Edvard Bekenderen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Edvard Bekenderen
Edvard Bekenderen afbilledet på Bayeux-tapetet
Konge af England
Regerede 8. juni 10424/5. januar 1066
Regent Edvard Bekenderen
Ægtefælle Edith af Wessex
Far Ethelred den Rådvilde
Mor Emma af Normandiet
Født 1004
Islip, Oxfordshire, England
Død 4/5. januar 1066
Begravet Westminster Abbey

Edvard Bekenderen (10044/5. januar 1066) var den næstsidste angelsaksiske konge af England og regerede fra 1042 til sin død. Hans regeringstid overskyggedes af rigets kommende forening med Normandiet, hvis hertug Vilhelm Erobreren skulle erstatte Edvards tronfølger Harold Godwinson som Englands regent.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Edvard var søn af kong Ethelred 2. den Rådvilde, som var kommet til magten da hans halvbror Edvard 2. Martyr blev myrdet i 978. Hans mor var Emma, datter af hertug Richard I af Normandiet og søster til Richard II af Normandiet; Edvard tilbragte sin ungdom i Normandiet, da hans familie gik i eksil ved den danske invasion i 1013, og blev der til 1036, hvor de vendte tilbage, for at forsøge at afsætte Harald Harefod. I denne lange periode i exil udviklede Edvard en fortrolighed med Normandiet og dets ledere som skulle komme til at påvirke hans styre senere. Denne beundring af normannerne skulle senere få konsekvenser.

Da han, sammen med broderen Alfred kom tilbage til England i 1036 for at kæmpe mod Harald Harefod, blev Alfred dræbt, men Edvard undslap. Han kom tilbage 1041 som medregent til halvbroderen Hardeknud (søn af Emma og Knud den Store) og ved Hardeknuds død 8. juni 1042 valgtes han til engelsk konge. Edvard kronedes i Winchester Cathedral 3. april 1043.

Det angelsaksiske England var på denne tid et stort kludetæppe af småstater, som i større eller mindre grad var underlagt kongen, der nedstammede fra kongeslægten i Wessex. Men landet var imidlertid godt organiseret: Det var delt i shires der blev behersket eorlas – jarler. Den stadigt svagere kongemagt medførte, at flere af jarlerne kunne måle sig i magt og prestige med kongen. Blandt disse var de mest fremtrædende jarlen af Wessex – Godwin – og hans sønner. Godwin kom fra en lavadelig angelsaksisk slægt, men havde med tiden opnået stor prestige og magt i riget. Han havde været en af Knud den Stores bedste og mest trofaste mænd og havde efter dennes død støttet enkedronning Emma og hendes bestræbelser på, at få Hardeknud kronet til konge i England.

Edvards samhørighed med normannerne frustrerede både den saksiske og danske adel, hvilket styrkede den voksende antinormanniske bevægelse, ledet af Godwin som blev kongens svigerfar 1045, da Edvard giftede sig med jarlens datter Edith af Wessex 23. januar 1045. Godwin blev udvist i september 1051 grundet uenighed mellem ham og kongen – ligesom Godwin stod i opposition til kongens pro-normanniske linje, således mente kongen at Godwin havde været indblandet i mordet på hans broder Alfred. Godwin vendte imidlertid tilbage fra landflygtigheden i Flandern med en armé det følgende år for at tvinge kongen til at give ham hans titel tilbage, hvilket han også gjorde. Godwin døde i 1053, og efterfulgtes som jarl af sin søn Harold.

Harold Godwinson og hans brødre blev den tids største jordejere. Som overhoved for Godwinfamilien var Harold derfor rigets mægtigste mand, og i Edwards sidste regeringsår var han den faktiske regent. Elsket og afholdt af (stort set) alle blev han det naturlige valg til kongeembedet efter Edwards død. England var på denne tid formelt set et valgkongedømme, hvor kongen valgtes af witan – kongens råd, der bestod af landets verdslige og gejstlige magthavere. Som oftest blev en af kongens sønner udpeget til efterfølger, men da kong Edward døde i 1066, efterlod han sig ingen søn. Da Edvard døde blev Harold Godwinson udpeget som hans efterfølger. Muligvis havde Edvard ønsket Harold som efterfølger på sit dødsleje. I flere år havde Harold fungeret som den egentlige regent, og han var tillige den svagelige Edvards svoger. Det kan undre, at Edgar Atheling – der var sønnesøn af Edmund Jernside – ikke skulle arve tronen, da han var den afdøde konges egentlige arvtager, men han var endnu for ung. Der var imidlertid et problem ved valget af Harold til tronfølger – kongen havde tidligere lovet kronen væk til en fjern slægtning i Normandiet. Hans slægtning Vilhelm Erobreren, som havde besøgt England under Godwins eksil, hævdede, at den barnløse Edvard havde lovet ham tronen, og da Harold besteg tronen trak Vilhelm i rustning, hvilket siden førte til slaget ved Hastings.

Edvard blev kendt som den sidste engelske konge, men "engelsk" på den tid betød "ætling af angelsakserne", ikke "født i England". Edvard, eller snarere den dyrkelse af ham der voksede under de senere Plantagenetkonger, er stadig en del af engelsk historie. Edvard grundlagde Westminster Abbey mellem 1045 og 1050, og i århundrederne derefter havde Westminster et stor symbolværdi, som gjorde det til hovedkirke for det engelske kongedømme.

Historisk set udgør Edvards regeringstid en overgang mellem 900-tallets saksiske kongemagt i England og det normandiske monarki, som fulgte ved Haralds død. Edvards loyalitet var delt mellem England og moderens Normandiet. De store grevskaber, som etableredes i Knud den Stores tid, øgede deres magtposition, mens normannisk indflydelse blev en betydelig maktfaktor i landets styre og i den romersk-katolske kirkes lederskab.

Efter Edvards død blev han ophøjet til helgen; på den tid fandtes to typer af helgener: martyrer og bekendere. Eftersom Edvard døde af naturlige årsager, fik han navnet Edvard Bekenderen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Konge af England
1042-1066
Efterfølgende:
Hardeknud
1040-1042
Harold Godwinson
1066
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: