Nero Wolfe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Nero Wolfe er en fiktiv detektiv skabt af den amerikanske forfatter Rex Stout, som havde sin debut i 1934. Wolfe's private assistent Archie Goodwin nedskrev den geniale detektivs sager i 33 romaner og 39 noveller fra 1930-erne til 1970-erne, hvoraf de fleste foregår i New York. Nero Wolfe serien blev nomineret til bedste krimiserie i århundredet af Bouchercon 2000, verdens største krimi konvention, og Rex Stout blev nomineret som bedste krimiforfatter i århundredet. [1]

En del af Nero Wolfe bøgerne er udkommet i dansk oversættelse, men seneste udgave af en af hans bøger stammer fra 1997, så selv om bøgerne er i absolut verdensklasse, er de efterhånden meget svære at opdrive på dansk.

Titelperson[redigér | redigér wikikode]

Jeg foreslår at begynde med biografiske skitser af hver af os, og her er min. Jeg blev født i Montenegro og tilbragte mine drengedage der. I en alder af 16 beslutede jeg at flytte omkring og i 14 stiftede jeg bekendtskab med det meste af Europa, en smule af Afrika og en stor del af Asien i forskellige roller og aktiviteter. Da jeg kom her til landet var jeg ikke uden midler. Jeg købte dette hus og slog mig ned som praktiserende privatdetektiv. Jeg er amerikansk statsborger.
 
— Nero Wolfe taler til de mistænkte i "Fourth of July Picnic" (1957)

Nero Wolfe bøgerne foregår i samtiden og viser et landskab og samfund i forandring. Hovedpersonerne i bøgerne ældes ikke. Selv om det ikke direkte siges i bøgerne er Nero Wolfe 56 år i følge Rex Stout.[2]

"Disse historier har ignoreret tid i 39 år", sagde Stout til sin autoriserede biograf John McAleer. "Enhver læser, som ikke kan eller ikke vil gøre det samme bør undlade at læse dem. Jeg undlod at gøre personerne ældre fordi jeg ikke ville. Det ville have gjort det vanskeligt og ville have flyttet fokus til personerne i stedet for historierne."[3]

Wolfe beskrives ofte af Archie Goodwin, historiernes fortæller, som vejende "en syvendedel ton", ca. 286 pounds eller 130 kg. Da den første bog udkom i 1934 var det meningen, at det skulle antyde en usædvanlig overvægt, især ved brugen af ordet ton som måleenhed.[4] Selv om han er i stand til at bevæge sig normalt forsøger Wolfe at fastholde en politik om aldrig at forlade sit hus af forretningsmæssige årsager og sjældent i det hele taget.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Med en enkelt undtagelse angiver børgerne at Nero Wolfe blev født i Montenegro. I det første kapital af Over My Dead Body (1939), fortæller Wolfe en FBI agent at han var født i De Forenede Stater – en udtalelse, som strider mod alle andre referencer. Stout afslørede årsagen til denne afvigelse i et brev som hans autoriserede biograf, John McAleer fik fat i: I det originale udkast til Over My Dead Body var Nero montenegriner af fødsel, og det passede sammen med alle tidligere hints om hans baggrund, men kraftige protester fra The American Magazine, understøttet af Farrar & Rinehart, betød at hans vugge blev flyttet 8.000 km."[5]

"Jeg fik ideen til at gøre Wolfe en montenegriner fra Louis Adamic," fortalte Stout McAleer. Alt hvad Stout vidste om montenegrinere læste han i Adamics bog The Native's Return (1934), eller fra Adamic selv, oplyste McAleer.

"Adamic beskriver montenegrinerne som høje, myndige, værdige, højlige og gæstfrie" skrev McAleer wrote. "Han er tøvende overfor at arbejde og vant til at være isoleret fra kvinder. Han placerer kvinden i en underordnet rolle. Han er en romantisk idealist, har let ved at gå efter imponerende effekter og udtrykke sin fyrige natur. Han har en stærk familieloyalitet, er meget stolt og har ingen tålmodighed overfor tilbageholdenhed. Kærlighed til frihed er hans overvejende karaktertræk. Han er stædig, frygtløs, ukuelig, har store evner for selvfornægtelse og for at opretholde sine idealer. Han er fatalistisk overfor døden. Kort sagt havde Stout fundet en nationalitet som passede perfekt til ham."[6]

Wolfe er tilbageholdene omkring sin ungdom, men åbenbart var han atletisk, sportstrænet og eventyrlysten. Inden 1. verdenskrig spionerede han for den østrig-ungarske stat, men skiftede mening da krigen begyndte. Han tilsluttede sig den serbisk-montenegrinske hær og kæmpede mod østrigerne og tyskerne. Efter en tid i Europa og Nordafrika kom han til USA.

I 1956 fremsatte John D. Clark den teori i Baker Street Journal at Wolfe var produktet af en affære mellem Sherlock Holmes og Irene Adler (en person i "Skandale i Bøhmen"). Clark foreslog, at de to havde haft en affære i Montenegro i 1892 og at Nero Wolfe var resultatet. Ideen blev senere taget op af William S. Baring-Gould, men der er ingen beviser for, at Rex Stout havde en sådan forbindelse i tankerne. Der er bestemt ingen omtale af det i nogen af historierne, selv om et billede af Sherlock Holmes hænger over Archie Goodwin's skrivebord i Nero Wolfe's kontor). Nogle kommentatorer, som bemærker både fysiske og psykologiske ligheder, foreslår, at Sherlocks bror Mycroft er en mere sandsynlig far til Wolfe. Der er også et pudsigt sammentræf: i navnene "Sherlock Holmes" og "Nero Wolfe" optræder der de samme vokaler og i samme rækkefølge. I 1957 kaldte Ellery Queen dette for "Den store O-E Teori" og foreslog at den stammer fra faderen til alle krimier, Edgar Allan Poe. [7]

Nogle Wold Newton teoretikere har foreslået, at den franske tyv Arsène Lupin var far til Nero Wolfe, og nævner at i en af hans historier har Lupin en affære med en dronning i et Balkanrige, som kan være Montenegro under et andet navn, og at Lupin minder om det franske ord for Wolf, loup. [8]

Brunstenshuset[redigér | redigér wikikode]

Nero Wolfe, som var dyre vaner, bor i et luksuriøst og komfortabelt brunstenshus på 35. gade i New Work. Huset har tre etager foruden en kælder med beboelse og et drivhus på taget samt en lille elevator som næsten udelukkende benyttes af Wolfe. Andre enestående ting omfatter en mekanisme, som ved hjælp af et ur regulerer temperaturen i Wolfes soveværelse, et alarmsystem som ringer i Archies værelse, hvis nogen nærmer sig Wolfes soveværelse og klimastyrede planterum på øverste etage. Som velkendt orkideavler har Wolfe 10.000 planter i sit drivhus og beskæftiger en stab på 3, som bor i huset og varetager hans behov.

I bøgerne gives der 10 forskellige adresser på 35. gade Vest:

  • 506 i Over My Dead Body, kap. 12
  • 618 i Too Many Clients, kap. 4
  • 902 i Murder by the Book, kap. 7
  • 909 i "Before I Die," kap. 10
  • 914 i Too Many Women, kap. 24
  • 918 i The Red Box, kap. 3
  • 919 i The Silent Speaker, kap. 12
  • 922 i The Silent Speaker, kap. 2
  • 924 i "Man Alive," kap. 9
  • 938 i Death of a Doxy, kap. 4[9]

"Pudsigt nok ville 900 blokken af West 35th Street ligge i Hudson floden" skrev Randy Cohen, som skabte et kort med de litterære stjerners hjem til The New York Times i 2005. "Det er en ikke-adresse, ejendomsparallellen ti de 555 telefonnumre man bruger i film." Cohen valgte 922 West 35th Street — den adresse som står printet på Archie's visitkort i The Silent Speaker — som Nero Wolfes adresse.[10]

I sin bog fra 1983 foreslår Ken Darby, der skriver i skikkelse af Archie Goodwin, at: "Nero Wolfes brunstenshus lå rent faktisk på East 22nd Street i Gramercy Park distriktet ... Wolfe flyttede os blot til et andet sted, for at beholde sin særlige grad af privatliv. Så vidt jeg kan se, har der aldrig været brunstenshuse på West 35st Street."[11]

Forfatter Stout legede med at lave fejl om detaljerne i historierne. Udover de forskellige adresser var der mindre unøjagtigheder fra tid til anden. Inspektør Cramer's fornavn, som sjældent blev nævnt var oprindelig Fergus og blev senere ændret til Lionel. Wolfes advokat Nathaniel Parker hed også Henry Parker og Henry Barber. Den assisterende distriktsanklager hed enten Mandel eller Mandelbaum. De samme efternavne blev tildelt bipersonerne i forskellige historier: Jarrett, Jaret, Jarrell, Dykes, Annis, Avery, Bowen, Yerkes, Whipple m.fl.

Mad[redigér | redigér wikikode]

Sammen med læsning er nydelse af god mad hjørnestenen i Wolfe's generelt afslappede tilværelse. Han er både gourmand og gourmet og spiser med god appetit af Fritz's mad tre gange dagligt. Rogn fra stavsild er en særlig favorit, tilberedt på en række forskellige måder. Archie som nyder sin mad, men ikke har Wolfes smagsløg, klager på et tidspunkt over "Hvert foråret bliver jeg så træt af rogn fra stavsild, at jeg ville ønske at fisk kunne finde på en anden metode. Hvaler har." [12] Rogn fra stavsild er ofte forret efterfulgt af en anden af Wolfe favoritter – ristet eller grydestegt and. Archie klager også over at der aldrig er hakket oksekød eller rugbrød på Wolfes bord, og han undslipper ind imellen for at spise bøf sandwiches på en nærliggende frokostrestaurent. Men i "Black Orchids" giver en ung kvinde Wolfe en lektion i kogekunst da hun laver millionbøf. En anden modsigelse: i Plot It Yourself går Archie på en frokostrestaurent for at spise "stegt kylling som min tante Margie plejede at lave den hjemme i Ohio," da Fritz ikke steger kylling. Men i The Golden Spiders laver Fritz stegt kylling til Wolfe, Archie, Saul, Orrie og Fred.

Wolfe udviser en vinelskers kendskab til vin og spiritus, men det fremgår ikke direkte, at han drikker nogen af delene. I And Be a Villain, udsender han en middagsinvitation, men beklager at han gør det med så kort varsel: "Der vil ikke være tid til at bordeauxvinen kan få den rette temperatur, men vi kan fjerne køligheden." I fortsættelsen siger Wolfe om en bestemt cognac: "Jeg håber, at dette ikke vil chokere Dem, men måden at gøre det på er at nippe til den med bidder af Fritz's æble tærte."[13]

På hverdage serverer Fritz Wolfes morgenmad i Wolfes soveværelse. Archie spiser sin i køkkenet, men hvis Wolfe har instruktioner til Archie, beder han Fritz om at sende Archie ovenpå først. Vedrørende frokost og aftensmad er faste tidspunkter en del af Wolfes daglige rutine. I en tidlig historie fortæller Wolfe en gæst at frokost serveres daglig kl. 13 og aftensmad kl. 20, selv om senere historier antyder at frokost kan være flyttet til 13.15 eller 13.30, i det mindste om fredagen. Frokost og aftensmad serveres i spisestuen. Hvis Archie har travlt på grund af hastende forretninger eller sociale forpligtelser, spiser han for sig selv i køkkenet, fordi Wolfe ikke kan udstå at se et måltid blive hastet igennem. Wolfe har også en regel, som nogle gange bøjes, men aldrig direkte overtrædes, om at der aldrig tales forretning ved bordet.

Wolfe ser meget af livet gennem et prisme af mad og spisning og går så langt som til på et vist tidspunkt at sige at Voltaire "... var slet ikke en mand, da han ikke havde en gane og havde en udtørret mave."[14] Han ved tilstrækkeligt om fin madlavning til at kunne holde et foredrag om amerikansk kogekunst for Les Quinze Maîtres (en gruppe på 15 af de bedste kokke i verden) i Too Many Cooks og spise sammen med de Ti for aristologi (en gruppe epikuræer) i "Poison à la Carte". Wolfe nyder imidlertid ikke at gå på restauranter (bortset fra Rusterman's, som i en periode var ejet af Wolfes bedste ven, Marco Vukcic); i The Red Box (1937), siger Wolfe at "Jeg kender intet til restauranter, udover lede, jeg ville ikke spise i en selv hvis Vatel var kokken."[15]

Det lader til, at Wolfe har forstand på at begå sig i et køkken. I Too Many Cooks, fortæller han Jerome Berin, "Jeg tilbringer selv en del tid i køkkenet".[13] I The Doorbell Rang tilbyder han at lave Yorkshire Buck for sine opdagere, og i "Immune to Murder", beder Udenrigsministeriet ham om at lave ørred Montbarry for en besøgende dignitar. I The Black Mountain opholder Wolfe og Archie sig kortvarigt i et tomt hus i Italien på vej til Montenegro. Wolfe laver en pastaret med Romano ost, som han fra "sine erindringer om lokale skikke" synes er et hul i jorden. Den tidlige historie "Bitter End" antyder det modsatte, at Wolf ikke var i stand til selv at leve sine måltider, da Fritz's influenza i denne historie forårsager en krise i husholdningen og tvinger Wolfe til at nøjes med lever paté på dåse til sin frokost.

Wolfes måltider indeholder i almindelighed en forret, er solid hovedret, en salat som serveres efter forretten (hvor salat dressingen laves ved bordet og bruges straks) samt en dessert og kaffe.

Orkideer[redigér | redigér wikikode]

Kendt for stift at fastholde sit personlige tidsskema er Nero Wolfe mest ufleksibel når det kommer til hans rutine i planterummene på taget.

"Wolfe tilbringer fire timer om dagen med sine orkideer. Klienter må tilpasse sig til dette mønster". Skrev Rex Stouts biograf John J. McAleer. "Rex bruger ikke tiden med orkideerne til at skjule et klistret plot. Ligesom en der skriver sonetter må udvise en vis disciplin er tiden med orkideerne en del af dem ramme, som han må arbejde indenfor. Orkideerne og orkiderummene er nogle gange i centrum i historierne. De er aldrig irrelevante. I 40 år har Wolfe kun sjældent forkortet en session med orkideerne."[16]

"Det var et pragteksemplar, dette drivhus," skrev Dr. John H. Vandermeulen i februar 1985 nummeret af American Orchid Society Bulletin.

Man kom ind i det fra trapperne via en vestibule, der var tre store rum – et til cattleyaer, laeliaer, og hybrider, et til odontoglossummer, oncidiummer, miltoniaer og deres hybrider, og et tropisk rum (ifølge Fer-de-Lance). Det må have været noget af et syn med vinkeljerns hylder, som glimtede af sølvmaling og på betonbænke og hylder 10.000 potter med orkideer i glorværdig overvældende blomst.[17]
Phalaenopsis hybrid

"Hvis Wolfe havde en favorit orkide, ville det have været genus Phalaenopsis," skrev Robert M. Hamilton i sin, "The Orchidology of Nero Wolfe," som først blev trykt i The Gazette: Journal of the Wolfe Pack (Volume 1, Spring 1979). "Archie omtaler dem i 11 fortællinger, Phalaenopsis Aphrodite er omtalt i 7, mere end nogen anden art. Det kan have været Wolfe's favorit."[18] Wolfe plukkede personligt sin mest skattede Phalaenopsis Aphrodite og placerede den i den centrale dekoration ved middagen for de Ti for aristologi i "Poison a la Carte." I The Father Hunt, efter at Dorothy Sebor har givet den information som løser sagen siger Wolfe til Archie: "Vi må sende hende nogle buketter af Phalaenopsis Aphrodite. De har aldrig stået flottere." [19]

Wolfe sælger sjældent sine orkideer[20] — men han forærer dem bort. Dire eller fem dusin bruges til at fremme undersøgelserne i Murder by the Book, og Wolfe nægter at lade Archie skrive dem på regningen til klienten. I The Final Deduction sendes der Laelia purpurata og Dendrobium chrysotoxum til Dr. Vollmer og hans assistant, som skjuler Wolfe og Archie da de må flygte fra brunstenshuset for at undgå politiet.[21]

Særheder[redigér | redigér wikikode]

Wolfe har udtalte særheder, så vel som klare linjer om sin livsførelse, og deres lejlighedsvise overtrædelse giver krydderi på mange af historierne:

  • Wolfe tillader ikke folk at bruge hans fornavn, og begrænser sine synlige reaktioner, som Archie beskriver det: "Han rystede på hovedet, og bevægede det en hel centimeter til højre og venstre, hvilket for ham var en voldsom negation."[22] Han er ikke begejstret for fjernsyn, men der kommer TV apparater i brunstenshuset i de senere historier. Archie noterer sig i Before Midnight, "Det var søndag aften, hvor han i særlig grad nød at slukke fjernsynet". Uanset Wolfe's holdning til fjernsyn viste apparatet i Fritz's værelser i kælderen sig praktisk i The Doorbell Rang, hvor lyden var skruet op, for at forhindre eventuel aflytning[23].
  • I historierne insisteres der på, at Wolfe ikke beskæftiger sig med forretning udenfor sit hus, men rent faktisk blive den regel jævnligt overtrådt. Nogle gange skyldes det, at Wolfe og Archie er på et privat ærinde, når der indtræffer et mord, og de lokale myndigheder forlanger at de bliver i området (det gælder f.eks. i (Too Many Cooks, Some Buried Caesar, Too Many Detectives og Immune to Murder). I andre tilfælde er det sagen, som kræver at Wolfe forlader huset (In the Best Families, The Second Confession, The Doorbell Rang, Plot It Yourself, The Silent Speaker, Death of a Dude). Selv om lejlighedsvis begiver sig i bil ud i forstæderne til New York, hader han at rejse, og klynger sig til stadighed til stroppen, når Archie kører ham et sted hen. Som Archie siger i The Doorbell Rang, "(Wolfe) nærede mistro til enhver maskine som var mere kompliceret end en trillebør. [24]
  • Wolfe fastholder et stramt program i sit hus. Efter morgenmaden, som han indtager i sit soveværelse mens han er iført en gul silkepyjamas, er han med Horstman i planterummene fra kl. 9 til 11. Frokost er i reglen kl. 13.15. Han vender tilbage til planterummene mellem kl. 16 og 18. Aftensmaden er i reglen kl. 19.15 eller 19.30 (selv om Wolfe i en af bøgerne fortæller en gæst at frokost serveres kl. 13 og aftensmad kl. 20). De resterende timer fra 11 til 13 og fra 14 til 16 samt efter aftensmaden er til rådighed for forretningsaffærer, eller til læsning, hvis der ikke er nogen presserende forretninger (efter Archies mening også selv om der er). Om søndagen er programmet mere afslappet.
  • Wolfe drikker rigelige mængder af øl. Han starter om formiddagen når han vender tilbage til kontoret fra planterummene kl. 11 og stopper ikke før sengetid. Han samler omhyggeligt kapslerne i en skrivebordsskuffe, så han kan holde øje med sit forbrug. I den første bog Fer-de-Lance, angives hans forbrug til at være seks "quarts" (5,7 l), men han overvejede at skære det ned til fem.
  • Wolfe har udtalt at "al musik er et levn fra barbariet"[25]. Og i en frokostkonversation med Saul Panzer afviser Wolfe at musik kan have nogen form for intellektuelt indhold.[26]
  • I løbet af historierne udviser Wolfe en udtalt, næsten patologisk, modvilje mod at være i selskab med kvinder. Selv om nogle læsere har set denne holdning som rent kvindehad er der nogle detaljer i historierne, især de tidlige, som antyder at det har mere at gøre med et uheldigt møde med en femme fatale i fortiden. Det er ikke så meget kvinder i sig selv han hader, men det han opfatter som deres svagheder, især deres tendens til hysteri – som han mener at enhver kvinde er tilbøjelig til. I Cordially Invited to Meet Death beskrives Wolfe's respekt for en kvinde som løser opgaven med at tilberede hakket kød – han tillader hende rent faktisk at stå "... nærmere ved sig end jeg nogensinde har set en kvinde eller pige blive tolereret, med sin hånd mellem hans arm og hans korpus..." og Death of a Doxy indeholder denne vignet: "'Jeg afviser deres invitation, Miss Jackson,' sagde han 'men jeg ønsker Dem alt godt. Jeg har på fornemmelse, at Deres vurdering af vore medskabninger og deres kvaliteter er noget lig mine egne.' Han rejste sig. Han står næsten aldrig op overfor besøgende, mænd eller kvinder. Og han gentog det rent faktisk. 'Jeg ønsker dem alt god, frue.'"[27]
  • Det bemærkes tidligt i den første Wolfe roman, at der er en gong under Archies seng, som som ringer hvis der sker en indtræning til eller nærved Wolfes eget soveværelse: "Wolfe fortalte mig en gang ... at det ikke var forbi han var en kryster, men han havde blot en intens afsky for at blive rørt af nogen ..."
  • I næsten alle historierne løser Wolfe mysteriet ved at overveje de oplysninger, som han får fra Archie og andre, samt de svar han får på spørgsmål, som han selv stiller mistænkte. Wolfe overvejer med sine øjne lukket, lænet tilbage i sin stol, med dybt og roligt åndedrag mens han bevæger sine læber ind og ud. Archie siger, at under disse trancer reagerer Wolfe ikke på noget, som foregår omkring ham. Archie afbryder sjældent Wolfes tankeprocesser, stort set fordi, som han siger, det er det eneste tidspunkt hvor han kan være sikker på at Wolfe arbejder.

Fortælleren[redigér | redigér wikikode]

Født i Ohio. Gymnasium, temmelig god til geometri og football, eksamen med æren i behold men uden æresbevisninger. Gik på Universitet i to uger, besluttede at det var barnligt, kom til New York og fik et job med at bevogte en kaj, skød og dræbte to mænd og blev fyret, blev anbefalet til Nero Wolfe til en opgave han skulle have løst, gennemførte den og blev tilbudt fuldtids job hos Mr. Wolfe, tog det og har det fortsat.
 
— Archie Goodwin taler til de mistænkte i "Fourth of July Picnic" (1957)

Archie Goodwin er fortælleren i alle Nero Wolfe historierne og en central figur i dem. Han omtales nogle gangen i New Yorks aviser som "Nero Wolfes reporter". Ligesom Wolfe er Archie detektiv med licens og håndterer alle undersøgelser, som foregår udenfor Wolfes hus. Han håndterer også rutineopgaver såsom at sortere posten, tage diktat og tage telefonen. I den første roman Fer-de-Lance har Archie arbejdet for Wolfe i syv år[28] og er blevet optrænet i Wolfe i hans foretrukne metoder for undersøgelse. Ligesom Wolfe har han udviklet en ekstraordinær hukommelse og han ordret citere samtaler som har varet i timer. Men hans måske mest brugbare egenskab er hans evne til at få tøvende personer til at møde op på Wolfe kontor og blive forhørt. Archie har sit eget soveværelse på etagen over Wolfe's og bor og lever gratis i huset. Ved adskillige lejligheder pointerer han, at han ejer møblerne i sit soveværelse. Borset fra morgenmaden, som kokken Fritz Brenner normalt serverer for ham i køkkenet, spiser Archie ved Wolfes bord og har lært en masse om haute cuisine ved at lytte til Wolfe og Fritz diskutere mad. Archie får af og til en cocktail, men ellers er mælk hans foretrukne drik. Archie's oprindeligt skarpe kanter bliver filet af i løbet af årene, stort set lige som mange amerikanske normer ændrede sig. I den første Wolfe roman bruger Archie nedsættende vendinger om andre racer, hvorfor Wolfe irettesætter ham,[29] men da A Right to Die blev udgivet i 1964, blev racistiske skældsord kun brugt af Stout's kriminelle eller som tegn på en mental brist. Mange opfatter Archie som historiernes egentlige hovedperson. Sammenlignet med Wolfe er Goodwin handlingens mand og kan begå sig på gaden. Hans fortællestil er luftig og levende. Nogle kommantatorer så dette som et bevidst forsøg fra Stout på at tilføre den hårde skole af detektiver, såsom Dashiell Hammett's Sam Spade, den samme belevenhed som Sherlock Holmes eller Agatha Christie's Hercule Poirot. [30] Men der er ingen tvivl om at Goodwin var en vigtig tilføjelse til krimigenren. Tidligere var der anvendt fortællere som Watson og Hastings, der var den store detektivs fortrolige, men i øvrigt mest bragte læseren på vildspor. Der havde aldrig været en så fuldt udviklet personlighed, der havde en så integreret rolle i plottet som Archie.

Støttepersoner[redigér | redigér wikikode]

Husholdningen[redigér | redigér wikikode]

  • Fritz Brenner — usædvanlig talentfuld schweizisk[31] kok, som forbereder og serverer alle Wolfes måltider, undtagen dem som Wolfe undertiden indtager i Rusterman's Restaurant. Fritz fungerer også som husholdningens majordomo og butler.
  • Theodore Horstmann — orkideekspert som hjælper Wolfe i plante rummene.

Støverne[redigér | redigér wikikode]

  • Saul Panzer — 1. klasses privatdetektiv, som ofte hyres af Nero Wolfe enten til at hjælpe Archie Goodwin, eller til at udføre opgaver, som Wolfe foretrækker at Archie ikke kender til.
  • Fred Durkin — Detektiv som ofte hyres til simple opgaver, såsom overvågning.
  • Orrie Cather — køn, præsentabel detektiv som synes at han ville passe fint ved Archie's skrivebord.

Ordenshåndhæverne[redigér | redigér wikikode]

  • Inspector Cramer — lederen af drabsafdelingen på Manhattan. I nogle af historierne antydes det at hans arbejdsområde også dækker andre dele af New York.
  • Sergeant Purley Stebbins — Cramers assistent.
  • Lieutenant George Rowcliff — ubehagelig kriminalassistentt (som har det med at stamme, når han bliver drillet af Goodwin)
  • Hombert — i nogle af romanerne er han New Yorks politimester[32]
  • Skinner — Statsanklager for New York (Manhattan)
  • Mandelbaum (eller Mandel) — Vice statsanklager for Manhattan.
  • Cleveland Archer — Westchester County's distriktsanklager
  • Ben Dykes — lederen af Westchester County's detektiver
  • Con Noonan — kriminalassistent i staten New Yorks politi. Han kan ikke lide Wolfe og Goodwin og ville spærre dem inde ved den mindste anledning (se novellen "Door To Death").

Venner[redigér | redigér wikikode]

  • Lon Cohen — fra New York Gazette, Archies kilde til seneste nyt om kriminalitet. Archie beder ofte Lon om at gennemføre en baggrundsundersøgelse af aktuelle eller mulige klienter. Lon er også en af dem som Archie spiller poker med.
  • Lily Rowan — arving og offentlig person, som ofte optræder som Archies romantiske ledsager, selv om både Lily og Archie er særdeles uafhængige og ikke har til hensigt at blive forlovede eller gift. Lily blev introduceret i Some Buried Caesar, optræder i adskillige historier og hjælper til i nogle sager.
  • Marko Vukčić — en montenegrinsk landsmand, som Wolfe har kendt siden barnsben, måske er de endda i familie, da "vuk" betyder "wolf". Marko ejer den fine Rusterman's Restaurant på Manhattan. Da Marko bliver myrdet i The Black Mountain,arver Wolfe Rusterman's og driver restauranten som kurator i adskillige år.
  • Lewis Hewitt — velbeslået orkideavler, og en som Wolfe gjorde en tjeneste (som berettet i "Black Orchids"). Under et forlænget fravær (som fortalt i romanen) In the Best Families, sender Wolfe sine orkideer til Hewitt for at blive passet, mens Marko styrer Wolfe's forretninger. Wolfe beder undertiden Hewitt om professionelle tjenester (som i The Doorbell Rang).
  • Nathaniel Parker — Wolfe's advokat (eller af og til advokat for en klient på anbefaling fra Wolfe) når det er nødvendigt med en advokat. Personens navn er udviklet fra "Henry H. Barber"; i Prisoner's Base (1952) er advokatens navn Nathaniel Parker, men i The Golden Spiders (1953) er det Henry Parker, og ændres så tilbage til Nathaniel Parker i resten af serien. Parker er en gammel ven, og deler nogle af Wolfes evner, f.eks. taler Parker fransk med Wolfe i historien "Immune to Murder."
  • Doctor Vollmer — en læge som er Wolfes nabo og ven. Wolfe tilkalder Vollmer når der opdages et lig (hvilket sker ofte). I romanen The Silent Speaker, opfinder Vollmer en lidelse, som er så alvorlig, at Wolfe ikke kan modtage besøg af nogen som hest. Vollmers motivation, borset fra venskab, er at Wolfe hjalp ham af med en afpresser for nogle år siden.
  • Carla Lovchen — Wolfes adopterede datter, som kun optræder i to historier, Over My Dead Body og The Black Mountain. [33]

Andre partnere[redigér | redigér wikikode]

  • Bill Gore — freelance detektiv, som lejlighedsvis indkaldes når Wolfe har brug for yderligere bistand i marken.
  • Johnny Keems — freelance detektiv, som lejlighedsvis indkaldes af Wolfe. Han optræder sidste gang i romanen Might as Well Be Dead.
  • Theodolinda (Dol) Bonner og Sally Corbett (alias Sally Colt [34]) — kvindelige detektiver som Wolfe anvender efter behov. De stiller også en stor rolle i romanen Too Many Detectives. Dol Bonner er den vigtigste person i romanen The Hand in the Glove, som er et tidligt eksempel på en kvindelig privatdetektiv som hovedperson i en krimi. Dol Bonner og hendes detektiver optræder i nogle få Wolfe mysterier på steder hvor kvindelige detektiver behøves, så som The Mother Hunt[35]
  • Del Bascom — uafhængig detektiv, som driver et stort konventionelt detektiv bureau på Manhattan. Det hænder at Wolfe uddelegerer til Bascom når han har brug for mange mænd (som i The Silent Speaker).
  • Herb Aronson og Al Goller — venlige taxichauffører, som stiller sig til rådighed for Archie til mobile overvågningsjobs.

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Nero Wolfe bøger af Rex Stout[redigér | redigér wikikode]

Rex Stouts bøger om Nero Wolfe er opremset nedenfor efter udgivelsesår.

Udgivelsesår Titel på amerikansk Titel på dansk Dansk udgivelsesår
1934 Fer-de-Lance Et slag i luften 1971
1935 The League of Frightened Men De rædde mænds liga 1945
1936 The Rubber Band
1937 The Red Box Den røde æske 1944
1938 Too Many Cooks For mange kokke 1945
1939 Some Buried Caesar Var det Cæsar 1945
1940 Over My Dead Body
1940 Where There's a Will
1942 Black Orchids
1944 Not Quite Dead Enough
1946 The Silent Speaker
1947 Too Many Women For mange kvinder 1972
1948 And Be a Villain
1949 Trouble in Triplicate
1949 The Second Confession
1950 Three Doors to Death
1950 In the Best Families I de bedste familier ... 1964
1951 Curtains for Three
1951 Murder by the Book
1952 Triple Jeopardy
1952 Prisoner's Base
1953 The Golden Spiders
1954 Three Men Out
1954 The Black Mountain
1955 Before Midnight
1956 Three Witnesses
1956 Might as Well Be Dead
1957 Three for the Chair
1957 If Death Ever Slept
1958 And Four to Go
1958 Champagne for One Champagne for en 1961
1959 Plot It Yourself
1960 Three at Wolfe's Door
1960 Too Many Clients Alt for mange klienter 1963
1961 The Final Deduction Sorte Penge 1971
1962 Homicide Trinity
1962 Gambit
1963 The Mother Hunt Tæl på knapperne 1965
1964 Trio for Blunt Instruments
1964 A Right to Die
1965 The Doorbell Rang Det ringede på døren 1967
1966 Death of a Doxy Usikker levevej 1971
1968 The Father Hunt Jagten på en far 1971
1969 Death of a Dude
1973 Please Pass the Guilt Blodet ingen kunne se 1976
1975 A Family Affair Ballade i familien 1976
1985 Death Times Three
(posthumt)

Nero Wolfe noveller af Rex Stout[redigér | redigér wikikode]

Rex Stout's Nero Wolfe noveller er listet nedenfor i den rækkefølge de først optrådte:

Udgivelsesår Titel på amerikansk
1940 Bitter End
1941 Black Orchids
1942 Cordially Invited to Meet Death
1942 Not Quite Dead Enough
1944 Booby Trap
1945 Help Wanted, Male
1946 Instead of Evidence
1947 Before I Die
1947 Man Alive
1948 Bullet for One
1948 Omit Flowers
1949 Door to Death
1949 The Gun with Wings
1950 Disguise for Murder
1951 The Cop-Killer
1951 The Squirt and the Monkey
1952 Home to Roost
1952 This Won't Kill You
1953 Invitation to Murder
1953 The Zero Clue
1954 When a Man Murders...
1954 Die Like a Dog
1955 The Next Witness
1955 Immune to Murder
1956 A Window for Death
1956 Too Many Detectives
1957 Christmas Party
1957 Easter Parade
1957 Fourth of July Picnic
1958 Murder Is No Joke
1960 Method Three for Murder
1960 Poison à la Carte
1960 The Rodeo Murder
1961 Counterfeit for Murder
1961 Death of a Demon
1961 Kill Now — Pay Later
1962 Eeny Meeny Murder Mo
1963 Blood Will Tell
1964 Murder Is Corny
1985 Assault on a Brownstone

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Walker, Tom, "Mystery writers shine light on best: Bouchercon 2000 convention honors authors"; The Denver Post, September 10, 2000. Agatha Christie's Hercule Poirot blev valgt til bedste krimiserie og Agatha Christie blev valgt til bedste krimiforfatter i århundredet, de øvrige nominerede var Raymond Chandler, Dashiell Hammett, Dorothy Sayers og Rex Stout. Den 31. World Mystery Convention blev afholdt i Denver September 7-10, 2000.
  2. McAleer, John, Rex Stout: A Biography (1977, Little, Brown and Company; ISBN 0-316-55340-9), p. 383. For at hjælpe producenterne af radio serien med Sydney Greenstreet The New Adventures of Nero Wolfe, skrev Rex Stout et fortroligt memo dateret den 14. september, 1949. Under overskriften "Beskrivelse af Nero Wolfe," skriver Stout indledningsvis: "Højde 5 ft. 11 in. Vægt 272 lbs. Alder 56."
  3. McAleer, John, Royal Decree (1983, Pontes Press, Ashton, MD), p. 49
  4. I bogen fra 1953 In the Best Families, taber Wolfe midlertidigt 117 pounds.
  5. McAleer, John, Rex Stout: A Biography, pp. 403 and 566;
  6. McAleer, John, Rex Stout: A Biography, pp. 403 and 556
  7. Queen, Ellery, In the Queens' Parlor, Simon and Schuster, New York, 1957, pp. 4-5
  8. Ruaud, A.-F.. "Arsène Lupin: A Timeline". Cool French Comics. http://www.coolfrenchcomics.com/arsenelupintimeline.htm. Hentet 2007-11-16. 
  9. In The Brownstone House of Nero Wolfe (1983, Little, Brown and Company; ISBN 0-316-17280-4, p. 9), Ken Darby identificerer de 10 adresser og yderligere historier hvori de optræder. Den mest anvendte adresse er 918 West 35th Street — som optræder i The Red Box, And Be a Villain, "The Next Witness" og "Method Three for Murder".
  10. Cohen, Randy, “We'll Map Manhattan”, The New York Times, May 1, 2005; and (with Nigel Holmes) "We Mapped Manhattan," June 5, 2001. On the Literary Map of Manhattan, the brownstone is numbered 58 and is placed in the middle of the Hudson River.
  11. Darby, Ken, The Brownstone House of Nero Wolfe, p. 8
  12. The Final Deduction
  13. 13,0 13,1 Kap. 17.
  14. Gambit, kap. 8.
  15. The Red Box, kap. 11
  16. McAleer, John, Rex Stout: A Biography, p. 445
  17. Vandermeulen, Dr. John H., "Nero Wolfe — Orchidist Extraordinaire." American Orchid Society Bulletin, vol. 54, no. 2, February 1985, p. 143
  18. Gotwald, Rev. Frederick G., The Nero Wolfe Handbook (1985; revideret 1992, 2000), pp. 84–85. Robert M. Hamilton opremser alle de orkideer, som er nævnt i Archie's beretninger i alfabetisk orden. Han skriver at Phalaenopsis Aphrodite optræder i "Door to Death", The Golden Spiders, Plot It Yourself, "Poison a la Carte," A Right to Die, The Doorbell Rang og The Father Hunt. Listen over alle orkide referencerne kan findes online på den officielle Nero Wolfe Society side, the Wolfe Pack.
  19. "Poison a la Carte", Kap. 2; The Father Hunt, kap. 13.
  20. "Jeg sælger ikke orkideer," siger Wolfe til Archie i kap. 7 af Murder by the Book (1951). Seks år senere i If Death Ever Slept (kap. 11), beskriver Archie Wolfe som "en praktiserende privatdetektiv med ingen anden indkomst, bortset fra at sælge nogle få orkideplanter en gang imellem."
  21. The Final Deduction, kap. 6
  22. Instead of Evidence, Kap. 1.
  23. The Doorbell Rang, kap. 7
  24. The Doorbell Rang, kap. 8. På den anden side udviser Wolfe ingen særlig tilbageholdenhed overfor at køre i bil i In the Best Families.
  25. Blood Will Tell, kap. 2.
  26. The Father Hunt, kap. 12.
  27. Death of a Doxy, kap. 8 (Viking edition p. 88)
  28. Fer-de-Lance, kap. 3.
  29. Men irettesættelsen var åbenbart ikke langtidsvirkende. I Too Many Cooks, udspørger Wolfe en gruppe sorte mænd. Archies holdning, udtrykt ved racistiske tilnavne, er at det er spild af tid at afhøre dem, men Wolfes åbenhed og respekt får mændene til at stole på ham. Mødet ender kl. 4.30 om morgenen og Wolfe instruerer Achie om at ringe til den (hvide) statsanklager. Archie kommer igen med indvendinger og foreslår, at Wolfe skal vente til senere på dagen. Wolfe svarer roligt: “Archie. Du prøvede at belære mig om hvordan jeg skulle behandle farvede mænd. Vil du prøve det samme med hvide?”
  30. En anden fiktiv person skabt af Stout, den enlie opdager Tecumseh Fox, som måske er en blanding af de bedste egenskaber ved Wolfe og Goodwin i en enkelt person og uden Wolfe's samling af idiosyncrasier, kan siges at være en bedre og mere effektiv fiktiv karakter, som i romanen The Broken Vase. Den bog var imidlertid ikke nogen salgssucces, og Stout skrev kun tre bøger med Fox, hvor af en af dem senere dannede grundlag for en Wolfe historie efter pres fra Stouts forlægger.
  31. The Red Box, kap. 15, Murder By The Book, kap. 7.
  32. I The Rubber Band (1936) Wolfe udviser Wolfe stor respekt for (uden altid at samarbejde med) Cramer, men mener at Hombert "skulle gå tilbage til at bruge ble" – en holdning som indirekte deles af Cramer selv, som pointerer, at Hombert er politiker og ikke politimand. I The Silent Speaker, får Wolfe mulighed for at ydmyge Hombert og hjælpe Cramer i forbifarten.
  33. "Lovchen" er ikke et efternavn, i stedet er det navnet på det sorte bjerg, som har givet Montenegro sit navn.
  34. Wolfe og Archie mødte først Sally Colt, senere Corbett, i Too Many Detectives (1956), kap. 1, da de er indkaldt til Albany for afhøring om aflytningsaktiviteter. Archie indleder sin rapport med at fastslå: "Jeg er modstander af kvindelige detektiver af princip." Alligevel bliver Sally Colt indkaldt for at hjælpe i If Death Ever Slept (1957), kap. 17. I Plot It Yourself (1959), kap. 19, er det Sally Corbett, ikke Colt, som hjælper til i en af Wolfes sager. "Sally Corbett var en af de to kvinder som, for et par år siden, havde fået mig til at føle at der måske var en fejl i min holdning overfor kvindelige detektiver." Sally Colt/Corbett optræder sidste gang i The Mother Hunt (1963), kap. 12. Archie bemærker igen at Sally og Dol havde fået ham til at ændre opfattelse med hensyn til kvindelige detektiver.
  35. Også en af de få historier hvor Wolfe må flygte fra sit hjem for at undgå at blive arresteret.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Wikiquote har citater relateret til:
[[q:{{{1}}}|Nero Wolfe]].