Meningen med livet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Meningen med livet er behandlet af religionsstiftere og filosoffer. Et centralt følgespørgsmål er, om der findes et liv efter dette liv. De, som tror på et sådant liv regner ofte med, at dette liv har afgørende betydning for det næste.

Nogle af de begreber, som plejer at dukke op i svaret er kærlighed, efterkommere, nydelse og at leve i nuet. Eksistentialisterne mener, at vi selv må skabe en mening med livet, og at man er, hvad man gør og hvad man lader være med at gøre.

En teori omkring meningen med livet kan være, at meningen vil opstå og uddø med intelligente væsner som mennesker. For i universet findes meningen ikke, men med en så veludviklet hjerne som mennesket besidder vil man søge ud over de instinktive mål i livet som at overleve, producere afkom osv. Mange religioner sætter mennesket under noget større, men egentlig kan det jo være at intelligente væsner som mennesker er det største. At mennesket skal dømme sig selv. Men det ligger ikke til menneskets natur. Det kan være, at andre intelligente væsner i universet finder meningen på en anden måde, men mennesket har en tendens til at vende tilbage til religion. Mest i svære situationer. Virkeligheden kan være svær at forstå for mennesket fordi den virker meningsløs. Derfor skaber mennesket en mening med livet. Denne mening vil også uddø med mennesket.

Maleri af Gauguin, "Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor går vi hen?"

Indenfor Islam er meningen med livet kun at tilbede Allah. "Jeg har kun skabt djinner og mennesker, for at de skal tjene Mig (Allah)" [Quran: 51:56]

Indenfor kunst, musik og litteratur er de evige spørgsmål om liv, død og kærlighed stadigt nærværende. Et af Paul Gauguins måske mest berømte maleri bærer titlen "Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor går vi hen?"

Et af mange forslag er at meningen med livet er lykke, og at en person som på et tidspunkt i sit liv, frem for alt hen mod slutningen, ærligt kan sige "jeg er tilfreds med mit liv" også er et lykkeligt menneske.

Systematik[redigér | redigér wikikode]

19. århundredes filosofi[redigér | redigér wikikode]

Utilitarisme " ... godt (nok) at være lykkelig."

Nihilisme " ... der findes ingen mening."

Pragmatisme " ... meningen er det, som får dig til at værdsætte livet."

20. århundredes filosofi[redigér | redigér wikikode]

Eksistentialisme " ... du skaber selv meningen med livet."

OBS: Hvis der var en mening, kunne alle alligevel ikke gå ind for den!

Biologisk Forklaring[redigér | redigér wikikode]

Et syn på det biologiske formål med enhver levende organisme, inklusiv mennesket, er at livets mening er at forplante sig samt at overleve. Hvis man går et spadestik dybere, må man spørge, hvad det er, der motiverer det enkelte individ til at slide så hårdt for sine børn? Hos nogen arter ofrer hver generation sit eget liv for at give den næste generation bedre muligheder. Evolutionsteorien tager denne opførsel for givet, men hvorfor er det egentligt sådan? Hvorfor går forældre til ekstremer for at hjælpe børnene i stedet for bare at nyde deres eget liv? De vinder tilsyneladende ikke noget ved det. Svaret kommer fra termodynamikken. Termodynamikkens anden lov siger, at entropien altid er stigende, og alle systemer altid vil gå imod større uorden. Levende væsener og deres miljø er også underlagt denne lov og vil derfor også gå imod større uorden.

Teorien om positiv deltaS kæder evolutionsteorien sammen med termodynamikkens anden lov. Ud fra teorien om positiv deltaS handler det for den enkelte levende skabning om, at finde den bedst mulige måde at lave mest muligt entropi. Den biologiske mening med livet er kaos. Mekanismen bag teorien om positiv deltaS er, at generne er udviklet til at lave de bedst mulige enzymer, som er de nanomaskiner, der driver alt liv. Enzymerne er katalysatorer, der virker ved at øge entropien. De får alt liv til at prøve på at øge entropien.

I biologien laver man mest entropi ved at få børn, der også laver entropi. Der er en sammenhæng mellem, hvordan et individ og dets afkom klarer sig og hvor meget entropi, de kan lave. Sagt på en anden måde: De bedste forbrugere klarer sig bedst. Entropi er drivkraften bag teorien om evolution ved naturlige selektion. Denne sammenhæng kan forklare en række mærkelige biologiske fænomener som altruistisk adfærd, konkurrence mellem individer af samme art og leg på tilfredsstillende vis. Specielt leg har ellers været utroligt svært at forklare ud fra andre biologiske teorier.

På makrobiologisk plan passer teorien om positiv deltaS med de levende organismers opførsel. Enhver økologisk niche vil blive udfyldt af et biologisk væsen, som udnytter nichen til at øge entropien. Ingen ost eller anden form for mad får lov til at ligge i særlig lang tid, før der kommer nogen og spiser den og omdanner den til høj entropi. Mennesket er underlagt denne teori ligesom alt andet levende. [1]

I litteraturen[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Douglas Adams er det også væsentligt at spørge ind til såvel universet og i det hele taget alting. Og svaret er 42.[2]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Peter K. Busk. Meningen med Livet - Om kaktusfinker, evolution og kaos. Saxo.com. 2013
  2. Douglas Adams: Hitchhiker's Guide to the Galaxy. London, 1979.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]