldforordningen 1797 blev handelen givet helt fri. Tidens store krige og Danmarks fortsatte neutralitet skabte gyldne tider for handel og skibsfart: alene den norske handelsflåde, der 1792 talte omkring 860 skibe med i alt 110.000 t, var i 1806 vokset til henved 1.650 skibe med i alt 180.000 t.^[26]

Under hele krisen havde regeringen fortsat sin tidligere linie med ophjælpningen af norske ladesteder og købstæder: i de svære år blev listen over handelsberettigede steder udvidet med:

• Arendal 1723
• Risør 1723
• Molde 1742
• Holmestrand 1752
• Hammerfest 1787
• Vardø 1788
• Ålesund 1793
• Tromsø 1794
• Porsgrunn 1807

Fortsat vejede Sørlandet tungest, men det er værd at bemærke, at landets nordlige dele nu kom med i udviklingen (Hammerfest, Vardø, Tromsø). Et var imidlertid hvad, regeringen gjorde. Noget andet var den udstrækning, den norske befolkning evnede at udnytte de givne muligheder. Enkelte købstæder voksede sig forholdsvis store, men mange forblev små til langt op i 1800-tallet. Betydningen lå imidlertid ikke i deres størrelse men i selve det, at de blomstrede og medvirkede til trivslen overalt i kystegnene.

[redigér] Helstatspolitikken

Den dansk-norske helstat blev reguleret i forbindelse med en række aftaler med den russiske zar i 1773, idet storfyrst Paul gav afkald på rettighederne til de gottorpske dele af Slesvig og mageskiftede sine gottorpske dele af Holsten med grevskabet Oldenburg-Delmenhorst, hvilket sikrede den enevældige danske konges suverænitet over tvillingeriget og Holsten^[27]. Danmark-Norge indgik også en grænseaftale med Sverige i 1753, der sikrede herredømmet over Finnmark i Nordnorge. Samtidig var der ingen nævneværdig trussel mod Danmark-Norge efter 1720, det gjaldt helt op til slutningen af 1700-tallet. Enevældens fremste middel til bevarelse af helstaten lå i at skabe enighed og sammenslutning mellem de forskellige folk. Det var primært nordmændene, danskerne og holstenerne. Andre folk inkluderede samerne i Nordnorge og de forskellige befolkningsgrupper i kolonierne.

På grund af helstatens flerkulturelle sammensætning var det svært at finde et fælles fodfæste. Spørgsmålet var, om der var ét folk i helstaten, eller om den var sammensat af flere folk og fædrelande. For de magthavende efter 1784, (J.H.E. Bernstorff, H.C. Schimmelmann samt Ditlev og C.D.F. Reventlow), var det afgørende, at ungdommen fik udviklet følelsen af fællesskab med andre sprog og kulturer i helstaten. Hovedsaglig i perioden fra 1784 til 1814 blev der gennemført dybtgående reformer, såsom Forordning om fæstebondens retsstilling i 1787, ophævelsen af Stavnsbåndet i 1788; Trykkefriheden sikres i 1790, men skærpes igen med Trykkefrihedsforordningen af 1799.

[redigér] Samfundsmæssige forhold i riget

I løbet af 1700-tallet blev de uddannelsesmæssige og kulturelle forbindelser mellem dobbeltmonarkiets to kongedømmere stadigt stærkere. Det skyldtes flere forhold. Hvis en nordmand ville gøre karriere og at opnå embede, så måtte han tage til København, hvor universitetet lå og et søkadetakademi, der uddannede flådens officerer. København satte sine spor på de nordmænd, der flyttede til Danmark, og det prægede norsk sprog. Dansk var det eneste brugbare skriftsprog til forskel fra det talte norske almuesprog, og mange af de veluddannede vendte ikke tilbage til Norge igen. Adskillige med norsk baggrund virkede for rigets vel: Anders Arrebo, Niels Krog Bredal, Christian Colbjørnsen, Hans Egede, Dorthe Engelbretsdatter, Ludvig Holberg, Niels Juel, Christen Pram, Peder Wessel (Tordenskjold), Johan Herman Wessel. Mange embedsmænd og næringsdrivende fra Danmark og Hertugdømmerne udvandrede til Norge og blev boende dér.

[redigér] Napoleonskrigene (1807-1814)

Efter krigsudbruddet i 1807 med Storbritannien og Sverige blev forbindelsen mellem Danmark og Norge afbrudt af engelsk besættelse af Kattegat. Der herskede hungersnød i Norge, og økonomien var brudt sammen. Men kong Frederik 6. vedholdt sin alliance med Frankrig. For at beholde Norges loyalitet i unionen, sendte kongen sin fætter Prins Christian Frederik (senere Christian 8.) til Norge som statholder. Prinsen nåede til Norge til trods for engelske krigsskibe – forklædt som fisker i en fiskerbåd. Midt under krigen, i 1811, bøjede Christian 6. sig for kravet om oprettelse af et norsk universitet.

De tætte politiske bånd mellem Danmark og Norge blev brudt i 1814 ved Freden i Kiel. De allierede ville ikke stille større krav til Danmark-Norge i forhold til rigets rolle i Napoleonskrigene. Sverige ville det dog anderledes, da man i århundreder havde søgt at erobre Norge, men specielt efter landets afståelse af Finland til Rusland i 1809. Som tak for den svenske deltagelse i krigen på allieret side blev Norge afstået til kongen af Sverige.

Danmark fik overdraget de gamle norske kolonier Færøerne, Island og Grønland, da de havde været under norsk lov siden før unionens tilblivelse. Som kompensation for afståelsen af Norge til den svenske konge, fik Danmark de svenske besiddelser i Nordtyskland. Danmark lavede dog en byttehandel med Preussen, som overtog Svensk Pommern og Rügen mod overgivelse af Lauenburg tæt ved Holsten.

[redigér] Opløsning og norsk personalunion med Sverige

I 1814 dikterede Freden i Kiel at Norge skulle overdrages til kongen af Sverige, hvilket mødte protest i både Danmark og Norge. Nordmændene søgte at skabe et uafhængigt Norge for at undgå en sammenslutning med Sverige. Prins Christian Frederik, tronarvingen til Norge, gik i spidsen for den norske selvstændighedsbevægelse og sammenkaldte en grundlovgivende Rigsforsamling på Eidsvoll. Prins Christian Frederik blev udråbt til norsk konge under navnet Christian Frederik på Eidsvoll den 17. maj 1814, og Eidsvollforsamlingen vedtog en norsk grundlov.

Norges uafhængighed blev imidlertid af kort varighed. Sveriges hær under ledelse af kronprins Carl Johan angreb i juli, og 14. august måtte Norge indgå våbenhvile ved konventionen i Moss. Christian Frederik gik med på at sammenkalde et ekstraordinært Storting og derefter frasige sig den norske trone. Stortinget skulle så gennemføre de forandringer i grundloven, som var påkrævet for at indgå i en personalunion med Sverige. Norge fik i hovedsagen lov til at beholde Eidsvoll-forfatningen, og Stortinget kunne 4. november vælge Sveriges konge til konge af Norge, tilsyneladende frivilligt. Unionen blev dog meget løs. Kun kongen og udenrigsstyrelsen var fælles for de to riger.

Selvom Norge blev tvunget ind i en union med Sverige, blev mange kulturelle bånd mellem Danmark og Norge opretholdt. Det Kongelige Frederiks Universitet (Universitetet i Oslo), oprettet i 1811, sørgede for at nordmænd ikke længere tog til København for at uddanne sig. Det norske uddannelsessystem lignede dog stadigvæk det danske, og det norske skriftsprog (senere kaldet riksmaal) var frem til begyndelsen af det 20. århundrede overvejende dansk. Dog kom et nyt skriftsprog under navnet landsmaal (senere kaldet nynorsk) til i midten af 1800-tallet, skabt af Ivar Aasen.

[redigér] Se også

Danske besiddelser

[redigér] Litteratur

• Esben Albrectsen, Øystein Rian, Ståle Dyrvik & Ole Feldbæk, Danmark-Norge - 1380-1814 (4 bind), Universitetsforlaget, Akademisk Forlag, 1997-1998. ISBN 87-500-3517-7.
• Jørgen P. Barfod: "Danmark-Norges handelsflåde 1650-1700"; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: Søhistoriske Skrifter VI; 1967
• Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed; Kiøbenhavn 1656 (Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1971). ISBN 87-7500-700-2
• Ole Feldbæk: "Den lange fred" (Bind 9 i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie); 1990; ISBN 87-89068-11-4
• Edvard Holm: Danmark-Norges Historie fra Den store nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse. 1720-1814 (1891-1912)
• Anders Monrad Møller: Fra galeoth til galease. Studier i de kongerigske provinsers søfart i det 18. århundrede. Fiskeri- og Søfartsmuseet - Saltvandsakvariet i Esbjerg 1981; ISBN 87-87453-48-7
• Benito Scocozza: "Ved afgrundens rand" (Bind 8 i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie); 1990; ISBN 87-89068-10-6
• Mette Skougaard, Norgesbilleder - dansk-norske forbindelser 1700-1905, Gad, 2004. ISBN 87-12-04117-3.
• Bjørn Sogner: "De "anlagte" byer i Norge" (i: Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 2: De anlagte steder på 1600-1700-tallet; Universitetsforlaget 1977; ISBN 82-00-01664-1

[redigér] Henvisninger

[redigér] Externe Henvisninger

• Kong Christian IV.s Norske Lovbog af 1604
• Forsidebillede af Christian IVs norske lov 1604
• Christian V.s Norske Lov 1687
• Schous forordninger
• Historisk Tidsskrift, Bd. 10, rk. 2 (1932): Arthur G. Hassø: Den danske Regering og Koffardifarten Nord om Norge i det 16. Aarhundrede
• Historisk Tidsskrift, Bd. 4, rk. 2 (1870-1872): E. Holm: Styrelsen af Danmark-Norges Udenrigspolitik under Struensee
• Historie/Jyske Samlinger, Ny rk 16 (1985-1987): Helge Kongsrud: En karakteristikk av Danmark-Norges historie på 1600-tallet
• Historisk Tidsskrift, Bd. 15, rk. 1 (1980): Gunner Lind: Den dansk-norske hær i det 18. århundrede
• Historisk Tidsskrift, Bd. 8, rk. 6 (1915-1917): Axel Linvald: Bidrag til Oplysning om Danmark-Norges Handel og Skibsfart 1800-1807
• Historisk Tidsskrift, Bd. 8, rk. 3 (1910-1912): Erik Møller: England og Danmark-Norge 1807
• Historisk Tidsskrift, Bd. 12, rk. 3 (1968): Erling Ladewig Petersen: Henrik Krummedige og Norge. Studier over Danmarks forhold til Norge 1523-1533
• Historisk Tidsskrift, Bd. 12, rk. 6 (1973): Erling Ladewig Petersen: Norgesparagraffen i Christian IIIs håndfæstning 1536
• Historisk Tidsskrift, Bd. 13, rk. 4 (1977): P. Hertel Rasmussen: Danmarks Udenrigspolitik 1812-1813