Heinrich Schütz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Heinrich Schütz

Heinrich Schütz (8. oktober 1585 (JK) i Köstritz6. november 1672 i Dresden) var en tysk komponist og organist. Den tyske musiks fader, som han blev kaldt, var sin tids betydeligste tyske tonekunstner.

Liv og karriere[redigér | redigér wikikode]

Som ganske ung blev han optaget som "kapelknabe" i kapellet i Kassel, hvor landgreve Moritz, "der gelehrte", tog sig af den opvakte dreng og siden hen lod ham studere jura ved universitetet i Marburg. Senere hjalp han ham til at rejse til Venedig for at studere musik under den berømte Giovanni Gabrieli. S. opholdt sig her i 4 år fra 1609 til 1612 og fik her, altså først i en fremrykket alder, sin egentlige faguddannelse som musiker. Ved sin hjemkomst begyndte han atter på sit juridiske studium, men blev dog samtidig organist hos landgreven. I anledning af en hoffestlighed i Dresden blev han imidlertid kaldt dertil i 1615, hvor han slog så godt an som musiker, at kurfyrsten af Sachsen gerne ville beholde ham i sit kapel, hvad der også omsider lykkedes ham efter adskillig forhandling med hoffet i Kassel.

Schütz gjorde hurtig karrière i Dresden, allerede 1617 udnævntes han således til sachsisk overkapelmester, i hvilken stilling han med enkelte afbrydelser forblev indtil sin død. Allerede hans første større værk "Psalmen Davids" fra 1619 viser afgjort venetianske impulser, Schütz er heri den ny tids mand, hylder 17. århundredes ny musikstil, den såkaldte stylo recitativo med dens fremtrædende solistiske element, vokalt som instrumentalt. Men hans næste kirkelige arbejde "Historia der frölichen und siegreichen Auferstehung Jesu Christi" fra 1623 viser afgjort træk fra den gamle musikstil, så at Schütz straks ved sine første værker fremtræder som den ejendommelige overgangskunstner, bestemt til at forbinde to forskellige tidsaldres stilarter med hinanden. Lignende overgangsformer viser hans motetter "Cantiones sacrae" fra 1625. Gennemgående er det dog den ny tids stil, der overvejende præger værkerne fra Schütz egentlige manddomsperiode, således hans "Festmusik" ved fyrstesammenkomsten i Mühlhausen fra 1627, hans "Madrigaler" til tekster af Opitz, sikkert også hans første og eneste opera "Dafne" fra 1627, hvortil imidlertid musikken er gået tabt, fremdeles de værker, han skrev efter et fornyet besøg i Italien i 1628, blandt hvilke "Symphoniæ sacræ" i 3 dele særlig rager frem. I sine senere værker derimod griber Schütz med stigende konservatisme tilbage til den gamle musikstil, således i "Die sieben Worte Jesu Christi" fra 1645, endnu mere i motetterne "Geistliche Chormusik" fra 1648 og allermest i hans tre gange gentagne behandlinger af Passionen (efter henholdsvis Johannes, Matthæus og Lucas evangelier) fra hans sidste leveår. Til samme stilretning hører ligeledes hans ved deres melodiske fylde interessante 4-stemmige melodier til Becker’s salmer fra 1628.

Hos Christian den 4.[redigér | redigér wikikode]

På grund af 30-årskrigens uroligheder måtte Schütz imidlertid en tid forlade Dresden og fandt da tilflugt hos den musikelskende Christian 4. af Danmark, der satte ham som højtlønnet kapelmester i spidsen for sit udmærket besatte kapel. To gange ved vi, at Schütz i denne egenskab fungerede ved hoffet i København, 1633—1635 samt 1642—1644, muligvis har han også været der et par gange til, men dette kan dog ikke bestemt oplyses. Ved sit første ophold i Danmark forestod han blandt andet som musisk leder de storartede festligheder i København i anledning af den udvalgte prins Christians bryllup med den sachsiske prinsesse Magdalene Sibylle i 1634 og har da sandsynligvis komponeret musikken til de forskellige festforestillinger, der gaves ved denne lejlighed, således musikken til den indledende operaballet, fremdeles til Lauremberg’s to skuespil "Aquilo" og "Die Harpyiæ" samt til den afsluttende "Tragoedia von den Tugenden und Lastern". Al denne musik er dog desværre gået tabt. Schütz tilegnede den senere Frederik 3. sine "Kleine geistliche Koncerte" fra 1639 og den udvalgte prins Christian 2. del af sin "Symphoniæ sacræ" fra 1647.

Værker[redigér | redigér wikikode]

For en fuldstændig liste over Schütz' værker, se Schütz-Werke-Verzeichnis.

Omtrent 500 enkeltstykker er bevaret efter Schütz, de fleste er publiserede i samlingerne neden for:

  • Il primo libro de madrigali (første bog med madrigaler) (Venezia, 1611)
  • Psalmen Davids (Bog 1) (Dresden, 1619)
  • Historia der frölichen und siegreichen Aufferstehung ... (Historien om Jesu opstandelse) (Dresden, 1623)
  • Cantiones sacrae (Freiberg, 1625)
  • Psalmen Davids (Bog 2) (Freiberg, 1628)
  • Symphoniae sacrae (Bog 1) (Venezia, 1629)
  • Musicalische Exequien (Dresden, 1636)
  • Kleine geistliche Konzerte (Bog 1) (Leipzig, 1636)
  • Symphoniae sacrae (Bog 2) (Dresden, 1647)
  • Geistliche Chor-Music (Dresden, 1648)
  • Symphoniae sacrae (Bog 3) (Dresden, 1650)
  • Zwölf geistliche Gesänge (Dresden, 1657)
  • Psalmen Davids (revideret udgave af bog 2) (Dresden, 1661)
  • Magnificat
  • Weihnachtshistorie (juleoratorium) (Dresden, 1664)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Komponister Stub
Denne biografi om en komponist er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi