Parmenides

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Parmenides

Parmenides fra Elea (f. ca. 515 f.Kr.) var en græsk filosof og poet, der kom fra den græske koloni Elea i Syditalien, hvor han grundlagde en filosofisk skole. Tilhængerne af denne skole kaldes under et for 'eleaterne', og udover Parmenides kan nævnes hans elev Zenon fra Elea og Melissos fra Samos. (Xenofanes regnes undertiden også med i denne gruppe).

Liv[redigér | redigér wikikode]

Vi ved ikke så meget om Parmenides' liv og færden. Vi ved at han skrev et længere digt "Om Naturen", hvoraf lange passager er bevaret. (Her skriver han om, hvordan en vis gudinde i en drøm gav ham hans filosofiske grundindsigt.) Desuden nævnes Parmenides i Platons dialoger Theaitetos og Sofisten, og han optræder direkte som en figur i dialogen Parmenides, hvor han og eleven Zenon er på besøg i Athen og møder den da ganske unge Sokrates. Her skulle Parmenides være 65 år gammel, men vi kan ikke bedømme hvor pålidelig en kilde Platon er. Der er dog alt i alt nok materiale til at sammenstykke grundridsene af Parmenides' filosofi.

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Kilderne til Parmenides grundargument er spredte, men en rekonstruktion af det er mulig, hvilket vi vil forsøge i det følgende. Først af alt er der den grundlæggende indsigt:

  • Det, der ikke er (dvs.ikke-væren), er ikke, og kan derfor hverken meningsfuldt tales om, eller være en del af virkeligehedens ultimative beskaffenhed.

Af dette argumentatoriske aksiom drages der flere vidtrækkende konsekvenser:

Fx indebærer tid at noget både opstår og forgår, fx går et æble fra at være grønt til at blive rødt og sidenhen brunt (dvs. det grønne og røde æble forsvinder), men siden intet, der reelt eksisterer, kan opstå af intet og ejheller igen blive til intet, og siden intet ikke eksisterer, så kan tidens gang heller ikke være andet end en illusion!

En anden konskvens er at væren i sig selv ingen afgrænsning kan have, idet der netop intet er til at afgrænse det. Ligeledes må det være tæt og udfyldt, idet tomhed som en slags fravær af væren udelukkes. På denne måde mener Parmenides at han beviser, i moderne termer, at universet er uendeligt og uden et reelt vakuum.

Dermed sætter Parmenides som den første filosof (vi kender til), det sidenhen så kendte skarpe skel op imellem realitet og 'skin' – imellem det virkelige og det tilsyneladende.

Parmenides' elev Zenon[redigér | redigér wikikode]

Zenon er kendt for sine paradokser, der støtter hans mesters lære, ved at forsøge at bevise at det at indtage et andet standpunkt end Parmenides er selvmodsigende. Se også Zenons paradoks.

Værker[redigér | redigér wikikode]

  • Om Naturen (formentligt skrevet mellem 480 og 470 f.Kr.).

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: