Jesu-liv-forskning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Artiklen er en oversættelse af den tyske wikiartikel "Leben-Jesu-Forschung" i denne version
Den må kontrolleres for korrekt oversættelse og for brug af sædvanlige danske vendinger, herunder omdannelse eller smidiggørelse af tyske sprogrester.

Som Jesu-liv-forskning (fra tysk Leben-Jesu-Forschung) betegner man de studier af Det Nye Testamente og andre antikke skrifter der drives med det formål at beskrive den historiske person Jesus fra Nazaret i en skelnen fra den Jesus Kristus, der bliver forkyndt i Det Nye Testamente (NT).

Overblik[redigér | redigér wikikode]

Jesu-liv-forskningen udviklede sig i tiden der fulgte efter Oplysningstiden i 1700-tallet. Repræsentanterne – først og fremmest protestantiske, senere også katolske nytestamenteforskere forudsatte for det meste, at Jesus faktisk havde eksisteret og at urkristendommens litteratur reagerede på hans historiske tilsynekomst, altså er at se som resultatet af hans virke. I dag danner forskningen i den historiske Jesus en integreret del af den almindelige nytestamentlige videnskab, der igen er en specialdisciplin indenfor universitetsteologien.

"Jagten på den historiske Jesus" deles i tre hovedfaser. De enkelte faser er forskellige, men der kan også skelnes inden for den enkelte fase. Hvad der er myte, og hvad der er historisk faktum har hver ny forskergeneration opstillet på ny.

  • I første fase ses "Jesu-liv" som en biografi, der skildrer Jesu indre og ydre udvikling. I denne fase blev tidligt opdaget modsætninger mellem evangelierne ført tilbage til kompositionen i forskellige kilder. Deraf udvikledes den såkaldte tokildehypotese, der stadig er gyldigt. Samtidig flød der ofte fantasi eller fejltydninger af kildeteksterne ind i fremstillingen af Jesu liv.
  • I anden fase indledtes den direkte søgen efter den historiske Jesus i de enkelte tekster, deres anvendelse i urkristendommen og deres redaktionelle[1] sammenstilling. Samtidig blev det – ved at følge Rudolf Bultmann – forsøgt at afmytologisere budskabet i Det Nye Testamente og forstå det som en eksistentiel kaldelse til en radikal ny selvforståelse.
  • I tredje fase kom socialhistorisk forskning, judaistik og jødisk eksegese af Bibelen. Andre kilder end Bibelen blev brugt til et samlet billede af den historiske Jesus i jødisk sammenhæng.

Den nutidige bibelforskning relativerer den tidligere ofte betonede kløft mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, mellem Jesus, den parallelle jødedom og kristendom. Den ser de to – trods deres gensidige afgrænsning – som to tæt sammenknyttede videre udviklinger af den antikke palæstinensiske jødedom som Jesus helt og fuldt tilhørte.

Første fase: kritiske ansatser og liberal optimisme[redigér | redigér wikikode]

Med deismen begyndte en videnskabelig bestræbelse på at frilægge en historisk Jesus bag "overmalingerne" i Det Nye Testamente for at bruge det som et alternativt forbillede til kirkens dogmatiske Kristusbillede. Jesu-liv-forskningen var altså tæt forbundet med borgerskabets frigørelse fra den middelalderlige kirkes overherredømme og var dens udtryk. Den afspejlede i begyndelsen endnu ikke egne hermeneutiske aksiomer, men gik optimistisk ud fra at den historiske Jesus var at finde i kilderne. Skønt der omkring 1900 blev rejst tvivl om denne biografiske intention og den i dag er veget for en mere nøgtern skepsis, er der bevaret bestemte grundantagelser, en metodik og resultater som tokildehypotesen. Den historiske NT-forskning har lært en del af sine fejl og har forbedret sine metoder.

Hermann Samuel Reimarus[redigér | redigér wikikode]

Hermann Samuel Reimarus (1694–1768) var professor i orientalske sprog i Hamborg og overbevist deist. Han røbede det kun for sine nærmeste venner i et privatskrift Apologie oder Schutzschrift für die vernünftigen Verehrer Gottes ("Apologi eller forsvarsskrift for en fornuftig gudsdyrkelse"). Han stillede som den første radikale spørgsmål om kirkens traditionelle Kristusbillede, idet han metodisk adskilte mellem apostlenes tro og Jesu egen forkyndelse.

Raimarus forstod Jesus som en politisk reformator inden for rammerne af sin tids jødedom. Jesus har forkyndt det nære Guds riges komme og har kaldet jøderne til omvendelse for at oprette et jordisk messiasrige. Han er blevet mere og mere fanatisk, indtil han til sidst svigtede[2] og skulle være henrettet.

Kristendommen efter påsken erklærede Reimarus for apostlenes bedrag: de havde lavet en himmelsk frelser af en mislykket jordisk profet, og dertil stjålet hans døde legeme (Matt 28,11–15), og efter at det var begyndt at rådne[3] var de begyndt at forkynde hans opstandelse og snarlige genkomst (7. Fragment: Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger). Fra tilhængerne af denne overtro er kirken opstået.

Reimarus var bevidst anti-teologisk, anti-kristelig og anti-dogmatisk. Han havde ikke til hensigt at finde den historiske Jesus for at begrunde en mere moderne form for kristentro, men at trække grundlaget for kirkens lære væk under den. Mens hans metodiske adskillelse af Jesusforkyndelse og de urkristnes tro stadig har tilslutning, mødte teorien om apostlenes bedrag hurtigt modstand.

Først efter hans død offentliggjorde Gotthold Ephraim Lessing syv fragmenter fra hans apologi uden at nævne forfatteren. De bevirkede en heftig strid mellem Lessing og ortodokse teologer – blandt andre præsten Johann Melchior Goeze fra Hamborg – og gav genklang i Lessings værker som Nathan den Vise, 1779, (se også om "Fragmenter af en unavngiven forfatter").

Thomas Jefferson[redigér | redigér wikikode]

Thomas Jefferson (1743–1826) var en af forfatterne til den amerikanske uafhængighedserklæring og fritænker som flere af dem. Han var USA's tredje præsident. Han forsøgte at befri evangelierne for overtro og skabe en jesusbiografi:

The Life and Morals of Jesus of Nazareth. Extracted textually from the Gospels in Greek, Latin, French and English.

Hans biografi ender med Jesu begravelse, som han ikke lod følge af en opstandelse, der hørte til den overtro, som han afviste. Af hensyn til hans konservativt-kristne landsmænd blev den ikke offentliggjort i hans levetid.[4]

Jefferson regnes som pioner inden for den synoptiske metode, der ud fra fælles tekster udleder den historiske tilforladelighed og oprindelighed. Men han gik ganske ukritisk frem og opregnede blot Jesu forskellige livsstationer uden at forklare modsigelser imellem evangelierne.

Ferdinand Christian Baur[redigér | redigér wikikode]

Ferdinand Christian Baur (1792–1860) var fra 1836 teologiprofessor og indførte historisk-kritisk metode i den nytestamentlige forskning ("Tübingerskolen“[5]). Han var en af de moderate kritikere af David Friedrich Strauss og forsøgte at imødegå dennes udkast med en stærkere betoning af den historiske kontinuitet.

Han så i Jesus grundlæggeren af urkristendommen, som havde hævdet en messiasfordring.[6] Han betragtede den ikke som en sekundær mytisk guddommeliggørelse, men så kerygmaet fra urmenigheden i Jerusalem som et resultat af Jesu egenforkyndelse.

Som elev af Hegel overførte Baur dennes dialektik på fremstillingen af urkristendommen: Den af Peter repræsenterede jødekristendom i urmenigheden var for ham "tesen" for en lovkirke, og Paulus' hedningekristendom med folkemissionen var dens "antitese". De to førte til en syntese i form af den tidligkatolske teologi i Johannesevangeliet. Han fandt i den kristne gnosticisme meget af det, som Hegel havde udfoldet filosofisk.

David Friedrich Strauß[redigér | redigér wikikode]

David Friedrich Strauß (1808-74) var elev af Baur og Friedrich Schleiermacher. 1835 kom hans værk Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet ("Jesu liv, kritisk bearbejdet"). Det udløste en heftig strid med kirke og stat og gjorde Strauß berømt i Jesusforskningen.

Hans grundtese lød, at der i evangelierne var overført mytiske forestillinger fra Det Gamle Testamente på Jesus, frem for alt messianske forestillinger. Derved overtog han mytosbegrebet fra sin tids gammeltestamentlige teologi. Han stillede denne "mytisering" over for oplyst-rationalistiske og dogmatisk-supranaturalistiske[7] synsmåder på Jesu forkyndelse. Han forklarede Jesu undere som en ubevidst proces af en "digtende saga", der var uden bagtanker. Og ikke som et bedrag fra urkristnes side med jødisk begejstring for undere[8] eller illusion. Han erkendte, at Johannesevangeliet var dannet ud fra teologiske interesser og ikke så pålidelig som synoptikerne med historiske oplysninger om Jesus.

Strauss ville dog ikke modgå myterne om Jesus, men så dem som en legitim, tidsbestemt iklædning af en tidløs "idé om gudmenneskelighed", som viste sig i hans historiske person. Han ville løse de deri skjulte "evige filosofiske sandheder" fra denne klædning og erstatte dem med et mystisk syn på Jesus. Derfor indeholdt hans kristologi ingen rekonstruktion af den historiske Jesus, men tematiserede "menneskehed". At Gud blev menneske i et bestemt menneske, var for Strauß kun et udtryk for at menneskeheden var guddommelig. Han forsøgte altså at omdanne de kirkelige dogmer til filosofiske ideer uden at opgive dem som trossandheder.

Værket mødte så stor kritik, at Strauß i tredje oplag fra 1839 afdæmpede sit udkast, men vedgik det dog igen i fjerde oplag. Han kunne frem for alt ikke forklare, hvordan der Det Nye Testamente og kristendommen kunne opstå af "Kristusmyten". Det forsøgte hans lærer F. Chr. Baur at vise, hvorved han udtrykkeligt korrigerede Strauß.

I sine senere værker distancerede Strauß sig mere og mere fra kristendommen og sagde sig til sidst ganske fri. I sin anden bog Leben Jesu, für das deutsche Volk bearbeitet ("Jesu liv, bearbejdet for det tyske folk", 1863) optrådte Jesus som forkynder af en ren kultur- og humanitetsreligion. I 1865 kom Der Christus des Glaubens und der Jesus der Geschichte ("Troens Kristus og historiens Jesus"), en afregning med Schleiermacher. 1872 fulgte Der alte und der neue Glaube ("Den gamle og den nye tro"). Nu var kristendommen fuldstændig overflødig for Strauß.

Ernest Renan[redigér | redigér wikikode]

Den franske katolik Ernest Renan (1823–1892) skrev 1863 den opsigtsvækkende bog Vie de Jésus ("Jesu liv"[9]). I den overtog han nogle af den tyske Jesu-liv-forsknings resultater og udbredte dem for første gang i katolske kredse. Bogen nåede hurtigt otte oplag og fremkaldte lidenskabelige protester blandt ortodokse kristne og kostede forfatteren professoratet ved College de France. Den blev oversat til tysk fem gange og vandt i Tyskland enten begejstret tilslutning eller kraftig afvisning. Renan blev på den ene side udråbt som den franske D. F. Strauß, på den anden fejret og opfattet som dennes "overvinder".

Renans anvendte rejseoplevelser i bogen: Han havde i 1860 besøgt Fønikien og beskrev landskabet dér i poetisk-sentimental form. Han populariserede antijudaistiske klicheer og stereotyper, der delvis har virkning endnu. Jesus fremtræder som en udannet, naiv og mild ven af mennesker og dyr, som voksede op i den idylliske omegn og stillede et nyt gudsbillede op imod den dystre JHWH (Jahve) fra Israels kongetid.[10]

Citat Gud Jesus er ikke den skrækkelige herre, der slår os ihjel, når det passer ham, og redder os når dét passer ham. Gud Jesus er vor Fader. Man fornemmer ham når man lytter til den svage tone der kalder i os: "Fader". Gud Jesus er ikke den partiske despot, der har udvalgt Israel som sit folk og beskytter det mod alt og alle. Han er menneskehedens Gud [...] Den beundringsværdige moral som Jesus afleder af denne gudstro er ikke en moral for entusiaster der tror på en snarlig verdensundergang, og som ved dyster askese forbereder sig på en indbildt katastrofe, men det er en moral for en verden der vil leve og som har levet. Citat
(M. Baumotte, Die Frage nach dem historischen Jesus s. 87, "Spørgsmålet om den historiske Jesus")

Renan stillede den udiffentierede menneskekærlighed i kontrast til partikularismen i den bibelske pagts- og retsteologi, så hans Jesus måtte repræsentere en anden Gud end Israels. Dermed frigjorde han Jesu forkyndelse fra dens apokalyptiske baggrund for at erstatte den med den "indre stemme" af en subjektiv autoritetserfaring. Hertil kom motiver fra en kitschroman[11] med racistiske klange:

Citat Hans kærlighedsværdige karakter og hans utvivlsomme, henrivende skønhed, som den ofte kommer til udtryk i den jødiske race, skabte samtidig en tryllekreds omkring ham, som ingen i dette godmodige, naive folk kunne undslå sig [...] Et paradis på jord var det blevet, hvis mesterens tanker ikke for meget havde overskredet niveauet for middelmådig godhed[12] Citat
(samme)

Albert Schweitzer kritiserede 1906 denne stil:

Citat Historikeren har svært ved at tilgive ham, at han med problemet om Jesu udvikling, hvor han var blevet ført af sin stærke betoning af eskatologien, ikke har gået denne efter og i stedet bød på en løsning med romanlignende fraser. Citat
(Baumotte s. 86)

Heinrich Julius Holtzmann[redigér | redigér wikikode]

Nytestamenteforskeren Heinrich Holtzmann (1832–1910) påtog sig at rekonstruere Jesu "personlighed" historisk. Han ville på den måde vinde grundlag for en fornyet kristentro, der skulle frigøre sig fra kirkens dogmatiske Kristusbillede. Han regnes for en klassisk repræsentant for liberalteologien i det tyske kejserrige.

Hans metodiske udgangspunkt var tokildeteorien, som Christian Gottlob Wilke og Christian Hermann Weiße havde udviklet. Holtzmann sørgede i 1863 for dens gennembrud med sin videnskabelige Die synoptischen Evangelien. Ihr Ursprung und ihr geschichtlicher Charakter ("De synoptiske evangelier. Deres oprindelse og historiske karakter"). Fra da gjaldt Markusevangeliet for at være det ældste af de fire evangelier; det andet skriftlige forlæg for Mattæus- og Lukasevangeliet var logiakilde.

Jesu liv læste Holtzmann i Markusevangeliet: Han antog at Jesu "messianske bevidsthed" først var gradvist modnet, og den så havde bevæget ham til at drage til Jerusalem. Vendepunktet fandt Holtzmann i Mark 8,29ff, hvor en discipel for første gang tiltaler Jesus som "Kristus", der svarede med Menneskesønnens første lidelsesforudsigelse. Dermed byggede evangelisten bro mellem begivenhederne i Galilæa og lidelserne.

I denne biografiske ramme indføjede Holtzmann "autentiske" Jesuord fra logiakilden, som syntes at passe til hans billede af Jesu modnende personlighed. Denne fremgangsmåde fulgte andre Jesusbiografier fra den liberale teologi i 1800-tallet, som mente at kunne genfinde den enkelte forfatters personlighedsideal i kilderne.

Adolf von Harnack[redigér | redigér wikikode]

Kirkehistorikeren Adolf von Harnack (1851–1930) holdt i 1900 en forelæsningsrække, der senere blev til bogen Das Wesen des Christentums ("Kristendommens væsen"). Den regnes for den liberale teologis hovedværk før den første verdenskrig. I den spurgte Harnack om det særlige ved Jesu lære. Han fastslog, at samtlige enkeltmotiver i hans forkyndelse allerede havde været lært i Det Gamle Testamente (GT) og i hellenismen. Jesus havde koncentreret sit budskab i to udsagn og universaliseret dem: "Guds faderkærlighed" og den "rene menneskesjæl". Deraf sluttede Harnack:

Ikke sønnen, kun faderen hører til i det evangelium Jesus havde forkyndt

Derfor gælder det:

Ikke at tro på Jesus, men som han tror, nemlig på Guds faderkærlighed og mennesjælens uendelige værdi.

I lignelsen med den fortabte søn (Luk 15,11-32) fandt Harnack Jesu lære koncentreret:

  • Gud forlanger intet: ingen syndsbekendelse, intet offer, ingen gerning. Gud glæder sig blot over sin søns hjemvenden. Denne rene nåde foreligger allerede i jødedommen, Jesu tro.
  • Guds kærlighed overvinder arvesynden, det syndige begær knyttet til det materielle, og fornyer den rettroende, rene ånd.
  • Menneskets sjæl er og forbliver ren og kan ikke plettes ved gerninger på jorden. Den går ren videre ind til Gud.
  • Jødedommen kender denne sjælens sikkerhed hos Gud. Dog står den fast i en ramme af hellige love og religiøse pligthandlinger, der i mange tilfælde blev overtaget af den tidlige kristendom og udvidet med talrige hedenske skikke. Derved har deres betydning ændret sig.
  • Jesu lære om antagelsen af den rene sjæl skal ved mission nå ud over hele verden.

I Frankrig kritiserede den katolske teolog Alfred Loisy kraftigt den antikirkelige tendens hos Harnack, men accepterede væsentlige dele fra den tyske eksegese som videnskabelige og blev i 1908 ekskommunikeret af pave Pius 10. (1903-14). Først efter 1943 blev der for katolske teologer åbnet for en relativ forskningsfrihed inden for bibelvidenskaben, bekræftet ved Det andet Vatikankoncil (Konstitution Dei Verbum[13] fra 1965).

William Wrede og Ernst Troeltsch[redigér | redigér wikikode]

Den nytestamentlige historiker William Wrede (1859–1906) skrev 1897 en kritiske artikel Über Aufgabe und Methoden der sogenannten neutestamentlichen Theologie. ("Om stil og metoder for den såkaldte nytestamentlige teologi"). Deri gjorde han op med Baur, Strauß og nykantianeren Albrecht Ritschl: De havde i Det Nye Testamente (NT) kun genfundet deres egen tidsfilosofiske skabelon som angivelige lærebegreber af Jesus, Paulus, Johannes osv. og ikke konsekvent historisk spurgt om den religiøse bevægelse som NT-skrifterne var udsprunget af. NT var ikke en følge af teologiske systemer, men skulle forstås som del af den senantikke religionshistorie.

Med denne opfattelse grundlagde Wrede "den religionshistoriske skole" inden for NT-forskningen, hvis hermeneutiske præmis, som frem for alt Ernst Troeltsch (1865–1923) udfoldede systematisk året efter i sin Über historische und dogmatische Methode in der Theologie ("Om historisk og dogmatisk metode i teologien"). Det historiske billede af urkristendommen skulle findes efter princippet kritik, analogi og korrelation. Historikere skulle kritisk vurdere sandsynligheden af det overleverede efter målestok af analogien i lignende foreteelser i den kendte fortid og nutid. Korrelation forudsætter, at alle tildragelser står i vekselvirkning med andre tildragelser så kontingens (tilfælde uden tilsyneladende årsager) så vidt muligt udelukkes.

I overensstemmelse med dette program viste Wrede med sit skrift Das Messiasgeheimnis in den Evangelien 1901 ("Messiashemmeligheden i evangelierne"), at også Markusevangeliet var en teologisk konstruktion. Den antagelse, at Jesus gradvist skulle have udviklet en messiasbevidsthed i løbet af sit virke, kan man ikke slutte fra dem. Markus skildrede Jesus som lærer og undergører, men ikke som Messias: Den tydning havde først evangelisten givet ham. Jesus havde ikke forkyndt sig som Kristus, men det havde de urkristne på baggrund af deres opstandelsestro. Dertil havde Markus udkastet konceptet med messiashemmeligheden: Ifølge den forbød Jesus sine disciple at forkynde ham som Kristus før sin død. Således tyder også de ældste NT-kilder Jesu virke fra begyndelsen som Guds åbenbaring og tilbyder ikke nogen mulighed for en psykologiserende biografi.

Med denne artikel var den liberale Jesu-liv-forskning kommet til et foreløbigt slutpunkt: Den historiske kritik indhentede sine egne forudsætninger.

Bruno Bauer, Albert Kalthoff og Arthur Drews[redigér | redigér wikikode]

De står for en radikal skepsis med hensyn til Jesu eksistens, der forekommer i jesusforskningen. ) Privatdocenten Bruno Bauer 1809–1882 fra Bonn opstillede i to artikler Kritik der evangelischen Geschichte der Synoptiker (1841/42, "Kritik af synoptikernes evangeliske historie") og Kritik der Evangelien (1850/51, "Kritik af evangelierne") som den første den tese at Jesus slet ikke har eksisteret, men var et litterært produkt. Allerede det ældste evangelium, Markusevangeliet, konstruerede et livsforløb i stedet for at beskrive Jesus.[14] Dermed greb han de hidtidige resultater fra kildekritikken, som viste, at ingen af forfatterne af NT var interesserede i en historisk beretning, men fremstillede hans liv og død som kristusforkyndelse for samtiden på hver deres måde.

Privatdocent Albert Kalthoff (1850–1906) fra Bremen førte i sin bog Das Christusproblem. Grundlinien einer Sozialtheologie (1902, "Kristusproblemet, grundlinjer til en socialteologi") evangelierne tilbage til religiøse behov i en multikulturel social bevægelse, som havde lært messiasforventningen at kende og havde opfundet Jesus for at bekræfte denne forventning hos deres tilhængere.

Også filosofidocent Arthur Drews (1865–1935) fra Karlsruhe erklærede Jesus for personifikationen af en før-kristen myte (Die Christusmythe, 1909, "Kristusmyten"). Han sluttede det fra den siden David Friedrich Strauß gangbare erkendelse, at samtlige Jesu højhedstitler i NT stammede fra jødisk eller hellenistisk mytologi.

Denne litterære, socialpsykologiske og mytologiske tvivl om Jesu eksistens dukker op i hver generation. I dag hos kirkekritikeren Karlheinz Deschner og den italienske historiker Luigi Cascioli. De erklærer NT-budskabet som komplet kirkelig forfalskning eller personifikation af datidens ønskeforestillinger om politisk magt (som den romerske kejser, der lod sig kalde salvator, frelser, gr. soter), eller Spartacus, der ville føre slaverne i frihed.

Skeptikerne henviser til tilbagevendende argumenter:

  • Tavsheden eller troværdigheden hos de samtidige historikere, som enten ikke nævner Jesus eller kun viderebringer rygter.
  • Den manglende interesse hos Paulus i Jesu eksistens og hans "mytiske" kristusbillede
  • Talrige uløselige modsætninger mellem evangelierne, særlig mellem synoptikerne og Johannesevangeliet med en tendens til stadig stærkere gudeliggørelse af "Jesus".
  • Den tidmæssige afstand mellem evangelierne og tildragelserne: de opstod 40 til 70 år efter Jesu død.
  • Projektionen af påsketroen i fremstillingen af Jesu jordiske virke: Menighedsbehov har præget overleveringen af Jesus, så der ikke lader sig udlede historiske detaljer.
  • "Skriftbeviset", efter hvilket der blev fundet mange henvisninger til lidelselshistorien for at kunne fremstille Jesus som Messias efter GT.
  • Forudindtagenhed hos flertallet af de kristne i jesusforskningen. Deres tvivlsomme kriterier – især den påståede singularitet af jesusoverleveringen i den antikke verden, og at de kanoniserede kilder skal have forrang for andre kilder – er utilstrækkelige og dementeres uafladeligt af nye skriftfund som Dødehavsrullerne fra Det Døde Hav.

De fleste af disse argumenter er afvist, så kun få forskere i dag stiller spørgsmål ved Jesu eksistens. Troen på en historisk kærne i logiaoverleveringen er vokset ved fremskridtene i den udenom-kristne socialhistoriske og jødiske forskning. Den kendsgerning, at allerede de tidligst overleverede lag viser en eskatologisk forkyndelsesinteresse, bliver i dag set som en bekræftelse på den historiske Jesu indflydelse.

Albert Schweitzer[redigér | redigér wikikode]

Den berømte musiker, læge og teolog Albert Schweitzer (1875–1965) forfattede 1906 en Geschichte der Leben-Jesu-Forschung ("Jesu-liv-forskningens historie"): Von Reimarus zu Wrede ("Fra Reimarus til Wrede", 2. stærkt udvidede udgave 1913). I den viste han, at næsten alle "Jesu-liv"-udkast projicerede forfatternes egne etiske idealer ind i teksterne:

  • Den oplyste forsker tænkte på Kants kategoriske imperativ, hvor Jesus skulle have været den store opfinder af "den gyldne regel".
  • De forskere, der holdt af naturen som Frans af Assisi, så Jesus som alle menneskers og dyrs ven.
  • Den patriotiske forsker i studenterklubben mente, at Jesus var helt i en national befrielseskamp. En lignende kritik repræsenterede allerede Matthias Claudius i 1802.

Schweitzer anerkendte kun Johannes Weiß' (Die Predigt Jesu vom Reiche Gottes, 1892, "Jesu prædiken om Guds Rige") som et gyldigt bidrag til den historiske forklaring af Jesu forkyndelse. Weiß havde bevist, at Jesus forstod Guds rige som noget nært forestående, men som en fremtidig ende på verden i betydningen af en af Gud udført endelig dom, og ikke som Guds inderlige nærvær, som de liberale teologer tænkte sig det.[15] Schweitzer greb dette arbejde og betonede, at den jødiske apokalyptik med dens forventning om Dommedag modsagde enhver forestilling om et verdensbevidst fremskridt. Han så i den samme ramme for forkyndelsen hos Jesus, urmenigheden i Jerusalem og Paulus. [16]

Schweitzers arbejde er et vidtgående opgør med den liberale Jesu-liv-forskning. Den optimistiske tillid til, at det lod sig gøre at rekonstruere "Jesu personlighed" og hans biografiske udvikling havde vist sig at være uholdbare projektioner af usaglige fremmede interesser og præmisser i NT. Dermed var spørgsmålet om en historisk Jesus, der kunne afvige fra et bibelsk og kirkeligt Kristusbillede, igen helt åbent.

Anden fase: kerygmateologi og afmytologisering[redigér | redigér wikikode]

I begyndelen af det tyvende århundrede blev den historisk-kritiske metode afgørende differentieret og udbygget: Ved siden af den indtil da fremherskende kildesondring med litterærkritikken[17] trådte nu formkritikken, som først spørger om en enkeltteksts form (genre) og dens brug for tilhørere og læsere („Sitz im Leben“)[18].

I 1919 kom den dialektiske teologi: Den konfronterede historismen og den antropocentristiske relativisme hos den liberale teologi med den ikke tilrådighed værende overtidslige[19], men i samtidens kulturkrise aktuelle sandhedsfordring i Guds ord. Ud af den historisk-kritisk indvundne erkendelse at netop de ældste overleveringslag i Det Nye Testamente helt igennem var formet med forkyndelseshensigter, drog bl.a. teologer som Karl Barth, Emil Brunner, Eduard Thurneysen den slutning at søgningen efter den historiske Jesus forfejlede teksternes egne hensigter og ikke kunne begrunde Kristusbudskabet.

Efter 1945 prægede Rudolf Bultmanns program for "afmylogogisering" NT-videnskaben: Han fandt ikke evangeliets fordring i videreformidlingen af mytiske dogmer, som ikke længere sagde mennesker noget, der var præget af et naturvidenskabeligt verdensbillede, men i kaldet på en afgørelse for en radikalt ny selvforståelse af den egne eksistens "ud fra Gud".

Efter circa 1960 stillede Bultmanns elever det fornyede spørgsmål om den historiske Jesus for at finde et kriterium for Kristus-kerygmaet. Parallelt hermed repræsenterede nytestamenteforskere som Martin Kähler, Joachim Jeremias, Julius Schniewind og Leonhard Goppelt en konservativ holdning til konstruktiv brug for en kritisk målestok, der ville give det bibelske Jesusbillede eller Jesu egenforkyndelse gyldighed.

Karl Ludwig Schmidt og Martin Dibelius[redigér | redigér wikikode]

De to nytestamentlige forskere Karl Ludwig Schmidt (1891–1956) og Martin Dibelius (1883–1947) lagde i 1919 grunden til den formhistoriske metode, der redegør for en tekstenheds form, genre og egenhensigt. Hermann Gunkel havde allerede indført metoden for pentateuken, som nu afløste den litterærkritiske[17].

Ingen ledte længere efter tilforladelige kilder ud fra hvilke, man mente at kunne slutte til Jesu egenforkyndelse. Derimod erkendte man, at også disse formodentlige kilder var sammensat af mange små "enkeltperikoper"[20] der allerede var forfattet og sammenstillet med teologiske hensigter til bestemte formål. Derfor blev der nu primært spurgt om deres Sitz im Leben[18] – den anledning og det sted en sådan tekst var blevet anvendt.

Schmidt bekræftede med sin artikel Der Rahmen der Geschichte Jesu ("Rammerne for Jesu historie") Wredes tese: at antagelsen af en kronologi og topografi for begivenhederne i Markusevangeliet ikke er holdbar. Endvidere skulle teksterne først – som i Johannesevangeliet – være bragt i rækkefølge af evangelisterne selv for at konstruere et forløb. Det fjernede grunden for alle Jesus-biografier, som byggede på en "udvikling af personligheden" hos Jesus.

Videre metodiske ledespørgsmål for NT-forskningen fandtes i redaktionshistorien, som spørger om synspunkter og hensigter i komposition eller tilrettelæggelse af evangelierne. Evangelisterne fremtrådte dermed igen stærkere som forfattere end blot som redaktører af givne kilder. Schmidt så for eksempel, at evangelisten Mattæus satte "messiasord" (lære, toraudlægning: Matt 5-7) , "Den virksomme eller handlende messias" (Matt 8-12) samt yderligere store taler i rækkefølge og derudaf komponerede lignelserne (Matt 13), som repræsenterede hans egen forkyndelse og problemerne hos læserne.

Dibelius skrev kort efter artiklen Die Formgeschichte des Evangeliums ("Evangeliets formhistorie"), som forankrede målet med genren "evangelium" i den urkristne menighedsinstruktion eller undervisning.

Joachim Jeremias[redigér | redigér wikikode]

Joachim Jeremias (1900–1979) boede fra 1910 til 1915 i Jerusalem og studerede teologi og orientalske sprog. Han blev 1928 direktør for instuttet for judaistik i Berlin. Han regnes for en af de bedste kendere af Palæstina på Jesu tid, og han søgte at forbinde arkæologiske, geografiske, politisk-økonomiske og nytestamentlige studier.

Hans hovedinteresse var rekonstruktionen af Jesu historiske forkyndelse på baggrund af den samtidige jødedom. Han beherskede mange af datidens sprog og førte "ægtheds"-kriteriet ind i NT-forskningen: Som autentisk kunne et Jesuord kun være, hvis det lod sig oversætte fra græsk til hebræisk og derfra lod sig oversætte tilbage til aramæisk.

Hans hovedværker „Jerusalem zur Zeit Jesu“ (1923), „Die Abendmahlsworte Jesu“ (1935), „Die Gleichnisse Jesu“ (1947),, „Die Bergpredigt“ (1959), „Das Vaterunser“ (1962), „Der Opfertod Jesu Christi“ (1963), „Abba“ (artikler 1966) og „Neutestamentliche Theologie 1. Teil: Die Verkündigung Jesu“ (1970) blev oversat til mange sprog og opnåede økumenisk betydning og gælder stadig som historiske standardværker.

Rudolf Bultmann[redigér | redigér wikikode]

Rudolf Bultmann (1884–1976) studerede teologi i Marburg hos Wilhelm Herrmann, Johannes Weiss og Wilhelm Heitmüller og er repræsentant for den religionshistoriske skole, der interesserede sig stærkt for den bibelske omverden. Han var professor i Breslau (1916–1920), Gießen (1920–1921) og Marburg (1921–1951).

Bultmann hørte fra 1922 til de "dialektiske teologer", der siden 1918 havde vendt sig mod den liberale teologi. I Marburg blev han bekendt med Martin Heidegger og fandt i dennes eksistensfilosofi muligheden for at tænke Gud som noget "helt anderledes" og dog i relation til mennesket for derved at kunne fortolke NT-forkyndelsen eksistentielt.

Han gennemførte den formhistoriske metode for alle tekster i evangelierne i sit standardværk Geschichte der synoptischen Tradition ("Den synoptiske traditions historie") og knyttede de mange forskellige tekstperikoper til bestemte litterære genrer. På denne måde kunne han erklære en stor del af Jesu forkyndelse for menighedsdannelse efter påske.

I sin Theologie des Neuen Testaments ("Teologien i Det Nye Testamente") placerede han Jesus helt inden for jødedommen og erklærede ham for hørende til forudsætningerne for det kristne "kerygma" (kernebudskab), ikke til dens tema. Han lod altså først den egentlige teologi begynde med urmenigheden og Paulus – i modsætning til Joachim Jeremias. Han betonede, at Paulus og forfatteren til Johannesevangeliet ikke havde været interesseret i den jordiske Jesus og i dennes udsagn om mennesket, Gud og verden – og at kun det formale faktum at Jesus var kommet, var nødvendigt – ikke "hvem" han var, og "hvad" han havde sagt og gjort.

1941 skrev Bultmann artiklen Neues Testament und Mythologie ("Det Nye Testamente og mytologien"). I den erklærede han, at frelseshandlingernes mytologiske form ikke længere sagde det moderne menneske noget, men skjulte evangeliets egentlige anliggende, nemlig et kald til afgørelse for en selvforståelse ud fra Gud.[21] Hvis man opfattede budskabet i Det Nye Testamente eksistentielt, så lod teksterne sig "afmytologisere" og forkynde videre som en opfordring til tro som en radikal ny selvforståelse.

Det blev efter 1945 internationlt kendt. Som del af samlingen Kerygma und Mythos (1948, "Kerygma og myte") udløste Bultmanns program for afmytologisering en heftig og endnu vedvarende debat.

Ernst Käsemann[redigér | redigér wikikode]

Ernst Käsemann (1906–1998) promoveredes 1931 hos Bultmann i Marburg og anses for dennes mest profilerede elev. Som professor i Det Nye Testamente ved Georg-August-universitetet i Göttingen skrev han 1954 artiklen Das Problem des historischen Jesus ("Problemet med den historiske Jesus"). I det begrundede han de nye spørgsmål om den historiske Jesus ud fra kristusbudskabet i urkirken: Da den modsat den parallelle gnosticisme forholdt sig til Jesu som menneske og forudsatte, at denne nazaræer var Guds Søn, var evangelierne opstået som fremstilling af Jesu jordiske virksomhhed. Det var derfor teologisk sagligt beføjet at tilbageføre kristustroen til historien om den jordiske Jesus og beskytte mod mytisering og tilfældigheder.

Käsemann mente – mod sin lærer Bultmann – at have sikker viden om Jesu liv og budskab og var på dette punkt på linje med den liberale Jesu-liv-forskning siden Ferdinand Christian Baur. Til forskel fra litterærkritikken[17] søgte han dog ikke efter ældre kilder, men mod et uangribeligt minimum af autentiske Jesusord. For at fastslå dem, anlagde han et dobbelt differenskriterium på den synoptiske tradition: "Ægte" er et Jesuord, hvis det hverken lod sig forklare ud fra de jødiske omgivelser eller ud fra urkristendommens liv og lære (uafledelighedskriteriet). Dertil kom kriteriet om de flere beviser og overensstemmelse (koherens) med andre Jesusord, som er bevist ægte på samme måde. Disse kriterier er i vid udstrækning brugt i Jesusforskningen og har længe været en dominerende arbejdsmetode.

Derved betonede Käsemann, at de urkristnes tro ikke var afhængig af, om Jesus havde forstået sig selv som Messias. De højhedstitler han var tillagt var snarere en reaktion på hans fordring i hans budskab om Guds rige. I denne fordring så Käsemann Jesu ubetingede kald til afgørelse for den generation, han tilhørte ("vend om") og i hans radikale lovkritik, der skulle forstås som et "råb om frihed" om at træde ud af jødisk tradition og stille sig umiddelbart for Gud.

Derudover så Käsemann den jødiske apokalyptik, som han indordnede Jesu budskab i, som det væsentligste i den paulinske retfærdighedslære og "Det Nye Testamentes Moder". Dermed var han en af de sidste nytestamentlige forskere, der kunne præsentere en samlet historisk-teologisk teori.

Willi Marxsen[redigér | redigér wikikode]

Willi Marxsen (1919–1993) studerede teologi ved universitetet i Kiel, hvor han habituerede 1954 med et meget påagtet arbejde om Markusevangeliets redaktionshistorie[1]. Dermed førte han dette nye begreb ind i den tysksprogede og internationeale eksegese. Han erklærede forestillingen om en "messiashemmelighed" for evangelieforfatternes (redaktorernes) indarbejdning, som på denne måde sammenknyttede og tydede ældre stof.

Som professor i NT på det westfalske universitet i Münster skelnede Marxsen indholdsmæssigt ikke som Bultmann mellem troen hos menneskene på Jesu tid – opstået ved hans virken og forkyndelse – og så Kristusforkyndelsen (kerygmaet) efter påskebegivenhederne. Mellem de to så han en indholdsmæssig kontinuitet som han iklædte sætningen: Jesu sag går videre. Derved betonede han, at heller ikke teksterne fra før påske repræsenterede den historiske Jesus, men derimod den forkynder af Gudsriget menigheden troede på. Man stødte hele tiden på tidlige trosvidnesbyrd fra mennesker, der lod sig forandre gennem Jesu forkyndelse og derpå videregav hans budskab.

Marxsen analyserede også opstandelsesteksterne og udlagde dem i afmytologiseret form: Det udsagn at Jesus fysisk skulle være opstået var en tydning fra vidnerne, som havde reageret på "synet" (gr. ophtae) og derved havde overtaget udbredte apokalyptiske dommedagsforestillinger. Påsken havde for dem bekræftet Jesu budskab på en sådan måde, at den tro, der var blevet skuffet ved korset, nu på ny blev vakt. Over for dette har de tidsafhængige billeder og forestillinger i dag intet væsentligt trosindhold. På grund af denne opfattelse blev Marxsen udsat for angreb fra konservative teologer, men prægede alligevel mange præster og nytestamentlige forskere.

Den "tredje jagt" på den historiske Jesus[redigér | redigér wikikode]

Den "tredje jagt" på den historiske Jesus, der bliver betegnet sådan efter ca. 1980, indbefatter et bredere spektrrum end de to foregående. Også her bliver det forsøgt at forklare Jesu optræden ud fra et virkeligt historisk perspektiv. Derved anser nogle nytestamenteforskere knap evangelierne for tilforladelige kilder, mens andre gør. Også indordningen af Jesus er meget forskellig: Han bliver beskrevet som kyniker, jødisk reformator, politisk revolutionær, exorcist og undergører.

Gerd Theißen, Luise Schottroff, Wolfgang Stegemann[redigér | redigér wikikode]

Gerd Theißen, Luise Schottroff og Wolfgang Stegemann står for den i Tyskland efter 1970 forstærkede opmærksomhed på den økonomiske, sociale og politiske situation som Jesusbevægelsen befandt sig i. Theißen fremlagde i sin Soziologie der Jesusbewegung (1977) tesen om "vandreradikalisme", ikke blot hvad angår disciplene, men også for andre rodløse og af elendighed truede grupper i det daværende Israel. Han forklarede logiakildens tidlige overlevering ud fra denne livssituation. I modsætning til det hidtidige divergenskriterium gjaldt herved som historisk sandsynligt hvad der i jødisk sammenhæng er plausibelt og gør opkomsten af urkristendommen forståelig.

Schottroff og Stegemann har i bogen Jesus von Nazareth – Hoffnung der Armen ("Jesus fra Nazaret – de fattiges håb") foretaget yderligere differentieringer. Mens Jesus og hans følge havde hørt til de fattige, var menighederne i det første århundrede allerede sammensat af fattige og "middelstands"-rige. I det lukanske dobbeltværk (Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger) er det synligt hvordan Jesu besiddelsesløshed blev omformet til en fordring om afståelse af ejendom og til fælleseje blandt de kristne. Derved var der også sket en indflydelse fra hellenistiske fattigdomsidealer.

Også religionssociologen Hans G. Kippenberg har med sin bog Religion und Klassengesellschaft im antiken Judäa (1982, "Religion og klassekamp i antikkens Judæa") tilvejebragt afgørende information om Jesusbevægelsens sociologiske indpasning.

Jesus-seminaret[redigér | redigér wikikode]

Jesus-seminaret (en. "Jesus Seminar") blev dannet 1985 som en del af Westar-instituttet i Californien af de amerikanske orientalister Robert W. Funk og John Dominic Crossan. Det koncentrerer sig om at oplede autentisk Jesusmateriale. Desuden vil det sammenføre den internationale forskning i den historiske Jesus og fremme udvekslingen. Således vil det efterse de historiske kendsgerninger og adskille dem fra rygter og spekulationer. Derved koncentrerer seminaret sig om tiden fra Jesu fremtræden (ca. 28) til begyndelsen af den nytestamentlige kanondannelse (o. 200).

Med ca. et halvt års mellemrum finder der møder sted, hvor forskningsresultater udveksles og diskuteres. De er også et offentligt forum for ikke-fagfolk. Debatterne bliver nedfældet og udbredt via medierne, bl.a. internettet og bliver på denne måde alment tilgængelige.

Jesus-seminaret har opstillet meget specifikke kriterier for arbejdet, der sjældent vinder tilslutning i den øvrige historisk-teologiske forskning. Ord af Jesus bliver for eksempel kun anset for autentiske, hvis de drejer sig om et udsagn eller en lignelse; dialoger eller længere taler udelukkes. Ligeså bliver udsagn af Jesus kun vurderet ægte, hvis de hverken forekommer i en jødisk eller førkristelig sammenhæng. Thomasevangeliet anses for at være ældre end de synoptiske evangelier og er anset for at være en autentisk kilde til Jesusord.

Ethvert stridspunkt bliver sat til afstemning ved slutningen af en debat for at afprøve, hvor meget historisk evidens forskerne tilmåler de forskellige spørgsmål. Stemmmeflerhed afgør, hvad der af seminaret kan accepteres som verificerbar basis for oplysninger om Jesus. På denne måde repræsenterer de regelmæssige seminarrapporter en afgørelse fra alle deltagere, og er ikke kun enkeltstående meninger.

Jesus-seminaret fremstiller ofte sine publikationer som repræsentative for den videnskabelige teologi. De fleste tyske teologer deltager ikke og føler sig ikke repræsenteret.

Ed Parish Sanders[redigér | redigér wikikode]

De vigtigste værker af Ed Parish Sanders (f. 1936) om Jesus er Jesus and Judaism (1986) og The Historical Figure of Jesus (1996).

Sanders er snarere historiker end teolog og koncentrerer sig om de historiske kendsgerninger vedrørende Jesu liv, mens hans lære skydes til side. Han går ud fra nogle historiske kendsgerninger der – som han siger – næppe bestrides:

Sanders omgås meget kritisk med de historiske belæg og afstår fra spekulationer. Det der kendetegner ham, er et dybt kendskab til ikke-bibelsk, jødisk litteratur. Derfra søger han at modgå stereotype karikaturer i teologien om Jesu jødiske modstandere.

Nicholas Thomas Wright[redigér | redigér wikikode]

Nicholas Thomas Wrights (f. 1949) hovedbidrag til Jesu-liv-forskningen er flerbindsværket Christian Origins and the Question of God ("Kristendommens oprindelse og spørgsmålet om Gud") der 2008 forelå i tre bind.

  • I det første bind The New Testament and the People of God ("Det Nye Testamente og Guds folk") beskrev han udførgligt sin metode, så jødedommen og derpå kristendommen i det første århundrede.
  • Det andet bind Jesus and the Victory of God ("Jesus og Guds sejr") giver et udførligt overblik over Jesu-liv-forskningen og beskriver så Jesu liv og lære, idet han går ud fra en typisk jødisk profet.
  • Tredje bind kom 2003 med titlen The Resurrection of the Son of God ("Guds søns opstandelse"). Wright undersøger deri forestillinger om "det hinsidige" og "opstandelse" før, mens, i og efter Det Nye Testamente.

Han begynder med hellenismen, så Det Gamle Testamente og jødedommen under de to templer, så Paulus, derpå urkristendommen i Det Nye Testamente, apokryferne og tidlige kirkefædre til det tredje århundrede.

Først derefter undersøger han udførligt evangeliernes påskebegivenheder ud fra de tidligere udarbejdede synsmåder. Sidste del diskuterer de vigtigste forklaringer på opstandelsesbegivenhederne og de udfordringer det stiller til historikerne.

Wright går i sit arbejde ud fra en bred historisk ansats, der ud over NT som primærkilder også inddrager græsk filosofi, tekster fra Qumran og Nag Hammadi samt kommentarer fra Talmud til NT. Han opsøger i de fortællende tekster de forskellige historiske personers og gruppers verdensanskuelser.

Metodisk går han en mellemvej mellem historisk positivisme og postmoderne dekonstruktionisme, som han kalder kritisk realisme. Han ser ingen modsætning mellem historie og teologi, men går ud fra at de to gensidigt betinger hinanden. Samtidig udfordrer han såvel konservative som moderne teologiske hypoteser. Han opstiller selvstændige hypoteser der forstyrrer yndlingsforestillinger i begge lejre. Derfor forårsagede dette bind kontroverser og blev stærkt kritiseret af teologer fra begge sider. Således diskuterede Wright offentligt i 2005 med John Dominic Crossan om opstandelsen[23].

William Lane Craig[redigér | redigér wikikode]

William Lane Craig (f. 1949) indtager et standpunkt modsat Jesus-seminaret, hvis forudsætninger og metoder han skarpt kritiserer. Han er ligeledes en kritiker af Gerd Lüdemanns hypoteser. Som religionsfilosof går han ud fra et teistisk verdenssyn og anser evangelieberetnngerne for tilforladelige kilder. Vedrørende den historiske Jesus gælder hans særlige opmærksomhed den tomme grav og opstandelsen, for hvis historicitet han anfører såvel interne som eksterne argumenter.[24]

Spekulative Jesushypoteser[redigér | redigér wikikode]

De urkristne teksters egenart at forkynde Jesus narrativt med henblik på at fortolke betydningen for den egne samtid – i stedet for formelagtigt eller biografisk at videregive eksakte kendsgerninger – har siden forskningen i Det Nye Testamente begyndte, givet anledning til mange typer formodninger. Disse kan ofte tage udgangspunkt i enkelte bibelsteder og antydninger, og kan forsøge at udfylde informationshuller i kildeteksterne med andenhåndsviden og når på denne måde til spekulative teorier om Jesus og andre figurer i Det Nye Testamente.

Hypoteser af denne art kan være:

  • Jesus døde ikke på korset: Denne opfattelse havde allerede grupper der regnes for gnostiske, og som opstod nærmest parallelt med urkristendommen med en lære om frelserens skinliv og skindød, da det sande guddommelige væsen ikke kunne berøres af inkarnation, materie, lidelse og dødelighed. Dette har også påvirket den opkommende Islam, for så vidt der i Koranen læres at ikke Jesus, men en anden som man antog for Jesus, var blevet korsfæstet.
  • Jesus levede og døde i Indien / Tibet: Dette mente først rejsebogsforfattere fra 1800-tallet som franskmanden Louis Jacolliot og russeren Nikolaj Notowitsch, dernæst også grundlæggeren af den islamiske Ahmadiyya, Mirza Ghulam Ahmad, der identificerede sig med den genfødte Mahdi (messias). Ham fulgte forfattere som Mathilde Ludendorff, Kurt Berna, Siegfried Obermeier, Erich von Däniken, Elmar R. Gruber og Holger Kersten.
  • Jesus omtales i Dødehavsrullerne: Derfor holder Vatikanet disse under lås og slå eller manipulerer deres offentliggørelse. Denne sammensværgelsesteori opstillede Michael Baigent og Richard Leigh 1991 i The Dead Sea Scrolls Deception (da. "Bedrageriet med Dødehavsrullerne")
  • Jesus er den fiktive – fra Gallien til Galilæa transformerede kopi af Julius Caesars liv: Dette har tysk-amerikaneren Francesco Carotta ment siden 1999.
  • Jesus havde en kone og efterkommere: Denne tese populariserede den amerikanske forfatter Dan Brown i 2003 i form af en kriminalroman The Da Vinci Code, ("da. som "Da Vinci Mysteriet") der blev filmatiseret med titlen The Da Vinci Code (da. "Da Vinci Mysteriet")

Nogle af disse hypoteser er blevet offentliggjort under stor mediebevågenhed og haft store salgstal som nye opdagelser, der fra tid til anden finder stor genklang i offentligheden og inden for esoterikken. De diskuteres imidlertid sjældent eller ikke inden for seriøs historisk-kritisk NT-forskning, da holdepunkterne i kildeteksterne anses for svage og tilhængernes metoder for uvidenskabelige.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Dansk
  • Schweitzer, Albert. (1955). Jesu Liv : af Jesu-Liv-Forskningens Historie. oversat i udvalg af Johannes Novrup. Det Danske Forlag. Originaltitel: Geschichte der Leben-Jesu-Forschung. (1906) DK5=22.91 — (engelsk oversættelse)
  • Müller, Mogens (1978). Jesus-opfattelser – i den nytestamentlige forskning. Religion: tekster og temaer. København: Nyt Nordisk Forlag. DK5=22.91. ISBN 87-17-02477-3
  • Grane, Leif (2002, 1982). Kirken i det 19. århundrede : europæiske perspektiver. København : Gad. ISBN 87-12-23220-3. DK5=27.17
  • Hyldahl, Niels (1993) Den ældste kristendoms historie. Museum Tusculanum. 1. udgave. 1993. DK5=22.59. ISBN 87-7289-212-9
  • Engberg-Pedersen, Troels (red.) (2000, 1998) Den historiske Jesus og hans betydning. Forlag: Gyldendal. – Af indholdet: Troels Engberg-Pedersen: "Gevinst og risiko i jagten på den historiske Jesus". Gerd Theissen: "Den kontroversielle historiske Jesus". E.P. Sanders: "Jesus i historisk kontekst". Halvor Moxnes: "Jesus' galilæiske kontekst". Jens Glebe-Møller: "Kristologi fra neden". Geert Hallbäck: "Den historiske Jesus som teologisk projekt". DK5=22.91. ISBN 87-00-35230-6
  • Bilde, Per (2001). En religion bliver til : en undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110. Frederiksberg : Anis. DK5=22.59 ISBN 87-7457-277-6
Tysk
  • Manfred Baumotte (Hrsg.): Die Frage nach dem historischen Jesus. Texte aus drei Jahrhunderten. Gütersloher Verlagshaus Gerd Mohn, Gütersloh 1984, ISBN 3-579-00292-9.
  • En meget lang liste kan ses i den tyske artikel, som er forlægget til denne.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • "Den historiske Jesus", en kort oversigt ved Karl Erik Jensen på grundlag af Troels Engberg-Pedersen: Den historiske Jesus og hans betydning — Oversigt over Jesus-forskningen ved Svend Lindhardt: Jesus-forskning

Noter og referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Redaktionshistorien eller redaktionskritikken spørger om den teologiske retning hos forfatterne eller redaktorerne af en bibelsk tekst – Se Helge Kjær Nielsen: "Den redaktionshistoriske analyse". I: Pedersen, Sigfred (Red.) (1989). Skriftsyn og metode : om den nytestamentlige hermeneutik
  2. Det tyske forlæg har: bis er schließlich versagt habe und hingerichtet worden sei.
  3. ty. ... und nach dessen Verwesung begonnen
  4. The Life and morals of Jesus af Thomas Jefferson (Engelsk)
  5. Se evt. Tübingenskolan (Svensk)
  6. ty. ... Er sah in Jesus den Gründer des Urchristentums, der einen Messiasanspruch erhoben habe.
  7. Supranaturalisme: antagelsen af en oversanselig, overnaturlig virkelighed, der kun kan erkendes gennem anelse, tro, vision elller åbenbaring – fra Gyldendals Religionsleksikon
  8. ty. ... Konzession an die „jüdische Wundersucht“
  9. Ernest Renans Vie de Jésus, "Jesu liv" i engelsk oversættelse : http://www.lexilogos.com/document/renan/life_jesus.htm
  10. Se evt. Kongetiden (norsk)
  11. "Kitsch bliver sædvanligvis anset som smagløs og banal i forhold til det rådende syn på god kunst." – Se mere på den norske Kitsch
  12. ty. ... Ein Paradies auf Erden wäre es geworden, wenn die Gedanken des Meisters nicht zu sehr das Niveau der mittelmäßigen Güte überschritten hätten
  13. Dei Verbum (Engelsk) fra Det andet Vatikankoncil
  14. ty. ... Schon das älteste Evangelium nach Markus produziere einen Ablauf seines Lebens, statt ihn darzustellen
  15. ty. ... und nicht als innerseelische Gottesgegenwart, wie es die liberalen Theologen sich dachten.
  16. ty. ... Er sah in ihr den gemeinsamen Rahmen der Verkündigung Jesu, der Jerusalemer Urgemeinde und des Paulus von Tarsus.
  17. 17,0 17,1 17,2 Litterærkritikken analyserer sprog, stil struktur samt litterære og retoriske virkemidler i forsøget på at afdække forskellige kilder eller traditionslag og skaffe kendskab til skrifternes forskellige redaktører eller forfattere. Kilde: Kirke og kristendom, leksikon s. 235
  18. 18,0 18,1 "Sitz im Leben" (ty. for "plads i livet", "plads i den historiske sammenhæng") er et tysk udtryk, som er indgået i mange sprog for at angive den situation en tekst er blevet dannet i – senere også brugt i videre forstand om andre fænomener eller foreteelser.
  19. ty. ... mit dem unverfügbaren überzeitlichen, aber in der Kulturkrise der Gegenwart aktuellen Wahrheitsanspruch des Wortes Gottes
  20. En perikope er en oprindelig selvstændig tekstenhed, der siden er indlemmet i evangelietraditionen; i gudstjenesten er det betegnelsen for de tekstafsnit der indgår som læsestykker og prædikentekster. (Kirke og kristendom, leksikon, s.307)
  21. ty. ... den Ruf zur Entscheidung für ein Sich-Verstehen „aus Gott“
  22. ty. ... Jesus berief Jünger und sprach über zwölf von ihnen – og talte om/til tolv af dem ? – Måske tænkes der på Matt 10,1ff, Mark 3,13-19, Luk 6,12-16 ("De tolv apostle udvælges") – Se Niels Hyldahl Den ældste kristendoms historie, s. 181ff om problemet med afgrænsning af udtrykkene "apostle" og "disciple"
  23. N. T. Wright und John Dominic Crossan: Friday Night Dialogue – Greer-Heard Point-Counterpoint Forum 2005 Audio-Diskussionasaufzeichnung
  24. Historical Jesus, artikler om den historiske Jesus af William Lane Craig (Engelsk)