Fænomenologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Fænomenologi er forskning af fænomener og hvordan de fremtræder for os fra et førstepersons perspektiv. I moderne tid refererer begrebet oftest til Edmund Husserls filosofi og metode, hvor det primære forskningsobjekt er bevidstheden og strukturer i denne. Som sådan anses fænomenologien ofte for at være en ægte "første filosofi," (også af Husserl selv) da selv metafysiske teorier har grundlag i erfaringer, som nødvendigvis må have været erfaringer for bevidstheden. På grund af dette, forsøgte også Husserl at udvikle fænomenologien som en "filosofi som streng videnskab."

Fænomenologi som filosofisk retning grundlagdes i starten af den tyvende århundrede af Edmund Husserl. Den starter på universiteterne i Göttingen og München (Max Scheler, Martin Heidegger) men spreder sig hurtigt til Frankrig (Jean-Paul Sartre, Maurice Merleau-Ponty, Emmanuel Levinas, Paul Ricœur) [1]. I Danmark regnes K.E. Løgstrup for den største fænomenologiske filosof [2].

Tidlig brug af ordet

Betegnelsen 'fænomenologi' blev første gang anvendt af J. H. Lambert i 1764, defineret som: “læren om fremtrædelserne, læren om “skinnet” i modsætning til det sande og som budbringer om eller fremtrædelse for det sande”. Hegel kaldte sit hovedværk for "Åndens fænomenologi". Kierkegaard bruger ordet i 'Om Begrebet Ironi'.

Husserls lærer Franz Brentano regnes oftest som en egentlig forgænger, navnlig pga. hans forelæsninger om Thomas Aquinas' begreb om intentionalitet. Husserl gjorde senere intentionalitet til et kernebegreb i sin filosofi.

Edmund Husserl og den tidlige fænomenologi

Husserl er bredt anerkendt som fænomenologiens fader. Hans værk 'Logische Untersuchingen' (Logiske undersøgelser) der udkom i 1900 og 1901 er hovedværket fra denne periode. Husserl grundlægger fænomenologien som en særlig metode til at studere bevidsthedsfænomener med det mål at undersøge erkendelsen. Man skal forsøge at beskrive det, som viser sig for en bevidsthed. Bevidstheden og de genstande, der optræder i ens oplevelser, skal studeres fordomsfrit fri fra dagligdags og videnskabelige begreber i bestræbelsen på at beskrive og bestemme deres natur.

Efter Husserl grundlagde fænomenologien gennemgik den en rivende udvikling og forgrenede sig i mange retninger.[3] Og der dannede sig hurtigt en kreds af tænkere omkring Husserl. Hans elever og kollegaer tæller bl.a. Edith Stein, Helmut Plessner, Alexander Pfänder, Hans Lipps, Max Scheler, Eugen Fink, Roman Ingarden og Martin Heidegger som den mest kendte. De fleste af dem udviklede senere deres egne ideer, men alle stod i gæld til Husserl. Den har dog aldrig vundet stor udbredelse i USA og England, hvilket ifølge K.E. Løgstrup skyldes det at områder der var domineret af logiske empirisme og positivisme, især Skandinavien og den angelsaksiske verden, ikke har bevaret forbindelse med den idealistiske tradition. [4]

Af nutidige fænomenologiske filosoffer kan nævnes Dan Zahavi, Michel Henry, Paul Virilio, Hermann Schmitz, (kropsfænomenologi) og Gernot Böhme

Konvergerende retninger

Der var flere filosofiske retinger der også udgik fra den tyske idealisme som havde ideer der var beslægtede med fænomenologien og brugbare for denne, derfor opsamledes flere andre retninger i fænomenologien. Her kan nævnes eksistentialisme. F.eks. Karl Jaspers og Gabriel Marcel og Otto Friedrich Bollnow arbejdede tæt sammen med fænomenologien. Man kan også nævne Bergsons vitalistiske filosofi og analyser af tiden (der er vigtige for Heidegger). Endvidere er Diltheys hermeneutik blevet introduceret til fænomenologien af Martin Heidegger. Endvidere har gestaltpsykologi spillet en stor rolle for Merleau-Ponty.

Transcendental fænomenologi

Uddybende Uddybende artikel: Transcendental fænomenologi

I 1913 udgav Husserl 'Ideen zur eine Transzendentale Phänomenologie', der brød med flere af hans hidtige ideer og introducerede flere nye begreber som epoche og eidetisk variation. Hans filosofi fra denne tid kaldes transcendental fænomenologi. Bl.a Oskar Becker, Aron Gurwitsch og Alfred Schütz er transcendentale fænomenologer.

Eksistentiel fænomenologi

Uddybende Uddybende artikel: Eksistentiel fænomenologi

I 1929 udgav Husserls tidligere assistent Martin Heidegger Sein und Zeit (Væren og tid). I dette introducerede han helt nye temaer og mål for fænomenologien. Mens Husserls udgangspunkt var epistemologisk, er Heideggers ontologisk. Heidegger analyserer også nye typer fænomener, f.eks. mennesket forhold til døden. Frem for at studere fænomener 'i' bevidstheden, forstod Heidegger mennesket som en grundlæggende væren-i-verden, en åbenheden overfor verdens fænomener i kraft af livsverden.

Andre vigtige eksistentielle fænomenologer er Merleau-Ponty og Sartre.[5] Bernhard Waldenfels er en nutidig eksistentiel fænomenolog.

Hermeneutik

I 1960erne videreudviklede Hans-Georg Gadamer og Paul Ricœur hermeneutikken ud fra et fænomenologisk grundsynspunkt.

Virkning udenfor filosofien

Fænomenologiens ideer er udbredt langt ud over det filosofien. Fænomenologien har således fundet vej til specifikke akademiske fagområder som

Fænomenologien har også påvirket kunsten. Iflg. Filmkritikeren André Bazin er italienske neorealisme, den franske nybølge og den engelske socialrealisme præget af den fænomenologiske anskuelsesform.

Dansk litteratur blev påvirket af fænomenologien i 1990'erne, (Helle Helle, Pablo Henrik Llambias og Simon Fruelund) h. I dette årti blev det gerne parret med eksistentialisme, og der var fokus på oplevelsen af hverdagen og beskrivelen af den i værkerne. Dette ses også i reality-tv så som Big Brother. Da erindringer og biografier også rummer fænomenologiens subjektive sansning af verden, kan disse to genre også inkluderes i den strømning.[6]

Litteratur

Tidsskrifter

Eksterne henvisninger

Fodnoter

  1. ^ http://www.princeton.edu/~achaney/tmve/wiki100k/docs/Reality.html
  2. ^ http://www.leksikon.org/art.php?n=5118
  3. ^ Niels Egebak (1964, s. 36f): Maurice Merleau-Ponty og fænomenologien. Perspektiv', vol. 12, no. 3, s. 34-37.
  4. ^ K.E. Løgstrup (1996): Martin Heidegger, Det lille forlag, ISBN 87-90030-43-5.
  5. ^ Feilberg, C. (2012, s. 49f). Eksistentiel fænomenologi - betegnelsen, stilen og begrebet. In: K. D. Keller (red.), Den menneskelige eksistens. Introduktion til den eksistentielle fænomenologi, s. 45-75. Aalborg Universitetsforlag.
  6. ^ Fibiger, Johannes; Lütken, Gerd. "Årtusindskiftet – netværk og verden", Litteraturens veje (2. udgave), Systime A/S 2004, s. 461-463. ISBN 978-87-616-0992-2.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Fænomenologi&oldid=8049838"