Edvard 1. af England

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Edvard 1. af England
Konge af England
Regerede 21. november 12727. juli 1307
Forgænger Henrik 3.
Regent Edvard 1.
Efterfølger Edvard 2.
Ægtefælle Eleonore af Kastilien og Margrethe af Frankrig
Børn Edvard, Elisabeth, Maria
Far Henrik 3.
Mor Eleonore af Provence
Født 17. juni 1239
Westminster
Død 7. juli 1307
Burgh by Sands

Edvard 1. (engelsk: Edward I, Edward Longshanks) (17. juni 12397. juli 1307) var konge af England og Herre over Irland fra 1272 til 1307. Han var søn af Henrik 3. af England og Eleonora af Provence. Han var gift med Eleonore af Kastilien.

Han blev kaldt Longshanks (= Lange skanker, Langben) fordi han var ca. 188 cm høj, og desuden Hammer of the Scots (= Skotternes hammer). På hans gravsten står der Hic est Edwardvs Primus Scottorum Malleus. Han blev kendt som den monark som erobrede Wales og underlagde Skotland engelsk overhøjhed.

Magtglad og grusom[redigér | redigér wikikode]

Edvard blev født på Westminster slot 17. eller 18. juni 1239. Han giftede sig to gange; først med Eleonora af Castilien (1241-90), med hvem han fik seksten børn, og hvis død i 1290 påvirkede ham dybt. Han viste sin sorg gennem at rejse Eleanor-korsene, et på hvert af stederne, hvor hendes gravfølge overnattede. Charing Cross i London har navn efter korset, der blev rejst på det sidste stop før Westminster Abbey. Hans andet ægteskab, med Margrethe af Frankrig (1279-1318) (kendt som "Frankrigs perle" blandt sine engelske undersåtter), datter af Filip 3. af Frankrig og Maria af Brabant, resulterede i tre børn.

Edvards personlighed stod i stor kontrast til farens, som regerede England i Edvards barndom, og havde for vane at indgå diplomatiske kompromisser med sine fjender. Edvard fremstod som en magtglad og utålmodig mand, og viste stor militær styrke ved at besejre Simon de Montfort i Slaget ved Evesham i 1265. Han blev berygtet for sin grusomhed mod oprørere og andre fjender, blandt andet forfulgte han de overlevende medlemmer af Montfort-familien, sine søskendebørn. I 1270 rejste han til Tunis i den hensigt at drage på det ottende korstog sammen med Ludvig 9. af Frankrig, som dog døde før Edvard nåede frem; Edvard tog i stedet til Acre i det niende korstog. Mens han opholdt sig i det hellige land, døde hans far, og han vendte hjem til England i 1274.

Erobringen af Wales[redigér | redigér wikikode]

En af Edvards tidlige bedrifter var erobringen af Wales. Ifølge Montgomery-traktaten fra 1267 havde Llewelyn ap Gruffydd («lig en løve») udvidet de walisiske områder mod syd, og fik titlen fyrste af Wales, selv om han stadig var underlagt den engelske konge. Edvard nægtede at anerkende traktaten, som hans far havde indgået.

I 1275 kaprede nogle af Edvards hyrede pirater et skib med Eleanor de Montfort, Simon de Montforts eneste datter, om bord på vej fra eksil i Frankrig til Wales, hvor hun skulle giftes med Llywelyn ap Gruffydd, den daværende lensherre. Ægteparrets familier havde arrangeret ægteskabet, da det var af vigtighed at få en alliance i stand med Simon de Montfort. Llywelyn ville uanset gifte sig med hende, mest for at irritere sin gamle fjende, Edvard. Ved at kapre skibet, fik Edvard fat i Eleanor, og spærrede hende inde i slottet Windsor. Efter at Llywelyn gentagne gange nægtede at acceptere Edvards overhøjhed i 1274-75, udrustede Edvard en hær og begyndte sit første felttog mod den walisiske fyrste. Efter den tid blev Llywelyn tvunget til at anerkende Edvards overhøjhed, og sad kun tilbage med et lille område, Gwynedd. Men Edvard lod ham beholde titlen prins af Wales, og bryllupet mellom Llywelyn og Eleanor gik i orden.

Llywelyns lillebror Dafydd (som en kort stund var englændernes allierede) startede et nyt oprør i 1282. Kort tid efter døde Llywelyn i et opgør, Edvard knuste resten af modstanden og tog Dafydd til fange, torturerede og henrettede ham. For at befæste sine erobringer lod han bygge en række borge af sten rundt om i Wales. Caernarfon-borgen [1] er et betydeligt eksempel. Wales blev indlemmet i England under Rhuddlan-statutterne i 1284, og i 1301 udnævnte Edvard sin ældste søn, den senere Edvard II, til prins af Wales; sidenhen har den engelske monarks ældste søn altid båret den titel.

Jødeforfølgelser[redigér | redigér wikikode]

For at finansiere erobringen af Wales, lagde Edvard en særlig skat på de jødiske bankierer med den følge, at de blev ludfattige. Antisemitisme havde eksisteret længe men tiltog nu stærkt, og når jøderne ikke længere kunne betale, anklagede staten dem for illoyalitet. Deres muligheder for at drive en virksomhed var fra før af stærkt begrænsede, men nu forbød kongen dem også at låne penge ud. Edvard erklærede, at jøderne var en trussel mod riget, og nægtede dem at bevæge sig frit omkring. De blev tvunget til at bære et gult mærke på overtøjet i form af en stjerne, så de kunne genkendes i offentligheden.

Under kong Edvards jødeforfølgelser blev alle jødiske familieoverhoveder arresterede; over 300 blev bragt til Tower of London og henrettet, mens andre blev myrdet i deres hjem. 18. juli 1290 udstedte Edvard et edikt, der gav alle jøder frist til 1. november til at forlade England under trussel om henrettelse. De fleste jøder tog til Frankrig, som de senere også blev udvist fra i 1306. En gruppe jøder, der forlod England i 1290, blev overladt til druknedøden af kaptajnen. «Kald på Moses,» råbte han til de druknende, da han sejlede sin vej på Kanalen, «det var ham, der førte Jeres forfædre over Det røde Hav!» Da Edvard fik det at høre, lod han kaptajnen arrestere, og fik ham hængt i Tower for forbrydelsen. [2]

Krig med Skotland[redigér | redigér wikikode]

Edvard vendte blikket mod Skotland, og 19. maj 1291 anerkendte den skotske adel hans overhøjhed. Han havde planlagt at få sin søn gift med barnedronningen Margaret af Skotland, «jomfruen fra Norge», der var datter af kong Eirik 2. af Norge og prinsesse Margaret af Skotland, men da pigen døde som otteårig under overfarten til Skotland, bestemte den skotske adel, at Edvard i stedet skulle udpege en efterfølger blandt forskellige tronprætendenter, og han valgte John Balliol. Edvards mål var at udnytte sin overhøjhed over Skotland, og han håbede nu, at Balliol ville være den mest føjelige af kandidaterne. Han kaldte ham til Westminster i 1293 og gjorde det klart, at han forventede Balliols militære og økonomiske støtte mod Frankrig. Det blev alligevel for meget for Balliol, som tværtimod indgik en pagt med Frankrig og udrustede en hær for at invadere England.

Edvard samlede sin til da største hær og lagde Berwick i ruiner, dræbte byens indbyggere og fortsatte mod Dunbar og Edinburgh. Skæbnestenen, Stone of Scone, blev flyttet fra Scone-slottet til Westminster Abbey. Frem til 1996 var dens plads i kong Edvards stol, som alle engelske monarker sidenhen er blevet kronet på (bortset fra Maria I). Først i 1996 blev stenen ført tilbage til Skotland for at bringes til England igen ved kroninger. Balliol frasagde sig tronen og sad indespærret i Tower i tre år, før han måtte rejse tilbage til sine godser i Frankrig. Alle landejere i Skotland blev tvunget til at sværge Edvard troskab, og landet blev en engelsk provins, styret af vicekonger.

Modstanden tiltog, og Edvard henrettede Sir William Wallace 23. august 1305 efter at have besejret ham i Slaget ved Falkirk i 1298. Edvard nåede ikke at virkeliggøre sin plan om at forene de to lande. Han døde i 1307 i Burgh by Sands i Cumberland på grænsen mod Skotland på endnu et felttog mod skotterne, som var opildnede af Wallaces martyrdød og Robert Bruces lederskab.

Edvard bad på dødslejet om, at hans lig skulle bæres foran den engelske hær, indtil skotterne var nedkæmpede. Han ønskede dertil, at hans hjerte skulle gravlægges i Det hellige land, men i stedet blev han begravet i Westminster Abbey fire måneder efter sin død. [3] Han blev efterfulgt på tronen af sin søn, Edvard 2.

I 1774 blev Edvards kiste åbnet. Hans hud havde fået den samme farve som mørk chokolade, men ansigtet havde bevaret sin eksakte form, skønt dele af huden var «noget ødelagt». Den indtørrede krop var svøbt i lintøj påført voks indvendigt. Hans tøj var pyntet med falske juveler, og han bar en forgyldt krone. [4]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Edvard 1. fremstilles som en skurk i filmen Braveheart fra 1995 om Sir William Wallace. At han var hård indtil det grusomme er ingen overdrivelse, men ellers tager filmen sig store friheder med de historiske fakta.

Ægteskab og børn[redigér | redigér wikikode]

  • med Eleonore af Kastilien:
  1. Datter, dødfødt i maj 1255 i Bordeaux, Frankrig.
  2. Katherine, levede 17. juni 1264, død 5. september 1264, begravet i Westminster Abbey.
  3. Eleanor, født 18. juni 1264, død 12. oktober 1297, g.m (1) Alfons III af Aragon, (2) grev Henrik III af Bar.
  4. Joan, født i januar 1265, begravet i Westminster Abbey før 7. september 1265.
  5. John, født 13. juli 1266, død 3. august 1271 i Wallingford, i sin grandonkel Richard, jarl af Cornwalls varetægt. Begravet i Westminster Abbey.
  6. Henry, født før 6. maj 1268, død 16. oktober 1274.
  7. Datter, født i maj 1271 i Palestina, død før september 1271.
  8. Joan af Acre, født i maj 1271, død 7. april 1307, g.m (1) Gilbert de Clare, 7. jarl af Hertford, (2) Ralph Morthermer, 1. baron Monthermer.
  9. Alfons, jarl af Chester, født 24. november 1273, død 19. august 1284, begravet i Westminster Abbey
  10. Margaret, født 15. mars 1275, død efter 1333, g.m John II af Brabant.
  11. Berengaria, født 1. maj 1276, død før 27. juni 1278, begravet i Westminster Abbey.
  12. Datter, død kort tid efter fødslen i januar 1278.
  13. Mary, født 11. marts 1279, død 29. mai 1332, nonne i Amesbury, Wiltshire.
  14. Søn, født i 1280, død i 1280 eller 1281. Det er usikkert, om han har eksisteret.
  15. Elisabeth af Rhuddlan, født i august 1281 i Rhuddlan, død 5. maj 1316, g.m (1) John I, greve af Holland, (2) Humphrey de Bohun, 4. jarl af Hereford & 3. jarl af Essex.
  16. Edvard II af England, født 25. april 1284 i Caernarvon, død 21. september 1327, g.m Isabella af Frankrig.
  • med Margrethe af Frankrig:
  1. Thomas af Brotherton, 1. jarl af Norfolk.
  2. Edmund af Woodstock, 1. jarl af Kent.
  3. Eleonore, født 6. maj 1306, død i 1310.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. Welcome to Caernarfon
  2. Daniel Mendelsohn: Forsvunnet (s. 111), forlaget Press, Oslo 2009, ISBN 978-82-7547-329-3
  3. Andrew Chamberlain: Earthly remains (s. 27), the British museum press, 2001, ISBN 0-7141-2755-8
  4. Andrew Chamberlain: Earthly remains (s. 28)
Foregående: Konge af England
12721307
Efterfølgende:
Henrik 3.
1216-1272
Edvard 2.
1307-1327