Francesco Petrarca

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En buste af Francesco Petrarca

Francesco Petrarca (20. juli 130419. juli 1374) var en italiensk digter og humanist i Renæssancen. Han kaldes humanismens og den italienske renæssances fader[1].

Petrarca blev født i Arezzo nær Firenze og kom som otteårig i skole i Carpentras i nærheden af Avignon, der var blevet pavestad kort forinden. Han studerede jura ved universiteterne i Montpellier og Bologna, men flyttede i 1326 tilbage til Avignon og deltog i selskabslivet omkring pavehoffet. I 1330 blev han som huskapellan knyttet til kardinal Giovanni Colonnas administration, men arbejdede især med Roms historie. Fra 1337 slog han sig ned i Vaucluse og helligede sig sit litterære arbejde, både på latin og italiensk. I 1341 modtog han i Rom laurbærkransen for sit litterære arbejde.

Han udviklede sit forfatterskab i flere genrer gennem 1340'erne, men måtte i 1353 se sig nødsaget til at flytte til Milano, hvor han fortsatte redigeringen af sine lyriske digte og af sine breve til venner og bekendte, skrifter der egentlig var essays med kommentarer til historie, politik, filosofi og litteratur. I 1350 havde han stiftet bekendtskab med digteren Giovanni Boccaccio som blev en nær ven. I 1362 flyttede han til Venezia, men tog otte år senere til Arquà Petrarca. Her døde han19. juli 1374 dagen før sin 70 års fødselsdag, og i 1874 fik byen navneforandring efter ham.

Pavehoffet og de italienske regenter brugte ham i mange tilfælde som diplomat og rådgiver, og som filosof øvede han stor indflydelse i samtiden og de følgende århundreder.

Sammen med Dante og Boccaccio har Petrarca været normsættende for det italienske sprog helt op til nutiden. De var blandt de første, der skrev på det italienske folkemål – al anden litteratur var på latin, og Petrarca skrev selv mange værker på latin. Han er dog mest kendt for sine italienske værker, særligt Canzoniere – en samling kærlighedsdigte til Laura. Mange af dem var sonetter, og Petrarca betragtes som manden, der fuldendte sonetformen. Hans indflydelse på litteraturen har i eftertiden været enorm, især på lyrikken, først i Italien i 1400-tallet, og derfra bredte læsningen af Canzoniere sig til Spanien og Portugal i 1500-tallet, og videre til Frankrig og England, hvor de største lyrikere tog ved lære af ham. I 1600-tallet bredte strømningerne sig videre til især tysk og svensk lyrik.

Fra slutningen af 1700-tallet blev hans digte genopdaget af romantikerne over hele Europa, også de mest fremtrædende. Canzoniere blev oversat til en række sprog, engelsk, tysk, russisk, svensk. Også i dansk litteratur er der spor heraf, hos Oehlenschläger, men især Schack von Staffeldt, Ingemann og Christian Winther, men meget få af digtene blev oversat, så danske læsere blev afhængige af tysk eller italiensk.

Et maleri af Petrarca på Galleria degli Uffizi, Firenze

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikisource-logo.svg
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Forfatter Stub
Denne forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi