Gorgias

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Gorgias (Græsk: Γοργίας) (ca. 485 – 380 fvt.) var en græsk førsokratisk filosof og retoriker fra LeontiniSicilien, muligvis en elev af Empedokles. Han rejste til Athen for at bede om beskyttelse for Leontini imod Syrakus, og var der blandt de første til at bruge attisk græsk som litteratursprog. Han er kendt for sine ekstreme synspunkter angående erkendelse. Han er mest kendt som Sokrates' modstander i Platon's dialog "Gorgias", men vi har også overleveret to af hans egne skrifter – "Lovtale til Helene"[1] og "Forsvar af Palamedes", og de to fragmenter "Om Ikke-eksistens" og "Epitaphios".

Platon's fremstilling af Gorgias er en karrikatur der skal vise at den sofistiske retorik er i modsætningsforhold til platon's begrebsrealistiske lære som ser sofisternes retoriske sprogspil som skadelige for projektet om at opnå sand viden. Gorgias' egne tekster viser ham som en epistemologisk relativist, der mener at sandheden ikke kan erkendes udenfor den sprogskabte virkelighed.[2] Gorgias' Om Ikke-Eksistens' er kun overleveret i tredie hånd, i parafraser af filosoffen Sextus Empiricus i hans Imod Professorene og i det anonyme skrift Om Melissus, Xenophanes, og Gorgias. Ingen af de to værker indholder den fulde tekst, og de to parafraser komplimenterer hinanden.[3]

I Om Ikke-Eksistens opstillede Gorgias tre paradoksale teser der udtrykker hans erkendelsesfilosofi:

  1. Intet eksisterer
  2. Hvis noget eksister kan vi ikke erkende det
  3. Hvis vi kan erkende noget kan vi ikke udtrykke det

Gorgias' teser afviser Eleaterne Parmenides' og Zenon's ontologi der argumenterede for at så fremt noget "er", må det betyde at det er evigt og uforanderligt, og samtidig præsenterer den Gorgias' syn på sproget som et centralt redskab for erkendelse.[4][5] På grund af den første tese der hævder at intet eksisterer er Gorgias blevet betegnet som nihilist, det er dog ikke en dækkende definition af hans argument. Gorgias' argument er snarere en modsigelse af den senere cartesiske tese at tanke og eksistens er det samme, Gorgias hævder at dette ikke kan være tilfældet fordi vi ikke kan få ting til at eksistere med tankens kraft. Gorgias tese skal derfor ikke tolkes som en benægtelse af eksistens men som en bekræftelse af eksistensen af "intet" og altså muligheden for ikke-eksistens af de ting som findes i vor tanke.

I Lovtale til Helene forsvarer Gorgias Helene af Troja imod en lang literær tradition der anklagede Helene for at være troløs og forræderisk da hun lod sig besnære af Prins Paris, forlod sin ægtemand Menelaos og sendte sit hjemland Sparta ud i en lang og opslidende krig. Gorgias argumenterede for at der kun var fire mulige forklaringer på hendes forræderi imod Sparta – enten var handlede hun under guddommelig indflydelse, eller hun blev borftørt med vold, eller hun var forelsket og dermed utilregnelig, eller også blev hun simpelthen overtalt. I alle tilfælde siger Gorgias kan hun ikke klandres for sin handling. Gorgias sammenligner her sprogets magt til at påvirke menneskelig handling med de fysiske og metafysiske kræfter som vi alle er underlagt. Gorgias' Lovtale er derfor på en gang en hyldest til og en demonstration af sprogets overbevisningskraft.

I Forsvar for Palamedes forsvarer Gorgias en anden klassisk skurk, Palamedes som forrådte sin herre Odysseus og afslørede ham i at spille vanvittig for at undgå at rejse til Troja. Gorgias undersøger de mulige grunde som Palamedes kunne have haft til at forråde sin herre og finder frem til at han ikke havde et motiv, og ikke vandt noget ved sin handling.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Gorgias. “Encomium of Helen.” The Norton Anthology of Theory and Criticism. Eds. Vincent B. Leitch, et al. New York: W.W. Norton & Company, 2001. 30-33.
  2. Gorgias i den Store Danske Encyklopædi
  3. Consigny s. 4
  4. Consigny, Scott. Gorgias: Sophist and Artist. Columbia: University of South Carolina Press, 2001.
  5. McComiskey, Bruce. Gorgias and the New Sophistic Rhetoric. Carbondale and Edwardsville: Southern Illinois University Press, 2001.