Magnús Eiríksson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Magnús Eiríksson (1876)

Magnús Eiríksson, født 22. juni 1806, død 3. juli 1881, var en islandsk teologisk forfatter, søn af den islandske bonde Eiríkur Grímsson på Skinnalón i Thingø Syssel (Norður-Þingeyjarsýsla), og præstedatteren Thorbjörg Stephánsdatter.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Eiríksson gik i Bessastaðir latinskole, hvorfra han i 1829 dimitteredes som nummer et. Derpå blev han antaget som kontorist hos stiftamtmanden på Island, Lorentz Angel Krieger[1]. Denne fik interesse for den unge, brave studerende og skaffede ham midler til at indstille sig i København som artiumskandidat og til i seks år at opholde sig ved universitetet for at studere teologi. I 1837 aflagde Eiríksson den teologiske embedsprøve. Syv år efter betrådte han forfatterbanen med bogen Om Baptister og Barnedaab (1844).

Forfattervirksomhed[redigér | redigér wikikode]

Egentlig besad Eiríksson intet anlæg herfor; det var ikke så meget lyst til at give sine tanker et skriftligt udtryk som hans humant-religiøse sind, der drev ham ind på denne vej. Christian 8.’s regering fór hårdt frem mod baptisterne og deres voksendåb her til lands og ville ved vold tvinge dem til at lade deres børn døbe. [2]

Striden om baptisterne i 1840'erne

I den litterære strid, som i den anledning fandt sted, deltog Eiríksson med sit voluminøse skrift Baptister og Barnedåb (1844) på flere end 750 sider. Her hævdede Eiríksson, at barnedåben aldeles ikke er apostolisk, men senere opstået og indført i kirken, og at en opfattelse af dåben som "en Nedsænkning i Guds Væsen", "en Meddelelse af den Jesu iboende Guddomsfylde" eller som en overgang til en "ny Natur" -- at dette alt sammen blot er moderne udtryk for den mod sund fornuft og naturlig betragtning stridende anskuelse: at det nyfødte barn er besat af en djævel, som ved dåbsakten skal uddrives.

Polemisk litteratur imod især Martensen[redigér | redigér wikikode]

Mellem Eiríkssons skrifter fra 1844 til 1850, der alle har en polemisk karakter, må mærkes hans tre mod Hans Lassen Martensens spekulative teologi rettede afhandlinger:

  • Dr. Martensens trykte moralske Paragrapher, eller det saakaldte "Grundrids til Moralphilosophiens System af Dr. Hans Martensen", i dets forvirrede, idealistisk-metaphysiske og phantastisk-speculative, Religion og Christendom undergravende, fatalistiske, pantheistiske og selvforguderiske Væsen, København: H.G. Klein 1846,
  • Speculativ Rettroenhed, fremstillet efter Dr. Martensens ”christelige Dogmatik” og geistlig Retfærdighed, belyst ved en Biskops Deeltagelse i en Generalfiskal-Sag, København 1849 og
  • Den nydanske Theologies Cardinaldyder belyste ved Hjelp af Dr. Martensens Skrifter samt Modskrifterne, tilligemed 75 theologiske Spørgsmaal, rettede til Dr. H. Martensen, København 1850.
Eiríksson henvender sig til kongen vedrørende Hans Lassen Martensen

Da det for Eiríkssons sunde forstand og ærlige hjerte stod som en fare, om den akademiske ungdom aldeles lod sig henrive af denne "forskruede Theologi" (thi daværende professor Martensen var begyndt at blive de teologiske studerendes yndlingslærer), henvendte han sig til højere vedkommende med anmodning om at skride ind herimod, og da dette ikke hjalp, sendte han majestæten selv et brev herom. I dette brev havde Eiríksson tillige anket over nogle af regeringens handlinger og erklæret sig imod flere af dens grundsætninger; thi han var en "afgjort politisk liberal" [3].

Denne djærve henvendelse blev naturligvis taget Eiríksson meget ilde op, og generalfiskalen fik ordre til at anlægge sag imod ham. Men netop som denne proces stod på, døde Christian 8., og med den nye forfatning udstedtes et amnestidekret, hvoraf også Eiríksson kom til at nyde godt.

Ugunstig økonomisk stilling

Eiríksson havde i sine første kandidatår på grund af sine grundige og solide teologiske kundskaber været en søgt manuduktør; men hans hensynsløse opposition mod modeteologien bragte hans gamle anseelse i dalen, og snart bankede ingen flere manuducender på hans dør. Dertil kom, at han, for at gøre sine venner tjenester, var kommet i gæld til ågerkarle. Hans økonomiske stilling var overordentlig trykket. På den tid kom Islands biskop til København, og da han interesserede sig for sin hæderlige landsmand og mente, at hans ejendommelige meninger om dåben ikke ville hindre ham i at udøve en præsts gerning, opfordrede han Eiríksson til at søge kald på fødeøen.

Opgav efter kort tid præsteembede på Island, 1856

Eiríksson indgav også sin ansøgning og blev virkelig 1856 kaldet til præst på Island (Stokkseyri og Kaldaðarnes); da indgav han atter ansøgning om at fritages for embedet; thi et nyt gennembrud havde fundet sted i hans religiøse bevidsthed.

Fornyet forfattervirksomhed[redigér | redigér wikikode]

Tidligere havde kun enkelte dogmer som treenighedslæren og barnedåbens mirakuløse virkning forekommet ham tvivlsomme, nu begyndte han at tvivle om selve de nytestamentlige skrifters integritet. Johannes-Evangeliet, som hans gamle professor i teologi, Jens Møller[4], altid havde forstået at indgyde sin elev ærefrygt for, stod efterhånden for denne som et "falsk, uægte Evangelium", der i Modsætning til de tre første "ægte" evangelier gav en vrang forestilling om Kristuspersonligheden.

Nu kunne der ikke længere for Eiríksson være tale om at søge præstekald eller beklæde et sådant. Hans opgave måtte være at udrede det sande fra det falske i Det Nye Testamente. Fuld af religiøst alvor, som en inderlig troende teist, tog han fat på denne opgave og udgav i tidsrummet 1863-73 flere større skrifter, som Om Johannes-Evangeliet (1863), Gud og Reformatoren (1866), Paulus og Christus (1871) og Jøder og Kristne (1873). [5]

Alle går de ud på at vise, at Jesus fra Nazaret ikke har været Gud, men kun reformator af den jødiske teologi, som den foreligger i Det Gamle Testamente; forfatteren til Johannes-Evangeliet gør Jesus til en pralende ordgyder, der stiller sig selv ved siden af den evige Gud; Paulus gennemfører den gamle jødiske offerteori, idet han lader Kristus ofre sig til Gud på menneskenes vegne én gang for alle. Den rette, sande opfattelse af Guds forhold til mennesket har Kristus givet i den skønne parabel om "den forlorne Søn". men den ægte kristelige lære om Gud er efterhånden blevet mere og mere forvansket gennem tiderne, og jo længere den kom bort fra sit hjemsted, Palæstina.

Vurdering[redigér | redigér wikikode]

Alle, som kendte Eiríksson, så i ham en sjælden grundhæderlig personlighed, et inderlig godt og kærligt menneske og en klippefast karakter, der ikke betænkte sig på at sætte livet ind for sin overbevisning; men dommen om hans skrifter er meget forskellig. At de ortodokse fordømmer dem, er en selvfølge; men heller ikke de dannede fritænkere har kunnet goutere dem, dertil er deres foredrag for tungt og bredt, og deres vedhængen ved det mystiske for stærk. Først og fremmest ville de vist tiltale den jævne religiøse rationalist.

Eiríksson ville sikkert på sine gamle dage have været udsat for nød, om ikke hans venner havde skudt sammen til en livrente for ham, der sikrede ham et simpelt udkomme. Da han døde 3. juli 1881, bekostede de også et smukt mindesmærke med hans buste, der blev oprejst ved hans grav på Garnisons Kirkegaard. Eiríksson var ugift.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Thomas Hansen Erslew, Supplement til "Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande", indtil Udgangen af Aaret 1853, bd. 1, Kbh. 1858 (1963), s. 406-408.
  • Magnús Eiríksson, "Min Forfattervirksomhed", i Flyvende Blade for Literatur, Kunst og Samfundsspørgsmaal, 3 bind, udg. af Vilhelm Møller, Kbh. 1875-1876, bd. 3, s. 81-83 (nr. 11); s. 90-93 (nr.12); s. 100-104 (nr. 13)
  • Herman Heinrich Louis Schwanenflügel (1844-1921), "Magnus Eiriksson", i Det nittende Aarhundrede. Maanedsskrift for Literatur og Kritik, bd. 2 (1877), s. 266-294 (Juni/Juli-hæftet 1877).
  • Eiríkur Albertsson, Magnús Eiríksson, guðfræði hans og trúarlíf (disputats), Reykjavík 1938.
  • Carl Henrik Koch, "Magnús Eiríksson", i Den danske idealisme. 1880-1880, Kbh. 2004, s. 292-298
  • Gerhard Schreiber, "Eiríksson, Magnús", i Biographisch-Bibliographisches Kirchenlexikon, bd. 28 (2007), s. 517-538.



Noter
  1. Lorentz Angel Krieger (1797-1838), stiftamtmand på Island og senere en kort periode i Aalborg, cf. opslag i Dansk Biografisk Leksikon
  2. Cf. "2.4 Anden fase: Vækkelsens gennembrud (1830–40)" i artiklen Gudelige vækkelser.
  3. H. Schwanenflügel, "Eiriksson, Magnus," in Dansk Biographisk Lexikon, udg. af C.F. Bricka, bd. 4, København 1890, s. 480.
  4. Jens Møller, 1779-1833, teolog, historiker, opslag i Dansk Biografisk Leksikon
  5. For en fyldig oversigt over Eiríkssons udgivelser og sekundærlitteratur, se afsnittet Hauptwerke (Hovedværker) på den tyske Wiki eller i artiklen "Eiríksson, Magnús (1806-1881)" på Biographisch-Bibliographisches Kirchenlexikon bd. XXVIII (2007), Sp. 517-538

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.