Johann Hartmann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Johann Ernst Hartmann)
Gå til: navigation, søg
Johann Hartmann

Johann Ernst Hartmann (24. december 1726 Groß-Glogau i Schlesien21. oktober 1793 i København) var en tyskfødt musiker og komponist, der virkede i København fra 1762. Han blev stamfader til en lang række kulturpersonligheder hvoraf nogle stadig er i spil både i Danmark og andre steder.

Han fødtes i Groß-Glogau i Schlesien. I 1754 var han violinist hos fyrstbiskoppen i Breslau, Grev Schaffgotsch; senere blev han koncertmester i den lille residensby Rudolstadt og derefter i Pløn hos hertug Frederik Carl. Da hertugen døde i 1761 uden arvinger hjemfaldt hans hertugdømme til den danske konge Frederik 5., og en del af Plønerhoffets orkestermusikere rejste til København, bl.a. Hartmann.

I København blev han modtaget med åbne arme. Han blev straks ansat som violinist i Det Kongelige Kapel, blev musiklærer for den senere kong Christian 7. og i 1768 forfremmet til koncertmester, d.v.s næstkommanderende for orkestret. Han blev en bærende kraft i de kammerkoncerter der afholdtes ved hoffet i årene omkring 1770. Desuden deltog han i eller ledede koncerter i private forsamlinger såsom de såkaldte Gjethuskoncerter, der tog deres begyndelse i 1774, og han virkede som leder af koncerterne i Det harmoniske Selskab/Harmonien.

Den fremherskende operastil på Hofteatret og Det Kongelige Teater var italiensk inspireret, men netop i disse år skiftede moden til en mere enkel franskinspireret stil og Hartmann blev flere gange opfordret til at levere musik til dansksprogede syngespil. I 1778 blev Det italienske Operaselskab afskediget og de nye strømninger fik bedre plads. I 1779 opførtes så Hartmanns to første forsøg i den nye genre. Johannes Ewald skrev teksterne og Hartmann musikken til Balders død og Fiskerne (hvori man for første gang hører kongesangen Kong Christian stod ved højen Mast), og begge var succeser. Senere fulgte et par andre værker. Med disse populære syngespil lagdes grunden til en tradition, der udfoldede sig over de næste mange år på københavnske scener.

Før sin ankomst til København og i de første år der skrev Hartmann instrumentalmusik for kammerbesætning og mindre orkestre i en stil henad Haydn. De fleste af disse værker er forsvundet, nogle af dem ved Christiansborgs brand i 1794, idet hans nodesamling blev købt af kongen og anbragt på slottet kort før branden.

Slægten[redigér | redigér wikikode]

To af Johann Hartmanns sønner, Johan Ernst Hartmann og August Wilhelm Hartmann var begge musikere og komponerede. Den sidstes søn var dansk musiks næsten altoverskyggende skikkelse i 1800-tallet, J.P.E. Hartmann, hvis søn var Emil Hartmann, der også var dirigent og komponist. Dertil kan lægges, at J.P.E. Hartmanns datter Sophie giftede sig med Niels W. Gade og en anden datter Clara med komponisten August Winding. En anden søn, Carl Christian Ernst Hartmann, var en anerkendt billedhugger. Komponisten Niels Viggo Bentzon var tip-tip oldebarn af Johann Ernst Hartmann. Hans søn jazzpianisten Nikolaj Bentzon samt den belgiske komponist Jean Pierre Waelbroeck udgør de seneste skud på stammen.

Emil Hartmanns datter Bodil Hartmann gift de Neergaard, holdt i årene omkring 1900 musikalske sammenkomster på herregården Fuglsang mellem Nykøbing Falster og NystedLolland. Her deltog bl.a. Carl Nielsen. I periferien kan man nævne Emil Hartmanns søn Oluf Hartmann, der var maler, og til hvis begravelse Carl Nielsen skrev Ved en ung kunstners båre, Niels Viggo Bentzons 2 fætre Jørgen og Johan samt N.W. Gades søn af 2. ægteskab, Axel Gade. De var alle 3 noget ved musikken.

Johann Hartmanns kunstneriske familie

Musik[redigér | redigér wikikode]

  • Sørgekantate ved hertug Friedrich Karl af Plön’s død (1761)
  • Simfonie Periodique i D-dur (trykt 1770)
  • Sinfonie Nr. 2 G-dur
  • Sinfonie Nr. 3 D-dur
  • Balders død (syngespil 1779)
  • Kantate i anledning af Københavns Universitets 300 års jubilæum (1779)
  • Fiskerne (syngespil 1780)
  • Violinkoncert (sammen med Claus Schall 1780)
  • Hyrdinden på Alperne (syngespil 1783)
  • Sørgemusk ved Ludwig Harboes død (1883)
  • Den blinde i Palmyre (syngespil (1784)
  • Høytidssange (soli, kor og orkester 1787)
  • Gorm d. Gamle (skuespil 1785)
  • Kantate til Prinsesse Louise Augustas Formæling med Prinsen af Augustenborg (sammen med J.G. Naumann 1786)
  • Jesu Dødsangst i Urtegaarden (passionsmusik 1793)
  • Forløserens død (kantate 1783)
  • mindst 12 symfonier (hvoraf dog kun 4 er bevarede)[1]
  • Liden Gunver vandre som helst i Kvæld
  • Sonater for 2 Violiner og Bas

Kilder m.m.[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Referencer[redigér | redigér wikikode]