Irakkrigen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Irakkrigen (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Irakkrigen)
Irakkrigen
Iraq header 2.jpg
Dato 20. marts 2003
Sted Irak
Resultat Status:
  • Saddam Husseins regering væltet, og Saddam henrettet.
  • Koalitionsstyrkernes erobring af Irak
  • Irakisk oprør og muligt udbrud af borgerkrig i Irak[1]
  • Betydelige civile tab
  • Omfattende ødelæggelse af den irakiske infrastruktur[2][3]
  • Valg af demokratisk regering
  • Stort antal irakiske flygtninge
Casus belli USA mente inden krigen at have beviser for at Irak havde masseødelæggelsesvåben (giftgas) som Irak kunne tænktes at ville bruge mod sine naboer
Parter
Irak Saddam Husseins Irak

(Post-Saddam konflikt)
Flag of the Ba'ath Party.png Baath tilhængere
Mahdi-militsen
Flag of al-Qaeda in Iraq.svg Irakisk al-Qaeda og andre oprørsgrupper

Irak Den nye irakiske hær
Flag of Kurdistan.svg Kurdiske tropper
USA USA
Storbritannien Storbritannien
Danmark Danmark
Andre lande fra koalitionen
Ledere
Irak Saddam Hussein
Flag of al-Qaeda in Iraq.svg Abu Musab al-Zarqawi
Flag of al-Qaeda in Iraq.svg Abu Ayyub al-Masri
Irak Muqtada al-Sadr
Irak Nouri al-Maliki
Flag of Kurdistan.svg Massoud Barzani
USA George W. Bush
USA Tommy Franks
USA George Casey
USA David Petraeus
Storbritannien Tony Blair
Storbritannien Brian Burridge
Storbritannien Peter Wall
Styrke
Irakiske militær:
375,000+
Sunni oprørere:
ca. 60.000
Mahdi hæren:
ca. 60.000
al-Qaeda og andre:
1.300+
Koalitionen:
~300.000 under invasionen
~160.000 nu
Private sikkerhedsfirmaer:
~120.000
Kurdere:50.000 under invasionen
175.000 nu
Den nye irakiske hær:
129.760
Irakiske politi:
79-140.000
Tab
Under invasionen:
7.600 til 10.800
Oprørere:
8.232+
Irakiske sikkerhedsstyrker (efter invasionen):
49.000
Koalitionens dræbte:
USA: 3.623
Storbritannien: 140
Andre: 124
Private sikkerhedsfolk 769
I alt 4.325

Koalitionens sårede:
USA: 24.314 sårede
26.188 alvorligt skadede
Storbritannien: ~310 sårede
2.199 alvorligt skadede
Private sikkerhedsfolk:
7.761 sårede og alvorligt skadede
andre:
39 sårede og alvorligt skadede

I alt 60.811

Irakkrigen (eller Second Persian Gulf War[4][5]), (20. marts 2003 – 15. december 2011) var en igangværende krig og besættelse af Irak, der begyndte med den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003. Den amerikanske regerings begrundelse for krigen var, at Irak besad masseødelæggelsesvåben og udgjorde en "overhængende fare"[6] for USA og verdenssamfundet. Denne påstand er senere blevet tilbagevist af Iraq Survey Group. Andre begrundelser var Iraks formodede forbindelse til terrorisme, befrielsen af det irakiske folk og betydningen af Iraks olieproduktion.[7][8]

Krigen startede 20. marts 2003, da den amerikansk ledede koalition af villige lande med dansk deltagelse angreb Irak og væltede Saddam Husseins regering i et forsøg på at skabe en ny pro-vestlig regering. Det lykkedes dog ikke at skabe stabilitet i landet, og der har siden invasionens afslutning været et oprør i landet og en begyndende borgerkrig mellem sunnimuslimer og shiamuslimer.[9][10] Danmark har siden invasionens afslutning haft en bataljon soldater udstationeret i det sydlige Irak. Et voksende antal af koalitionens lande har besluttet sig til at trække deres tropper ud af krigen,[11] Den danske regering meddelte i februar 2007, at de danske tropper bliver trukket hjem i august 2007 og erstattes af fire helikoptere og 50 mand.[12] 5. august forlod de sidste danske landtropper Irak.[13] Krigens årsager og konsekvenser er stadig kontroversielle.[14][15][16]

2. maj 2003 erklærede George W. Bush krigshandlingerne i Irakkrigen for afsluttet. Selve krigen blev ikke erklæret for afsluttet og er således officielt stadig i gang under betegnelsen Irakkonflikten (engelsk: Conflict in Iraq). Dette indebærer blandt andet, at krigsfanger fortsat kan tilbageholdes.

Optakten til konflikten[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Krigen mod terrorisme og Bush-doktrinen

Siden Golfkrigen i 1991 havde der fra det internationale samfund været et pres på Saddam Husseins Irak. Landet havde været ramt af sanktioner, og FN havde haft våbeninspektører i landet op til flere gange. I tiden efter terrorangrebet den 11. september 2001 og den efterfølgende krig i Afghanistan blev spørgsmålet om Iraks mulige masseødelæggelsesvåben til en central sag i USA's krig mod terror kampagne.

Allerede før 11. september var der kræfter i George W. Bushs regering, som var tilhængere af en politik, som tillod angreb mod andre stater, hvis de kunne udgøre en fare for USA's sikkerhed. Denne politik [17] blev første gang formuleret af Paul Wolfowitz.

Efter 11. september styrkede den nykonservative gruppe i den amerikanske regering, ledet af forsvarschef Donald Rumsfeld, sin position og man formulerede den såkaldte Bush-doktrin[18] som forandrede USA's udenrigspolitik og tillod landet at starte en forebyggende krig, et såkaldt preemptive strike, mod andre lande. I krigen mod Afghanistan var begrundelsen ikke et problem, men imod Irak var det til gengæld vanskeligere at retfærdiggøre en militær indgriben.

På trods af, at et stort antal våbeninspektører undersøgte landets militære anlæg i månederne op til krigen, blev der ikke fundet afgørende beviser for, at landet overtrådte forbuddet mod masseødelæggelsesvåben. Tyskland, Frankrig, Rusland, Kina, hele Afrika samt en lang række andre lande udtalte sig skeptisk om det rimelige i at gennemføre en militær aktion uden godkendelse i FN.

Begrundelserne for krigen[redigér | redigér wikikode]

USA fremførte flere begrundelser for at invadere Irak:

  • at Irak havde skjulte lagre med masseødelæggelsesvåben og et hemmeligt atomvåbenprogram.
  • at Irak støttede terroristorganisationer som al-Qaida og var villig til at forsyne dem med masseødelæggelsesvåben.
  • at frigøre Irak fra et udemokratisk terrorregime, som havde ført en folkemordspolitik overfor den kurdiske minoritet, blandt andet ved hjælp af kemiske våben.

Det var især spørgsmålet om mulige masseødelæggelsesvåben der blev lagt vægt på, og USA arbejdede ihærdigt i FN for at få accept for en invasion. Efter krigen sendte USA Iraq Survey Group til Irak for at finde beviser på eksistensen af masseødelæggelsesvåben, men gruppens konklusion i Duelfer-rapporten [19] var, at Irak ikke havde haft et masseødelæggelsesprogram efter Golfkrigen, selv om op mod 500 masseødelæggelsesvåben af ældre dato blev fundet.[20] Der er heller aldrig fremkommet klare beviser på Iraks påståede forbindelse til al-Qaida.

Påståede udtalelser fra tidligere viceforsvarsminister Paul Wolfowitz om, at krigen skulle have været om olie[21] har siden vist sig at være fordrejelser af hans reelle udtalelser.[22]

Fordi invasionen begyndte uden eksplicit tilladelse fra FN's sikkerhedsråd mener nogle, herunder det daværende flertal i FN's Sikkerhedsråd, at den var et brud på FN-charteret.[23] FN's generalsekretær Kofi Annan udtalte i september 2004 – "Vi og FN charteret ser invasionen som ulovlig" [24].

I sin tale til nationen 17. marts 2003 krævede præsident Bush. at Saddam Hussein og hans to sønner Uday og Qusay skulle forlade Irak inden 48 timer. Dette krav blev afslået.[25]

Den danske beslutning om deltagelse i krigen[redigér | redigér wikikode]

I 2003 mente den danske regering, at en dansk bidrag til en multinational indsats i Irak ville medvirke til at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen.[26]. Derfor fremsatte udenrigsminister Per Stig Møller den 18. marts 2003 beslutningsforslag B 118 gående ud på, at Folketinget skulle beslutte at danske styrker skulle indgå i en multinational styrke i Irak. Beslutningsforslag B 118 med titlen "Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak havde følgende indhold:

"Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak."[27]

I bemærkningerne til beslutningsforslaget fremsætter regeringen sin begrundelse for at anvende militære magtmidler mod Irak. Det nævnes bl.a., at Irak tidligere har anvendt masseødelæggelsesvåben mod militære og civile mål, og at Irak tidligere har ignoreret FN's Sikkerhedsråds krav om at nedruste. Det nævnes desuden at Irak ikke har overholdt kravene i rådets resolution 1441 fra 2002 om at samarbejde med FN's våbeninspektører i landet. Endelig pointerer regeringen, at en afvæbning af Irak er nødvendig for at "fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen".

Efter en længere debat ved forslagets første-[28] og andenbehandling[29], blev beslutningsforslaget vedtaget den 21. marts[30].

Forslaget blev, som alle andre beslutningforslag, vedtaget ved simpelt flertal med følgende stemmefordeling:

Parti For Imod Fraværende
Venstre, Danmarks Liberale Parti 37 0 18
Socialdemokraterne 0 31 21
Dansk Folkeparti 15 0 7
Det Konservative Folkeparti 9 0 7
Det Radikale Venstre 0 5 4
Socialistisk Folkeparti 0 9 3
Enhedslisten – De Rød-Grønne 0 2 2
Kristeligt Folkeparti 0 2 2
Tjóðveldisflokkurin 0 0 1
Inuit Ataqatigiit 0 0 1
Siumut 0 1 0
Uden for partierne 0 0 2
I alt 61 50 68
  • Bemærk: Det store antal fraværende skyldtes clearing.

Debat om baggrunden for Danmarks deltagelse i Irak-krigen[redigér | redigér wikikode]

Baggrunden for Danmarks krigsdeltagelse er sidenhen blevet genstand for en omfattende debat.

Invasionen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Invasionen af Irak 2003
Sattelitfoto af Baghdad 2. april 2003. Byen er dækket af røg fra brændende olie, for at mindske angribernes overblik. En taktik, der har været brugt siden middelalderen

Den 20. marts 2003 kl. 0230 GMT startede fly- og raketangreb mod mål i Irak. Rusland, Frankrig og Kina fordømte angrebene. Kurdiske bjergtropper i samarbejde med specialstyrker og flystøtte fra koalitionen angreb regeringsstyrkerne fra nord, mens britiske styrker startede landkrigen i syd ved at angribe al-Faw-halvøen.

De første dage mødte koalitionen stærk modstand, særlig i kampen om havnebyen Umm Qasr, men også i større byer som Basra og Nasiriyah. Alligevel var koalitionsstyrkerne så overlegne, at amerikanske styrker i begyndelsen af april stod ved "Bagdads porte". 4. april optrådte Saddam Hussein på fjernsyn sidste gang som præsident, men det er usikkert, om det var en tidligere optagelse. Ellers forsvandt det irakiske regime og forsvar, efterhånden som styrkerne nærmede sig hovedstaden, og snart så det ud til, at kun informationsministeren var tilbage for at forsvare regimet. 9. april blev den store statue af Saddam Hussein i Bagdad centrum nedrevet i, hvad som senere er bevist at være en orkestreret begivenhed med ganske få deltagere.[31]

I nord rykkede kurdiske styrker hurtigt frem, ofte flygtede regeringsstyrkerne uden kamp. 10. april rykkede kurdiske peshmergas ind i Kirkuk, dagen efter tog kurderne magten i Mosul, og 13. april indtog amerikanske styrker Saddams hjemby Tikrit. 1. maj landede George W. Bushhangarskibet USS Abraham Lincoln nær San Diego,[32] og erklærede, at hoveddelen af de militære operationer var afsluttet.[33]

Besættelsen[redigér | redigér wikikode]

Den iscenesatte [31] nedrivning af Saddam-statuen skulle overfor medierne symbolisere afslutningen på 30 års terrorregime, men symboliserede også sammenbruddet i landets administration og ordensmagt. Besættelsesstyrkerne havde ikke tilstrækkelige styrker til at holde orden og ønskede heller ikke at benytte Iraks tidligere politi og militær. I anarkiet, som opstod, startede omfattende plyndringer, ødelæggelser og uroligheder. Mest kendt er plyndringen af nationalmuseet, men sygehuse og andre vigtige offentlige bygninger blev også ramt.

Henover sommeren begyndte de første tegn på væbnet modstand mod besættelsen at vise sig, først fra tidligere baath medlemmer som militær og efterretningsfolk. Senere kom andre grupper til, blandt andet shiaismuslimske militsgrupper og Al-Qaida-tilhængere med erfaring fra Afghanistan.

Amerikansk styre[redigér | redigér wikikode]

Amerikanerne havde på forhånd samlet forskellige eksilirakere og andre til overgangsregeringen, Coalition Provisional Authority (CPA), som skulle administrere Irak. Den 21. april ankom medlemmerne til Bagdad sammen med Jay Garner, en tidligere general, som skulle være leder for den nye administration. Garner var uenig i den førte politik og blev hurtigt erstattet med Paul Bremer den 11. maj.

USA's oprindelige plan var, efter nogen tid, at overgive magten til eksil-irakere, som så skulle udforme Iraks nye konstitution, eller grundlov. Disse eksil-irakere viste sig at være så upopulære, at planen blev opgivet.
Næste træk var at oprette et nyt organ, det Irakiske Regerende Råd den 22. juli, som bestod af irakere som var håndplukket af den amerikanske administration. De var heller ikke i stand til at lave nogen grundlov, og Bremer ønskede nu at lave et grundlovsstyre, håndplukket blandt eliten i Irak. Dette forsøg blev stoppet i styringsrådet af shia-lederen Ali al-Sistani, som ønskede demokratiske valg. Sistani fik shiaerne, som ellers havde været passive, ud i gaderne som en advarsel om, at alt andet end demokrati ville være forkert for majoriteten i landet. Presset førte til, at administrationen måtte gå med til valg i januar 2005, og selv da prøvede præsident Bush at udsætte valget.[34]

Forårsoprøret[redigér | redigér wikikode]

Sunnitrekanten i Irak

Fallujah er en by som ligger i sunnitrekanten 11 km vest for Bagdad. I begyndelsen af 2004 var Fallujah kontrolleret af baath-grupper og byen var central i oprøret mod besættelsesstyrkerne. Den 4. april startede amerikanerne en offensiv: Operation Vigilant Resolve for at genvinde kontrollen over byen. De mødte stærk modstand, som spredte sig over store dele af Irak. Efter seks uger endte kampene i Fallujah med våbenhvile, som gav kontrollen over byen til en styrke – «Fallujah-brigaden» – som var ledet af tidligere baath-officerer. Denne styrke brød dog hurtigt sammen, og kontrollen overgik til oprørerne.

April 2004 var også den måned, hvor amerikanske styrkers og kontraktørers tortur og misbrug af fanger i Abu Ghraib-fængslet blev afsløret.[35] Afsløringerne bidrog ikke til beroligelse af situationen.

Samtidig med, at kampene begyndte i Fallujah, startede den shiamuslimske millits kaldet Mahdi-militsen et oprør i en fattig shiadomineret bydel i BagdadSadr City – og de sydlige byer. Millitsen overtog flere byer, men efter meget hårde kampe tog koalitionsstyrkerne kontrol over alle byerne, undtagen dele af Najaf, 26 km syd for Bagdad. 6. juni beordrede Mahdi-militsens leder Muqtada al-Sadr ophør i kampene og indgik en fredsaftale med amerikanerne. Aftalen varede til august, da amerikanerne angreb Najaf igen og til sidst belejrede Iman-Ali moskeen, hvor al-Sadr befandt sig.[36] Efter forhandlinger ledet af shialederen Ali al-Sistani erklærede al-Sadr våbenhvile over hele Irak [37] Alligevel fortsatte et begrænset shiaoprør bl.a. i Sadr City frem til slutningen af året, da al-Sadr gik ind i politik, og Mahdi-militsen i den nationale sikkerhedsstyrke.

Det andet slag om Fallujah[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Slaget om Fallujah
Amerikansk M1 Abrams kampvogn skyder under kampe i Fallujah

Det første slag om Fallujah i april 2004 skabte et område med stor ustabilitet, der de facto var et sikkert område for de irakiske oprørere. Efter flere måneder med denne situation angreb amerikanske og irakiske styrker byen igen i november 2004.[38] Anslået 1,200 oprørere blev dræbt, og de amerikanske marinesoldater, den primære kampstyrke, havde 95 døde og 500 sårede. Ifølge lokale kilder blev hundreder af civile også dræbt, og store dele af byen blev ødelagt af slaget.

Irakisk styre[redigér | redigér wikikode]

Den 8. juni 2004 vedtog FN's sikkerhedsråd, at en provisorisk irakisk regering skulle være på plads inden 30. juni, og at det markerede afslutningen på besættelsen. Sikkerhedsrådet fremlagde også krav om valg, som skulle være gennemført inden udgangen af 2005.

Den 28. juni 2004 blev det irakiske regerende råd nedlagt, og den midlertidige irakiske regering, ledet af eksilirakeren Iyad Allawi fik en begrænset myndighed. Regeringens vigtigste opgave var at lede processen gennem flere valg til en permanent irakisk regering, og beslutningen var at starte retssagen mod Saddam Hussein.

Den 30. januar 2005 var der valg til en midlertidig nationalforsamling. Forsamlingen, der blev valgt, havde et stort flertal af shiitter og kurdere, fordi sunnierne delvis boykottede valget, og delvis var bange for terrorangreb mod valglokalerne.

3. maj indtrådte den irakiske overgangsregering og afløste den irakiske midlertidige regering. Den irakiske overgangsregerings leder blev eksilirakeren Ibrahim al-Jaafari.

Et udkast til ny grundlov blev, efter langvarige forhandlinger, udlagt til folkeafstemning den 15. oktober, og vedtaget med overvældende flertal. Foreløbig er der kun blevet oprettet én region: den Kurdiske.[39] Den 15. december 2005 var der valg til den første demokratiske nationalforsamling i Irak. Vigtige opgaver for den nye nationalforsamling vil være endelig godkendelse af den nye grundlov, herunder spørgsmålet om føderativ inddeling af landet og fordeling af olieindtægter mellem regionerne. Valgdeltagelsen var over 70%, og flere sunni-arabiske partier deltog også, mens de væbnede modstandsgrupper holdt sig i ro. Resultatet blev som forventet fremgang for den sunni-arabiske alliance som fik 55 af 275 repræsentanter, shia-alliancen SCIRI fik 128 repræsentanter og mistede det absolutte flertal, mens den største kurder-koalition fik 53 pladser.

Vejsidebombe i Bagdad 2005

Nationalforsamlingen var ude af stand til at udpege en statsminister og danne ny regering.

Regeringsdannelsen[redigér | redigér wikikode]

I overgangsregeringen havde shia-alliancen absolut flertal. Derudover havde den støtte fra kurderne. Alliancen ønskede at lade statsminister Ibrahim Jaafari fortsætte som leder for en ny koalitionsregering, men hans kandidatur havde ikke megen støtte fra kurdere, sunnimuslimer eller sekulære shiitter. Jaafari fik først og fremmest støtte fra Muqtada al-Sadr og hans Mahdi-milits. Sunnierne støttede ikke Jaafari, og beskyldte ham for at lade shia-militsen operere som en del af sikkerhedsstyrken. Kurderne var utilfredse med Jaafari, bl.a. fordi han ikke var villig til at give dem Kirkuk og det olierige område rundt om byen. USA og sekulære grupper nærede mistro til Jaafari, blandt andet fordi han regnes for at være en fundamentalistisk islamist.[40]

Ibrahim al-Jaafari tilbagetrak sit kandidatur 20. april og shia-alliancen nominerede Nouri al-Maliki, viceformand for Dawa-partiet, som ny statsministerkandidat.[41] Maliki havde støtte fra de andre grupper i nationalforsamlingen.[42] Maliki blev valgt som statsminister, og hans regering afløste overgangsregeringen. Maliki blev taget i ed 20. maj 2006.

Øget sekteriske vold[redigér | redigér wikikode]

En bilbombe efter detonationen i Bagdad, 2006

Efter valget var det klart, at situationen var i færd med at ændre sig i Irak, oprørernes angreb havde flyttet sig fra besættelsesstyrkerne til kamp mellem forskellige irakiske etniske og religiøse grupper. Lighusene meldte om et stigende antal lig, som bar tydelige præg af tortur og henrettelse. Dødspatruljer fra de forskellige grupperinger hærger om natten [43] . Ifølge amerikansk statistik blev der i marts 2006 fundet 1313 henrettede, otte gange flere end der blev dræbt af selvmordsbombere.

Ødelæggelsen af den shiamuslimske helligdom Al-Askari moskeen, eller Den Gyldne Moske i Samarra [44] i februar 2006, førte til en voldsbølge mod sunnier.[45] Situationen er stadig ustabil, specielt i Sunnitrekanten. Skulle urolighederne i de arabiske områder udarte til åben borgerkrig, er det ventet, at den kurdiske region i nord vil erklære sig selvstændig.

I september 2006 rapporterede Washington Post, at chefen for marinekorpsets styrker i Irak havde udarbejdet en hemmelig rapport, der konkluderede, at mulighederne for at sikre al-Anbar provinsen var små pga, at det amerikanske militær stort set ikke kunne gøre noget for at forbedre den politiske og sociale situation i provinsen.[46]

20. oktober 2006 annoncerede det amerikanske militær, at det ikke var lykkedes at dæmme op for den sekteriske vold i Bagdad, og at militante shiamuslimer under Moqtada al-Sadr havde indtaget flere byer i det sydlige Irak.[47]

Bombningerne i Sadr City[redigér | redigér wikikode]

Ved valget i USA 7. november 2006 kom George W. Bushs Republikanske Parti i mindretal både i repræsentanternes hus og senatet. En af årsagerne var formentlig den fejlslagne irakpolitik.

23. november fandt det mest dødbringende angreb siden starten af krigen sted. Ifølge Associated Press brugte sunnimuslimske militante fem selvmords-bilbomber og to mortergranater til at angribe bagdads shiamuslimske bydel, Sadr City, og dræbte mindst 215 og sårede 257. Shiamuslimske morterer svarede hurtigt igen og affyrede 10 granater mod sunniernes vigtigste helligdom i Bagdad, Abu Hanifa moskeen. Otte andre granater slog ned nær en sunnimuslimsk organisations kontorer og satte ild til huse i området. To andre morterangreb mod sunnimuslimske kvarterer dræbte ni og sårede 21.[48]

28. november blev en ny rapport fra det amerikanske marinekorps offentliggjort, der bekræftede konklusionerne i rapporten fra september og fortalte, at: "Amerikanske og irakiske tropper kan ikke længere besejre oprøret i al-Anbar militært, og næsten alle regeringsinstitutioner fra landsbyniveau til provinsniveau er smuldret eller er blevet korrumperet og infiltreret af Al-Qaeda i Irak."[49]

Baker-Hamilton kommissionens rapport[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Baker-Hamilton kommissionen

6. december 2006 offentliggjorde Baker-Hamilton kommissionen sin rapport, der konkluderede at "situationen i Irak er alvorlig og forværres", og at "amerikanske styrker ser ud til at være fanget i en mission, man ikke kan se enden på." Rapportens 79 anbefalinger inkluderede større diplomatiske indsatser over for Syrien og Iran og en intensivering af indsatsen for at træne irakiske styrker. 18. december rapporterede Pentagon, at der var gennemsnitlig 960 angreb på amerikanske styrker om ugen, det højeste tal siden man startede med at rapportere antallet af angreb i 2005.[50] 30. december 2006 blev Saddam Hussein hængt for forbrydelser mod menneskeheden.[51]

Flere amerikanske tropper[redigér | redigér wikikode]

10. januar 2007 offentliggjorde George W. Bush i en tale, at han havde bemyndiget en forøgelse af det amerikanske engagement i Irak med 21,500 flere tropper. Inkluderet i den nye strategi var et job-program til irakerne, flere byggeprojekter og 1,2 milliard dollars til disse projekter.[52] Da han blev spurgt hvorfor han troede at denne nye plan ville fungere, svarede han: "Fordi det bliver den nødt til."[53]

Britisk og dansk tilbagetrækning[redigér | redigér wikikode]

21. februar 2007 meddelte den britiske premierminister Tony Blair og den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, at de to lande vil mindske deres militære engagement i Irak. Danmark ville trække sine 450 soldater ud fra august 2007 og erstatte dem med fire observationshelikoptere med ca. 50 mand.[12]. De britiske styrker skulle formindskes fra 7.100 til 5.500 over nogle måneder, og 500 mere skulle forlade landet i sommeren 2007.[54] 1. august 2007 blev de danske opgaver overdraget til britiske styrker, og de første danske soldater forlod Irak.[55] 5. august forlod de sidste danske landtropper landet, mens det 50 mand store helikopterkontingent skulle forblive i landet året ud.[13]

Døde og sårede[redigér | redigér wikikode]

Amerikanske dræbte fragtes hjem
Overslag over antal døde og skadede i irakkrigen siden marts 2003
Irakere Antallet af civile irakere dræbt i krigen er meget usikkert. Hjemmesiden Iraq Body Count oplyste i august 2007, at det officielt rapporterede antal dræbte civile var mellem 68.747 og 75.194. Andre kilder bedømmer, at det er langt højere. Det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet bedømte i 2006 antallet af dræbte irakere til at være mellem 392.979 og 942.636 dræbte.[56] The Lancets skøn er ikke kun for civile dræbt i kamphandlinger og vold, men inkluderer alle dødsfald, der er forårsaget af øget lovløshed, forringet infrastruktur, dårligere sygehusvæsen etc. Tallet inkluderer døde blandt det irakiske militær og de irakiske oprørere.
Militære fra USA 4000 døde (24. marts 2008)[57], 24,314 skadet i kamp (3. februar 2007),[58] plus et ukendt antal som er blevet skadet udenfor kamphandlinger.
Militære fra andre koalitionslande Storbritannien 165, Italien 33, Polen 21, Ukraine 18, Bulgarien 13, Spanien 11, Danmark 7, El Salvador 5, Slovakiet 4, Letland 3, Australien 2, Estland 2, Holland 2, Rumænien 2, Thailand 2, Ungarn 1, Kasakhstan 1, Fiji 1, Korea 1, Tjekkiet 1.[58]
Ikke-irakiske civile Ukendt, men mindst 398 kontraktører, 119 journalister[59] og 150 nødhjælpsarbejdere.[60]

Tallene er opdateret 8. august 2007.
Antal døde irakiske militære dræbt i selve invasionen, eller modstandere dræbt i militære aktioner efter april 2003 er ukendt.

Krigsforbrydelser[redigér | redigér wikikode]

Den amerikanske soldat Charles Graner poserer med Manadel al-Jamadi's lig
Amerikansk mishandling af fange i Abu Ghraib fængslet
Vandtårn i Nasiriyah, som ikke kan bruges på grund af skader som følge af krigen.

Gennem hele irakkrigen har der været talrige brud på menneskerettighederne og krigens love fra alle parter i konflikten.

Anklager mod koalitionsstyrkerne om brud på krigens love:

  • At starte en krig uden godkendelse fra FNs sikkerhedsråd er et brud på folkeretten. Det anses som den alvorligste krigsforbrydelse. Bl.a. har FNs daværende generalsekretær – der ingen juridiske kompetencer har, men er uddannet økonom – betegnet krigen som ulovlig [61]
  • Tortur af fanger i Abu Ghraib-fængslet[62]
  • Den kontroversielle brug af ammunition med hvid fosfor, blandt andet i Slaget om Fallujah[63]
  • Det påståede mord på 24 civile i byen Haditha[64]
  • Det påståede mord på 11 civile i Ishaqi[65]
  • Drab på en ubevæbnet pensioneret politimand i byen Hamdania[66]
  • Kidnapning og mord på en irakisk mand ved navn Hashim Ibrahim Awad[67][68]
  • Gruppevoldtægt og mord på en 14-årig pige og mord på hendes familie i Mhmudiyah.[69]
  • Den påståede bombning af op mod 45 civile under et bryllup i Mukadareeb[70]
  • Tortur af fanger sendt til Guantanamo Bay fangelejren ifølge tre mistænkte al Qaida-medlemmer, der er kommet med beskyldningerne overfor Amnesty International.[71][72]

Irakiske oprørere og militser har også begået talrige brud på menneskerettighederne:

  • Utallige terrordrab på civile
  • Angreb på diplomater og diplomatiske faciliteter, blandt andet bombningen af FN's hovedkvarter i Bagdad i august 2003, der dræbte FN's irakrepræsentant og 21 andre FN folk,[73] halshugning af flere diplomater: to algierske,[74] en egyptisk[75] og fire russiske.[76]
  • Bombningen af den Gyldne Moske i Sammara, en af de største shiamuslimske helligdomme.
  • Drab på flere udenlandske arbejdere
  • Tortur og mord på medlemmer af den nye irakiske hær,[77]

Den nye irakiske regering er også blevet beskyldt for at forbryde sig mod menneskerettighederne:

  • Brugen af tortur blandt de irakiske sikkerhedsstyrker.[78]
  • Shiamuslimske dødspatruljer styret af indenrigsministeriet beskyldes for adskillige massakrer på sunnimuslimer.[79]

Finansielle udgifter[redigér | redigér wikikode]

Pr. 31. marts 2006 er over $251 milliarder (cirka 1481 milliarder danske kroner) bevilget af den amerikanske kongres til Irakkrigen og krigen i Afghanistan. Ifølge daværende forsvarsminister Søren Gade (V) har Danmarks deltagelse i krigen og den efterfølgende genopbygning kostet 2 milliarder kroner.[80]

Det er ikke kendt, hvor mange penge der er blevet brugt af de andre medlemmer af koalitionen, specielt Storbritannien, men USA's andel af omkostningerne regnes for at være langt den største.

Lige siden begyndelse af krigen har George W. Bush ikke inkluderet omkostningen af Irakkrigen og efterfølgende besættelse i det regulære forsvarsbudget. I stedet har han anmeldt nødbudgetregninger til kongressen for at dække de estimerede omkostninger af Irakkrigen og besættelsen.

Irakiske[redigér | redigér wikikode]

Omkostningerne for det irakiske folk inkluderer:

  • højt antal civile tab, måske helt op i mod 942.636 dræbte
  • 4,2 millioner irakere har status som flygtninge[81]
  • ødelæggelse af infrastruktur
  • tab af suverænitet til de irakiske naturressourcer, herunder olie[Kilde mangler]
  • langtrækkende økonomiske effekter af instabilitet og det ikke-fungerende samfund

De politiske konsekvenser af krigen[redigér | redigér wikikode]

Den hurtige militære sejr under invasionen styrkede de kredse i USA, som ønskede en langt hårdere kurs overfor det de kaldte slyngelstater. Men da koalitionen ikke har været i stand til at skabe fred i landet efter invasionen, er der fremsat kritik af manglen på en strategi for et sikkert Irak efter invasionsfasen. Flere koalitionslande har allerede trukket deres styrker ud af landet, og i USA er der et voksende krav om en tilbagetrækning.

Kritik af manglende strategi efter invasionen[redigér | redigér wikikode]

Kritikere af Irakkrigen mener, at USA's planlægning af en strategi for Irak efter invasionen var "håbløst utilstrækkelig."[82] Det er især blevet fremført, at man var uforberedt på den omfattende plyndring og det voldelige oprør, der fulgte umiddelbart efter invasionen. Kort efter invasionen erkendte daværende viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, en af de ledende planlæggere af krigen, at USA havde foretaget skøn i forbindelse med oprøret, der "viste sig at undervurdere problemet."[83]

USA's planer for genopbygningen af Irak er også blevet kritiseret hårdt. I en rapport fra februar 2006, skriver Stuart W. Bowen Jr., generalinspektør for den irakiske genopbygning, at: "Der var utilstrækkelig systematisk planlægning af organiseringen af menneskelig kapital i Irak før og efter de USA-ledede stabiliserings- og genopbygningsoperationer."[84]

Kritikerne har specielt anklaget Pentagon, der havde til opgave at planlægge genopbygningen af Irak, for stort set at have ignoreret et projekt til 5 millioner dollars, kaldet Iraks Fremtid, som det amerikanske udenrigsministerium havde udarbejdet i året før invasionen.[85]

Krav om tilbagetrækning af USA's tropper[redigér | redigér wikikode]

I takt med at de civile og militære tabstal er vokset, har oprøret skiftet karakter til hvad mange kalder en borgerkrig, og Irak er fortsat politisk ustabilt. Mange politikere og borgere både i USA og i resten af verden er begyndt at kræve, at USA trækker sine tropper ud af Irak. Ud over de menneskelige og økonomiske omkostninger argumenterer de for, at USA's tilstedeværelse i landet afføder mere vold. De, der støtter en tilbagetrækning, mener også, at en tilbagetrækning vil betyde, at Iraks naboer bliver mere involveret i at stoppe urolighederne i landet. Debatten om tilbagetrækning har fået nogle kommentatorer til at sammenligne krigen med Vietnamkrigen.[86][87] I foråret 2007 viste meningsmålinger, at et flertal af USA's befolkning støtter en tidsramme for tilbagetrækning fra Irak.[88] De fleste foretrækker at forlade landet gradvist over 12 måneder, og 60 procent svarer, at USA har en moralsk forpligtelse over for det irakiske folk.[89]

Bøger om Irakkrigen på dansk[redigér | redigér wikikode]

  • Martin Kaae og Jesper Nissen: Vejen til Irak: Hvorfor gik Danmark i krig? – Gad, 2008 (252 s. – ISBN 978-87-12-04352-2). Bogen gennemgår grundlaget for den danske beslutning om at gå i krig i Irak.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Sectarian divisions change Baghdad’s image - MSNBC, 3. juli 2006
  2. America confronts reality in Iraq - MSNBC, 19. august 2006
  3. Annan: Life for Iraqis worse than with Saddam - MSNBC, 4. december 2006
  4. Iraq War – Encyclopaedia Britannica – www.britannica.com
  5. Rescue Operations in the Second Gulf War – Air & Space Power Journal, foråret 2005
  6. President Bush Outlines Iraqi Threat
  7. Deputy Secretary Wolfowitz Press Availability in Singapore – US Department of Defense
  8. Wolfowitz: Iraq war was about oil – The Guardian
  9. DoD News Briefing with Secretary Gates and Gen. Pace from Pentagon – US Department of Defense
  10. Undeclared Civil War In Iraq
  11. U.K. to begin Iraq withdrawal – Herald Tribune, 21. februar 2007
  12. 12,0 12,1 Danske soldater hjem fra Irak til august – Politiken, 21. februar 2007
  13. 13,0 13,1 Den danske styrke er ude af Irak – politiken.dk, 7. august 2007
  14. Casualties in Iraq – Antiwar.com
  15. Iraq Body Count
  16. Iraqi death toll estimates go as high as 150,000 – Taipei Times, 11. november 2006
  17. Rebuilding Americas Defenses – Strategy, Forces and Resources for a New Century, a Report of The Project for The New American Century, september 2000
  18. The National Security Strategy of the United States of America
  19. Comprehensive Report of the Special Advisor to the DCI on Iraq's WMD (Duelfer-rapporten – University of Michigan Library Documents Center
  20. Deklassificeret rapport fra U.S. House of Representatives Permanent Select Committee of Intelligence
  21. Wolfowitz: Iraq war was about oil – The Guardian, 4. juni 2003
  22. London Guardian Pulls Article off Site, Kind of Retracts Another – The Memory Hole (http://www.thememoryhole.com)
  23. Just War in Iraq 2003 Juridisk speciale af Thomas Dyhr fra Københavns Universitet
  24. U.S., Allies Dispute Annan on Iraq War – Washington Post – 17. september 2004
  25. Iraq Rejects US Demand That Hussein Leave – Associated Press 18. marts 2003
  26. Møller, Per Stig (2003-03-18). "Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak - som fremsat". Folketinget. http://webarkiv.ft.dk/Samling/20021/beslutningsforslag_fremsaettelse/B118.htm. Hentet 2010-03-23. 
  27. B 118 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak
  28. "Førstebehandling af B 118". Folketinget. 2003-03-18. http://webarkiv.ft.dk/Samling/20021/MENU/00768271.htm. Hentet 2010-03-23. 
  29. "Andenbehandling af B 118". Folketinget. 2003-03-21. http://webarkiv.ft.dk/Samling/20021/MENU/00770399.htm. Hentet 2010-03-23. 
  30. "Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak - som vedtaget". Folketinget. 2003-03-21. http://webarkiv.ft.dk/Samling/20021/beslutningsforslag_som_vedtaget/B118.htm. Hentet 2010-03-23. 
  31. 31,0 31,1 The day Saddam's statue fell | World news | The Guardian
  32. Commander in Chief lands on USS Lincoln – CNN.com, 2. maj 2003
  33. President Bush Announces Major Combat Operations in Iraq Have Ended – whitehouse.gov
  34. Making Sense of Iraq's Vote – Time – 31. januar 2005
  35. Abuse Of Iraqi POWs By GIs Probed – CBS News 28. april 2004
  36. US troops kill 300 in Najaf raid – The Guardian 7. august 2004
  37. Talks to Disarm Rebel Shiites Collapses in Iraq – New York Times – 1. september 2004
  38. US troops enter Falluja as jets pound rebel-held city – The Guardian – 9. november 2004
  39. Kurdistan Regional Government (KRG)
  40. Bush Opposes Premier, Shiites Report – Der Spiegel – 29. marts 2006
  41. Viktig skritt mot ny regjering i Irak – DN.no 21. april 2006
  42. Iraq parliament meets to vote on PM – Al Jazeera – 23. april 2006
  43. Dødsskvadroner får herje fritt i Irak – Klassekampen – 4. april 2006
  44. «Den gyldne moske» sprengt i Irak – DN.no – 22. februar 2006
  45. Blodig hevn splitter Irak – Aftenposten – 24. februar 2006
  46. Situation Called Dire in West Iraq
  47. Shiite militia briefly seizes Iraqi city MSNBC.com, 20. oktober
  48. Bombs, mortars in Shiite slum kill at least 161 – MSNBC.com, 23. november 2006
  49. Anbar Picture Grows Clearer, and Bleaker – Washington Post, 28. november 2006
  50. Attacks in Iraq at All-Time High, Pentagon Report Says – PBS.org, 19. december 2006
  51. Saddam Hussein executed in Iraq – BBC NEWS – 30. december 2006
  52. President's Address to the Nation – www.whitehouse.gov, 10. januar 2007
  53. THE STRUGGLE FOR IRAQ; BUSH ADDING 20,000 U.S. TROOPS; SETS GOAL OF SECURING BAGHDAD – New York Times, 11. januar 2007
  54. Blair announces Iraq troops cut BBC NEWS, 21. februar 2007
  55. Den danske Irak-mission er slut – Politiken.dk, 1. august 2007
  56. "Mortality after the 2003 invasion of Iraq: a cross-sectional cluster sample survey" - The Lancet, 11. oktober 2006
  57. Iraq: US Death Toll in War Hits 4,000
  58. 58,0 58,1 U.S. & Coalition Casualties, Iraq - CNN.com
  59. Iraq Casualty Count, Journalists
  60. Iraq Casualty Count, Civilians
  61. Iraq war illegal, says Annan – BBC, 16. september 2004
  62. Abu Ghraib – mishandling af fanger – DR Nyheder Online, 11. januar 2005
  63. White phosphorus: weapon on the edge – BBC News, 16. november 2005
  64. U.S. military mourns 'tragic' Haditha deaths – CNN.com, 1. juni 2006
  65. Iraqi police claim US troops executed family – The Guardian, 21. marts 2006
  66. Amerikansk soldat dømt for mord på iraker – politiken.dk, 19. juli 2007
  67. Sailor 'Shocked' by Killing of Iraqi – Historie fra Associated Press på sfgate.com, 7. oktober 2006
  68. AP Lands Interview with Marine Convicted in Iraq Killing – Associated Press, 10. august 2007, på www.editorandpublisher.com]
  69. Iraq rape soldier jailed for life – BBC News 16. november 2006
  70. 'Wedding video' contradicts US denials – The Guardian, 24. maj 2004
  71. Amnesty: Tortur mod Guantanamo-fanger – DR Nyheder Online, 11. januar 2006
  72. Amnesty International om Guantanamo-fangelejren – www.amnesty.dk
  73. Who Are the Iraq Insurgents? – PBS, 12. juni 2006
  74. Kidnappers Kill Algerian Diplomats – Free Internet Press, 27. juli 2005
  75. Captors kill Egypt envoy to Iraq – BBC NEWS, 8. juli 2005
  76. Russian diplomat deaths confirmed – BBC NEWS, 26. juni 2006
  77. Iraqis Found in Torture House Tell of Brutality of Insurgents – New York Times, 19. juni 2005
  78. Iraq: Torture Continues at Hands of New Government – Human Rights Watch
  79. Sunnis Accuse Iraqi Military of Kidnappings and Slayings – New York Times, 29. november 2005
  80. Krig koster Danmark to mia. kr., Politiken.dk, 5. marts 2007
  81. UN – IRAQ UN: Iraqi refugees top 4 million – Asia News
  82. LANGEVIN ENDORSES DEMOCRATIC PLAN FOR REAL SECURITY – Repræsentanternes Hus, 29. marts 2006
  83. Wolfowitz Concedes Iraq Errors – washingtonpost.com, 24. juli 2003
  84. U.S. lacked plan for rebuilding Iraq, report says – The Washington Times, 28. februar 2006
  85. Blind Into Baghdad – The Atlantic Monthly, januar/februar 2004
  86. Why the U.S. must withdraw from Iraq – Information Clearing House, 28. oktober 2004
  87. Withdraw From Iraq – CommonDreams.org, fra Boston Globe, 6. juni 2005
  88. Solid Majority Favors Congressional Troop Deadline – Pew Research Center, 26. marts 2007
  89. Public Agenda Confidence in U.S. Foreign Policy Index

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]