Danmarks Riges Grundlov
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Danmark |
 Denne artikel er en del af: |
|
|
|
|
Andre lande • Politik |
Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet i sin oprindelige form 5. juni 1849 af Frederik 7. Denne dato markerede dermed Danmarks overgang fra enevælde til konstitutionelt monarki. Grundloven er blevet ændret fire gange siden da, og Danmarks nuværende grundlov blev underskrevet 5. juni 1953.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Monrads arbejde med Grundloven
D.G. Monrad, der var blevet minister i martsministeriet 1848, skrev det første udkast, baseret på en samling af samtidens forfatninger, og udformede en skitse på 80 paragraffer, der i sin opbygning og grundidé ligner den nuværende danske grundlov. Regeringsudkastet blev siden sprogligt revideret af bl.a. minister Orla Lehmann og derefter behandlet i Grundlovsudvalget af 1848, skulle rapportere til den grundlovgivende forsamling.
Hovedprincippet: »Regeringsformen er indskrænket-monarkisk« (§ 2) kopierede Monrad efter den norske grundlov af 1814. Men han fandt også inspiration i den belgiske forfatning fra 1830, og til afsnittet om frihedsrettighederne kiggede han også på den amerikanske forfatning fra 1787 med dens tillæg om menneskerettighederne (Bill of Rights).
[redigér] Magtens tredeling
Grundloven er baseret på idéen om magtens tredeling i den udøvende magt, den lovgivende magt og den dømmende magt. Idéen om at dele magten op blev først født af den engelske filosof John Locke. Locke delte magten op i en lovgivende magt samt to former for udøvende magt. Hans lære omtales korrekt som magtfordelingslære, fordi John Locke i mindre grad var præget af en ideologisk tilgang til magten, men snarere en idé om en arbejdsfordeling. Idéen om magtens adskillelse blev først fremsat af den franske filosof Montesquieu i en berømt bog fra 1748; De l'esprit des lois. Heri gjorde Montesquieu rede for idéen ved at dele magten op, idet man derved opnåede den indbyrdes kontrolfunktion mellem magtens dele, der er så afgørende for en retsstat. Montesquieu modificerede John Lockes idé og delte magten op i de nu traditionelle tre dele. Det er - som ellers ofte omtalt - i denne forbindelse terminologisk forkert at omtale pressen som "den fjerde statsmagt", fordi pressen ikke indtager en forfatningsmæssig magtposition, som man kan karakterisere som en beslutningskompetence. Pressens magt er en indflydelseskompetence.
[redigér] Den grundlovgivende rigsforsamling
Regeringens udkast blev forelagt den grundlovgivende rigsforsamling, som var valgt 5. oktober 1848 ved et valg med almindelig valgret for "uberygtede mænd over 30 år". De valgte medlemmer med 38 medlemmer, som var udpeget af kongen. De i alt 152 medlemmer interesserede sig mest for det rent politiske element: valgloven og sammensætningen af Rigsdagens to kamre, Folketing og Landsting, og den blev vedtaget i det stærke nationale sammenhold omkring Treårskrigen.
[redigér] Ændringer i Grundloven
Grundloven er blevet ændret i 1866, 1915, 1920 og i 1953 til den nuværende version. Ændringer kræver efter § 88 at den nye Grundlov vedtages af 2 på hinanden følgende Folketing, adskilt af et folketingsvalg. Derudover skal Grundlovsforslaget accepteres ved en folkeafstemning, hvor mindst 40 % af de stemmeberettigede skal stemme for den nye Grundlov.
Overordnet set bestod de 4 ændringer gennem tiden af følgende hovedpunkter.
- I 1866 bidrog nederlaget i 1864 til en stramning af valgreglerne til Landstinget, hvilket førte til en lammelse af lovgivningsarbejdet og dermed til provisoriske love.
- I 1915 blev stramningen fra 1866 ændret, og kvinderne fik valgret. Samtidig indførtes et krav om at 45% af de stemmeberettigede stemte for nye ændringer af grundloven.
- I 1920 ændredes grundloven på ny som følge af Genforeningen og indlemmelsen af Sønderjylland.
Stramningen af grundlovsproceduren i 1915 gjorde bl.a. at Stauning ikke fik gennemført en grundlovsændring i 1939, selv om 966.000 stemte for, og 86.000 imod. Der manglede blot 11.762 ja-stemmer for at få gennemført ændringen[1].
- I 1953 nedlagdes Landstinget. Samtidig ændredes tronfølgeloven, så der indførtes kvindelig arvefølge til tronen. Dog har drengebørn fortrinsret til tronen. Endelig nedsattes kravet om 45% tilslutning til 40%.
4 ændringer er i international sammenhæng ganske få over så lang en periode. Årsagen til dette er formentlig dels den besværlige ændringsprocedure, og dels at Grundloven på mange områder ikke regulerer særligt indgribende, men overlader nærmere regulering til lovgivningsmagten.
På trods af ordlyden af visse bestemmelser, eksempelvis § 77, hvorefter censur "ingensinde på ny kan genindføres" vil det ved en grundlovsændring være muligt at afskaffe forbuddet mod censur, ligesom det vil være muligt at genindføre enevælden osv., blot ændringerne gennemføres i overensstemmelse med proceduren for en grundlovsændring.
[redigér] Menneskerettigheder
Grundloven indeholder visse borgerlige, politiske, sociale og religiøse frihedsrettigheder i §§ 71-80. Flere af disse har dog kun begrænset materiel rækkevidde, og fungerer derfor i dag alene som mindstegarantier, for rettigheder det næppe kan tænkes, det politisk ville kunne lade sig gøre at afskaffe. Teksten i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ved lov af 29.april 1992 vedtaget og stadfæstet i Danmark. Herefter supplerer konventionen grundlovens paragraffer om menneskerettigheder (§§ 71-80), men konventionen erstatter ikke §§ 71-80.
[redigér] Politiske partier
En anden bemærkelseværdig ting i forhold til den politiske praksis i Danmark er, at grundloven ikke direkte nævner politiske partier. Dog er det forudsat ved Grundlovens § 31, stk. 2, der nævner forholdstalsvalgmåden, at der eksisterer partier, da fordelen ved forholdstalsvalgmådens netop er, at partier har mulighed for at stille op i flere kredse, og dermed få tillægsmandater. Dog giver Grundloven kun meget begrænset vejledning mht. fremgangsmåden ved udpegning af regering, hvorfor man anvender kutymer og sædvaner, så som Kongelige Undersøgere og dronningerunder.
[redigér] Statsoverhovedets symbolske status
Ved læsning af Grundloven er det vigtigt at "kongen" læses som "regeringen", jf. monarkens symbolske status. Dette er en konsekvens af bestemmelserne i Grundlovens paragraffer 12 og 13, hvorefter Kongen udøver sin myndighed gennem ministrene, der er ansvarlige for regeringens førelse. Dette indebærer, at Kongen ikke selv kan foretage nogen retlig handling uden en ministers samtykke. [2]
Den personlige retsstilling for medlemmer af kongehuset er stadig reguleret af Kongeloven. Dette beyder, at prinser og prinsesser først kan tiltales ved de almindelige domstole, når monarken har tilladt dette. Monarken kan nedsætte kongelige særdomstole, eller selv dømme medlemmer af kongehuset. Monarken kan også udstede kongelige huslove.
[redigér] Centrale paragraffer
Enkelte af Grundlovens paragraffer har særlig relevans eller er blevet debatteret kraftigere end de øvrige:
[redigér] Paragraf 3
- § 3. Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.
Paragraffen er fundamental for den moderne, vesteuropæiske statsretstænkning, som fandt sin første store fortaler i den franske filosof Montesquieu i dennes lære om magtadskillelse, som primært finder sit udtryk i filosoffens store værk Om lovenes ånd (De l'esprit des lois) fra 1748.
Det er værd at bemærke, at man i Danmark ikke har valgt at adskille den lovgivende og den udøvende magt skarpt. En sådan hård adskillelse ser man bl.a. i USA.
[redigér] Paragraf 4
- § 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Her fastslås det, at Danmark har en officiel kirke, nemlig Folkekirken. Før den første grundlov var kirken en statsinstitution, og grundloven bevarer en del af det statslige element, men understreger med udtrykket folkekirke samtidig, at der også er områder, som hører under kirkens selvstyre. Folkekirkens tætte tilknytning til og styring fra staten gør, at nogle betragter den som en form for statskirke.
Kritikere har fremført, at et moderne samfund helt bør adskille kirke og stat og indføre reel religionsfrihed, mens forsvarerne anfører, at der i Danmark hersker religionsfrihed, blot ikke religionslighed. Se også Paragraf 68.
[redigér] Paragraf 20
- § 20. Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Denne paragraf er blevet voldsomt debatteret i forbindelse med Danmarks EF- og EU-medlemskab, idet visse EF/EU-modstandere mener, at regeringen har overtrådt grundloven ved at afgive for meget suverænitet. Paragraffen siger, at regeringen kan afgive suverænitet, men at det skal defineres klart, hvilken suverænitet der afgives ("i nærmere bestemt omfang"). Statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev i 1996 sagsøgt af tolv EU-modstandere og skeptikere (ved adokaterne Christian Harlang og Ole Krarup) af netop denne grund. Højesteret frifandt Poul Nyrup Rasmussen (og dermed tidligere regeringer) men fastslog at der er grænser for suverænitetsafgivelse. Danmarks EU-medlemskab er dog ikke i strid med grundloven.
[redigér] Paragraf 68
- § 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
[redigér] Paragraf 71
- §71. Stk 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.
Denne paragraf udspringer af habeas corpus princippet og udmønter sig i det såkaldte Grundlovsforhør.
[redigér] Paragraf 72
- § 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
Denne paragraf skulle sikre borgerne mod vilkårlig indtrængen i deres bolig. Ikke desto mindre findes der over 150 lovbestemte undtagelser, hvilket har fået kritikere til at påpege, at boligens ukrænkelighed i praksis ikke eksisterer.
[redigér] Paragraf 77
- § 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Her bestemmes det at borgerne har ret til frit at ytre sig, men efterfølgende kan stilles til ansvar ved domstolene. Se mere herom i artiklen om ytringsfrihed.
[redigér] Kilder/Henvisninger
- ↑ Søren Mørch: 24 statsministre. ISBN 87-02-00361-9.
- ↑ Grundloven, Mikael Witte 1997 ISBN 87-7724-672-1
[redigér] Eksterne henvisninger
- Danmarks Riges Grundlov (Grundloven) - Retsinformation
- Danmarks Riges Grundlov af 1953
- Grundloven - Wikisource
- Grundlovens historie (undervisningsmateriale)
- Grundlovens historie (Folketinget)
- Danmarks Riges Grundlov af 1953
- Grundloven på let dansk
- Er tiden løbet fra grundloven? - rapport fra Folketingets konference om behovet for en grundlovsrevision
 |
 Rutebilstationen | Danmarks Riges Grundlov | Konstitutionelt monarki  |
