Kronregalier

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
De danske kronregalier

Kronregalier er værdighedstegn, insignier, som kongelige personer bruger til at demonstrere magt, enten i politisk eller militær form. Deres formål er at fastslå en persons ret til at herske over en bestemt gruppe personer eller et geografisk territorium. De vigtigste kronregalier er kroner, sceptre og rigsæbler. Kronregalier kan også omfatte flere slags juveler (hvorfor også begrebet kronjuveler bruges) og andre genstande.

I en bredere fortolkning af begrebet kronjuveler menes ikke kun magtgenstande, men også en række andre kostbarheder, som hver især tilhører enten staten eller regenten i det pågældende land. Kronjuveler er, diamanter og andre kostelige slebne ædle stene, tilhørende en stat og tjenende til smykker for denne stats hersker eller for medlemmer af hans slægt ved særlig festlige lejligheder; de prydelser, hvortil kronjuveler hører, og på hvilke kronjuveler spiller en fremtrædende rolle, som krone, scepter og lignende, betegnes ofte også som kronjuveler. Konger og fyrster stræbte tidlig såvel i som uden for Europa, således bl.a. i Indien, at erhverve sig kostbare stene, som de efterlod til deres efterfølgere. Af og til har fyrster været nødt til at pantsætte deres kronjuveler for at rejse lån, således Henrik 3. af England og flere af hans efterfølgere. De danske kronjuveler er på Rosenborg; de norske forsvandt 1537, da Trondheims ærkebisp tog dem med på flugten fra Norge; de svenske er i Stockholm; de russiske, iblandt hvilke der er store kostbarheder, bl.a. Orloff, den største diamant, og "Le Sancy", engang Karl den Dristiges, fandtes indtil kejserdømmets fald i Moskva; de østrigske, iblandt hvilke man ser "Florentiner" eller "Toskaneren", som Karl den Dristige bar, da han faldt ved Nancy, opbevaredes i Schatzkammer i Wien[1]; de engelske, hvortil i de sidste år "Koh-i-Noor" er kommet fra Indien, er i Tower of London, men ingen af dem er gamle, da Oliver Cromwell tilintetgjorde de fleste af Englands kronjuveler 1649; de skotske reddedes derimod fra at falde i Cromwells hænder og er endnu i Edinburgh Castle. Af de franske bevares nogle i Louvre, således Le Regent, men en del solgtes ved auktion 1887 og er nu i privatbesiddelse, de fleste i Nordamerika og England.[2]


Danmark[redigér | redigér wikikode]

De danske kronjuveler, heriblandt Christian 4.s krone og Christian 5.s krone ("enevoldskronen"), dronningekronen, scepteret, rigsæblet og rigssværdet, kongens eksemplar af Kongeloven, effekterne til salvingsceremonien, smykker m.v. er udstillet på Rosenborg Slot i København, og samlingen bevogtes af Den Kongelige Livgarde. De danske kronjuveler samt tronstolene og de tre sølvløver indgår i den permanente udstilling. Kroningstæppet udstilles dog normalt kun en gang årligt for at undgå skader fra lyspåvirkningen.

Tanken om danske kronregalier har efter enevældens indførelse 1660 ligget Frederik 3. så stærkt på sinde, at hans ældste søn, tronfølgeren, umiddelbart efter hans død kunne have de synlige tegn på sin arvede ret til tronen i hænde, at han, trods den følelige mangel på penge, i al hemmelighed har ladet udføre ny og fra de tidligere brugte forskellige kroningsregalier. I sammenhæng dermed lod han også lave en tronstol af narhvalstand med dertil hørende løver af sølv, alt sammen for at give den første enevældige konges tronbestigelse så megen glans som muligt, samtidig med, at de ved denne højtidelighed benyttede, iøjnefaldende pragtsager betegnede et tydeligt brud med fortiden.

Christian 5.'s krone.

Det er de første gang ved Christian 5.’s kroning benyttede danske kronregalier, krone, spir, sværd og æble, som siden har været benyttede af alle enevældskongerne ved deres kroninger, sidste gang af Christian 8. 1840, og som endnu er i brug ved kongens castrum doloris.

Regalierne er udførte af kongens guldsmed Poul Kurtz, måske med undtagelse af spiret, der er af finere arbejde og vistnok skyldes en anden hånd. De var udstillet hos ham i hans bod på Østergade tre dage før kroningen 7. juni 1671.

Kronen, tegnet på herredømmet, skulde allerede ved sin form kunne skelnes fra valgkongedømmets krone. Medens denne var en åben ring, prydet med opstående, gavltakkede spidser, blev enevældens krone, mulig med Karl den Store’s kejserkrone i minde, dannet som en lukket krone, dvs. gavlspidserne på ringen blev forlænget som svagt bøjede radier og mødtes i en fælles knop over ringens centrum. De åbne kroner overlodes nu til adelen.

Ringen, et opretstående fladt bånd, på Christian 5.’s krone er firdelt ved to meget store safirer, en flad midt for panden og en "tyk safir" diametralt modsat over nakken, en rubin-spinel på den ene og en granat på den anden side. De fire buede stykker af ringen mellem disse stene er prydet med sløjfe- og volutornamenter med diamanter (taffelstene).

Den gamle kongerings spidse gavle er på enevældens krone blevet til otte palmetter, fire større og fire mindre, med diamantbesatte ribber; i den forreste palmette, lodret over den flade safir, sidder en "Diksten" – en svær taffelsten. Gavlspidsernes forlængelser danner flade, diamantbesatte bøjler, der mødes over ringens centrum, hvor de samles i en blåt emaljeret, diamantbesat kugle (globe) med et diamantbesat kors på toppen.

De anførte værdier er taget fra vurderingen 1858. Hele kronen er anslået til en værdi af 472.000 Kr.

Dronning Charlotte Amalie bar ingen krone, enten det nu var, fordi hun som reformert ikke hørte til folkekirken, eller på grund af Christian 5.’s opfattelse: »at Dronninger nu herefter ikke som udi forrige Valgrige behøver nogen Kronings- eller Salvings-Ceremonie, men formedelst deres Ægteskab med en Arvekonge fuldkommen kronede og med alle Regalier zirede ere«.

Dette blev dog ikke overholdt for de følgende dronningers vedkommende Frederik 4.’s dronning, Louise, blev kronet med en utvivlsomt til hende udført »net liden« dronningekrone, med hvilken også Frederik 4. kronede hendes efterfølgerske, Anna Sophie Reventlow. Sophie Magdalene ville imidlertid ikke benytte den af Anna Sophie bårne krone, men lod en ny udføre af hofguldsmeden Fabritius.

Dronningens krone, der i modsætning til kongens 8-bøjlede kun er 6-bøjlet og kun besat med diamanter, er bygget som kongens, men er slankere, højere og spinklere. Den er vurderet til 32000 Kr.

Spiret, scepteret, herskerstaven, tegnet på myndigheden, er af guld og ender forneden i en langstrakt emaljeret og med diamantbesatte ribber prydet knop og foroven i en emaljeret lilje, i hvis kalk der er anbragt en krone.

Rigsæblet.

Rigsæblet betegner det kristne verdensherredømme – æblet er i virkeligheden en globe, verdenskuglen; det er en kugle af guld med et bælte af diamanter, på hvilken står lodret en halvcirkel af diamanter; på dennes top et diamantbesat kors.

Rigssværdet, tegnet på den værnende, straffende og dømmende øvrighed, er mere en kårde end et sværd med diamantprydet hæfte og parerplade. Skeden, hvis dupsko er besat med diamanter, er betrukket med rødt fløjl og bærer på ydersiden landsdelenes våben over hinanden; hvert våben er prydet med en lille diamantbesat guldkrone.

Til kronregalierne hører endnu salvebuddiken, i hvilken olien opbevaredes. Den er af guld, emaljeret og besat med diamanter.

I valgrigets dage var det rigsrådets medlemmer, der tog kronen fra alteret og satte den på kongens hoved for at minde om, hvem kongen skyldte sin krone. Efter 1660 er det egentlig urigtigt at tale om nogen kroningsceremoni. »Eftersom ingen af Rigets Undersåtter var dygtig, capable og suffisant til at sætte Kronen på Kongens Hoved«, så satte han den på selv oppe på sit slot og mødte i kirken med kronen på hovedet. Nu blev salvingen, indgnidningen med olie, overførelsen af den himmelske visdom, det centrale i ceremonien. Ved denne benyttedes endvidere tronstolen af narhvalstand, lavet 1662 af Bendix Grodtschilling, i hvis top der prangede en mægtig sibirisk ametyst, der ligeledes hører med til kronregalierne. På bagsiden blev den dækket med en guldkapsel med Christian 5.’s navnetræk i blå emalje. Foran tronstolen stod de tre løver, oprindelig hentydning til løverne ved Salomo’s trone. At de skulle betegne de tre vandløb, sund og bælter, er en langt senere tids opfindelse.

Ved kroningstaflet benyttede kongen den store kroningspokal af guld, der er prydet med en fremstilling af alle de dyr, der findes i rigets forskellige våbendele. På låget bærer tre svaner i hvid emalje en hjelm, en kommandostav og et sværd. Pokalen er udført 1653 af en Nürnberg-guldsmed Hans Conrad Brechtel.

Til danske kronregalier hører endelig Elefant- og Dannebrogordenernes kæder, stjerner og kors, kongeloven i en sølvkasse og forsynet med segl i guldkapsel, samt en med diamanter besat sværdhænger og et par diamantbesatte strømpebånd.

Krone, spir, sværd og æble synes straks efter Christian 5.’s kroning at være blevet bragt til Rosenborg og anbragt i det tårnkammer, hvor de endnu findes. Indtil 1860 lå de i et murskab i væggen med en glasdør for; ved en særlig mekanisme kunne kronen drejes, så den kunde vise sig fra alle sider. 1860 blev de udstillet i en pyramide midt på gulvet, og endelig 1889 flyttedes de ind i et stort jernskab på væggen.

Christian 4.'s krone

Til danske kronregalier regnes de gamle regalier, nemlig Christian 4.’s krone, Christian 3.’s rigssværd og Christian 4.’s ridderslagskårde; den første, en åben ring af guld med syv gavlspidser, prydet med en mangfoldighed af store perler, diamanter og emaljerede figurer, er udført 1595-96 i Odense af Didrik Fuiren med hjælp af en meget dygtig Nürnberg-mester Corvinianus Saur. Christian 3.’s rigssværd med hæfte og skede af guld i drevet og ciseleret arbejde, besat med diamanter, kan måske henføres til kongens dygtige mester, Zibe. – På Christian 4.’s ridderslagssværd er hæftet blåt emaljeret og besat med diamanter.


England[redigér | redigér wikikode]

De engelske kronjuveler opbevares i Tower of London, London. Til kronerne hører St Edward's crown, som stammer fra 1600-tallet, og The Imperial State crown, som blev fremstillet i 1937 og som blev brugt da Elizabeth II blev kronet.

Italien[redigér | redigér wikikode]

Sicilien[redigér | redigér wikikode]

Roger 2. af Siciliens kroningskappe er fremstillet af rød silke med gylde dekorationer, der viser to løver angribe to kameler. I midtyen af kappe er et livstræ. Nederst på kanten er en inskription med årstallet 528, dette muslimske årstal svarer til 1133/34, hvilket er efter Roger 2.'s kroning 1130. Kappen blev senere anvendt af de habsburgske kejsere ved kroningsceremonier.[3]

Roger 2.'s kongelige kåbe. Har blandt andet en inskription på arabisk, der tidsfæster den til 1133. Motivet er tigre, der angriber kameler. Kåben gik senere i arv til de tysk-romerske kejsere og den er bevaret i det kejserlige skatkammer (Schatzkammer) på Hofburg i Wien.


Norge[redigér | redigér wikikode]

Den norske kronprins' krone, tegnet af Johannes Flintoe.

I Norge er der ni rigsregalier. De opbevares nu i Erkebispegården (Ærkebispegården) i Trondheim.

Skotland[redigér | redigér wikikode]

De skotske kronjuveler (engelsk: Honours of Scotland), en krone, en scepter og en sværd, opbevares i Edinburgh Castle, Edinburgh.

Ungarn[redigér | redigér wikikode]

St. Stefanskronen tegnet af H.G. Ströhl

St. Stefanskronen, er Ungarns kongekrone og regnes i dag som et af Ungarns statssymboler, til trods for at landet er en republik. Kronen er også kendt som den eneste kendte krone i dag, som anses for hellig.

Karl 4. var den sidste som blev kronet med denne krone, hvilket fandt sted den 30. december 1916. Kroren blev skjult da Den Røde Hær indtog Ungarn i 1845. Den blev smuglet til USA og fra 1951 blev kronen opbevaret i Fort Knox, men ført tilbage til Ungarn igen i 1978. Efter Murens fald i 1989 genindførtes det kongelige rigsvåben med Stefanskronen oven på skjoldet.[4] Siden 2001 har det været muligt at se kronen i det ungarske parlament.

Ungarns nationalvåben.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Referencer og kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Quirin Leitner, Die hervorragendsten Kunstwerke der Schatzkammer, Wien 1870—73
  2. Germain Bapst, Les joyaux de la couronne de France, Paris 1889
  3. Øystein Hjort, Arven fra Byzans, ISBN 978-87-89632-07-0, side 75
  4. Øystein Hjort, Arven fra Byzans, ISBN 978-87-89632-07-0, side 72