Dicuil

Dicuil eller Dicuilus var en irsk munk og geograf som blev født omkring år 760. Ca 825 udgav han bogen De mensura Orbis terrae – Om jordklodens udstrækning. I bogen nævner han blandt andet «Thule», hvilket formodentlig er Island. Bogen er en af de første skriftlige kilder som nævner øer mellem Norge og Grønland. En af afsnittene beskriver en gruppe af små øer, der lå tæt ved hinanden. "Her havde eneboere boet for hundrede år siden, men er nu på grund af vikinger tomme for eneboere og fyldt med får og havfugle". Denne beskrivelse handler formodentlig om Færøerne.

Man har forsøgt at identificere forfatteren med en vis Dicuil eller Dichull som var abbed af Pahlacht, født omkring 760, men det er ikke bevist. Om hans liv ved man kun at han tilhørte et af de irske klostre i det frankiske kongedømme, og at at han via egne observationer kendte øerne i nærheden af England og Skotland, det vil sandsynligvis sige Hebriderne, Orkneyøerne, Shetlandsøerne og Færøerne: «Jeg har levet på nogen af disse øer,» skriver han, «gået i land på nogen af de andre, jeg har i det mindste set nogen flere af dem, og læst om de andre.»

Mellem 814 og 816 skrev han et astronomisk værk, og i 825 et geografisk værk. Hans grammatiske værk er derimod gået tabt. Det astronomiske værk består af fire bøger i både prosa og vers, overleveret i kun et eneste manuskript som tilhører klosteret Saint-Amand, og som i nutiden er opbevaret i Valenciennes.

Mest kendt er hans værk De mensura Orbis terrae, et geografisk sammendrag som giver vigtige informationer om flere lande.

De ni sektioner omfatter Europa, Asien, Afrika, Egypten, og Etiopien, områderne på jordens overflade, de fem store floder, bestemte øer, længden og bredden af det Tyrrhenske hav (som ligger mellom Sardinien og Sicilien), og de seks højeste bjerge i den daværende verden.

For nordboere er hans rapporter om munke som havde levet på Island i seks måneder af stor interesse. Fra den 1. februar til den 1. august 795 besøgte Dicuil irske eremitter i «Thule», det vil sige Island, «hvor der ikke var mørke til at hindre en i at gøre hvad man selv ville».

Dicuils manuskripter blev først trykt som Dicuili Liber de mensura orbis terrae ex duobus codd. mss. bibliothecae imperialis nunc primum in lucem editus a Car. Athan. Walckenaer (Paris, 1807). Den sidste og bedste udgave er JJ Tierney, Diculi: Liber de Mensura Orbis Terrae, (Dublin 1967).