Jellingdynastiet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jellingdynastiet
Blason Royaume de Danemark (selon Gelre).svg
Våbenskjoldet for de danske konger af Jellingdynastiets hovedlinje (ca. 1194[fn 1]1448)
Land Danmark
Foregående fystehus Olaf-dynastiet
(måske kun i Hedeby)
Titler Konge af Danmark
Grundlægger Knud 1. Hardeknud
Sidste regent Christoffer af Bayern
Nuværende regent Margrethe 2.
Tilhører en sidelinje
Grundlagt mellem 909 og 916
Opløst (1448)
Genindsat gennem den Oldenborgske slægt
Nationalitet Dansk
Yngre grene Oldenborgske slægt

Jellingdynastiet (også kaldet Gorm den Gamles slægt eller Gormslægten) er et regerende dansk fyrstehus, der menes at være grundlagt af Hardeknud (også kaldet Knud 1.) mellem 909 og 916. Fyrstehuset er desuden også stamfar til den Oldenborgske slægt (gennem Erik Klipping) og den Glücksburgske slægt (gennem Christian 3.), og har dermed (som det eneste fyrstehus i Europa) formået at beholde magten i henved 1100 år[fn 2] (eller mere, hvis der kan føres bevis for, at dynastiet også har regeret som konger i (dele af) Danmark før Knud 1. Hardeknud).

Dynastiets forgængere[redigér | redigér wikikode]

I frankiske annaler findes meget sikre samtidige oplysninger af danske konger i 800-tallet, men i 873 forsvinder omtalen af danske forhold pludselig fra kilderne. Grunden kan være, at den tidligere danske kongemagt er blevet svækket af indbyrdes stridigheder. Der findes kun sparsomme oplysninger i form af runesten, tyske kilder, men den mest omfattende og sammenhængende kilde er af krønikeskriveren Adam af Bremen, der nævner optegnelser af konger fra 873 – 936 med Svend 2. Estridsen som kilde. Den er meget pålidelig med hensyn til de sidste 50 år, men i starten af 900-tallet er der kun få, spredte, misforståede oplysninger.[1]

Olaf-dynastiet[redigér | redigér wikikode]

Om dynastiet før Jellingdynastiet, det såkaldte Olaf-dynasti vides kun lidt. På Sigtryg-stenen står der, at Ásfríðr gerði kuml þessi, dóttir Óðinkárs, ept Sigtrygg konung, son sinn ok Gnúpu. Gormr reist rúnar. Dette forstås som: "Asfrid Odinkarsdatter gjorde disse minder for kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne"

Den tyske krønikeskriver Adam af Bremen nævner at Olaf kom fra Sverige og erobrede riget fra Helge (i krøniken kaldt Heiligo). Derefter regerede han med sine sønner Gurd og Chnob, som senere overlod magten til Sigerich. "Chnob" og "Sigerich" regnes for identiske med Gnupa og Sigtryg, og dermed menes Adam af Bremens pålidelighed at være bevist. Da Adam af Bremen har været pålidelig med hensyn til Gnupa og Sigtryg er oplysningen om Olaf, der "kom fra Sverige" også meget sandsynlig, da kongemagten var ustabil på det tidspunkt og nemt kan være erobret af slægter fra andre lande. Dette fornægter naturligvis ikke teorien om, at Olaf kan have været en dansk kongeætling, der har samlet støtter i Sverige for at vende tilbage og erobre riget[2]

Omfanget af Olafs, Gnupas og Sigtrygs rige er ukendt, men de har med sikkerhed regeret over Sønderjylland. Muligvis har de også regeret over hele Jylland[2] eller måske hele Danmark. Det er dog sandsynligt, at der har været en vis opløsning og/eller svækkelse af riget, da det i 870'erne lykkedes Harald Hårfager at erobre hele Øst- og Vestfold, der i en frankisk annal fra 814 betragtes som en del af den danske konges rige.

Ifølge den saksiske krønikeskriver Widukinds beretning, overvandt den tysk-romerske kejser Henrik Fuglefænger danerne i 934 og tvang Kong Chnob til at lade sig døbe. Dette står i direkte modstrid til Adam af Bremens beretning, da Adam nævner Gorm den Gamle som dansk konge i 934; og Widukinds oplysning er sikkert fejlagtig, idet hans oplysninger stammer fra klostrerets årbøger, og i dem står der intet om hverken Chnob eller dåben. Og hvis den virkelig var foregået, er der ingen tivl om, at Adam af Bremen ville have nævnt den i sin krønike som en triumf for kristendommen.[2]

Dynastiets grundlæggelse[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Hardeknud (Knud 1.)

Knud 1. Hardeknud, der regnes for grundlæggeren af dynastiet, er en meget mystisk person, som der stort set intet vides om. Han nævnes kun af den tyske krønikeskriver Adam af Bremen. Den islandske krønikeskriver Snorri Sturluson kalder dog Gorm den Gamle for Gorm Hardeknudsøn. Derfor antages Gorm at være søn af Hardeknud.

Adam af Bremen skriver i sin krønike om de Bremerske og Hamborgske bisper, med den danske konge Svend 2. Estridsen som kilde:[3]

Citat Efter den svenske Prinds Olaf, som regjerede i Danmark, tilligemed sine Sønner, indsattes Sigerik i hans Sted. Efter en kort Regjering blev Riget ham frataget af Hardegon, Svends Søn, som kom fra Normannien. Citat
Oversat af P.W. Christensen

Denne Hardegon skaber en del splid blandt historikere og andre folk med interesse for historie. Filologen Lis Jacobsen argumenterer i sin bog "Svenskevældets Fald. Studier til Danmarks Oldhistorie i filologisk og runologisk Lys" (København, 1929) for, at Hardegon og Hardeknud (Knud 1.) ud fra en filologisk betragtning må være to forskellige personer, og at Hardegon nok skal opfattes som Harde-Gunni[4]. Lis Jacobsens konklussion stod i årtier nærmest uantastet, men siden 1980'erne er en række historikere begyndt at argumentere for, at Hardegon og Hardeknud måske godt kan være én og samme person. Bruger man Adam af Bremen som kilde kan man formode, at Hardeknud overtager tronen på et tidspunkt i ærkebiskoppen Hogers tid, dvs. mellem 909 og 916.

Teksten "Nortmannien" henviser sandsynligvis til Normandiet, hvor der var en betydelig dansk bosættelse i vikingetiden.

Samlingen af "Danmark"[redigér | redigér wikikode]

Som sagt var kongemagten ustabil på den tid, og der er ingen samtidig kilde til, at den pågældende "Hardeknud Svendsen" nogen sinde har eksisteret. Derimod er der flere kilder til eksistensen af hans søn Gorm, der havde en af sine kongsgårde i Jelling. Gorm var nemlig med sikkerhed konge i 936, da ærkebiskop Unni af Hamborg-Bremen besøgte ham i Danmark. Der nævnes også hans søn Harald. Gorm nævnes desuden også på Jellingstenene.

Nogle hælder til den teori, at "Danmark" var en betegnelse for riget øst for storebælt, og at den jyske kong Gorms giftemål med Thyra med tilnavnet "danmarks bod/pryd" skal tyde på, at Gorm kun herskede Jylland, og at han, ved at gifte sig med en dansk prinsesse, ville vinde hele "Danmark".[5] Denne teori medfører, at det danske rige skulle være splittet i Jylland og "Danmark", og at disse to riger skulle have haft hver deres konge, hvilket dog ikke kan bevises.

Harald Blåtand, Gorms søn, fik kongemagten i Jylland efter sin far, og udvidede derefter muligvis riget til sine 'fulde' udstrækning som det var kendt ved op gennem de følgende århundreder, hvorefter han på Den Store Jellingsten kunne proklamere, at han "vandt sig al Danmark". Sikkert er det, at Trelleborgs lighed med andre cirkelborge i landet viser, at disse områder var underlagt samme hersker i 980'erne.[6]

At han "vandt sig al Danmark" har andre dog tolket som genvindingen af Sønderjylland i 983[6], hvor tyskerne havde oprettet en "grænsemark", hvilket støttes af et brev fra 965, der hentyder til "danernes mark og rige".[6]

Teorierne omkring dette spekulative område kan dog aldrig verificeres og kan højst accepteres som kvalificerede gætterier.

Yngre, regerende grene af dynastiet[redigér | redigér wikikode]

Denne oversigt over yngre grene indeholder kun grene, der har regeret over et konge- eller kejserrige og lægger fokus på arveret og -stridigheder. For mere udførlig liste over yngre grene af den Oldenborgske slægt, se evt. Hertuger af Sønderborg og Glücksburgske slægt.

Oldenborgske slægt (Danmark-Norge)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Oldenborgske slægt

Ved Christoffer af Bayerns død i 1448 var den direkte linje af dynastiet uddødt, og Kalmarunionens stabilitet i fare. Man besluttede sig for at tilbyde Adolf 8. af Holsten (der var efterkommer af Erik Klipping, Håkon 5. af Norge og Magnus Ladelås) unionstronen, men Adolf sagde nej, og foreslog i stedet sin søstersøn Christian som tronfølger. Året efter besteg Christian den dansk-norsk-svenske trone under navnet Christian 1.

Oversigt over Christian 1.s arveret til den danske trone: Erik KlippingRichiza af DanmarkSophie af WerleHenrik 2. af HolstenGerhard 6. af HolstenHedevig af HolstenChristian 1.

Slesvig-Holsten-Gottorp (Sverige, Rusland)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Slesvig-Holsten-Gottorp

Christian 1.s barnebarn Christian 3. delte, i , Slesvig-Holsten en en kongelig og hertugelig del. Den kongelige beholdt han; den hertugelige overgik til hans brødre Hans den Ældre og Adolf. Hans fik sæde i Haderslev; Adolf fik sæde i Gottorp.

Adolfs efterkommer Hertug Frederik 3. af Slesvig-Holsten-Gottorp blev, gennem sin søn, Prins Christian August af Slesvig-Holsten-Gottorp, stamfar til den svenske linje af huset, der kom til at regere Sverige 17511819

Slesvig-Holsten-Gottorp-Romanov
Uddybende Uddybende artikel: Romanov

Hertug Karl Frederik af Slesvig-Holsten-Gottorp (1700 – 1739) giftede sig med Anna Petrovna, der var datter af zar Peter den Store og Katharina 1. af Rusland, og fik sønnen Peter, der blev russisk zar i 1762. Hans efterkommere kom til at regere Rusland frem til 1917.

Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksburg[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Glücksburgske slægt

I 1863 døde den danske konge Frederik 7. barnløs, og kongemagtens nærmeste arving var hans faster Louise Charlotte af Danmark, der var barnebarn af Frederik 5. Hendes søn Frederik Vilhelm af Hessen-Kassel ville arve tronen derefter, men gav afkald på sit arvekrav til fordel for søsteren prinsesse Louise. Louise, der var gift med prins Christian af Glücksburg, gav på sin side afkald på sin arveret til tronen til fordel for sin mand, der var oldebarn af Frederik 5., og nedstammede i direkte mandlig linje fra Christian 3. Derfor endte man med at vælge Christian som tronfølger (og dermed som konge) efter Frederik 7. og dennes farbror Arveprins Ferdinand, der begge døde i 1863. Christian blev derefter konge under navnet Christian 9. Holstenerne ville dog ikke have Christian som slesvig-holstensk hertug, og ville hellere have Frederik Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (der var en nærmere arving) som hertug. Men danskerne ville ikke have Frederik Christian August som konge på grund af familiens stærke tysksindethed.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Første gang, våbnet ses, er på Knud 6.s segl fra ca. 1194, men våbnet er sikkert ældre
  2. Når ses bort fra, at en enkelt konge udenfor dynastiet var konge af Danmark fra 1042 til 1047, nemlig Magnus den Gode af Norge.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Adam af Bremens krønike (oversat og kommenteret af Allan A. Lund); Wormanium 2000; ISBN 87-89531-01-9
  • Christian Adamsen: "Til hele rigets værn" (i Skalk 2004 nr. 6, s. 29-31)
  • Harald Andersen: "Borgenes brug" (i Skalk 1979 nr. 4, s. 16-17)
  • Harald Andersen: "Ringborgenes alder" (i Skalk 1984 nr. 2, s. 15)
  • Harald Andersen: "Sydhøjen" (i Skalk 1985 nr. 3, s. 11-15)
  • Harald Andersen: "Gåden om Gorm" (i Skalk 1988 nr. 2, s. 18-28)
  • Harald Andersen: "Cirkelborg" (i Skalk 1989 nr. 6, s. 27-28)
  • Harald Andersen: "Den tomme Jellinghøj" (i Skalk 1994 nr. 2, s. 3-9)
  • Harald Andersen: "Man tvinges til at overveje" (i Skalk 1995 nr 1, s. 20-31)
  • Harald Andersen: "Den byggeglade konge" (i Skalk 2003 nr. 1, s. 20-27)
  • H.Hellmuth Andersen: "Vandt sig hele Danmark" (i Skalk 1985 nr. 2, s. 18-27)
  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; 2. udgave; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1977; ISBN 87-500-1732-2
  • Mikkel Hule: "De historiske sten" (i Skalk 1994 nr. 2, s. 18-27)
  • Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Yngre jernalder og vikingetid 400-1050 e.Kr.; Gyldendal, Viborg 2004; ISBN 87-02-00333-3
  • Kåre Johannessen: "Naboskab" (i Skalk 2001 nr. 5, s. 13-17)
  • Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse; Forum, København 1976; ISBN 87-553-0426-5
  • Anders W. Mårtensson: "Borgeby" (i Skalk 1997 nr. 2, s. 10-16)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]