Dialektisk teologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Dialektisk teologi kalder man den særlige teologiske tænkemåde som især er knyttet til navnet Karl Barth (1886-1968), og som benægter muligheden for at forsone tro og menneskelig viden. (Müller 1978, s..30, note). I stedet må alt menneskeligt, såvel psykologisk som moralsk og religiøst, opløses i mødet med dets modsætning (Gud) for derved, dialektisk, at blive genetableret. Guds 'ja' og 'nej' til mennesket hænger derfor uløseligt sammen. Begge momenter af Prædestinationslæren, forudbestemmelse til fortabelse og frelse, bliver i lyset af dette set som angående individet, der frelses netop i kraft af fortabelsen. Denne tanke var ikke mindst tæt knyttet til kultur- og moralismekritik.

Af andre fremtrædende teologer som man kan regne til bevægelsen, kan nævnes Rudolf Bultmann (1884-1976), Emil Brunner (1899-1966) og Friedrich Gogarten (1887-1967)

Første verdenskrig afstedkommer mange nyorienteringer, også teologisk[redigér | redigér wikikode]

(Afsnit fra Kerygma)

Den historiske Jesus eller den forkyndte Kristus[redigér | redigér wikikode]

Første verdenskrig lagde en dæmper på den udviklingsoptimisme der havde domineret 1800-tallet siden oplysningen med tiltro til menneskehedens fremtid byggende på fornuft og videnskab.

Inden for teologien havde den liberale teologi været dominerende med særlig fokus på den historiske Jesus i den såkaldte Jesu-liv-forskning (Den religionshistoriske skole), hvor man med den kritiske bibelforskning ville trænge bag om evangeliernes skildring af Kristus og finde ud af hvem den historiske Jesus egentlig og virkelig var, ("wie er eigentlich war"). – (Uddybning)

Hvis man havde opfattet Jesus som en forbundsfælle i denne bestræbelse på at gøre verden og kulturen bedre, kunne første verdenskrigs rædsler give grund til eftertanke.

Reaktionen kom omkring 1920 med den dialektiske teologi – i Danmark kaldet eksistensteologi – hvis repræsentanter anså afstanden mellem Gud og menneske for uoverstigelig, og interessen for den historiske Jesus blev opgivet til fordel for den kerygmatiske Kristus. Man hæfter sig ved evangeliets karakter af tiltale og stiller krav til mennesket om at afgøre sig som svar på denne tiltale; heraf betegnelsen dialektisk teologi.

Schweizeren Karl Barths Romerbrevskommentar regnes for begyndelsen på den dialektiske teologis periode. En anden central teolog er Rudolf Bultmann med et program for afmytologisering af Bibelens myter – blandt andet med Kerygma und Mythos fra 1948 de:Leben-Jesu-Forschung#Rudolf_Bultmann_.281884-1976.29
I Danmark har mange fremtrædende teologer været påvirket af retningen, der oplevedes som et friskt pust efter den megen beskæftigelse med Jesu person som ideal-figur. Blandt andre P. G. Lindhardt, Knud Ejler Løgstrup, Johannes Sløk. – Bevægelsen Tidehverv var i sin begyndelse inspireret af denne tænkning.

Om forholdet mellem religion og evangelium[redigér | redigér wikikode]

I den periode hvor Århus-teologen P. G. Lindhardt endnu var stærkt påvirket af den dialektiske teologi, gav han en klar beskrivelse af hvordan retningen så på almindelig religion i forhold til kristendommens evangelium.
Ved at isolere hvad en religion i grunden er, kunne man få placeret almindelig religion på den ene side og evangeliet på den anden side som noget ganske andet.
Religionens opgave opgives at være:

1) give en forklaring på tilværelsen.
2) at fylde livet med indhold og mening, lykke.
3) at sikre og betrygge eksistensen
4) og at garantere fremtiden (Lindhardt 1961, s. 9))

Efter denne opdeling svarer Lindhardt så med at skelne mellem religionernes indikativer og evangeliets imperativer:

"... Men her er påstanden altså den, at evangeliet er noget fra religionen forskelligt, ikke i grad, men i art, ikke blot på disse eller hine punkter, men i sine forudsætninger og sine mål. Det giver ingen forklaringer på tilværelsen, ytrer sig ikke i almindelige indikativiske sætninger om sagssammenhænge, giver ingen oplysninger, som derefter intellektuelt kan bearbejdes til anskuelser og opfattelser; dets sproglige form er imperativets, for det indeholder ikke upersonlige anskuelser, men personlige udfordringer, og på en udfordring bliver den udfordrede nødt til at svare. Intet svar er et særdeles tydeligt svar. ..." (Lindhardt 1961, s. 18))

Senere i livet reflekterer Lindhardt igen over disse ting og sætter slutparentesen for denne periode:

"... Selvom kristendommen i sin historiske skikkelse nok så meget var en religion som enhver anden, og skønt der i kirkens forkyndelse forelå både et sandt og et falskt evangelium, så rummede kristendommen i sin kerneJesu forkyndelse, ikke hans personlighed – et budskab af principielt ikke-religiøs art. Denne tankegang – som også prægede den lille bog fra 1954 (Lindhardt 1961, 1954) var fremherskende i den dialektiske teologi, efterhånden mindre hos Barth, men des mere hos Bultmann og den formhistoriske skole, omend man som historiker kunne mene at her blev vort totale ukendskab til Jesu person overdrevet (i exegesen kom der da også fra 1950'erne en reaktion på det punkt), ligesom man med god grund kan antage at meget af det som fik sin udfoldelse "efter påske" havde sin selvfølgelige rod i det der sket "før påske". Siden 1920'erne havde den dialektiske teologi skrevet debattens dagsorden, og der var i forhold til tiden før første verdenskrig sat en parentes som i 1970'erne igen begyndte at lukke af.
Den dialektiske periode, der naturligvis aldrig har været enerådende, er ved at være til ende; ..." (Lindhardt 1981, s. 178)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Müller, Mogens (1978). Jesus-opfattelser – i den nytestamentlige forskning. Religion: tekster og temaer. København: Nyt Nordisk Forlag. DK5=22.91. ISBN 87-17-02477-3
  • Lindhardt, P. G. (1961, 1954). Religion og evangelium : fem folkelige foredrag. Forlag: Hans Reitzel. DK5=23.
Indhold: Religion og evangelium ; Autoritet og myndighed ; Religion og politik ; Guds spor i historien ; Skyldfølelse og skyld
Erindringer med omtale af universitetsforhold og den kirkelige debat siden 1930'erne.
  • Grane, Leif (1967) Tidehverv : en antologi / udvalg og indledning ved Leif Grane. Nr. 185 i serien Gyldendals uglebøger. Forlag: Gyldendal.
Med bidrag af: Gustav Brøndsted, N.I. Heje, N. Otto Jensen, Tage Schack, K. Olesen Larsen, Otto Andersen, Børge Diderichsen, K.L. Aastrup, Knud Hansen (teolog), Kaj Thaning, Tage Wilhjelm, H. Østergaard-Nielsen, Vilhelm Krarup. Artikler fra det teologiske tidsskrift Tidehverv. DK5=20.4
  • Hauge, Hans (1989). Transteologi : religion (subjekt) og evangelium i postmoderne regi. Forlag: Aros. DK5=20.7. ISBN 87-7003-514-8
Indlæg om bl.a. P.G. Lindhardts bibelsyn, den historisk-kritiske metode indenfor bibelforskningen, H.G. Winds forsøg på at aktualisere eksistensteologien, præsentation af dekonstruktionismens hovedskikkelse Paul de Man samt om K.E. Løgstrup set i postmoderne regi.
  • Nielsen, Bent Flemming (2000, 1997). Karl Barth.nr. 5 i Profil-serien. Frederiksberg: Anis.
Gennemgang af linierne i teologen Karl Barths (1886-1968) samlede forfatterskab, med udblik til samtidens filosofi og teologi. ISBN 87-7457-204-0. DK5=23. DK5=99.4 Barth, Karl.
  • Rendtorff, Knud (2001). Eksistens i tiden : Rudolf Bultmann – en teologisk livshistorie. Odense : Odense Universitetsforlag.
Om den tyske eksistensteolog Rudolf Bultmann (1884-1976) der var epokegørende som nytestamentlig forsker, men som også blev én af de mest omdiskuterede teologer i nyere tid. Biografi. DK5=99.4. ISBN 87-7838-644-6 – (Omtale)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

  • Kort oversigt over Jesus-forskningen ved Svend Lindhardt: Jesus-forskning
  • Om de fire øverst omtalte teologer:
Karl Barth: de:Karl Barthen:Karl Barth
Rudolf Bultmann: de:Rudolf Bultmannen:Rudolf Bultmann -
Emil Brunner: de:Emil Brunner
Friedrich Gogarten: de:Friedrich Gogarten