Den guddommelige Komedie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Den Guddommelige Komedie)
Gå til: navigation, søg
Forsiden af Codex Altoniensis, et illumineret håndskrift af Den Guddommelige Komedie

La Divina Commedia (Den Guddommelige Komedie) er det mest berømte værk af Dante Alighieri, en florentinsk digter, på brudfladen mellem middelalderen og renæssancen, som fortæller om en imaginær rejse mod det hinsidige, med sig selv som hovedperson. Hans egen betegnelse for værket var Comedía, Komedie, men det er uvist om ordet skal forstås som genrebetegnelse eller egentlig titel. Udtrykket optræder to gange i Inferno-delen og ikke siden; i Paradis-delen omtaler han teksten som il poema sacro, det hellige digt. Titlen Divina Commédia, Guddommelig Komedie, stammer fra 1500-tallets venetianske bogtrykkere, og er således ikke forfatterens egen.

Dante er både auctor (forfatter) og actor (aktør/skuespiller/person) i sit digt, og La Divina Commedia kan betragtes som den første europæiske jeg-roman (et begreb Dante ikke kendte).

Værket er ikke komisk, trods titlen. Titlen Comedía som var den oprindelige titel på værket, hentyder dels til, at historien starter ulykkeligt, og slutter i Himmelen hos Gud, dels til at dets stil ikke er entydigt ophøjet, som i en klassisk tragedie, men blandet, og omfatter talesprog. Desuden er fortællingen en komedie (commedia), fordi den er skrevet på italiensk, og ikke på latin, som ellers var middelalderens anerkendte litteratursprog, når det drejede sig om alvorlige ting, herunder religion. Komedien var skrevet for folket, og handler både om det hinsides og om dagliglivet.

Dante tager læseren med på en rejse gennem egne, som strækker sig hinsides livet og virkeligheden. Fortællingen om hans rejse foregår i året 1300, hvor han gennemrejser de 3 dødsriger ved hjælp af tre guider: den romerske digter Vergil, Dantes elskede Beatrice og den religiøse reformator Skt. Bernhard af Clairvaux.

Bogen er inddelt i 3 dele: Helvede (Inferno), Skærsilden (Purgatorio: renselsessted) og Paradiset (Paradiso). Dante finder til sidst vejen gennem dødsriget op til Guds åsyn.

Iflg. Dantes fiktion er Skærsilden et bjerg placeret på den modsatte side af Jerusalem, dvs på den sydlige halvkugle. Dette bjerg forestiller han sig skabt da Lucifer ramte den modsatte pol af kloden og derved skabte en fordybning (Helvede). Purgatoriet bestod af syv kredse som afsatser på bjerget, som hver var til for renselse for en af de syv dødssynder (frådseri, gerrighed, hovmod, misundelse, dovenskab, vellyst og vredsind). Ild er der kun på den øverste afsats. På vejen op ad bjerget møder Dante dignitarer, som skal renses der, inden de kommer til Himlen (Paradiso)

La Divina Commedia er uden tvivl sin tids vigtigste italienske litterære værk, men også et højdepunkt i verdenslitteraturen. Dantes Poema Sacro, som han selv sagde, at "både Himmel og Helvede har bidraget til", er litteratur i ordets sande betydning. Digteren har, gennem sin dybsindige forestillingsevne, skabt en poesi, som til hver en tid kan benævnes både "universel" og "personlig". La Divina Commedia er ikke alene en politisk og religiøs manifestation af Dante selv, men også af den sene middelalder, hvor han hørte til. Det deri liggende budskab, som bliver bragt i en velkomponeret og gennemtænkt form, rækker sig mod alle tider og mennesker som et af de vigtigste eksempler på middelalderens verdensbillede, på datidens moral og tidens ypperligste digtekunst.

I 2012 har den italienske menneskerettig­hedsorganisation Gherush 92 taget til orde for, at Dantes værk er racistisk, islamofobisk og antisemitisk, og derfor bør fjernes fra skolernes pensum. [1]

Helvede efter Dante[redigér | redigér wikikode]

Før Dante behøvede fremstillinger af Helvede i billedkunsten ingen større plads end en lille stribe nederst til højre, fra Müsteir på 800-tallet til Giotto ca 1300. Efter Dante fik Helvede derimod ofte en hel væg for sig selv, fx i Strozzi-kapellet i Sta maria Novella i Firenze.[2] Helvede fik ikke blot større plads, men også mere orden og systematik.[3]

Handling[redigér | redigér wikikode]

Helvede[redigér | redigér wikikode]

Digtet begynder natten før langfredag i år 1300, "i midten af vor rejse gennem livet" (nel mezzo del cammin di nostra vita) og åbner således in medias res. Dante er fem og tredive år gammel, halvparten af den bibelske livslængde på 70 år (Salmerne 90:10), og er gået vild i en mørk skov, hvor han angribes af vilde dyr (= synder, men deres betydning er mangfoldig) han ikke kan passere: en panter/los (una lonza), en (han)løve (un leone) og en hunulv (un lupa) . Han klarer ikke at finde den rigtige vej (diritta via) til frelsen. Dante forstår, at han ødelægger sig selv, at han vil falde ind i et "dybt sted" (basso loco), hvor solen er stum ('l sol tace), men han bliver reddet af Vergil, som griber ind på Beatrices ordre (anden sang). Sammen med Vergil drager han ned i underverdenen.

Dante og Vergil træder ind gennem Helvedes porte, hvor det står indskrevet "Lad alt håb fare, hvo træder ind" (Lasciate ogne speranza, voi ch'intrate). De kommer først til Helvedes forgård, hvor de ubrugelige bor – dem, som var så ubetydelige, at de ikke fortjener at regnes med, hverken i Himmelen eller Helvede – til evig tid må de jage efter en vimpel, og blive stukket af hvepse (tredje sang). Derefter ror Charon Dante og Vergil over floden Akheron til Helvede.

Vergil leder Dante gennem Helvedes ni cirkler, der er koncentriske, hver af dem huser stadig værre syndere, ind til Jordens centrum, hvor Satan holdes fanget – fastfrosset, med hovedet nedad. De døde straffes på en måde, som passer til den synd, de har begået, hvad der på Dantes italiensk betegnes som contrapasso.

  • Første ring er Limbo, hvor de udøbte og retskafne hedninge bor – dem der, selv om de ikke er syndere, heller ikke er kristne (fordi de aldrig fik muligheden; her finder man bl.a. en række græske filosoffer). De straffes ikke, men længes uden håb efter Paradiset og Guds nærvær. Homer, Sokrates, Platon og Aristoteles færdes her.

Næste ring eller sfære kommer digterne ned til ved at gå gennem en port, der vogtes af uhyret Minos, som forviser hver sjæl til én af de nedre otte cirkler. Disse er anlagt efter den klassiske aristoteliske forståelse af dyder og laster, sådan som filosoffen beskriver det i Den nikomakiske etik. De er inddelt i tre grupper; den første er leopardens synder, dem der har begået synder fordi de var uden kontrol over begær og lyster. Disse er de mindst formastelige synder:

  • Anden ring: De tøjlesløst lidenskabelige, som holdes fanget i en vældig storm, så de aldrig lykkes i at røre ved hinanden igen. To af dem er Francesca af Rimini og hendes elsker Paulo (femte sang). Francesca måtte giftes med fyrsten af Ravenna, der var forkrøblet både af legeme og sjæl. Han friede derfor ikke selv, men sendte i stedet sin kønne bror Paulo. Ham forelskede Francesca sig i, i den tro, at han også var hendes kommende ægtemand. Det ulykkelige par blev opdaget af den grumme fyrste, der slog dem i hjel på stedet. Men først i tredje sfære har vi nået ned til det øvre Helvede:
  • Tredje ring: De glubske, der ligger med ansigtet ned i skidtet, mens de gnaves itu af hunden Cerberus (sjette sang).
  • Fjerde ring: De grådige, der samlede rigdomme om sig, og de ødsle, som har sløset dem væk, tvinges til at skubbe enorme, men værdiløse stenblokke mod hinanden, i stedet for de ædle guldmønter, de engang satte altfor stor pris på. De griske og de ødsle er to alen af samme stykke, og har derfor for evigt sat hinanden stævne.
  • Femte ring: De hævngerrige (de aktivt vrede) som må kæmpe mod hinanden i floden Styx, og de hadefulde (de passivt vrede), der holdes fanget under vandet.

De nedre dele af Helvede ligger indenfor murene rundt byen Dis, som igen omsluttes af Styx (niende sang). Her findes de aktive synder. Først kommer de voldelige synder (løvens synder):

  • Sjette ring: Kættere, gudsbespottere og epikuræere, fanget i gloende sarkofager som i et ildhedt bad (tiende og ellevte sang).
  • Syvende ring: Voldsmænd (tolvte til syttende sang), der vogtes af tyremanden Minotauros. Denne sfære er igen inddelt i tre ringe:
    • Ydre ring: Dem, der øvede vold mod mennesker og ejendom i en sø af kogende blod (tolvte sang).
    • Midterste ring: Dem, der øvede vold mod sig selv – selvmordere – er omskabt til tornede, sorte træer. I modsætning til alle andre døde bliver de ikke genfødt efter den yderste dag. Andre vil fortsætte at holde til i Helvede eller Himmelen, men i fysisk (ikke kun åndelig) forstand, for selvmorderen har stødt sit eget legeme fra sig, og er fanget for altid i skikkelse af et træ, med sit legeme hængende fra grenene. På Dantes tid blev ens ejendom anset som en forlængelse af kroppen, følgelig var det at skade sin egen ejendom som at skade sig selv.
    • Inderste ring: Dem, der har øvet vold mod Gud, kunst og natur – blasfemikere, sodomitter og ågerkarle – holder til i en ørken af brændende sand, hvor der regner flammer fra himmelen (fjortende til syttende sang).

De to sidste ringe i Helvede er for overlagte synder, svig og bedrageri. De kan kun nås ved at klatre nedad en stor skrænt til Helvedes dyb:

  • Ottende ring: De bedrageriske, skyldige i overlagt ondskab, holder til den grufulde skakt Malebolge [4] (attende til tredevte sang). Uhyret Geryon [5] flyver Dante og Vergil derned. Malebolge er inddelt i ti grøfter:
    • Første grøft: Alfonser og forførere flygter med bar overkrop, mens de piskes af dæmoner (attende sang).
    • Anden grøft: Smigrere, stænket i afføring (attende sang).
    • Tredje grøft: De, der har solgt kirkelige embeder for penge, står med hovedet nedad i mørke hul, mens flammer brænder deres sprællende fodsåler – de fleste genkendes som paver (nittende sang). Pave Nikolaus 3. udpeger to af sine efterfølgere som simonitter: Pave Bonifacius 8. og pave Clemens 5. Dante forfærdes over, hvad han ser, og udtaler, at der er meget lidt forskel mellem afgudsdyrkere og disse paver. De første dyrker kun én afgud, guldkalven – de andre dyrker mange.
    • Fjerde grøft: Troldmænd og spåmænd, hvis hoveder er vredet om, så de bare kan se fremtiden fra nakken (tyvende sang).
    • Femte grøft: Korrupte politikere, fanget i en indsø af kogende beg, hvor de ikke kan stikke hovedet op uden at dyppes ned igen af djævelens lanse, "ligesom kokken gør med kødstykket, når det kommer op af vandet i gryden" [6] (en- og toogtyvende sang). Djævlene hedder Malebranche(rne) (= Onde Kløer). Deres leder, Malacoda (= Onde Hale), udpeger en eskorte for Vergil og Dante. Eskorten griber fat i Ciampolo, der identificerer nogle italienske svindlere, og narrer Malebranche for at undslippe ned i indsøen (énogtyvende til treogtyvende sang).
    • Sjette grøft: Hyklere, som må gå i tunge, forgyldte blykapper. I middelalderen troede man, at ordet for hyler, hyperkritos, kom af det græske ipér khritos (= udvendigt guld), derfor påklædningen.[7] Dante taler med Catalano og Loderingo, medlemmer af "De Glade Brødre" (ital. Frati Gaudenti) (treogtyvende sang).
    • Syvende grøft: Tyve, bevogtet af kentauren (som Dante beskriver ham) Cacus. De jages og bides af slanger. Biddene forvandler dem på ulige vis. Nogle brændes til aske, for så at genopstå, mens en florentiner smelter sammen med en seksbenet slange, og en anden bytter udseende med et firben (fire- og femogtyvende sang).
    • Ottende grøft: Bedrageriske rådgivere, fanget i flammer (sjæle skyldige i svigefuld brug af intellekt og veltalenhed). På grund af deres roller i den trojanske krig, er Odysseus og Diomedes fanget i en todelt flamme. Odysseus fortæller om sin sidste rejse. Guido da Montefeltro beskriver, hvordan hans råd til pave Bonifatius 8. medførte fordømmelse, til trods for pavens løfte om tilgivelse (seks- og syvogtyvende sang).
Dante og Vergil på vej opad den stenede vej i 26. sang
Satan står frosset fast i is til livet i 34. sang
    • Niende grøft: Dem, der sår splid, hvis kroppe skæres op af en sværdsvingende djævel. De helbredes i løbet af runden, for så at skæres op på ny. Muhammed beder Dante om at advare den skismatiske kætter broder Dolcino (åtte- og niogtyvende sang).
    • Tiende grøft: Falsknere, som alkymister, falskmøntnere, menedere og bedragere. Hver af dem straffes ved at påføres en sygdom (niogtyvende og 30. sang).

Passagen til den niende ring er omgivet af giganter fra klassisk og bibelsk mytologi. Nimrod er en bibelsk skikkelse (første Mosebog 10:8-12), oldebarn af Noa, og efter traditionen den, der lod Babelstårnet bygge. Dante og Vergil sænkes ned i afgrunden af Antanevs (31. sang).

  • Niende ring: Forrædere, skilt fra andre bedragere, fordi de svigtede nogen, de havde et særligt forhold til. De er frosset fast i floden Cocytus (af græsk κωκυτός = "klage"), som i Dantes verden er forvandlet til en sø af is (32. til 34. sang). Hver gruppe forrædere sidder fast i isen i forskellig højde, nogle fra livet og ned, andre med hele kroppen. Ringen er delt ind i fire koncentriske områder:
    • Caina: Dem, der forrådte slægtninge (32. sang), efter Kain der dræbte sin egen bror.
    • Antenora: Dem, der forrådte sit eget folk, parti, sin by eller sit land. Har sit navn efter Antenor af Troja, der efter middelaldersk tradition forrådte sin by til grækerne. Grev Ugolino gnaver på sin rival ærkebiskop Ruggieris hoved. Ugolino tager en pause i måltidet for at beskrive hvordan Ruggieri fængslede ham og hans børn, og lod dem sulte i hjel (32. og 33. sang).
    • Ptolemæa: Dem, der forrådte sine gæster (33. sang). Sandsynligvis efter Ptolemaios, kaptajn fra Jeriko, som inviterede ypperstepræsten Simon Makabæeren og hans sønner til gilde og dræbte dem. En af dem, der holder til i Ptolemæa, broder Alberigo, fortæller, at det sommetider sker, at en sjæl falder derned før Atropos (= skæbnen, der bryder livstråden) mente at sende den. Deres legemer på Jorden bliver straks besat af en dæmon.
    • Judecca: Dem, der forrådte sine herrer og velgørere (34. sang). Satan (Dis) befinder sig i områdets midte. Han, som en gang var den smukkeste af ærkeenglerne (Lucifer), er forvandlet til et uhyre med tre hoveder, frosset fast i isen til livet. Han kan slå med vingerne, men det skaber bare yderligere kulde. Hvert af hans tre hoveder gnaver på en forræder: Brutus og Cassius, der begge stod bag attentatetJulius Cæsar på hver side, og Judas Iskariot i midten.

De to poeter flygter ved at klatre nedad Lucifers pels og videre gennem en tunnel, som går tvers gennem Jorden og ender under den sydlige hemisfæres stjernehimmel. De ankommer lige før daggry påskemorgen.

Purgatoriet[redigér | redigér wikikode]

Fra Helvedes dyb kommer Dante og Vergil ud til fjeldet Purgatorio (skærsildbjerget), som Dante placerer midt på den sydlige halvkugle, antipodisk af Jerusalem. De første dele af bogen beskriver Antepurgatorio, som består af stranden og bakkerne ved bjergets fod. Det bevogtes af Cato, som i romersk historie er kendt for sin kamp mod korruption og sit halsstarrige, bestialske selvmord. Da Cato forstod, at han havde tabt slaget mod Julius Cæsar, kastede han sig mod sit sværd. Han blev rigtignok fundet og lappet sammen, men sled derefter sine tarme ud.

Sjælene i Antepurgatorio venter på at bestige fjeldet for at gennemføre sin fortjente bodsgang. Her finder vi de bandlyste, dem, der først vendte om på dødslejet, og dem, der led en voldsom død – uden at være tilgivet sine synder, men angrende i sidste minut. Til slut kommer pilgrimen og hans ledsager til en dal, hvor europæiske herskere, der var for optaget af de jordiske pligter, holder til (syvende til ottende sang). Fra denne dal bliver Dante båret sovende til Skærsildbjergets porte (niende sang). Her sidder en engel med en bog, og denne engel sætter syv tegn på Dantes pande. Efterhånden, som han bestiger bjergets syv niveauer, slettes tegnene ud, et efter et.

Fra Antepurgatorio leder Vergil så Dante gennem bjergets syv afsatser. De hentyder til middelalderteologiens syv dødssynder. De syv dødssynder i den form, Dante giver dem, kan spores tilbage til Thomas Aquinas, Augustin og Bonaventura. Hver af bjergets afsatser renser sjælen for en bestemt synd og på en passende måde:

  • Hovmod, ved at bære en tung sæk på ryggen, så bæreren ikke magter at holde hovedet løftet (tiende til tolvte sang).
  • Misundelse, ved at få øjnene syet i, og ved at gå med tøj, der gør det umuligt at skelne sjælen fra jorden (trettende til femtende sang).
  • Vrede, ved at vandre omkring i en tæt røg (femtende til syttende sang).
  • Dovenskab, ved uafladeligt at løbe rundt (attende og nittende sang).
  • Griskhed, ved at ligge med ansigtet ned mod jorden (nittende til enogtyvende sang).
  • Glubskhed, ved at afstå fra både mad og drikke (to- til fireogtyvende sang).
  • Utugt, ved at brænde i lutrende flammer (fem- til syvogtyvende sang).

I syttende og attende sang lader Dante Vergil udrede kærlighedens væsen og skærsildbjergets opbygning. Kærlighed i sig selv kan være naturlig eller rationel. Det er den rationelle eller viljestyrede kærlighed, der fører menneskene til fald. Når den perverteres og rettes mod "det forkerte objekt" og fører til ondskab og had mod ens næste, stolthed, misundelse eller vrede. Når den rettes mod det gode, men med for lidt kraft: Dovenskab. Når den rettes mod det gode, men på en forkert måde: Griskhed, glubskhed og utugt.

Afsatserne ophører ved Purgatoriebjergets top, der huser Edens have eller det jordiske paradis (otteogtyvende til treogtredivte sang). Her møder Dante først kvinden Matilda. Kommentatorer er ikke enige om Matildas allegoriske betydning. Måske repræsenterer hun aktiv kristendom ved gode gerninger, modsat Beatrice, som i denne tolkningstradition repræsenterer kontemplativ kristendom. I så måde kan hun sammenlignes med bibelske skikkelser som Marta (versus Maria) eller Lea (versus Rakel). Dante bliver dernæst præsenteret for et allegorisk optog: Syv vældige lysestager med brændende lys, der muligvis repræsenterer den hellige ånds syv gaver. Dette følges af repræsentanter for de bibelske bøger: Fireogtyve oldinge, som repræsenterer bøgerne i Det gamle Testamente, fulgt af de fire evangelister, repræsenteret ved fire dyr med vinger dækkede af argusøjne. Dyrene følges af en tohjulet triumfvogn, Guds kirke på Jorden, som trækkes af en grif, Kristus med sin dobbelte natur. De syv kardinaldyder repræsenteres af syv unge piger. Fire af pigerne er jordiske, nemlig Styrke, Mod, Udholdenhed og Mådehold, der danser ved triumfvognens venstre hjul, mens de tre himmelske, Tro, Håb og Kærlighed, danser ved det højre. På vognen står en tilhyllet kvinde, Beatrice, som Dante i sit tidlige værk La vita nuova ("Det nye liv") hyldede som sin store kærlighed. Efter vognen følger repræsentanter for resten af Det nye testamentes bøger. Til sidst kommer åbenbaringsbogens Johannes – en sovende olding med et ansigt præget af visdom.

Vergil er en hedning og kan ikke komme ind i Paradiset. Herfra er det Beatrice der leder Dante. På et allegorisk plan repræsenterer Vergil muligvis fornuften (latin ratio) eller filosofien, mens Beatrice repræsenterer troen (latin fides) eller teologien, som et medium for guddommelig visdom og kærlighed.

Efter at Dante har indset rækkevidden af sine synder, bades han i glemselens flod Lethe, der sletter mindet om dem. Han er så klar til at følge Beatrice ind i Himmelen.

Paradiset[redigér | redigér wikikode]

Efter opstigningen fra Purgaoriebjerget (første sang) leder Beatrice Dante gennem Himmelens ni sfærer, der er koncentriske og sfæriske, i tråd med aristotelisk og ptolemæisk kosmologi. Jorden kaster sin kegleformede skygge over de tre første planeter, hvad der genspejles i de moralske mangler hos repræsentanterne her. Dante lader os forstå, at han mere end nogensinde før i komedien har vanskeligheder med at finde ord, som beskriver oplevelsen. Dette tredje kapittel af komedien lægger også meget af værkets ideologiske og filosofiske fundament, med den skolastiske filosofi og thomismen som sin måske vigtigste inspirationskilde.

Alle sjæle i Paradiset befinder sig hos Gud i Empyreum, men åbenbarer sig nedad i himmelsfærerne i henhold til sine kvalitative dyder. Gud oppfylder hver enkelt sjæls behov for salighed, så ingen ønsker mere end det de har.

Paradisets ni sfærer er:

  • Månen (anden til femte sang): Dem, der var gode i ånden, men opgav sit klosterløfte. Dante taler med Piccarda Donati, kusine af hans kone Gemma, og søster af Forese og Corso Donati. Forese er havnet på skærsildbjerget, mens Corso, fortæller Forese, kommer til Helvede. Piccarda gik i kloster, men broren Corso pressede hende til at forlade klosterlivet for at gifte sig med en af hans håndlangere. Vi møder også Constance, som led samme skæbne. Hun var datter af den normanniske konge af Napoli og Sicilien, Roger 2., og hans tronarving. Hun skal være blevet hentet ud af klostret for at giftes med Henrik 6. af Schwaben, og blev senere mor til kejser Fredrik 2. af Det tysk-romerske rige. I anden sang forklarer Beatrice om Paradisets opbygning (de forskellige engleracer er Guds instrumenter i de respektive himmelsfærer), himmellegemernes placering, og hemmeligheden ved Månens mørke pletter. Fjerde sang handler om problemet med den evige placering af de salige sjæle (jfr Platons dialog Timaios), og i denne og påfølgende sang drøftes problemet om klosterløftets ukrænkelighed og menneskets frie vilje.
  • Merkur (femte til syvende sang): Dem, der var gode i ånden, men higede efter ære og berømmelse. Justinian 1. fortæller om "den romerske ørns" flugt gennem historien: Fra Romerrigets begyndelse med Æneas, gennem etableringen af den kristne kirke til Det hellige tysk-romerske rige og Karl den store. Han refererer også kort historien om Romieu de Villeneuve. I syvende sang svarer Beatrice på uudtalte spørgsmål hos Dante efter Justinians tale: Hvordan kunne Guds retfærdige straf, som benyttede en romersk kejser, (Tiberius), til at konspirere med jødiske ledere i Jerusalem for at dømme Kristus til døden, bruge en anden romersk kejser, (Vespasian), til at straffe det samme Jerusalem ved at ødelægge byen? Beatrice udreder forskellen mellem Guds og menneskers retfærdighed og den kristne doktrine om menneskets frelse gennem Kristus (cur crux?), og forskellene på primær og sekundær skabelse.
  • Venus (ottende og niende sang): Dem, der var gode i ånden, fyldt af kærlighed, men med ubændig lidenskab eller promiskuitet. Dante møder Karl Martell, som besvarer Dantes spørgsmål om det tilsyneladende paradoks ved arvelighed (hvordan kan retfærdige forældre få uretfærdige børn?). Pilgrimen møder også Cunizza da Romano og Folquet de Marseilles, der udpeger skøgen Rahab, den lyseste ildsjæl i denne sfære.
Illustration til Dantes Paradiso af Giovanni di Paolo (datering mellem 1442 and ca 1450). Her sees Dante og Beatrice i tiende sang med Albertus Magnus, hans elev Thomas Aquinas (med krone og scepter) og de ti andre, tilhørende den første ring af vise helgener.
  • Solen (tiende til fjortende sang): De vises sfære. Her presenteres pilgrimen for to koncentriske cirkler, hver med tolv helgener. I den første ring er blandt andre Thomas Aquinas, som i tiende sang tager ordet og præsenterer de andre medlemmer af ringen, blandt andre sin læremester Albertus Magnus, kong Salomon, Dionysios fra Areopagos og Boethius. I ellevte sang lovpriser dominikaneren Aquinas Frans af Assisi, og afrunder med at beskrive dekadencen i sin egen munkeorden. I den næste sang præsenteres pilgrimen for den anden helgencirkel. Franciskaneren Bonaventura tager ordet og lovpriser Dominikus før han beskriver dekadencen i Franciskanerordenen. Til sidst præsenterer han de andre medlemmer i cirklen, blandt andre Pedro Hispano, den senere pave Johannes 21., Johannes Chrysostomos, Anselm af Canterbury, Rabanus Maurus Magnentius og Joakim af Fiore. I trettende sang får Thomas Aquinas igen ordet, og han forklarer, hvad han mente i ellevte sang: Salomons visdom som konge var enestående, mens Gud skabte Adam og Kristus direkte og perfekt. Aquinas afrunder med en advarsel mod forhastede domme og udeladelse af nødvendige distinktioner. I neste sang gives ordet til kong Salomon, som efter initiativ fra Beatrice forklarer doktrinen om legemets opstandelse. Pilgrimen ser en tredje lyscirkel med noget, han tror drejer sig om "nye substanser", der omslutter de to andre. Han kalder det en "sand udstråling af Helligånden".
  • Mars (fjortende til attende sang): Dem, der kæmpede for kristendommen. Pilgrimen møder her sin egen stamfar Cacciaguida, som i femtende sang priser borgerdyderne i Firenze i det tolvte århundrede. I sekstende sang diskuterer han forfaldet i Firenzes fremstående familier, og spekulerer på, om det modsvarer forfaldet i det moralske liv og i byens sociale harmoni. I den påfølgende sang spår han Dantes fremtid, og betror ham opgaven med at skrive Komedien. Til sidst, i attende sang, nævner han nogle af de andre repræsentanter på Mars. Sjælene på Mars danner et stort, galaktisk kors, og efterhånden som Cacciaguida udpeger dem, kommer de til syne som lysglimt i korsets arme: Josva, Judas makkabéeren, Karl den store, hans nevø Roland, William af Gellone (= William af Oranje), Renourad (en sarasener, som konverterede og kæmpede ved hans side), Gottfrid af Bouillon (leder af det første korstog) og Robert Guiscard.
  • Jupiter (attende til tyvende sang): Retfærdige monarker og regenter. Ligesom fugle, der danner formationer, arrangerer de lysende sjæle i denne sfære sig, så de danner bogstaverne: "DILIGITE JUSTITIAM, QUI JUDICATIS TERRAM" ("Elsk retfærdighed, I herskere på Jorden", Visdommens bog 1:1). Den siste M (for monarchia) ændres først til en lilje (det franske monarkis og Guelfernes emblem), derefter til profilen af en ørn (emblem for Det hellige romerske rige). I nittende sang taler sjælene, som danner den symbolske ørn, unisont om emnet retfærdighed: Spørgsmålet om gode hedninges skæbne; om det uransagelige, men fuldkomne, i Guds retfærdighed, og svagheder hos kristne herskere. I den næste sang røber ørnens sjæle identiteterne til de sjæle, der udgør fuglens øje: Kong David repræsenterer pupillen, øjenbrynet formes af kejser Trajan, kong Hezekiah, Konstantin den Store, William 2., Ripheus (en førkristen trojaner, der omtales nogle få steder i Vergils Æneiden). Omtalen af kejser Trajan og Ripheus fører til en redegørelse over Himmelens føjelighed, og mysteriet omkring Guds forsyn.
Den himmelske rose i trettiførste sang.
  • Saturn (en- og toogtyvende sang): Dem, der viede livet til religiøs kontemplation. Her ser pilgrimen en stige, som går opad så langt øjet kan se. Nedad stigen kommer lysende herligheder, som så bevæger sig i forskellige retninger, nogle tilbage igen. Den ene, Peter Damian, svarer på Dantes spørgsmål om pilgrimens (manglende) evne til at opfatte himmelsk musik, men han forklarer, at han ikke kan svare på, hvorfor lige han, Peter Damian, blev udvalgt til at vejlede Dante. Til sidst taler han om klosterlivets og præsteskabets forfald. I toogtyvende sang henvender Benedikt af Nurcia sig til Dante om forfaldet i Benediktinerordenen.
  • Fiksstjernene (to- til syvogtyvende sang): De salige. I treogtyvende sang bliver Dante vidne til et imponerende skue. Han ser de lysende, frelste sjæle og Kristus, og når Kristus trækker seg tilbage, kommer jomfru Maria til syne. I de tre påfølgende sange eksamineres han i de tre kristne kardinaldyder tro, håb og kærlighed, af henholdsvis apostlen Peter, apostlen Jakob og apostlen Johannes. Pilgrimen får så Adam at se, der besvarer hans spørgsmål om, hvad der skete i Edens have og senere. I syvogtyvende sang fælder Peter dom over materialismen i Kirken på Dantes tid.
  • Primum Mobile (syv- til niogtyvende sang): Englene. Her, i den højeste af de materielle himle, oprindelsen til tid og rum, oplever Dante et symbolsk syn i form af Gud som et lyspunkt omgivet af ni koncentriske, lysende cirkler, som repræsenterer de himmelske sfærer eller engleracer. Dante giver udtryk for sin rådvildhed da han oplever dette som et omvendt billede af naturens orden (dvs den geocentriske, ptolemæiske kosmologi). Beatrice forklarer ham, at det geocentriske verdensbillede er en inverteret kopi af den grundlæggende virkelighed. Hun forklarer videre om englenes natur, og navngiver de ni (3 x 3) racer, sådan som de er beskrevet i De Coelesti Hierarchia (dansk: "De Himmelske Hierarkier") af Pseudo-Dionysios. I niogtyvende sang fortæller hun om englenes skabelse og Lucifers fald. Hun belyser forholdet mellem nåde og gode gerninger, og fordømmer falske kristne tænkere.

Herfra stiger Dante op til en tilstand hinsides fysisk eksistens, til Empyreum (30. til 33. sang), det egentlige paradis. Efterhånden som Dantes syn vænner sig til lyset, opdager han den himmelske forsamling i form af en rose. På en af de tomme pladser i rosen venter en trone på kejser Henrik 7.s nært forestående ankomst. (Han døde i 1313.) I 31. sang tager Beatrice sin plads blandt de udvalgte. Her må teologien søge hjælp hos mystikken, og hans sidste vejviser bliver den ærverdige Bernhard af Clairvaux. Han går i forbøn for ham hos jomfru Maria, og med hendes hjælp får Dante Gud at se. I dette syn, fortæller Dante, forstår han med et den store sammenhæng. Synet er imidlertid for herligt til at den menneskelige forstand og hukommelse kan gribe det. Han beskriver enkeltheder han stadig erindrer: Han ser hele skabelsen som en bog, med dens ubundne ark stiftet sammen på nyt. Han ser tre cirkler, som repræsenterer treenigheden. Den anden cirkel får efterhånden omrids som et menneske eller menneskesønnen Kristus. Digteren skriver, at han pludselig forstod inkarnationens mysterium, men at ordene og hukommelsen svigter ham.

Håndskrifttraditionen[redigér | redigér wikikode]

Der kendes ikke noget håndskrift fra Dantes egen hånd. Det Kongelige Bibliotek i København ejer to middelalderlige håndskrifter med Den guddommelige Komedie. Heraf er håndskriftet med opstillingssignaturen Thott 411 fol (dvs. håndskrift nr. 411 i foliantstørrelse i den Thottske samling) det ældste: Det menes at være skrevet i slutningen af 1300-tallet, og indeholder en række interessante illustrationer, hvoraf dog kun nogle er færdiggjort.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur/kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: