Edvard 3. af England
| Edvard 3. af England | |
|---|---|
 |
|
|
|
|
| Regerede | 25. januar 1327–21. juni 1377 |
| Regent | Edvard 3. |
| Ægtefælle | Philippa af Hainault |
| Børn | Edvard, den sorte prins (1330–1376) Lionel af Antwerpen, 1. hertug af Clarence (1338–1368) |
| Far | Edvard 2. af England |
| Mor | Isabella af Frankrig |
| Født | 13. november 1312 Windsor Castle |
| Død | 21. juni 1377 |
Edvard 3. (13. november 1312 – 21. juni 1377) var en af de mest fremgangsrige konger af England i middelalderen. Han regerede i hele halvtreds år, fra 25. januar 1327, da hans far Edvard 2. blev afsat, til sin død i 1377. Blandt hans første efterkommere var det kun Henrik 3. som regerede lige så længe, og derefter skulle det tage mere end 400 år før en monark sad lige så længe på tronen.
Edvards tid blev præget af engelsk ekspansion gennem krige i Skotland og Frankrig. Hans mange efterkommere blev senere centrale i to langvarige konflikter, Hundredårskrigen og Rosekrigene.
Under Edvards lange regeringstid begyndte for alvor den nationale selvfølelse hos englænderne at vokse frem, og det var i denne tid fransk, efter 300 års herredømme som kultursprog i England, måtte vige for engelsk.
Tidlig liv [redigér]
Edvard var søn af Edvard 2. af England og Isabella af Frankrig, datter af kong Filip den Smukke. Han blev født på Windsor Castle i 1312. I 1320 fik han titlen jarl af Chester, og i 1325 overlod faren titlen hertug af Aquitaine til ham. Han blev så sendt til Frankrig for at møde sin onkel, kong Karl 4. af Frankrig.
Da han kom hjem i 1327 tvang den viljestærke dronning og hendes elsker Roger Mortimer den upopulære konge til at abdicere, og satte den fjorten år gamle Edvard på tronen. Edvard 2. blev myrdet et stykke tid senere, og Isabella og Roger Mortimer kunne dermed styre riget som regenter uden at bekymre sig for indblanding fra ham.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
