Lucius Annaeus Seneca

Skabelon:Infoboks filosof

Lucius Annaeus Seneca (ca. 4 f.Kr. – 65 e.Kr.) også kendt som Seneca den yngre, Seneca philosophus, Seneca tragicus eller Seneca var en romersk tragedieforfatter, stoisk filosof og statsmand og lærer for kejser Nero.

Biografi

Seneca blev antagelig født i år 4 f.Kr. i Cordoba Hans forældre var Seneca den ældre og Helvia. Han havde to brødre:

Storebroderen Novatus kaldet Gallio som på Paulus' tid var statholder i den romerske provins Achaea og er nævnt i Apostlenes Gerninger 18,12-17,.

Lillebroderen Mela, som blev far til digteren Lucan.

Som ung kom Seneca til Rom og gjorde karriere som jurist, underviser og forfatter – hans tidlige værker er gået tabt. Han fik hurtigt en politisk rolle. I 41 e.Kr. blev han sendt i eksil på Korsika efter anklage om hor med en søster til den afdøde kejser Caligula. Samme år mistede Seneca sin eneste søn. I 49 blev Seneca hentet tilbage fra sit eksil af kejser Claudius' nye hustru Agrippina for at blive opdrager og lærer for hendes begavede tolvårige søn Lucius Domitius Ahenobarbus, den senere kejser Nero. Denne stilling bragte ham for alvor ind i politik og gav ham indflydelse på Nero. Ved siden af levede han som velhavende godsejer uden for Rom.

Da Nero blev kejser i 54, fik Seneca status af amicus principis ("kejserens ven"), den fremmeste af kejserens rådgivere, og fungerede som førsteminister i samarbejde med prætorianergardens øverstkommanderende, Burrus. I de næste fem år af Neros regering havde Seneca held til at hæmme den unge kejsers voldsomme blodtørst, trænge Agrippina tilbage og at undgå overgreb. I løbet af få år svækkedes hans indflydelse på Nero: de forholdsvis humane første fem år af Neros regering blev brat afbrudt, da kejseren i 59 fik sin egen mor, Agrippina, slået ihjel. Seneca kunne ikke hindre stridigheder og mord inden for kejserfamilien, som han som regeringsmedlem var nødt til at støtte officielt. Stigende vanskeligheder med at forene rollen som humanistisk intellektuel med praktisk politiker fik ham i 62 til at trække sig tilbage til privatlivet og hellige sig studier og sit forfatterskab. Efter Roms brand i 64 blev han opsøgt af Nero, som ønskede rådgivning om sin fremtid. Seneca svarede "Du er kejseren, optræd som en Gud". Det ansporede Nero til et genopbygningsprojekt, der tømte statskassen, krævede de største skatter i Romerrigets historie og tvang de rigeste borgere til først at testamentere deres formuer til kejseren og så begå selvmord. I 65 var Neros regime så yderligtgående, at en stor del af senatet med Senecas nevø Lucan blandt de fremtrædende aftalte en sammensværgelse mod Nero. Den blev afsløret; mange senatorer blev henrettet og Seneca blev tvunget til at begå selvmord, selv om der ikke var ført bevis for, at han havde været indblandet. Historikeren Tacitus (Annales XV,60-64) beskriver meget teatralsk, hvordan Seneca først skar sine pulsårer over, men blodet flød for langsomt. Dernæst drak han gift, men den virkede heller ikke, og til sidst sprang i et varmt bassin, hvori han kvaltes af dampen.

Forfatterskab

Næst efter Cicero regnes Seneca for den største romerske stilist. Han var som filosof stoiker og opfordrede i sine skrifter til mildhed, mådehold og en afbalanceret holdning til tilværelsen. Hans menneskesyn er præget af humanisme, fx regner han principielt slaver for medmennesker (Epistel 47). Som ældre græske stoikere prøvede han at gå på kompromis med de strenge filosofiske krav til mennesket. Han er kritiseret for at være for blød og inkonsekvent i sin holdning, og for at hans eget velhaverliv og hans asketiske synspunkter var dobbeltmoralsk.

Senecas skrifter er meget velskrevne med stor sans for elegante stilistiske virkemidler. Blandt dem er hans dialogi med Consolatio ad Marciam ("Trøsteskrift til Marcia" som hans ældst bevarede værk), De tranquilitate animi ("Om sjælens havblik" eller "Om sindsro"), De Ira (”Om vrede”, hvori han opfatter vreden som en følge af overdreven optimisme) og De Brevitate Vitae (”Om livets korthed”, hvori han opfordrer til at udnytte sin tildelte tid bedst muligt med filosofi). Seneca skrev også 124 breve om moralske emner til Lucilius. De er oversat til dansk af den store Seneca-filolog Martin Clarentius Gertz. Et mere specielt værk er hans satire Apocolocyntosis divi Claudii ("Den guddommelige Claudius' græskarliggørelse") om den døde kejser Claudius.

Der har været særlig interesse for Senecas religiøse opfattelse, som har flere ligheder med kristendommen. Han opererer med et monoteistisk begreb (én-guds-opfattelsen), med udtryk som skyld og godhed og blev tidligere anset for hemmeligt kristen, en teori som er afvist med henvisning til hans accept af selvmord. Sandsynligvis skyldes ligheden de stoiske fællestræk.

Seneca virkede også som dramatiker og skrev en række tragedier (de eneste bevarede fra det antikke Rom) med græske motiver. De er gennemgående præget af effektjageri og voldsomme optrin og vurderes i dag lavt, men har påvirket engelsk renæssancedrama (fx Shakespeares Hamlet), en ”senecansk tragedie”.

I Danmark har Seneca i efterkrigstiden navnlig været dyrket af filosoffen Villy Sørensen som har udgivet værker om og af ham.

Litteratur

Villy Sørensen: Seneca. Humanisten ved Neros hof. Kbh. 1977 (nye udg. 1995 og 1999).

Seneca-skrifter på dansk

Tre Dialoger af Seneca. Udg. af M. Cl. Gertz. Kbh. 1873.
Senecas Breve og andre skrifter til Lucilius. Skildringer fra den romerske Kejsertid. En Oldtidsfilosofs Tanker om Verden og Menneskelivet, bd. 1-2. Oversat af M. Cl. Gertz. Kbh. 1927.
Om vrede. Om mildhed. Om sindsro. På dansk ved Villy Sørensen. Kbh. 1977 (ny udg. 1999).
Om livets korthed. Kbh. 1997.
Livsfilosofi. Udvalg af Senecas moralske breve. Udg. af Mogens Hindsberger. Kbh. 1980.
Breve fra Seneca. Oversat af Hans Gregersen & Kell C. Madsen. Klassikerforeningens Kildehæfter 2010.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Lucius Annaeus Seneca