Kurdistan

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
SemibeskyttetAnonyme og nyligt registrerede brugere kan ikke redigere denne artikel
Disambig bordered fade.svg For andre betydninger, se Kurdistan (flertydig)
Kort over foreslåede grænser til Kurdistan

Kurdistan er en region i Zagros- og Taurusbjergene i grænselandet mellem Tyrkiet, Irak og Iran, samt et lille hjørne af Syrien og Armenien. Området har haft ældre navne som Øvre Mesopotamien og Beth-Nahrin. Området er hovedsageligt beboet af kurdere, men også af andre folkeslag.

Etymologi

"Kurdistan" betyder "kurdernes land". [1] Navnet blev i forskellige varianter brugt allerede i oldtiden.

Sprog

Kurdisk er et indoeuropæisk sprog, ligesom dansk, og tilhører undergruppen af vestiranske sprog. Der er mange beslægtede ord mellem kurdisk og dansk samt andre europæiske sprog for eksempel ez - jeg, lep (hånd) - lap, jin - kvinde, bro - bror etc.

Historie

Kurdernes etniske oprindelse kendes ikke med sikkerhed, men kan formentlig spores til blandt andet gutæerne, der levede i Zagrosbjergene i det 3. årtusind f.Kr. De bragte det oldakkadiske rige til sammenbrud i det 22. århundrede f.Kr., og regerede det sydlige Mesopotamien i omkring 100 år.

Den græske general og historiker Xenofon beretter i Anabasis, hvordan han i år 401 f.Kr. med 10.000 mænd flygtede gennem Zagros, hvor karduchoi´erne boede. Jødiske og romerske (Strabo) kilder omtaler kongeriget Corduene, som lå i det nuværende Tyrkiet.

Det kurdiske folk har formentlig også baggrund i oldtidsfolket mederne, der med kong Cyaxares sammen med babylonerne slog neoassyrerne i år 612 f.Kr. Gravmælet i Qyzqapan i Sydkurdistan nord for byen Sulaymaniyah regnes for at være kong Cyaxares grav.

Kurdernes religion var en englekult, som fortsat kommer til udtryk i religionerne Yezidi, Ahl-e Haqq / Kakai og Alevisme. Denne religion var monoteistisk, og englene bærer samme navn som de jødiske. Kristendommen blev i oldtiden vidt udbredt i Kurdistan blandt andet i kongeriget Adiabene (Erbil), som tidligere var konverteret til jødedommen. Omkring 900-tallet konverterede de fleste kurdere til Islam, der er imidlertid fortsat kristne og kirker i mange byer og landsbyer.

Op gennem middelalderen var der en lang række kurdiske kongedømmer. I krønikken "Sharafnama" fra 1597 beretter prins Sharaf al-Din Bitlisi om disse kongedømmer. Fra det 16. århundrede blev kurderne delt mellem det osmanniske rige og det persiske safavidiske rige. Kurderne i det safavidiske rige blev deporteret ind i det centrale Persien eller længere østpå i takt med at osmannerne pressede grænsen mod øst. Byer og landbrug blev ødelagt. I det osmanniske område blev kurderne organiseret i overenstemmelse med deres traditionelle samfund, og lokale ledere blev gjort til guvernører. Kurdernes indflydelse voksede i denne periode, og de bredte sig vestpå til Ankara.

Efter den tyrkisk-russiske krig 1828-29 søgte kurdere at frigøre sig fra det osmanniske overherredømme, men blev nedkæmpet i 1834. I 1847 blev der etableret en kurdisk provins i Østanatolien, som blev nedlagt igen 17 år efter i 1864. I 1880 var der igen et forsøg på at etablere et selvstændigt kurdisk styre mellem søerne Van og Urmia, der også blev nedkæmpet.

Før 1. Verdenskrig levede hovedparten af kurderne i det osmanniske rige. Ligesom med mange andre folkeslag, var der opstået en kurdisk nationalisme, og et krav om selvbestemmelse. Under krigen stillede vestmagterne, der kæmpede mod Osmannerriget, kurderne selvstændighed i udsigt. Efter krigen blev det osmanniske rige splittet op i en række lande ved Sevres-traktaten i 1920 herunder et Kurdistan. Det nye Tyrkiets generobring af disse områder, førte imidlertid til en genforhandling, der mundede ud i Lausanne-traktaten i 1923, som betød at kurdernes område blev lagt ind under Irak, Iran, Tyrkiet og Syrien. Det efterlod Kurdistan i den splittede situation, området har befundet sig i siden. Det har bl.a. betydet, at staterne i området har haft en fælles interesse i at bekæmpe og undertrykke de kurdiske minoriteter, de har herredømmet over.

Kurdiske grupper og organisationer har i mange år og særligt siden 1970'erne ført en både politisk og militær kamp mod undertrykkelse og for at opnå selvstændighed.

I Tyrkiet, hvor der bor mere end 13 mill. kurdere, er den kurdiske nation blevet officielt fornægtet, og efter 1945 blev kurdisk sprog, litteratur, aviser, sange og nationaldragt forbudt. Overtrædelser blev straffet med lange fængselsstraffe. I 1978 blev organisationen PKK oprettet med henblik på at føre en væbnet kamp for kurdisk selvstændighed. Siden 1984 har militæret destrueret 3000 landsbyer[2]. PKK nåede ikke sit mål, og lederen Abdullah Öcalan blev fængslet i 1999. I 2008 blev 53 kurdiske borgmestre dømt ved retten for at have sendt et brev til den danske statminister Anders Fogh Rasmussen, hvor de bad ham om ikke at lukke den kurdiske TV-station Roj TV. Det kurdiske medlem af parlamentet og modtager af Sakharov-prisen i 1995 Leyla Zana fik i 2008 10 års fængsel for at tale kurdisk i parlamentet. I de senere år har den tyrkiske regering indført lempelser og i den forbindelse tilladt brugen af kurdisk.

I Syrien har de ca. 1 mill. kurdere været forfulgt som etnisk minoritet, og brugen af kurdisk sprog mundtligt som skriftligt har været undertrykt. Kurderne er først blevet anerkendt som borgere, efter at det arabiske oprør brød ud i 2011. Siden har kurdiske grupper kæmpet imod regeringen og har i visse områder frigjort sig for regeringens kontrol.

I Iran, som er et multietnisk land, bor der knap 10 mill. kurdere. Regeringen har bekæmpet kurdisk modstand herunder med militære midler. I 1946 erklærede kurdere selvstændighed i den såkaldte Mahabad-republik, som dog allerede året efter blev nedkæmpet af styret.

Kurdisk sprog og kultur har ikke været forbudt i Irak, men der har siden 60´erne været en række militære kampagner imod landets knap 5 mill. kurdere. I slutningen af krigen mellem Iran og Irak 1980-88 forsøgte det irakiske diktatur at fjerne kurderne fra en lang række byer og landsbyer under en militær kampagne, der blev kaldt Anfal[3], hvorunder mindst 80.000 kurdere mistede livet. I mange tilfælde blev beboerne tvunget ind i busser og kørt ud i ødemarken, hvor de blev skudt og begravet. Den 16. marts 1988 blev byen Halabja angrebet med giftgas, hvorved 5-10.000 mennesker blev dræbt.

Efter den 1. golfkrig gjorde kurdere samtidig med shiamuslimske arabere i det sydligste Irak oprør imod regeringen, men oprørerne blev knust af militæret, hvilket fik en stor del af den kurdiske befolkning til at flygte op i bjergene for at søge sikkerhed i Tyrkiet og Iran. Herefter etablerede USA en flyveforbudszone i det nordlige Irak, som gav kurderne defacto selvbestemmelse fra 1992. Dette selvstyre er efter den 2. golfkrig blevet legaliseret med eget flag, parlament og administration. Denne del af Irak er kendetegnet ved høj grad af sikkerhed og hurtig økonomisk udvikling. Der er åbnet en række internationale flyruter til kurdiske byer, og en del lande heriblandt Danmark har åbnet konsulat i hovedbyen Erbil. Politisk har magten reelt været delt mellem de to partier PDK ledet af Masoud Barzani og PUK ledet af Jalal Talabani, som også er Iraks præsident. Efter det seneste valg i 2013 har partiet Goran overtaget PUK´s tidligere førende stilling. På grund af den store politiske ustabilitet i Irak, store uoverenstemmelser mellem det kurdiske selvstyre og den irakiske regering om centrale spørgsmål og pres fra Tyrkiet er der dog fortsat bekymring for selvstyrets fremtid.

Se også

Kilder

  1. Encyclopædia Britannica: Kurdistan (Engelsk)
  2. Jacques Leclerc: L'État turc et le problème kurde (Fransk)
  3. folkedrab.dk: Folkedrabet i Irak

Eksterne henvisninger

  • Meyers Konversationslexikon, 1892: Kurdistan