Mogens Camre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mogens Camre
Mogens Camre i 2011.
Medlem af Folketinget
Folketingsmedlem 1968-1987
Parlamentarisk karriere Tidl. medlem af EU-Parlamentet(1999-2009) og Folketinget(1968-1987)
Personlige detaljer
Født 29. marts 1936 (88 år)
Vorup[1]
Død 5. december 2016 (80 år)
Politisk parti Dansk Folkeparti, tidligere Socialdemokraterne
Ægtefælle Vita Andersen
Uddannelse cand.polit.
Uddannelses­sted Randers Statsskole
Københavns Universitet
Beskæftigelse Politiker og forfatter
Medlem af kommunalbestyrelsen i Gladsaxe Kommune
Links
mogenscamre.dk
Biografi på folketinget.dk Redigér på Wikidata
Biografi på europarl.eu
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Mogens Niels Juel Camre (født 29. marts 1936 i Vorup ved Randers) er en dansk politiker og forfatter, forhenværende Socialdemokrat, for hvilket parti han sad i Folketinget 1968-1987, og nuværende medlem af Dansk Folkeparti (DF), for hvilket han har siddet i Europa-Parlamentet 1999-2009. Siden kommunalvalget i 2013 indvalgt i Gladsaxe Byråd for DF. Han har blandt andet gjort sig bemærket for sine offentlige udtalelser om islam.[2]

Baggrund

Mogens Camre blev født i Randers-bydelen Vorup som søn af fabrikant Sigfred Niels Juel Camre og hustru Carna.[3] Han er storebror til filmfotograf Henning Camre.

Camre blev student fra Randers Statsskole i 1954 og var elev i toldvæsnet fra 1956 til 1957. Fra 1958 til 1960 var han økonom i United Shoe Machinery Company og i 1961 tog han en HD i regnskabsvæsen fra Handelshøjskolen i København .Fra 1960 til 1966 var han økonom i Dansk Unilever A/S. Han blev cand.polit. fra Københavns Universitet i 1967 med årets højeste karaktergennemsnit.[4]

I forbindelse med en indrejse i Københavns Lufthavn tilbage i 1972 fandt toldere i kontrollen en pistol og ammunition hos Camre, hvilket resulterede i en bøde for overtrædelse af våbenloven på 1.000 kroner.[5]

Jobmæssige karriere

Camre har mellem 1982 til 1992 været bestyrelsesformand for KTAS[6] og fra 1995 til 1999 været budgetråd ved Danmarks Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union (EU-ambassaden) i Bruxelles.[7] Han har også været ansat i Finansministeriet.[7] Camre er bestyrelsesformand i flere private erhvervsvirksomheder.

Politiske karriere

Mellem 1963 til 1967 var Mogens Camre lokalformand i København for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum, fra 1967 og til året efter var han landsformand for studenterorganisationen.[6] Formandsposten for Frit Forum beholdt Camre dog kun til han blev af Folketinget for Socialdemokratiet, hvilket han var i perioden 1968 til 1987, samt en kort periode i 1989 som afløser for en anden socialdemokrat.[6] Som medlem af Folketinget var Camre formand for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg 1978-1981, samt næstformand for Folketingets Markedsudvalg 1981-1982 og for Folketingets Finansudvalg 1985-1987.[8]

Forbindelse med perioden i Folketinget for Socialdemokraterne var Camre medlem af partiets hovedbestyrelse mellem 1967 til 1968, medlem af den bestyrelsen for hovedstadsområdet i 1962-1966 og 1968-1987 og med i bestyrelsen for folketingsgruppen mellem 1981-1987. Udover tillidsposter indenfor Socialdemokratiet var Camre i samme perioden medlem af forretningsudvalget for LO 1981-1982 og for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1981-1982. Camre var Socialdemokratisk finanspolitiske ordfører 1978-1987 og politisk ordfører 1981-1982.[6][8]

I marts 1999 meldte Mogens Camre sig ud af Socialdemokraterne, i samme måned blev han medlem af Dansk Folkeparti, som han samme år stille op til Europa-Parlamentet for. Camre blev valgt og var mellem 1999 og 2009 medlem af Europa-parlamentet, han var næstformand i gruppen Union for Nationernes Europa i samme periode som han var medlem af Parlamentet.[7][9]

Ved folketingsvalget i 2007 opnåede han valg for Dansk Folkeparti, men allerede dagen efter meddelte han, at han ville nedlægge sit mandat for at hellige sig arbejdet i Europa-Parlamentet.[10] Ved kommunalvalget i 2013 blev han indvalgt i Gladsaxe Byråd for Dansk Folkeparti.

Forhold til Islam

Mogens Camre har flere gange gjort sit offentlig bemærket med forskellige udtalelser eller skriverier, som han siden er blevet sigtet for.[2] I 2002 blev Camre, af politiet, sigtet for overtrædelse af Straffelovens paragraf 266b (racismeparagraffen) under den skærpede stk. 2, der omhandler propagandavirksomhed. Dette for sine udtalelser under Dansk Folkepartis årsmøde d. 16.9.2001. I Camres presseuddelte manuskript stod: "Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne - nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel." Camre valgte dog på talerstolen at ændre "slå os ihjel" til "få os fjernet". For at kunne rejse tiltale, skulle anklagemyndigheden have ophævet Camres parlamentariske immunitet, som medlem af Europa-Parlamentet. Retsudvalget indstillede imidlertid enstemmigt, at afvise anklagemyndighedens krav i juni 2003, og Europaparlamentet fulgte indstillingen.Med stort flertal afviste Europa-Parlamentet at hæve hans immunitet.[11] Camre nægtede selv at anmode om at få sin immunitet ophævet, idet han hævdede, at immuniteten beskyttede ham mod politisk magtmisbrug fra "en socialdemokratisk rigsadvokat".[12]

I juli 2014 blev Camre igen anmeldt (af en straffet palæstinenser) for racisme, da han på sin twitter skrev "Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen",[2][13] Camre forklarede imod racisme anklagen til medier med at han mente "jihadister" og ikke alle muslimer, men det var der ikke plads til at uddybde i tweetet, han henviste også til at han tog udgangspunkt i udtalelser af Israels ambassadør i Tyskland, som ville gøre opmærksom på at jøder i det meste af Europa blev forfulgt og dræbt af muslimer på grund af Den israelsk-palæstinensiske konflikt.[14]

Bibliografi

Forfattet

  • Grækenland, Kongeligt Diktatur eller Folkestyre (1967);
  • Danmark ved en Korsvej (1996);
  • Frihedens Land: Europa, Danmark og Truslen mod Folkestyret (2006); engelsk udgave, Land of Liberty (2007);
    I bogen gennemgår Camre i hovedtræk det danske samfunds udvikling siden 2. verdenskrig og analyserer i sin gennemgang truslerne imod det danske folkestyre dels på grund af EU’s forsøg på at opnå et europæisk magtmonopol og dels på grund af den voldsomme indvandring fra den 3. verden.[kilde mangler]
  • 1400 års krigen (sammen med Lars Hedegaard), (2009)
  • Knus tyrannerne, Erindringer og selvbiografi (2011)
  • Den forbudte sandhed (sammen med Lars Hedegaard), (2013)
  • Der var et yndigt land (sammen med Lars Hedegaard og Ole Hasselbalch), (2014)

Medforfatter eller redaktør

  • Forud for Fremtiden, Oplæg til Målsætning for det nye Samfund (1965)
  • Studenter under rødt Flag (1980)
  • Socialdemokratiet, hvilken fremtid? (1981)
  • Økonomi for Fremtiden (1985)
  • Teknologi for Fremtiden (1986)
  • Er det virkeligt sandt? (1988)

Privat

Mogens Camre har tre børn med sin første kone, Marianne Camre og tre børn med sin anden kone, forfatteren Vita Andersen,[15] og et barn med sin tredje kone, operasangerinden, cand. jur. Lene Tychsen Camre, der er 38 år yngre end Camre selv.[16]

Referencer

  1. ^ Kirkebog for Vorup Sogn, ("1933-1941" s. 34; opslag 38, nr. 8) på Arkivalieronline, Statens Arkiver.
  2. ^ a b c Beskyldes for rendyrket racisme: Mogens Camre politianmeldt, bt.dk, 25. juli 2014
  3. ^ Folketingets hjemmeside; Mogens Camre (DF)
  4. ^ Mette Klingsey (16. november 2007). "'En super-original'". Information.
  5. ^ EL: Hvorfor har 78-årige Camre overhovedet et våben?, politiko.dk, 13. marts 2015
  6. ^ a b c d Biografi på Folketingets hjemmeside
  7. ^ a b c Folketingets EU oplysning
  8. ^ a b Mogenscamre.dk, CV, personlig hjemmeside for Mogens Camre
  9. ^ Mogens Camre, Europa Parlamentets medlemmer, europarl.europa.eu
  10. ^ Camre afviser kritik af folketingsafgang, information.dk 16.11.07
  11. ^ Ritzau (1. juli 2003). "EU-Parlamentet beskytter Camre mod straffesag". Jyllands-Posten.
  12. ^ Informations Webredaktion (20. juni 2003). "EU redder Camre fra tiltale". Information.
  13. ^ Mogens Camre politianmeldt efter Hitler-tweet, Politiken, 25. juli 2014
  14. ^ http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/07/24/205214.htmMogens Camre: Muslimer skal have samme behandling som Hitler, dr.dk, 24. juli 2014
  15. ^ Mogens (Trykt i Magasinet, Politiken, 23. februar 2002)
  16. ^ Camre: Hjælp, vi skal ha' barn

Eksterne henvisninger


DanskSpire
Denne artikel om en dansk politiker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Politiker