Eksistentialisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Eksistentialisme er en filosofisk retning. Der findes to former for eksistentialisme. Enten tror man på, at essensen går forud for eksistensen, eller også tror man på, at eksistensen går forud for essensen. Tror man på at essensen går forud, så tror man på, at der er en mening med livet, før man lever det. Ofte bestemt af en Gud. Tanken om at eksistensen går forud sætter derimod individet i centrum. Kort fortalt er eksistentialismen troen på, at mennesket skaber sin egen tilværelse, altså sin egen eksistens og identitet, igennem valg og handling. Eksistentialisterne betragter mennesker som subjekter i et ligegyldigt, dobbelttydigt og absurd univers, hvor ingen mening er givet. Meningen med tilværelsen kan kun skabes som følge af de valg, vi træffer. Denne mening er til hver en tid subjektiv og ofte midlertidig og ustabil. Det forhold, at der ikke eksisterer en objektiv sandhed eller mening med livet, gør folk bange og angste. Den eneste måde at overvinde den angst på er ved at vælge, da man dermed skaber mening med sin tilværelse.

Eksistentialisme er en forholdsvis moderne tankegang, der af mange anses for at være grundlagt af den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (1813-1855), men den slår først igennem som egentlig filosofisk retning i tiden mellem de to verdenskrige og i efterkrigsårene. Den moderne eksistentialisme grundlægges af den franske filosof, digter og forfatter Jean-Paul Sartre (1905-1980).

Som strømning har eksistentialismen haft stor indflydelse på det 20. århundrede. Denne nye tilgang til mennesket og dets forhold til omverdenen har påvirket både litteratur, videnskab og filosofi. Mødet mellem Husserls fænomenologi og eksistentialismen har f.eks. affødt den eksistentielle fænomenologi, som både Sartre, Heidegger og Merleau-Ponty har bidraget til udviklingen af.[1] Mange af postmodernismens træk, som fx fornægtelsen af universelle sandheder, er også grundlæggende eksistentialistiske begreber. Eksistentialisme er en udpræget individualistisk filosofi, som sætter subjektet (mennesket) i centrum. I modsætning til tidlige tiders samfundsfilosofier, som tager udgangspunkt i fællesskabet og selvopofrelsen for dette, handler eksistentialisme om, at enhver må træffe sine egne valg og nå til sin egen erkendelse.

Eksistentialisme[redigér | redigér wikikode]

Eksistentialismen beskæftiger sig med en række grundlæggende begreber som angst, frihed, identitet, ansvar, valg, og den menneskelige bevidsthed om både eksistens og død. Alle disse begreber, hævder eksistentialisterne, er basis for den menneskelige eksistens og kan ikke forklares ud fra en naturvidenskabelig tilgangsvinkel eller andre tilgangsvinkler, hvor man forsøger at forklare begreberne ud fra en distanceret anskuelsesform.

Det handler om at træffe valg og tage ansvar for de valg, man træffer. Tilværelsen kan ikke forklares ud fra en teori eller indordnes under et system. Tilværelsen er til hver en tid uafsluttet og uden universel mening. Når der ikke er noget foruddefineret mål med livet, bliver alle situationer til et individuelt valg. Erkendelsen af, at der ingen mening er med tilværelsen, medfører, siger eksistentialisterne, stor usikkerhed og angst. Den eneste måde at overkomme angsten og meningsløsheden er at træffe valg. Kun igennem valg og handling kan tilværelsen give mening (hvis du træffer valget, at der ikke er noget der giver mening så er der heller ikke noget der gør, og omvendt) – men kun for den enkelte. Hvert valg er med til at skabe og forme ens eksistens og identitet. Det er således op til den enkelte at skabe sit liv ud fra, hvad der er sandheden for vedkommende. Man er selv ansvarlig for hvert et valg, man tager; et forkert valg er kun din egen skyld. Hverken ens opvækst, samfundsforholdene eller andre ydre ting kan bære skylden for dine valg.

Det frie valg[redigér | redigér wikikode]

Det eksistentialisterne bl.a. gjorde oprør imod var tanken om, at menneskelig natur var noget, der afhang af ens essens (biologiske egenskaber, miljø, arv og andre lignende forhold, man traditionelt har ment kunne forklare, hvorfor et menneske handlede, som det gjorde). Kierkegaard nægtede, at man overhovedet kunne tale om en menneskelige natur som et begreb, der kunne fastslå, hvordan et menneske ville opføre sig eller være.

Eksistens kommer før essens, som Sartre udtrykte det. Det skal forstås helt bogstaveligt; eksistens kommer, ifølge Sartre, kronologisk før essens. Intet individ har en foruddefineret essens – kun den man selv skaber. Sartre fornægter enhver eksistens af en gud eller andre determinerende principper. Der er ikke noget, der forudbestemmer en persons karakter. Mennesker er frie til at vælge. Selv hvis et individ mener, at vedkommende har en essens, fx i form af en sjæl, rationalitet eller ens psykologiske træk, så er den essens resultatet af et valg, vedkommende selv tager, og ikke noget foruddefineret.

Alt det, som kommer efter eksistensen, de essentielle egenskaber, kan ikke bruges som en undskyldning for ikke at tage ansvar for sin egen eksistens eller handlinger. Sartre skrev, at mennesket er dømt til frihed. Han ser det, at vi har et valg, og er bevidste om, at vi selv træffer vores valg, som en tung byrde, alle mennesker bærer. Ens handlinger og valg kan ikke undskyldes med essentialisme; der eksisterer ikke en menneskelig natur, der kan retfærdiggøre ens valg. Der eksisterer ikke nogen form for skæbne, hverken direkte eller indirekte.

De to verdenskrige afslørede, at menneskelig ondskab ikke alene kunne forklares ved misforhold i samfundet eller forhold i ens opvækst og opdragelse. Blandt andet dette forhold var med til at give eksistentialismen en opblomstring i mellem- og efterkrigsårene. Under Nürnbergprocessen brugte mange anklagede det argument, at de bare parerede ordre, og derfor ikke kunne stå til ansvar for konsekvenserne af deres handlinger. Dette argument blev afvist ud fra den eksistentialistiske holdning, at en hver til hver en tid er ansvarlig for sine handlinger, og altid har et valg. Det er lige så slemt ikke at handle, og man er lige så ansvarlig for det valg man ikke tager. Også selvom man ikke er bevidst om valget. Det ligger i den eksistentialistiske tanke, at en pacifist, der ikke tager stilling, og derfor ikke handler, er lige så skyldig i en kriminel handling, som gerningsmanden er det.

Eksistentialismens opgør med rationalismen[redigér | redigér wikikode]

Eksistentialismen er på den baggrund fundamentalt uenig med både rationalismen og positivismen. Rationalismens ide om, at mennesket generelt er en rationelt og vidende skabning, der anskuer verden ud fra en objektiv, videnskabelig vinkel, og som træffer sine beslutninger baseret på rationelle beslutninger, forkastes fuldstændig af eksistentialisterne. Det samme gør ideen om, at menneskets opførsel kan forudbestemmes ud fra essensen. Eksistentialisterne er modstandere af at man overfører den naturvidenskabelige positivisme og rationalitet til filosofien og psykologien. Eksistentialisterne forkaster også rationalisternes definition af væren, som et rationelt princip eller de mest generelle principper, som alle levende væsner har til fælles. Væren kan kun forstås i relation til de førnævnte begreber som angst, frihed, valg og identitet. Det giver ingen mening at tale om væren uden at se den i sammenhæng med disse begreber.

Eksistentialismens udvikling[redigér | redigér wikikode]

Den moderne eksistentialismen udsprang i høj grad af den disharmoni, grusomhed og irrationalitet, der prægede dagligdagen i forrige århundrede. De to på hinanden følgende verdenskrige udstillede for eksistentialisterne tilværelsens absurditet. Samtidig var der et oprør mod de etablerede normer i gang. På den led udspringer eksistentialismen af Oplysningstiden. I tidligere tider har der altid været et klart differeret formål med livet. I Europa var det kristendommen og familien, der førhen dikterede mening med livet. Lidt firkantet kan man sige, at man levede som en god kristen med det formål at komme i Guds himmel. Men for eksistentialisterne gav det ikke længere mening. At leve for at komme i himlen, var ikke i sig selv nogen mening, og slet ikke for dem, der brød med religionsbegrebet. Samtidig blev den kristne tro på det gode i alle mennesker alvorligt sat på prøve. Der blev sat spørgsmålstegn ved de gamle samfundsstrukturer, der før havde defineret rammen for dagligdagen og livet. For eksistentialisterne var der ikke længere nogen objektiv mening med livet at finde. Friedrich Nietzsche erklærede Gud død, og mange senere eksistensfilosoffer, som Jean-Paul Sartre, havde ikke noget gudsbegreb, som der havde været for tidligere eksistentialister.

De første eksistentielle træk ses hos matematikeren og filosoffen Blaise Pascal i værket Pensées. Pascal mener, at uden en gud, ville livet være meningsløst og uudholdeligt. I en sådan gudløs verden, ville mennesker, for at undslippe kedsomheden og skabe et formål med tilværelsen, skaber kunstige forhindringer for sig selv, for derefter at overvinde dem. Disse sejre ville til syvende og sidst være meningsløse, da vi alle på et tidspunkt dør. Det var, mente Pascal, en god grund til at forblive troende. Senere arbejder eksistentialisterne videre med tanken om det meningsløse liv, der kun har mening I form af valg handling.

Kierkegaard[redigér | redigér wikikode]

De første filosoffer, man betragter som værende eksistentialistiske er Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche, selvom eksistentialisme på deres tid endnu ikke var et brugt begreb. Lige som Pascal var Kierkegaard og Nietzsche optaget af folks fortielse og fortrængning af tilværelsens meningsløshed. De beskæftiger sig også med brugen af adspredelser for at undslippe kedsomheden. Der hvor Kierkegaard og Nietzsche adskilte sig fra Pascal var i deres anerkendelse af, at folk er i stand til at ændre deres fundamentale værdier og holdninger. De mente at identitet afhænger af ens holdninger og værdier, og at ens identitet ændres når disse ændres. Ud fra handling og valg er mennesket altså i stand til selv at skabe sin identitet og eksistens.

Søren Kierkegaard

Søren Kierkegaards (1813-1855) værker var en hel ny form for tænkning. Lige siden Platon havde filosoffer ment, at det gode og det sande var den højeste menneskelige etik. Kierkegaard brød tanken om, at det gode skulle være en universel etik, i stedet så han kaldet som det vigtigste i tilværelsen. Kierkegaard beskriver kaldet som individets trang til at finde sit eget unikke selv, for der igennem at finde Gud. Meningen med livet er ikke noget man kan ræsonnere sig frem til. Det er en erkendelse det enkle individ selv må opnå. Kierkegaard mente, at den enkelte var naturlig og ansvarlig, mens mængden var dum og let at manipulere. Derfor var Kierkegaard heller ikke tilhænger af demokrati.

Den første grundtese i Kierkegaards kristne eksistentialisme er, at universet er paradoksalt, og det største paradoks af dem alle er foreningen af Gud og mennesker ved Jesus. Den anden grundtese er, at ens personlige forhold til Gud går forud for en hver moral, samfundsstruktur og andre normer. Det sidste grundprincip er, at hvad man gør med sit liv helt og holdent er et ateistisk, individuelt valg. Ingen samfundsstrukturer eller normer, end ikke bibelske befalinger, kan have indflydelse på individets forhold til Gud, og individets ansvar for at tilfredsstille Gud, på lige nøjagtig den måde individet selv finder bedst. Kierkegaard opstiller folk i 3 kategorier, efter hvor bevidste de er om deres egen eksistens:

  • 1. Spidsborgeren: Personen som ikke ser valget, men blot forsøger ikke at skille sig ud.
  • 2.1 Æstetikeren: Personen som har set valget, men har valgt ikke at vælge. En person som lever i nuet. En sand livsnyder.
  • 2.2 Ironikeren: Personen som har set valget, men ikke formår at føre valget ud i livet, selvom han ønsker det. Denne person vil ofte være sur og misundelig, da personen ikke selv kan få det han ønsker
  • 3.1 Etikeren: Personen som har set valget og valgt. Når man vælger, vælger man sig selv. Når man vælger sig selv skabes en autentisk identitet.
  • 3.2 Den religiøse A: Personen som har valgt sig selv igennem Gud.
  • 3.3 Den religiøse B: Person der er i stand til at fatte paradokset

Disse måder at leve livet på er indadvendte, og der er derfor ingen ydre ting, der kan afslører hvilken kategori et individ befinder sig i. Søren Kierkegaard er ofte blevet kritiseret for at være det individualistiske individs fortaler, hvor hovedtanken er, at individet skal realisere sig selv, blive et autentisk jeg, gennem en indadvendt proces, afskåret fra omverden. Imidlertid må man have for øje, at det 'eksistentialistiske valg', for Kierkegaard (alias Assessor Wilhelm), ikke blot er en isoleret og indadvendt proces, hvor individet er 'sig selv nok', men også indbefatter en udadvendt og handlende bevægelse. Assessor Wilhelm skriver i anden del af Enten-Eller: "Gjør han dette [vælger rigtigt – vælger sig selv i friheden], saa er han i samme Øieblik, han vælger sig selv, i Bevægelse; hvor concret end hans Selv er, han har dog valgt sig selv efter sin Mulighed, han har i Angeren løskjøbt sig selv for at blive i sin Frihed, men i sin Frihed kan han kun blive derved, at han bestandigt realiserer den. Den der derfor har valgt sig selv, han er eo ipso Handlende." (SV3. p.215)

Man må, ifølge Kierkegaard, først frigøre sig fra mængdens enfoldige anonymitet, repræsenteret ved det spidsborgerlige. Dernæst må man befri sig selv fra den overfladiskhed æstetikeren, med sin evige jagt på oplevelser, repræsenterer. Først der kan man træde i karakter som en etiker, der tager ansvar for sit liv. Først her kan man finde Gud og blive religiøs. For Kierkegaard handler det grundlæggende om valg, om end Assessor Wilhelm, i anden del af Enten-Eller, også kan skrive sådan noget som: "Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv" (SV3. p.166). De som ikke er i stand til at se valget, er lette at manipulere og uden indhold i tilværelsen. Et eksempel på dette finder man også i anden del af Enten-Eller, hvor Assessor Wilhelm skriver: "Således med et menneske, [...] hvor der ikke mere er Tale om et Enten-Eller, ikke fordi han har valgt, men fordi han har ladet det være, hvilket også kan udtrykkes saaledes, fordi Andre have valgt for ham, fordi han har tabt sig selv." (SV3. p.155)

Kierkegaard var en skarp kritiker af folkekirken, som han mente var en “perverteret” udgave af kristendommen. Han forsagede hele menighedsprincippet, hvor medlemmerne blev reduceret til menighedsbørn, og blev set som en del af en helhed. Det forhindrede, ifølge Kierkegaard, folk i at tage ansvar for deres eget, individuelle forhold til Gud. Han mente, at kristendom til hver en tid var en individualistisk ting. Han mente også, at sammenblandingen af kirke og stat var katastrofal. Kirken skulle være upolitisk og fri, og ikke et samfundsbevarende redskab. Han hævdede, at folk ikke havde noget personligt forhold til kristendommen, men udelukkende var kristne som følge af tradition.

Nietzsche[redigér | redigér wikikode]

Friedrich Nietzsche

Friedrich Nietzsche (1844-1900) var anti-metafysiker og anti-idealist. Han kritiserede tidligere filosoffers blinde tro på rationaliteten og det bestående. Nietzsche fornægtede ideen om en universel sandhed eller samlet teori for verden. Han mente, at sandheden aldrig er én, og at der ikke findes absolutte sandheder, men kun komplementære, bestemt af anskuerens synsvinkel. Han var efter stort set alle etablerede idealer og tankeformer, men lagde især skarpt afstand til ideen om en religiøs mening med tilværelsen. På trods af oplysningstiden og de erkendelser, der fulgte i kølvandet på den, mente Nietzsche, at folk stadig klyngede sig til gamle (religiøse) dogmer. Han mente, at man med fornuften kunne affeje eksistensen af en gud, og det at blive ved med at tro på de forældede forestillinger var udtryk for selvbedrag. Mennesket har ingen skæbne, og er ikke forudbestemt til noget. Meningen med livet er ifølge 'Nietzsche Hvordan man bliver, hvad man er. Nietzsche, der erklærede Gud for værende død, mente, at den eneste gyldige mening med tilværelsen var viljen til magt. Med magt mente han overmenneskets selvforståelse og forholden sig til sine handlinger. Overmenneske skal ikke forstås i biologisk forstand, som nazisterne fejlagtigt mente. Overmennesker var for Nietzsche de personer, som indser, at de herskende værdier er hule, og derved er fri til selv at skabe nye værdier og skabe deres eget liv.

Heidegger[redigér | redigér wikikode]

Heidegger giver fænomenologien et eksistentialistisk præg med sin værensanalyse i sit hovedværk ’Sein und Zeit’. Heidegger begrebsliggører mennesket som ’til-væren’ (Dasein). ’Til-væren’ (mennesket) er kastet ud i verden, men dette udkast i verden er samtidig et selvforhold i forhold til ’til-væren’, idet at det er ’til-væren’ der giver verden mening. Heideggers begrebsliggørelse af mennesket som ’til-væren’ påpeger også det aspekt, at mennesket ikke blot er ’værende’, men ’værende-til’ det forholder sig til sin tilværelse og dens mening og betydning. Heidegger anses i dag som grundlæggeren af både den modne eksistentielle fænomenologi såvel som den filosofiske hermeneutik hos Gadamer og den hermeneutiske fænomenologi hos Ricoeur. Både Heidegger og Husserl har desuden været en stor inspirationskilde for den franske udgave af eksistentialismen.[2]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]