Lise Meitner
Lise Meitner (17. november[1] 1878 – 27. oktober 1968) var en fysiker der forskede i radioaktivitet og atomfysik. Hun var født i Østrig, men emigrerede til Sverige.
Liv og forskning
Meitner blev født i en jødisk familie, som det tredje barn af otte. Allerede i teenageårene konverterede hun og blev lutheraner. Trods modstand fra familien begyndte hun at studere fysik ved Wiens Universitet under Ludwig Boltzmann. Hun disputerede i 1907 som den første kvinde på universitetet. Efter Meitner havde taget sin doktorgrad rejste hun til Berlin, for at forske med Max Planck og kemikeren Otto Hahn. Meitner og Hahn blev ledere af hver sin afdeling ved Kaiser Wilhelms kemiinstitut hvor de studerede radioaktivitet.
I 1918 opdagede de sammen den første langlivede isotop af grundstoffet protactinium, og i 1923 opdagede Meitner Auger-effekten, der er opkaldt efter den franske fysiker Pierre Victor Auger, der opdagede den to år senere uafhængigt af Meitner. I 1926 blev hun den første kvindelige professor i Tyskland, da hun blev ansat ved universitetet i Berlin.
Da man opdagede neutronen i starten af 1930'erne, begyndte man i videnskabelige kredse at spekulere i muligheden for, i laboratoriet, at skabe tungere grundstoffer end det tungeste man da kendte til, uran, med atomnummer 92. Det resulterede i et videnskabeligt kapløb mellem Ernest Rutherford i Storbritannien, Irene Joliot-Curie i Frankrig, Enrico Fermi i Italien og makkerparret Meitner og Hahn i Berlin.
Efter Tyskland annekterede Østrig i 1938, i det såkaldte Anschluss, flygtede Meitner til Stockholm efter råd fra Dirk Coster. På grund af hendes jødiske baggrund blev hun nægtet et pas, men det lykkedes hende alligevel at komme til Holland og siden Sverige og Stockholm med et udløbet pas. I Stockholm fortsatte hun sit arbejde ved Manne Siegbahn-institutet, men uden opbakning, mest på grund af Siegbahns fordomme om kvindelige forskere. Hahn og Meitner mødtes kort samme år for at planlægge deres fortsatte forskning. De påbegyndte en korrespondance, og gennem disse breve ved man at da Hahn udførte sit eksperiment med at bestråle uran på sit laboratorium i Berlin, som resulterede i atomfission i stedet for et tungere grundstof, forstod han ikke hvad der var sket. I et brev som Meitner modtog da hun var på besøg hos en veninde i Kungälv beder han hende om råd, og i sit svar beskriver hun som den første person nogensinde hvordan neutronen havde gjort urankernen ustabil med det resultat at den blev spaltet i to mindre kerner, barium og krypton, og nogle neutroner under frigivelse af en enorm mængde energi. Den frigjorte energi svarede til det beregnede massetab ifølge Einsteins berømte ligning E=mc².
På grund af Meitners jødiske baggrund var det politisk umuligt for Hahn og Meitner at publicere deres opdagelser sammen. Så Hahn publicerede de kemiske opdagelser i januar 1939, mens Meitner publicerede de fysiske forklaringer måneden efter, med fysikeren Otto Robert Frisch, som hun var beslægtet med. I denne publikation forudså Meitner muligheden for en kernereaktion med et enormt eksplosivt potentiale. Rapporten blev startskuddet til en febrilsk aktivitet, da man forstod at processen kunne anvendes i våbenproduktion, og at denne viden var på tyske hænder. Leó Szilárd, Edward Teller og Eugene Wigner overtalte Einstein til at skrive et brev til USA's daværende præsident, Franklin D. Roosevelt, hvori han advarede om processens potentiale som våben. Dette førte siden til Manhattanprojektet. Meitner afslog at deltage i projektet i Los Alamos, og svarede "Jeg vil ikke have noget at gøre med en bombe!"[2]
I 1944 tog Hahn alene imod Nobelprisen i kemi, for den forskning Hahn og Meitner sammen havde udført. Mange anser i dag at Meitner ikke fik prisen fordi hun var kvinde, jødisk og imod militær atomforskning.
I 1966 blev Hahn og Meitner belønnet med Enrico Fermi-prisen sammen med Fritz Straßmann. Meitner fik også udmærkelsen "Woman of the Year" af the National Women's Press Club i USA i 1946, og Max Plancks medalje af det tyske fysikersamfund i 1949.
Grundstof 109, meitnerium, er opkaldt efter Lise Meitner.
Noter
- ^ På grund af en bogføringsfejl siger mange dokumenter at det var 7. november, hvilket også er den dato Meitner selv brugte.
- ^ Lise Meitner: A Life in Physics – Ruth Lewin Sime, 1996, Berkeley: University of California Press. ISBN 0-520-08906-5. side 305
Kilder
- Trends in Atomic Physics: Essays Dedicated to Lise Meitner, Otto Hahn, Max von Laue on the Occasion of their 80th Birthday – Otto Robert Frisch, 1959, New York, Interscience
- Lise Meitner and the Dawn of the Nuclear Age – Patricia Rife, 1999, Birkhäuser.
- Lise Meitner: A Life in Physics – Ruth Lewin Sime, 1996, Berkeley: University of California Press. ISBN 0-520-08906-5.
- Twentieth Century Women Scientists – Lisa Yount 1996, New York: Facts on File. ISBN 0-8160-3173-8.
- Lise Meitner : en levnadsteckning – Bengt Forkman, 2006, Gidlunds. ISBN 91-7844-337-7
